Jens Christian Fledelius

8.8.1865—2.12.1915, lærer og oversætter. Student 1885 fra Horsens og tog 1891 skoleembedseksamen med tysk som hovedfag. Både før og efter eksamen underviste han ved forskellige københavnske skoler og ansattes 1898 først som timelærer, derefter som adjunkt ved Horsens lærde skole, fra 1899 tillige bestyrer af dennes forberedelsesskole. Han havde i 1894 i tidsskriftet Taarnet gengivet nogle af Walter von der Vogelweides digte på dansk; 1912 udkom hans oversættelse af Nibelungekvadet, og i sine sidste leveår var han sysselsat med Wolfram von Eschenbachs Parzival der fuldførtes og 1917 offentliggjordes i to bind af hans ven Sophus Michaelis.