Rejsebeskrivelse – Alexander d. Store

1. Dedikation

[1] Herrer Constantius, kejser bedre end de gode, velvidende, at det ville være et gunstigt varsel både for dig og din fremtidige ledelse – når det persiske felttog allerede er godt undervejs og beredt – forfattede jeg en rejsebeskrivelse over de berømte ledere, dvs. Alexander d. Store og Trajan. I dette værk, velvilligt og con amore pålagde jeg mig den opgave, fordi det både tvinger mig til at ville det, fordi det er ene enestående opgave, og fordi lederes succes inviterer undersåtterne til at deltage.

[2] Og hvis jeg på nogen måde vil have hjulpet ved det eller banet vejen for dig, ved jeg, det sandelig vil falde tilbage på mig, eftersom enhver dødelig som en naturlov hengiver sig til ham, som han bliver beskyttet af. Men skønt sproget er simpel, og det er et fattigt vidnesbyrd om så berømte gerninger, påtager jeg mig dog modigt det uoverkommelig, i tillid ikke til min men til et fremmed intellekts styrke, og jeg benytter ikke simple forfattere fra den sladrende hob, men dem den ærværdige bedømmelse har udnævnt til de største elskere af sandheden, og dem har jeg samlet for dig og med passende videbegærlighed forkortet, hvor jeg kunne, i en tilstræbt restriktiv retorisk stil, da der er efterstræbt en fælles nytte og ikke personlig berømmelse.

[3] Til sidst, jeg har givet den titlen rejsebeskrivelse i stedet for resumé, da jeg vragede den fuldkommenhed, titlen resumé indebærer – altså som et incitament for dine kvaliteter. Da det bør vække nysgerrighed hos det sind, som tørster efter ære, at vide, at engang begunstigede Skæbnen en plan med lignende bevæggrunde, især da du forbereder krig dér, hvor fortjenstfulde kampagner har hævet alle med selvtillid, yderligere opstiller du triumfernes felttegn, hvor eliten har lagt æren for tidligere heldige gerninger. Dvs. for at du, mens du i din ungdom forsøger at gå i din fars modne fodtrin, overgår berømte lederes meritter, og for at du ikke fortryder deres råd i hele denne parallelitet, og for at du ikke skammer dig over Skæbnen.

[4] Skønt jeg ved, de i et hvert tilfælde er langt større og heldigere forbilleder, din far og bror, de største Konstantiner, er det dog sikkert, at du vil gøre tidligere tiders bedrifter inferiør med dine fortjenester, jeg tror de selv ville støtte dig, hvis de døde har nogen bevidsthed.

[5] Et opdrag hos perserne er gået dig i arv: at de, som så længe har frygtet romervåben, bad dig endelig modtage vores navn og indlemmes i den romerske stat blandt dine provinser, de vil lære at være fri på de befalendes nåde, de som alle regnes for soldater i krig og slaver i fred af de hovmodige konger.

[6] Eftersom Terentius Varro altså engang udarbejdede en bog under navnet Dagbog til Gnaeus Pompeius, som skulle i krig mod Spanien, sådan at det var til at vide, hvordan man håndterer svære opgaver ud fra lette: at søge eller undgå oceanets hældning og alle de himmelske bevægelser i tiltro til sin forhåndsviden. Hvorfor fremstiller jeg dig denne fakkel af modets gode flammer, når du skal til at gå i gang med en sag om vor frelse? Skønt jeg, mindre intelligent end Varro, er jeg i lige så høj grad som Varro velegnet til denne opgave, eftersom jeg, skønt korporlig fri, kæmper for dem med sindets styrker.

[7] Må jeg blot være en henvisning til vejen, som Alexander og Trajan har vist ved deres styrke – den bør vælges for vores fælles frelse. Her vil jeg ikke påvirke dig med elegant snak, sliddet skal være til gavn, når det er til større glæde i et sådant værk at have formidlet emnet end at have skrevet noget behageligt, sådan at den jævne stil har været mere ligefrem, har fremstillingen både mere troværdighed og oplysende. For når i sådanne værker sandheden åbenlyst har overgået veltalenhed, som når en formidler forsvarer stilen og roses som forfatter.

[8] Men for mig er både materialets simpelhed og relevans tillokkende med håb om at skulle skrive om dine bedrifter, dels om Alexander dels også Trajans glorværdigheder. Med dem er der sandelig et skæbnefællesskab i denne krigslinje. Du har nu næsten samme alder som den ene, den du er ældre end har du samme strategiske evne som.

[9] Du bliver sidestillet den berømte Alexander med tilnavnet den Store, men du er søn af den største, næsten født samme sted på jorden fører du hæren derfra, antallet af soldater er ens men dine med bedre uddannelse, du vil hævne en lignende uretfærdighed, men du adskiller dig ved fornærmelsen.

[10] Retmæssigt kan man formode, at du kæmper med lignende varsel og nyder samme Lykke, så vidt er du eksemplets kompagnon men heldigere i kraft af din fortjeneste. Hvis de bønner, som er udtænkt fromt og mådeholdent, er den beskyttende Gud mere behagelig end dem, som en uovervejet arrogance griber til på voldsom manér.

[11] Den første brystede sig af alene at have sejret og handlede mere voldsom en heldigt mod venner, den anden savnede sejrens frugt og blev straffet med døden. Men du kæmper for Roms frelse, snart vil du strides med ham i alder, hvis udødelige ære følger dig. Jeg skal ikke sige mere til dig optaget af så store og vigtige sager. Nu vil jeg begynde.

1. Alexander

[12] Alexander var søn af Olympias af aeacidernes slægt, faderen var en af to: Jupiter-Ammon eller herakliden Philip var i spil til så berømt et barn. Da han havde efterfulgt Philip, hævnede han ham med drabet på Pausanias samt hans tre sønner, fordi de havde dræbt Philip, som havde forsæde med teatret i Aegae. Straks derpå, efter det makedoniske rige var grundlagt, og hele Peleponnes ved hans kongekunster var kommet under hans jurisdiktion, gjorde han sig med alles enighed fortjent til at føre hæren mod perserne, kun lakedaimonerne satte sig imod det som de eneste, deres indignation var ikke berettiget, men en skam over at deres navn blev underordnet en andens, da magten er den eneste sag, hvis belønning modsvarer farerne.

[13] Da Alexander i sit tyvende år havde klaret dem, udvalgte han, for at gøre sig klar til så stort et forehavende, frivillige soldater, som delte hans ambition – et ikke overvældende antal men meget veltrænet i at bruge styrke og hurtighed. Og eftersom det var meget gavnligt, stillede han sig selv som forbillede. Han havde selv et skarpskårent ansigt og en ørnelignende næse, en helt bar pande, skønt frynset og meget pomadiseret fra øvelsen ved heftig ridning, han gav det denne overvejelse: han fik håret til at ligge tilbagebøjet og væk fra ansigtet, og det, sagde han, var mere passende for en soldat, end hvis det var løst.

[14] Han var en ung mand af almindelig bygning, mere mat i henseende til lemmerne, men de var ingen hindring for den sprudlende, fordi de smigrede ham mere ved deres brug end ved deres udseende. Kroppen var senet med mange muskler og bevægede sig med en bemærkelsesværdig koordination af senerne, behændig i den retning, han ville hen, stærk i angreb, som han gav sig i kast med, overdrevet lig en spydkastemaskine, trænet i at møde dem, han havde de udset sig, ivrig til at angribe, hvor han burde være dristig, konsekvent til at udvælge dem, som har selvtillid, sikker på fjernt hold, voldsom i nærkamp, en sorgløs og heftig rytter, en urystelig og standhaftig infanterist.

[15] Allestedsnærværende til at give ordre i svære situationer, et meget stort incitament i kraft af sit eget eksempel, han anså det nemlig skammeligt at blive overgået i gode handlinger, fra sin krop krævede han selv ivrigt ungdommens gave. Skægstubbene var hærdet og ellers skinnende glat barberet. De sager, som enhver sandelig med rette tager vare på selv, ønskede han for sig selv enten som hærfører eller soldat. Jeg vil kalde dig Alexanders ligemand. Pas du selv på, for jeg har ikke fremlagt smiger, og jeg vil ikke synes at behage ørerne, alle kan dømme om dig med deres egne øjne.

1. Grækenland

[16] Han den Store tilegnede sig altså magten på Peloponnes mand for mand og by for by til sin store fordel. Han overvandt også thrakierne, som var rastløse og vægelsindet, fra bjerget Orbelus, som overskuer Philippi, Philips by, og som fortsætter til Haemus og til Istriens munding, og derfra førte han krig med havet på højre hånd og gennem Euxinus, og på vej tilbage efter at have krydset Maeotis faldt han over goterne og overvandt dem også i krig og samme dag vendte han tilbage til sine egne. Dernæst overvandt han dakierne, moesierne, illyrerne, og dalmatierne i jævnbyrdige slag og gav dem forfatninger, også det oprørske Theben i Boeotien styrtede han.

[17] Og således mens han forberedte togtet mod Asia, blev det bekendtgjort, at en statue af musikeren Orfeus havde svedt meget, og det blev udlagt af musikerne som, at det ville være et stort forehavende, og af de lærde spåmænd som en lovprisning af ham. Så meget desto mere rejste han ved forårets komme til Hellespont. Forvaltningen af de makedonske og peloponnesiske riger var i hans navn overdraget til Antipater, og han tog afsted fulgt af ikke mere end titusinder af sine egne infanterister og fem tusinde ryttere.

[18] Men resten af hæren og hjælpetropperne fra de omkringliggende folkeslag blev ført med flåden, som lå ved Amphipolis ved Stymnos’ munding, rigt udrustet til krigsvæsen. Så langt blev han ført af moderen, som skærpede hans appetit efter ære. Således er adelighed en ven også hos kvinder. Altså rejste han selv gennem Abdera og Maronia så over floderne Hebrus og Melana, men flåden fulgte kysten hele vejen. Begge nåede Sestos den tyvende dag og drog over til Abydos. Der bad de til guderne og heltene ved Ilion, og her fæstede han et spyd i jorden som tegn på at Asien skulle erobres, hvad det persiske militær på det tidspunkt besad.

1. Granicus

[19] Dernæst sendte han Parmenion og Attalus, hærførerne, i forvejen. De delte og spredte som lokkemad de syv satrapper, som havde opsyn med hele Asien ad. Alexander ville dog ikke træffe afgørelse om krigens afslutning, før han havde trænet sine i den. Men satrapperne ville ikke have den berygtet vanære, som de, som overlevende, ville blive straffet med af kongen. Da de hørte om Alexanders ankomst, placerede de samlet lejren ved floden Granicus – det er den Granicus, som strømmer fra Idabjergene og frisk flyder og vælter hovedkulds fra bjerget. Den har mere styrke end en slaglinje. Her var makedonerne ankommet senere end håbet og stod der på afstand.

[20] Men stillingen var sikker for barbarerne, hård for grækerne. De skulle angribe en meget bred flod med stærke strømme og stejle breder på begge sider mod en hær, som havde taget opstilling spredt i enheder med langt flere soldater. Ikke desto mindre opstillede Alexander sine ved daggry, som skulle de møde fjenden lige på. Han ventede lidt, da slaglinjen var ordnet opfordrede han dem til at overvinde floden med front mod fjenden.

[21] Således som krigsforehavende afhænger af vovemod eller snarere held <…> kan man ikke forudsige ud fra nærværende eksempel. Her var slaglinjen indelukket i flodlejet med så mange tusinde bevæbnet usikker på det forræderiske vadested, men ved et nærmest guddommeligt lykketræf kunne de hæve sig selv op af vandet, som ikke var dybere end, at hoved og hænder var fri, og man kunne hjælpe hinanden. Straks måtte de løfte skjoldene mod de truende spyd fra flodbredden, udjævne bakkens sammenstyrtninger og støde modstanderne tilbage. De, som var undsluppet, arbejdede derfor først på at forsvare sig mod fjendens styrke, lede dem, der fulgte, og holde orden.

[22] Det er utvivlsomt at ærens palme også tilkom kongen. For Alexander ledte foran alle andre på højre flanke og besteg banken overfor, da han havde ophidset fjendens ledere mod sig, kæmpede han meget ivrigt og risikerede tab blandt soldaterne. For da hans spyd var knækket, kiggede han sig omkring efter sine soldater, og krævede at få et få et nyt spyd. Mithridates, som var kong Daraeios’ svigersøn, spiddede han i dennes angreb med spyddet, han havde fået. Da Alexander lå udstrakt på jorden og koncentreret om dette, var Spithridates over ham fra ryggen og havde frigjort sin sabel. Efter at have sønderhugget hjelmen ville han angribe den kæmpende Alexanders arm, hvis ikke Clitus havde set det og gjort mod ham, hvad han truede med at gøre.

[23] Ved deres død fik de kæmpende plads og de, som fulgte, et eksempel på mod. Herefter var der ingen tøven i overgangen eller kampen. Således, ikke lang tid efter nedkæmpningen blev fjenden dræbt i en nedsabling, undtagen et fåtal, som i iveren efter flugt havde kastet våben væk som en byrde, andre blev taget til fange, de fleste af dem var atheniensiske lejetropper, som han beordrede lagt i jern og sendt til Makedoniens marker. Begge sider begravede deres døde. Størstedelen af byttet sendte han til sin mor pralende over æren.

1. Halikarnassos

[24] Altså blev han af dette slags heldige udfald skolet i en tiltro til fremtiden, og han skadesløs erobrede Sardis i Lydien og resten af bystaterne i Asien. Forgæves forsøgte perserne et felttog, de blev nemlig afskåret fra forskansninger og forstærkninger overalt på landjorden. Alexander havde dog et usikkert slag ved Halikarnassos, som han med nød og næppe erobrede og lagde øde efter en belejring. Dernæst blev han forsonet med dronningen, som han straks overdrog administrationen med byen tilbage til, og han blev meget værdigt bestemt til at, hun tiltalte ham søn.

1. Phasalis

[25] Dernæst bemægtigede han sig Lykien og Frygien. Og da der var gang i den ved Phasalis, hørte han, at Alexander, Aeropus’ søn, på Dareios’ opfordring med Asisines som budbringer ville gøre oprør mod ham, sådan at hvis han undertvang Alexander d. Store, ville han få dennes rige udover tusinde guldtalenter til sig selv og persernes venskab. Fordi han var den Alexander, Aeropus’ søn, som var medsammensvoren til Philips drab, forventede han, at Philips arving var klog og overbærende, og – det er svært at tro – han regnede sin medviden blandt sine fortjenester. Da dette forhold var bevist og på råd, skaffede han dette menneske afvejen. Han fortsatte til Perge i Pamfylien.

1. Side

[26] Hermed, da betingelserne var pålagt aspadierne, da han var på vej til Side, og da han hørte, at aspadierne ikke fulgte betingelserne, rejste han tilbage og tog dem kortvarigt til fange. Dernæst, da rejsen blev ændret, rejste han igen mod Pisidia sammen med hæren. Han bekæmpede den befæstede bjergby Sagalassus, som vovede at gøre modstand og ikke ville føje sig. Via Sagaris, en flod i Frygien, kom han til Sortehavet. Der forstærkede han sig med ryttere og infanteri fra Makedonien og øgede sit antal. Således bestyrket, fortsatte han i en kontinuerlig march gennem Bithynien, Galatien og så Kappadokien, og efter at have overvundet Taurus ved Tarsus i Kilikien. Den by var næsten dødbringende på grund af en farefuld episode.

1. Arsames

[27] En satrap, Arsames, rygtedes at være forberedt på at føre krig med ham med en stor hær, indtil nu havde han haft kommandoen over Kilikien. Derfor kæmpede Alexander selv, som han havde for vane, som infanterist blandt det tungt bevæbnet infanteri. Men de, som var bevæbnet af Arsames, flygtede.

1. Tarsus

[28] Da han selv red ind i Tarsus med sved og støv, en soldat udmærket ved flid og kongelig ære, så han floden Cydnus flyde gennem byens midte omringet af et sammenrend af borgere. Floden havde et flot udseende, skarp kulde, overordentlig befæstet, hurtig løbende og med grønne banker. Fornøjet over dette element eller overvundet af den monotone varme og i længsel efter kulde, eller for at vise sin egen styrke over for det betragtende publikum af borgere, steg han med et hop ned på broen over floden enten med skjold og rustning eller spyd og hjelm hoppede han på hovedet i vandet i et rask hop fra flodbredden og svømmede, mens han holdt våben oppe, hele vejen over. Blandt de kongelige håndværk var det så vigtig at være et eksempel på mod for soldaterne, som opførte sig som ham.

[29] Men kroppens modstandskraft var mindre end sindets. Fuldkommen varm og svedig havde han drukket dybt af flodens kulde – i al fald meget tungt. Den fremkaldte en meget stor febervarme med nervesammentrækninger, da de vitale dele var beruset af kuldens magt, sådan at doktorerne vaklede i håbet, hvis ikke deres hengivenhed for ham havde gjort dem meget omhyggelige.

[30] Da siges et eksempel på Alexanders kvaliteter at have vist sig, mindeværdig for hans venlighed. Lægen Philip forberedte en drik til at rense indvoldene. Parmenion, rivalen til Philip, sagde i et brev til kongen, at det var en skadelig gift for at hindre den dødbringende gift. Da Alexander skulle til at drikke stødte han på brevet, som han gav til lægen at læse og greb fat om koppen og fjernede på engang sygdommens og anklagens skade, han viste, at venskab engang bevist ikke behøver yderligere omtanke.

1. Kilikien

[31] Dernæst lå det Alexander på sinde også at udrense Kilikien for enhver fjendtlig indtrængen. Han var nu tæt på den ikke ukendte by Mallos i Kilikien, da han fik at vide, at Dareios med al sit krigsvæsen var to dagsmarch væk. Den omstændighed løftede makedonerne, som ændrede ruten, til en så stor krigsiver i håb om den formodede sejr, at de kun blev holdt nede af det kedsomme ved at vente i to dagsmarch.

1. Issos

[32] Endelig støtte begge sammen ved Issos og instruerede kampformationen ved stedets snævre slugt. Det vil vise sig sandelig at kunne betale sig – om blot værket gav mulighed – at referere begge kongelige incitamenter over for soldaterne: på den ene side blev det af grækerne kaldt en nødvendig hævn, deres egen værdighed og lykkens bestemmelse, på den anden side blev den persiske arrogance luftet, da konklusionen for begge var at livet måtte lades dér, hvor sejren ikke kom.

[33] Skønt Alexander i tiltro til soldaters overtro benyttede Ammons kraft, som sin fædrene omsorg, fordi udfaldet er så meget mere retfærdiggjort overfor modstanderen med gudens forsikring, og vovemodets evne bliver til i tiltro til det forudbestemte. Det var til hans fordel, hvad fjenden tabte på det sted på grund af det, stedet gav mulighed for, deres sekshundrede tusinde krigere blev talt mod en tyvendedel, men stedets beskaffenhed gjorde styrkerne lige. Begge sider støtte sammen med lige stor front i stedets slugt.

[34] Nu vil jeg her ikke undgå at fremstille en gerning, som er værd at høre. Man siger nemlig at Alexander, da han natten igennem havde instrueret sin hær i sin plan og pakket flanken tæt for større sikkerhed, efter det sov så tungt, at han nu, da dagen gryede, og fjenden nærmede sig næppe kunne vækkes af sine ledere og blev spurgt, hvad grunden var til, at han havde sovet længere og dybere end vanlig, og han svarede meget glad: Det var sandelig ikke forgæves, han var blevet givet et uventet angreb på fjenden, og kunne handle sikker på, at slaglinjen var opstillet efter hans ønske.

[35] Dernæst havde han selv ført højre flanke mod den tætteste del af persernes hær, og det thessaliske rytteri fulgte straks efter, og truende voldsomt spredte de fjendens klump ad, og i et vildt angreb blev hæren stødt til floden Pinarus og flygtede. Fjenden blev mere forvirret over dens antal end frygt eller flugt. Til sidst forlod Dareios sin vogn de kongelige insignier og blev vanskeligt reddet bort derfra ved et lykketræf. Også de kongelige affekter i teltene blev overladt til fjenden, de var både til smerte og skam (byttet var lige så hæsligt som unødvendig i krig) – moren eller konen, døtrene og sønnen, som var taget med. Hans formue fandt man mindre af dér end forventet, da Dareios hurtigt havde overdraget det meste til Damaskus. Alexander gik endelig som sejrherre til Dareios’ middag og telt, og det var krigens afslutning.

[36] Den følgende dag besøgte Alexander, alvorligt såret i låret, alle, og på hans ordre skulle alle døde grækere og på lige fod persere begraves, alle såret skulle der tages hånd om, kongeligt blev de, hvis mod han selv havde bevidnet i fælleskamp, eller som havde delt udfordringerne, begavet.

[37] Der blev hørt klageskrig fra Dareios’ tilfangetagne kvinder, som ved synet af Dareios’ våben eller vogn kom til at tro, han var død. Alexander siges ærefuldt at være gået hen og set til dem og have beordret, at de skulle behandles kongeligt. Da, tilføjes det, de havde set ham sammen med Hephastaion, tænkte de godt om kroppens udseende og hilste ham i stedet for Alexander. Men da Dareios’ mor skammede sig over fejltagelsen, havde kongen sagt, at hun ikke skulle skamme sig over denne fejltagelse, for Alexander var blevet hilst i begge skikkelser.

[38] Efter næsten fire tusinde ryttere var blevet samlet fra flugten, søgte Dareios mod Eufrat for at lægge den mellem forfølgerne og sig. Men for tidligt hastede Alexander dog afsted, efter Coele var ordnet, og dens byer bekræftet i troskab. Han så til fønikerne, de syriske affærer og Gerostratos’ søn Strato, som havde kommandoen over den persiske flåde, og han modtog ham bønfaldende med velvillig nåde og rekrutterede ham. Han blev kronet af ham med en guldkrone og knyttede Aradus og mange andre byer til sig.

[39] Der modtog han Dareios’ bønfaldende brev, som rensede ham for synd og sagde at grundene til krigen ikke stammede fra ham, men han havde sat sig mod en provokation. Eftersom det forholdt sig sådan, bad han ham nu om at give ham moren og slægtningene tilbage. Han ville give titusinder guldtalenter i løsepenge for dem.

[40] Men Alexander svarede, at hvis Dareios huskede historien, var persernes lykke med rette dalende, og nu blev han omsonst tilbudt det – hvad der var uden tvivl – som følge af Mars’ lov allerede var sit ligesom ham selv, som skænkede det. Men hvis Dareios faktisk ville adlyde Lykken og erfare sejrherrens mildhed, hvad om jeg må bede, hindrede at han overgav sig selv med den gestus og på den rette måde? Det ville ikke være ham til skam, medmindre han hellere ville i krig.

[41] Med det svar erobrede han uden stor besvær Damaskus, den persiske formues hvilested. Så fangede han thebanernes og spartanernes ambassadører, misfornøjet med ham smigrede de Dareios. Ikke grusom rådførte han sig med dem, ifølge folkeslagenes ret, men han beherskede sig i øjeblikket.

1. Tyrus

[42] På vej til Tyrus ville han ofre til Herkules. Indbyggerne misforstod det og, fordi budbringerne blev dræbt, skabte de en grund til at føre krig mod dem og dermed deres undergang. Kongen kviede sig ved at blive holdt borte fra at angribe og besluttede at belejre byen. Tyrus lå dengang på en ø ikke langt fra fastland så tæt på, at Alexander regnede det simpelt at forbinde byen til kysten ved at anlægge en tilbygning. Til dette formål blev skibe straks sendt fra Sidon og sammen med dem Gerostrates, konge af Ardus. Da satrappen Autophradates og venskabet med mederne var opgivet. Fønikerne og enten rodierne eller solierne sejlede også dertil med deres egne skibe og med dem mallonerne og kyprioterne – eller lykierne trænet i søslag – var tilstede, skibe og soldater fra Makedonien føjede sig til. Endelig påbegyndte han konstruktionen fuldt udrustet – let tre dages arbejde. Hertil blev belejringsmaskiner flyttet, murene nedbrudt og indbyggerne slagtet i en massakre. Få fra eliten blev fundet i Herakles’ tempel og frelst til ære for guden.

[43] Mens dette fandt sted i Tyrus, vendte Dareios’ ambassadører tilbage, som hvis de søgte ophold for de nærværende onder midt i en auktion over kongeriger, misundelige over, at den lokkende pris og profit forøgede modstanderens ære – misundelse besejrer størstedelen af de dødelige, for moral findes hos få. Til de allerede budte titusinder guldtalenter for moren, børn og hustruen tilføjede han, hvad grænsen Eufrat deler og forsvarer, og som begge riger kan besidde, det ville han give sammen med den datter, som sejrherren udvalgte sig til ægteskab for at gøre troskaben hellig.

[44] Dette tilbud syntes så stort, at Parmenion sandelig siges at have sagt, at hvis han var Alexander, ville han tage tilbuddet, kongen svarede, at han også, hvis han var Parmenion, ville tage tilbuddet. Endelig bød han, at det blev meddelt Dareios, at det ville synes som uvidenhed at hellere ønske en del frem for helheden af det, som var fuldstændig sit. For vedrørende hans datter – hvis ikke det var pænere at beherske sig – var til rådighed. Og hvis han tænkte sig om, ville han åbenlyst fornemme, at enhver, som kender sejrens form, kender til at beherske sig. Her lagde Dareios alle sine kræfter ind på at forberede krigen igen, da han havde opgivet freden.

1. Gaza

[45] Efter Palæstina var underlagt ham, besluttede Alexander at rejse til Ægypten. Men eunukken Batis befæstede Gaza for gennemrejse. Denne by lå på en stejl høj, omringet af meget dybt sand eller forskanset af tilstrækkeligt bølger, stærke mure, og svær adgang. Hvorfor, da en sag knyttet til besvær øger æren, var kongen opsat på det, hvor håbet var meget lavt, og søgte hæderen fra svære bestræbelser.

[46] Altså blev en adgang istandsat ved en tilbygning, og krigen betroet til guderne, da en fugl tabte en sten over alteret. De spåmænd og andre, som anså det blandt deres evner at udlægge dette, forudsagde, at det varslede byens ruin både undergang og fare for kongen, hvis ikke han passede på. Sagen blev ikke opsat, udfaldet stormede frem og overrumplede dernæst de forvirret soldater.

[47] Da Alexander ledte dem en for en, ansigt til ansigt, opmuntrede han dem med taler og var ilet i forvejen uden tanke for spådommen og mere bekymret for riget end sin person, blev han alvorligt såret i skulderen af en katapult. Men han udbedrede kroppens styrke med viljestyrke og i tiltro til spådommen nærede han håb om at indtage byen på grund af sin egen skade. Han tilsidesatte såret og fortsatte med fuld kraft. Belejringsmaskinerne blev tilkaldt, dernæst blev tunneler gravet og det flittigt og omhyggeligt. Til sidst på fjerde dagen stormede og plyndrede han Gaza, han tillod, at man boede der senere, og udnyttede fordelen ved dets heldige beliggenhed. Han vandt dem således for sig selv.

1. Ægypten

[48] Efter han havde sendt flåden i forvejen, nåede han på syvende dagen Pelusium og Ægyptens rigdomme. Områdets satrap, Mazaeus, vovede slet ikke at sætte sig imod. Derfor bød han flåden at sejle mod Memphis via Nilen, selv ville han marchere dertil via Heliopolis, og der ofrede han til de ægyptiske guder og afholdte de hellige lege. Og straks, da hæren var gået ombord, sejlede han til Canopus. Han blev betaget af det omkringliggende terræn og blev grebet af et ønske om at grundlægge en by, velvidende, at for dødelige er det den tætteste ting på gudernes evighed at forevige sit navn i et smukt værk.

[49] Altså da han indfandt sig for at opmærke området, siges denne videnskabs bygmestre, som de kalder for arkitekter, at mangle støv til at afgrænse jorden med, soldaterne blev beordret til det. Enhver bar byg til at spise eller drikke, og alle samlede det sammen og adlød ved straks at tegne på jorden med byg. Men straks kongen var optaget af anden bekymring, gled fugle forbi og fortærede maden, der var spredt ud som grænsemarkør. Da fortolkerne udlagde det varsel dårligt, går rygtet, at Alexander havde bekendtgjort at denne by ville være forrådskammer for mange af nomaderne fra omegnen eller nabostammerne. Alle og enhver bifaldt at slutte sig til Alexander, som var midt i anlæggelsen, og de persiske satrapper blev forladt, de blev alle offentlig berømmet efter fortjeneste og velviljeligt.

[50] Han søgte selv Ammons helligdom placeret langt ude i ørkenen, for at det var uantasteligt, at Ammon var hans far. Rejsen var flere dages hårdt arbejde og usikker i grænseløse omgivelser, da det om dagen ikke er til at skelne sand fra sand, fortæller legendernes modstander, at to krager eller slanger viste vej indtil, han ankom til det indviet sted, sandelig en forunderlig hemmelighed til guden og troværdig sammenlignet med alle andre undere.

[51] Efter dette umådelige sandhav kommer et kultiveret sted til syne, grønt af træer, med skygger fra lunde, der udelukker solstrålerne, strømmende kilder, rig dels på grund af guden dels på grund af naturen. Her var der blødt af enge, her var der frugtbart med marker, her var der farvet af blomster, her var der gråt af olivenlunde, her var der beruselse af Libers druer, her var der storslået af luksuriøst ved palmetræerne, med snoede åer og rislende bække.

[52] De er en anden type end vores kilder. Fra midnat er de brandvarme og fryser gradvis til og er iskolde ved middag. Derfra stiger temperaturen til midnat. De producerer saltkrystaller meget glinsende og ren med den bedste smag; som om den er blevet vel tilberedt med form som et glat æg, lidt bredere og lidt længere end et gåseæg og fuldstændig gennemsigtig. Til sidst bruges det som røgelseskorn i stedet for røgelsespinde og er mere effektiv, når det gælder duften.

[53] Bekræftet om sin guddommelige far vendte han tilbage til Memphis, hvor de græske soldater var forsamlet, og de opnåede alle deres ønsker. Ikke mindre men meget mere glad for løftet fik athenienserne også sine tilfangetagne fra Granicus tilbage.

1. Babylon

[54] Byen med hans navn var allerede meget fremskreden, dels rejste murerne sig, og både militære og civile strukturer var anlagt, så vendte han tilbage til Tyrus, da flåden var sendt i forvejen. Ankommet til den store by gik han straks over floden via dobbeltbroen, skønt Mazaeus, Daraeios’ udsending, skabte uro. Dernæst rejste han mod Babylon med Eufrat og de armenske bjerge på venstre hånd, for at finde en behagelig rejse.

[55] Der blev en spion tilfældigvis taget til fange, ham havde Dareios udrustet til sin egen brug. Fra ham lærte Alexander, at Dareios allerede var nået til floden Tigris og at han ville spærre vejen for dem, som ville krydse floden der, da hæren var langt skarpere i mod og antal. Men da han havde ændret plan, fjernede han infanteriet fra floden. Alexander ville falde fjenden i ryggen og gik fremad over det flodleje, som var svært overkommelig på grund af skrænterne.

[56] Der styrkede han sine mænd og instruerede dem på forhånd i de kommende planer og førte kolonnen fremad i slagformation. Endelig på fjerde dagen havde de hurtige spejdere, nomader fra rytteriet, et sammenstød på afstand, straks som de fik øje på hinanden. En del faldt eller flygtede, men vægten af hæren under Dareios’ kommando og al krigsmaterialet befandt sig sammen med de barbariske folkeslag ikke langt derfra. Folkeslagene med for os fremmede navne, var gensidigt yderst venligsindet. De havde fyrre tusinde bevæbnet ryttere med tredive gange så mange infanterister, to hundrede stridsvogne med leer og elefanter med howda, som er den største pryd blandt dem.

1. Arbelos/Gaugamela

[57] Med disse tropper slog han lejr nær floden Bumelus ikke langt fra byen Arbelos eller, som andre foretrækker, i Gaugamela – som er navnet på egnen. Der siger man, at som Dareios begyndte at opmuntre sine mænd, fik man øje på en eunuk, som var blevet fanget sammen med familien og nu var flygtet. Han fortalte, hvordan de blev behandlet med respekt for deres kyskhed og kongeligt uden krav om Dareios’ taknemmelighed <…> og foran hæren bad han guderne, om at Alexander måtte lede perserne, hvis skæbnen ikke tillod ham det. Så udvalgte Alexander en fremkommelig slagmark. Den var jævn og fremkommelig for rytteriet, og betingelserne så anderledes end Issos, at man der havde kæmpet på mod og strategi, her igen på fysisk styrke.

[58] Altså fire hele dage kom mændene til hægterne, mens Alexander udforskede slagmarken for persisk baghold og opmuntrede sine med en tale, da trodset var sendt væk. Således førte han slaglinjen frem under ordre om tavshed, sådan at det pludselig kampråb blev mere frygtindgydende. Men hele dagen stod begge hære rystende og spejdende efter, om modstanderen blev stående i formation. Parmenion rådgav, at man skulle gøre et natangreb, hvad Alexander afviste som en form for sejr – i virkeligheden er det både uovervejet og uklogt at betro sig til nattens lykke, hvor der ikke er plads til forsigtighed, eftersom øjnene meget sikre gennemgår strategien – skønt han selv ikke havde mere end syv tusinde ryttere, men det samme antal infanterister som antallet af persiske ryttere.

[59] Hvorfor Alexander i det moment, hvor natten overvindes af dagen, så, at de skytiske ryttere ville angribe hans venstre flanke og omringe ham, og gik mod dem. Længe var krigslykken tvetydig, han tvang til sidst fjenden til at vende ryggen til med store tab blandt dem, som holdt ud. Makedonernes kampånd fik dem til at fortsætte yderligere, for de baktriske styrker indelukkede den paeoniske kamplinje i midten i kraft af deres antal. Den besked tvang Alexander til at hjælpe sine, som var truet og på flugt. Således blev skyterne også én forfølger mindre, da ryggen var fri, fik de mod igen og slog sig sammen med baktrierne, idet de nærede et fornyet håb.

[60] Det blev et meget voldsomt slag med omskifteligt held. Paeonerne er hurtige – karakteristisk for deres folkeslag. De trives med hurtighed i kampen, hvorfor de ikke kender til brugen af skjold eller harnisk, der ses som en byrde, skønt fjenderne derimod indelukker og beskytter hele kroppen med en tung ugennemtrængelig og tilpas fast beskyttelse. Stridsvogne fik således ordre på at angribe paeonerne, som energisk og voldsomt angreb og sikrede dem længe i krigsiveren.

[61] Den omstændighed var perserne til ærgrelse og hvil. Paeonerne var blevet fortalt om stridsvogne med le, da de truende styrker trak til side, så de vognene angribe, langsomt fortættede de flanken og gav plads til at de kunne køre igennem, fra begge sider gennemborede de det lette tospandets heste og fører. Indtil nu synes slaget blot at stå mellem rytteri og let bevæbnet tropper.

[62] Hvorfor Dareios bevægede sin falankser mod Alexanders højre flanke, som hans tilstedeværelse gav overtaget. Langsomt rykkede han sine, for at omringe dem i mindre tal. Men da det gik op for Alexander angreb han fyrigt, spredte flere og tillod dem ikke at følge strategien. Han var i den grad en hvirvelvind og så hurtig, at Dareios selv blev mere tændt af fjendens eksempel og af skam og kæmpede ivrigt i hærens midte, hvor han så sine mænd rystet og i uorden, i iver efter frelse og ligegyldighed med omdømmet flygtede han og det i den vogn, som han kommanderede ganske fortræffeligt. Det var ikke svært for resten at stemme med fødderne og følge kongen ved straks at dele hans mening, skønt en del af den persiske hær plyndrede trodset, da de var brudt gennem den makedonske linje. Straks de lærte om deres venners skæbne, søgte de den mest sikre vej at flygte hjem ad.

[63] Alt dette skete på Alexanders højre flanke. Men venstre, som stod over for Dareios’ højre flanke, blev med nød og næppe sikret med Parmenions råd. Perserne havde betalt de omtalte tab tilbage, hvis ikke Alexander på jagt efter Dareios gennem et bud havde erfaret, at Parmenions situation tippede mod et svært tab. Da han hørte det og på afstand så slaget vakle, vendte han om og kom dem til hjælp. Der var ingen pause, han angreb fjenden i ryggen. De faldt alle straks ved synet af sådan en redningsmand, håbet om frelse syntes dem så meget kærere.

[64] Alexander besluttede selv at forfølge Dareios. Men han gav ordre til hæren om, at den, når floden Lycus, som lå lidt væk, var krydset, skulle slå lejr befæstet med palisader og der, så hurtigt de kunne, komme til kræfter og nyde medgangen. Parmenion besluttede altså at vente på Alexander, da byttet og rovet fra fjenden var samlet sammen. Alexander var fortsat til byen Arbalos, som var byen næsten sekshundrede stadier fra slagmarken, han så intet til Dareios, som var fløjet forbi som en fugl, men hans rigdomme, våben, turban, kongekrone, tog han med tilbage sammen med en vogn og al hans udsmykning. I dette slag mistede makedonerne hundrede mænd og tusind heste, størstedelen var gået til i jagten på Dareios. Perserne derimod mistede ikke mindre end trehundrede tusind, og lige så mange blev taget til fange. Alle blev frataget deres våben.

1. Babylon

[65] Dareios søgte sammen med et lille følge mod Medien. Babylon og Susa undgik han, fordi han mente, Alexander fyrigt og ivrigt ville søge mod disse berømte og tillokkende byer – en ære for ham selv, det var meget let at tro på det. Endelig ankom Alexander truende med en frygtindgydende krigsherrers ro og udseende og med hæren i slagformation til byen Babylon. På afstand kunne truslen ses i bevægelse. Straks myldrede alle indbyggere ikke med sørgelige men festlige miner ud med gaver, og alle af denne type blev modtaget efter fortjeneste og ændrede derved frygt til medgørlighed, i det de takkede sig selv, og sejrherren ligeledes udviste mådehold.

1. Susa

[66] Der administrerede han først hele de persiske rige med sine love og embedsmænd, dernæst rejste han mod Susa så meget mere smuk. Dernæst efter at have krydset Tigris kom han til uxierne, en barbarisk menneskerace. De af dem, som levede på sletten, var medgørlige og lyttede til ordre, men bjergbeboerne, vilde på grund af deres hjemstavn, bekendtgjorde, at de ville gøre modstand, hvis ikke han efter Dareios’ skik betalte told. Men han overvandt uventet uxierne og kravlede højere op på bjerget med spredt modstand. Endelig opgav uxierne deres arrogante modstand og kaldte sig for Alexanders skatteydere.

[67] Efter at have ladet de sværtbevæbnet tilbage stræbte han derfra mod Pylas, passet gennem de persiske bjerge, og der stødte han på Aribazenes bevæbnet i Dareios’ navn og sag med fyrre tusinde infanterister og syvhundrede ryttere. Der voldte stedets topografi ham større besvær end fjendens byrde; fanger forklarede, at en omvej kunne løse problemet. Han hørte dem, undersøgte sandheden af deres ord, og efter en nattemarch på tres stadier faldt han over perserne, der var uvidende om hans angreb og ubekymret. Endelig blev modstanderen enten hugget ned eller drevet på flugt. Uden yderligere modstand nåede han Pasogradae med den indbydende skat. Der bemægtigede han sig Kyros’ og Xerxes’ skatter, som lå der, som om det var sikkert, sammen med de smukke sale. Han brændte alligevel paladset i had til Xerxes’ uretfærdighed dernæst blev kongens nyttehaver udslettet, skønt de nu var hans, som en slags fortjent straf for de tab og den skade, han havde påført grækerne. Dette gengældte Alexander.

[68] Herfra styrede han mod Medien ivrig efter at fange Dareios, som, da han blev presset yderligere af forfølgerens tålmodighed, havde besluttet at krydse til Hyrkania. Dareios plyndrede Baktria og ødelagde eller fjernede alt af værdi, han beskyttede sig selv mod forfølgerne gennem regionens ruin. Og alle sine eller sin families regalier, havde han videresendt til Pylas og Caspia sammen med et følge hengiven til ham – det troede han – som han havde samlet i Ekbatana, blev han tilbage.

[69] Da han fik de forhold at vide stormede Alexander til sidst til Medien efter elve dage. Dareios siges at ville være flygtet derfra. Men Alexander fulgte ham, som allerede var flygtet med skatten, med en dags mellemrum. Fra en desertør erfarede han, at Dareios’ følge var træt af flugten, og for at indynde sig hos den stærkere havde ham under lænker, men tjeneren Besus havde kongens insignier. Alexander var utålmodig på grund af sit ønske, mere ivrig på grund af håbet om at nå ønsket og valgte en mere ujævn vej udarbejdet med slid som pris for at mindske forsinkelsen, uventet indhentede han Besus. Han spredte og delte de kæmpende med svære tab og med magt. Besus var hemmeligt flygtet. Der fandt de Dareios dræbt af sine egne, som var flygtet med Besus. Alexander gav ordre til, at liget blev båret til graven med en ære passende for en konge.

1. Hyrkanien

[70] Men, da de ting i Hyrkanien, som var påkrævet, nemlig at besigtige terrænet, og en passende tid til indfangelsen af Besus var fundet, var afsluttet, fulgte han selv efter Besus fast besluttet på at spænde flygtningen til fire heste. Endelig da han var nået til sletten, overgav de, Arbaxares sammen med satrappen Phrataphernes sig til sejrherren. Besus slap væk. Da den bekymring var sat til side eller fjernet, gav han ordre til, at de, som han havde ladt tilbage på slagmarkerne, skulle samles. Da de var fuldtallig besluttede han at gå mod Xazarcerta efter en pause på få dage. Den by bør overhovedet ikke anses for blandt de bedste. De, Alexander havde sendt i forvejen til den, styrede der. Men først stimlede hærens trods, som var blevet tilbage ved alle slagmarkerne, sammen. Sådan havde den kongelig ordre beordret det. Alle som var blevet afskåret fra ham og havde valgt krigslykken og tjene sejrherrens sold eller som ventede en dom, blev da benådet. Femtenhundrede grækere, som havde kæmpet for Dareios for penge, gjorde han sine.

[71] I mellemtiden gjorde han et indfald mod mardierne og tvang krigsfanger til underkastelse. De holdt intet fælles tilbage (men udover våben og styrke ejer mardierne ingen ting). Bekymringen for rigdomme, som vedholdende holder resten af menneskeflokken, vurderes lavt. Spartanerne, som havde søgt Dareios’ venskab, overgav sig. Men mistænkeliggjort af deres simple selvtillid blev de anbragt under bevogtning.

[72] Alexander tøvede i Xazarcerta i Hyrkanien i femten dage og rejste så mod partherne, arierne og byen Susa, fordi han havde erfaret, at Besus forberedte krig der ikke kun i rigets men endog i Artaxerxes navn, som om han gennem pral søgte agtelse, eftersom mange baktrier på flugt havde samlet sig til hans støtte ansporet af den pralende attitude.

[73] Hastende dertil fik Alexander at vide, at Satibarzanes, ariernes satrap, bevæbnede arierne for Besus, efter de makedonere, han havde fået i sin varetægt, var blevet myrdet. Han ankom altså dertil og gjorde en afstikker på to dage og sekshundrede stadier til byen Artacona, ariernes hovedstad. Ved synet af ham stak Satibarzanes sammen med få af, selvom de var klar over straffen. Resten blev straffet for deres dårlig plan eller lidenskab for penge. Efter dette blev en af Dareios’ mordere bragt til Alexander, som var på vej mod Xazarcerta, og straffet med en slaves straf og døden. Oplyst af ham om medløberne førte han hæren mod Besus.

[74] Men på den rejse undertvang han mange folkeslag, både dranerne og arachotaerne, barbariske barbarer grænsende op til Indien med udsigt til Rødehavet, også arierne, som fornyelig havde løsrevet sig for underdanigheden – og det meget ubekvemt og med vinteren til forhindring for soldaterne. Men efter at have sendt hærførere mod dem, rejste han selv til Kaukasus begærlig efter at overvinde forhindringen, og der grundlagde han også en Alexandria til ære for anstrengelsen og til varig erindring om sit navn.

1. Oxus

[75] Mens han iværksatte dette, fik han at vide, at Besus havde krydset floden Oxus i skibe, som han havde brændt alle sammen for at tage modet fra forfølgeren. Alexander                                             tøvede ikke og prøvede kræfter med Kaukasus, der i længden er en fortsættelse af Taurus, stejl og ufremkommelig klippe og ikke til at bestige – sådan fremstod det– spættet med små træer og yderligere pistacietræer. De siger, at der også vokser gode silphium, som fårene let kan græsse, da de holder af deres blomst, frugter og rødder. Derfor er det til stor fornøjelse for mennesker, som kun holder af kød og derfor er de Mars’ bedstevenner og krigsliderlige.

[76] Besus havde ikke kun sat sin lid til det folkeslag, men enhver hjælp, der kunne hjælpe forfølgeren, alt det havde han ødelagt eller brændt ned og havde fordoblet besværligheden for dem, som gav sig i kast med lignende. Men det forgæves. Da det hele var klaret, og Alexander havde instrueret sig selv og sine i det, forsyndede han sig i følge rygtet først ved Aornus og dernæst Baktria og krydsede så selv Oxus.

[77] Da der ikke var nogen mulighed for overfart, vidste han, at intet er så besværligt for mennesker, at visdom ikke let kan overvinde det. Da han nemlig var blevet opmærksom på en tidligere ide til hjælp for den nuværende situation, gav han ordre til at tage deres skind, som de sov på, frem og lærte dem at fylde dem med små og magre vækster, som de bandt tæt sammen med remme. Da de havde gjort det med et bundt af let og tæt strø og ligeledes en top af grene, var det en platform at stå på, skindstykkerne, som var båndet sammen hele vejen rundt, havde de samlet som en tømmerflåde til sig selv og kvæget. På den måde blev oppakningen ført over, soldaterne stod ikke kun trofast ovenpå men svømmede også modigt over, hvis kampstillingen havde vakt frygt, så var overgangen lettere end forventet, skønt Oxus’ flodseng er seks stadier bred.

[78] Ingen vovede at modsætte sig. På mere jævn vej fik de rejsende at vide, at Besus var blevet taget til fange af sine egne der som en fællesstraf for brøden i stedet for dem, som havde undveget dommen. Han sendte Ptolemaios, Lagus’ søn, i forvejen for at tage Besus i varetægt og føre ham til sig. Uden tøven blev han ført frem i lænker og sammen med ham brandslukningen af Alexanders ulmende vrede. Således kritiserede han denne slaveagtige troløshed, piskede ham for hans gerning og sendte ham i forvaring for en tid som en udsættelse af straffen. I mod de andre var hans nåde gavmild.

1. Marakunda

[79] Da det var overstået således, supplerede han antallet af ryttere, som var ganske svækket ovenpå forskellige besværligheder af enhver art. Selv rejste han mod Marakunda, som er en egn i Sogdanien, og derfra til Tanais, som springer ud ved Kaukasus, flyder til det hyrkaniske hav og skiller Asien og Europa ad. En del af dem siges at blive drænet under jorden og at komme frem ved de maotiske marsker for at skabe det euxiniske hav så tæt, at den bliver drevet frem dertil, hvor den flyder.

[80] På denne færd overrumplede og dræbte de indfødte de få, som var sendt i forvejen for at anlægge en lejr. De indfødte havde besluttet at sætte sig imod Alexanders ankomst med ikke mindre end tredive tusinde. Straks ved Alexanders angreb søgte de tilflugt højere oppe på bjerget. Men da Lykken tilsmilede dem ved den første træfning – Alexander blev såret af en pil i låret –, vovede de sig frem lige til, de blev slagtet, sådan at næppe otte af de tredive tusinde slap væk.

[81] Efter disse hændelser overgav abierne, et skytisk folkeslag Homer priser for deres retfærdighedssans, sig gennem et gesandtskab og erklærede, at de ville følge sejrherrens vilje så meget de kunne med kroppen alene, da enhver fattigere end angriberen er friere. Til sidst blev han glad for deres skikke og knyttede nogle til dem, da de rejste tilbage, for at de skulle berette, hvordan de boede og levede. Han selv fortsatte mod Tanais også der grundlagde han en by ikke ulig de andre med navnet Alexandria i størrelse. Han sikrede sig denne praksis, hvis han på noget tidspunkt i krig i den region senere.

1. Kyropolis

[82] Men da Besus allerede lavede intriger og kaldte Alexander for folkeslagenes åg, dræbte syv byer af frygt for gengældelse deres græske formyndere i en planlagt coupe. Kraterus blev sendt til den af de byer, som blev kaldt Kyropolis, med et stort kontingent soldater for at belejre den, sådan at de ikke kunne gøre yderligere uhindret. Han selv indtog Gaza ved første træfning og andre byer på to dage.

[83] Dernæst gik han løs på Kyropolis, som var velbefæstet på grund af placering og murene. Den blev nemlig forsvaret af femten tusinde bevæbnet tropper og manglede ikke viktualier. Belejringsmaskiner blev rykket mod dem, som han havde planlagt tidligere, og pludselig krydsede Alexander floden, som flyder midt gennem byen med en voldsom fart, og slagtede de uanende. Så da han bestemt havde bemægtiget sig herredømmet med byen, kølnede hans sind. En samling ivrige indbyggere blandt de første, som havde angrebet, sårede Alexander alvorligt i hovedet med en sten. Men ikke desto mindre blev byen fanget og plyndret af de ophidsede grækere, kongen var ligeså ivrig med arbejdet. De syv byer blev gjort lydige af frygt for dette eksempel.

1. Marakunda

[84] Således hastede han sandelig også mod Marakunda, da hans garnison fik at vide, at skyterne på den anden side af Tanais havde mobiliseret. Hvorfor han valgte at haste sine til undsætning. På den tyvende dag færdiggjorde han selv byen, som han havde anvist, han benyttede sig af afstraffelse af fangerne for at skynde på projektet i så kritisk et øjeblik. Indbyggere, som alder eller skader fratog fra tjeneste, blev uddelegeret til det – det vil sige militærnægtere og handicappede med kendskab til nødvendighederne var passende til det.

[85] Men skyterne truede. Da varsler på det kraftigste advarede mod forsøget om at krydse, overvandt lederharme, over at fornuft, som talte imod skæbnen, ikke vandt. Han krydsede dog Tanais om natten, drev både let og modigt fjenden på flugt ved første træfning og fældede nølerne. Men utålmodig i forfølgelsen af dem blev han overvundet af sommerens tørst. Da der ikke blev fundet drikkevand, drak de det fra floder og strømme, som om sommeren blev til pløre, liggende på jorden og lappende en nødvendig slurk, blev de skjult syge af det. Vandets beskaffenhed gjorde det yderst effektiv til at rense tarme. Således var alle drænet for kræfter og tømt af opkast fra den indvendige feber, ikke færre gik til på grund af denne sygdom end på grund af fjenden. Ikke desto mindre spurgte følgende udsendinge om nåde for vildfarelsen i stedet for sejr.

[86] Dernæst gjorde de makedonere, som var under belejring på Marakundas citadel, før hjælpetroppernes ankomst et udfald, spredte fjenden og slog dem på flugt. Længe forfulgte de dem hen til sogdianerne, da de rådslog om tilbagetoget og var ved floden Polytimetus, blev de sænket af det dybe mudder ved en uudforsket del af flodlejet, og skyterne blev gradvist til forfølgerne. Da den stedkendte fjende opdagede det, angreb de og dræbte alle uvante med forholdene og uden flugt, undtagen nogle få handlekraftige, som var flygtet eller havde skjult sig. Ikke mere end fyrre halvbevæbnet skyter og trehundrede infanterister flygtede.

[87] Alexander fik det at vide og hastede mod Marakunda, forfulgte og dræbte ophavsmanden til denne udåd, flygtningen Spitamenes. Han begravede sine og plyndrede regionerne, som Polytineteus, floden, omringer eller vander, og som lidt længere fremme opsuger og dækkes af sand og gør alt ufremkommeligt uden næring til beboere, også andre floder flyder der, Epardus, som flyder blandt mardierne, Arisus, som flyder mellem arierne, og Etumandrus som kommer via Euergatae. Alle disse begraves der og forsvinder.

[88] Som vinteren gik på hæld hengav han sig hos armasperne til udsendinge enten bedende om nåde eller fred, som både sædvane og roen ville. Han tilkaldte og udspurgte igen Besus, som han straffede med pisk og sværd, først blev næse og øre skåret af. Det synes en hårdere form for straf end græsk strenghed.

[89] Både hans anden levemåde og det luksuriøse efter medisk maner vendte flere af hans egne oprigtigt mod ham, da han havde ændret skik på grund af luksus og arrogance, dels ved bordskikken, dels ved det fornemme tøj og den forfængelige hovedpynt – som om han, som mest stammede på begge sider fra Herakles og Aecus, var bukket under for at efterligne arsaciderne og fandt sig i de besejres sag blandt dem, hvis skikke han havde rettet sig efter.

[90] Især da han ophidset på grund af en fest havde dræbt sin bedste ven Clitus, den berømte forkæmper ved Granicus – han havde gjort det på en dag helliget til Liber og Castor og Pollux. Han lå til middag sammen med kongens spytslikkere. Så begyndte Alexander at blive rost over selv guderne for mod af klakørerne og glædes over at blive foretrukket frem for Philip.

[91] Men Clitus for at bringe vennen Alexander tilbage på rette spor og ikke bukke under, ved det at den dårlige arrogante vane slog rod i ham, hvor mådehold og sandfærdighed bibragte mere ros, fri over for vennen og respektfuld mod Philip svarede, at han foretrak Philip, som havde gjort dem sine ved sin kropslige og mentale styrker, med hvilke han, som nu nød godt af sådanne mænd, havde sejret. Da dette gik for langt og det ikke skammede kongen fuld af vin, blev Clitus’ ord besvaret med sværdet. Straks sank Alexander ned dels i så stor fortrydelse, at han angrede livet, og dels i sådan en grad af voldsom ubesindighed, at vennerne i højere grad gav krænkelsen af guden Liber skylden end en karakterbrist hos ham. Liber menes at have hævnet tilsidesættelsen af sin dag i vrede eller misundelse over at blive gjort Alexanders ligemand af lovpriserne.

[92] Hvorfor han så genoptog bekymringen for sin krop, men lasterne voksede. Han ville allerede tilbedes som en gud og så bort fra dødeliges skik. Men Kallisthenes, hans følgesvend og ven, forsøgte at holde manden fra det og at lede ham væk ved armen. Hertil tilføjede han, hvor retfærdigt det var straffe ham, som forsøgte at overtage kongelige insignier, som ikke var hans, så kunne han, som troede sig blandt guderne, straffes af dem for ugudelighed med pralets pryd. Men det lykkedes ikke Kallisthenes, og han blev straks anklaget for at være blandt forrædere og af den grund dømt til døden.

[93] Dengang var det vane at elitens børn opvartede kongerne ved den kongelige livgarde og en fribårens gunstbevisning. Blandt dem var Hermolaus, søn af Sopolis, meget velopdragen og stærk, som studerede under begge, kongen med hensyn til de fysiske, men tjenende under Kallisthenes med hensyn til det mentale og uddannelse. Han udførte tilfredsstillende det, han blev bedt om. På jagt med Alexander opdagede han først et vildsvin, som var særlig flot, og pralede med at have nedlagt dyret i sådan en grad, at han blev slået af kongen for sit taktløse praleri.

[94] Da dette havde smertet Hermolaus hårdere end fortjent men standsmæssig, konspirerede han med Sostrates, Amyntos søn, og Antipatros, Askelprodoros’ søn, dernæst med Epimenes og Antikles eller Philota. Disse venner rasede over uretfærdigheden. De slog en pagt om at angribe kongens sovegemak under Antipatros’ nattevagt. Det lykkedes ikke for kongen holdt fest hele natten, der er dem, som siger, at en formodning fra en syriske spåkone, som ved mange varsler var blevet spået et påbud om, at der var noget i gærde i gården. Sagen var blevet ført for Ptolemaios, og Kallisthenes’ holdning vedrørende Kallisthenes’ forbrydelse var mistænkelig set på baggrund af den foregående ueffektive direkthed, især da Hermolaus under hård afstraffelse afslørede og beklagede intet andet end sin pinsel.

[95] Men nu ankom skytiske udsendinge fra abierne, og de sagde, de ville være lydige over for ordre og bekræftede dette med gaver, som var gaver som den royale datter smuk af natur både i dannelse og udseende, hvis han ønskede det, var hun garant for deres troskab. For med hensyn til viktualier var abierne tilpas rige ligeså med hensyn til frihed og fattigdom. Men, sagde de, kongen var tæt på og kunne høre ordrerne åbent. Fra dem, som var sendt ud for at lære om abiernes skikke og sirlighed, hørte han, at det vakte misundelse hos de stærke at have intet mere. For abiernes bue og pil – hvad der er al deres udrustning – er både livets næringsvej og den eneste arv, de bærer pile til jagt, nærer sig rigelig med kød og mælk og beskyttet sig mod kulden med skind. Endvidere er de meget gavmilde med ressourcerne og taler pænt med alle.

[96] Men Pharasamanes, chorasmiernes konge, havde også bragt rytteriet for at tjene Alexander. Han var nabo til enbrysterne, mod hvilken fjende han ville kæmpe, hvis han fik ordren. Han vidste, de var mere krigeriske end mænd. Men Alexander foretrak inderne og sagde, at han bagefter ville drage mod Grækenland, for at lede resten af denne kampagne derfra. Derfor vendte han tilbage til at forstyrre Oxus og sogdianerne.

[97] Der fik Alexander at vide, at to kilder var sprunget frem, som forudsagde fremtiden. De var til skræk frem for beundring. En af dem var olie, som blev anset som et tegn på anstrengelse og sved, på hvilke olivenolie har en gavnlig virkning. Men den anden var vin, løssluppenhed og glæde over gudernes gave. Dette blev bekræftet af de senere hændelser.

[98] Med en delegation til at forsvare ved deres tilstedeværelse hastede han selv til Marakunda. Spitamenes, som havde løsrevet sig, oprustede med massagaterne og bekendtgjorde at ville føre krig under dække af en retfærdig krig. Men da citadellet ved sogdianerne var invaderet for at bemægtige sig bytte, angreb Pithos og lyrespilleren Aristobolos, som sammen med den kongelige aulosspiller virkede der, med firs ryttere ivrigt og beslutsomt dem, som blev ført væk. Straks blev de fanget i et bagholdsangreb af Spitamenes og flere af dem Aristobolos inklusiv døde. Men efter det flygtede Spitamenes på grund af sin medvirken til forbrydelsen og blev hugget ned i ørkenen under Crotus’ forfølgelse. Han blev selv taget til fange af sine egne sigtet for at være bagmanden bag brøden og dernæst overdraget til Alexander til straf, så han blev straffet retfærdigt.

[99] Men da den bekymring var sat til side, var han fast besluttet på at gå mod inderne, som slet ikke havde skadet ham, og angreb en klippefæstning både stejl i navn og fysik. Men det citadel var helt og holdent placeret på bjergenes udspring og ufremkommelige klippetoppe, hvor en stor hoben af sogdianere var ankommet uden frygt for sult, eftersom forrådet var fyldt på forhånd. De ville ikke vige selvom, han tilbød dem nåde. Han lovede en stor belønning til den, som vovede et angreb på denne klippe: en hel talent guld til den første og en belønning til de følgende.

[100] Samtlige firehundrede mænd blev fundet. De udførte opgaven på denne måde: jernteltstænger, som de spændte skind ud over, med fakler strakt frem fikserede de på de dele af fremspringene, hvor det kunne lade sig gøre, eller hvor sneen gav efter, mens de støttede sig til hinanden. Ved hjælp af dem klatrede de lidt efter lidt op ad hele natten, endelig angreb de med våben. Ved daggry angreb de de sikre, ubevæbnet og halvsovende barbarer, og de drev dem hovedkulds på flugt kun hindret af kvinder og børn og uvidenhed om antallet af angribere, resten af garnisonen overgav sig, og ved adkomsten, som de havde blokeret og gjort ugennemtrængelig, blotlagt, blev Alexander modtaget med soldaterne. Ikke mere end tyve mænd gik tabt, som hverken skæbnen eller tilfældet hjalp, da de snublede på klatreturen, fordi stedets beskaffenhed snød dem, og de blev kastet hovedkulds ned uden begravelse undtagen i sneens dyb.

[101] Altså blev sejrherren fornyet og styrket med nye tropper, da han der i Oxyarta opdagede baktriernes konges rigdomme og nærmeste, knyttede han kongens unge datter Roxane, et stort navn passende både til hendes udseende og adelstand. Det, forstå sig, var den mand, som Dareios’ kone, en kvinde så sandelig lig Venus i skønhed, ikke havde besejret. Endelig beærede han Oxyartes med en ære, som skyldes en svigerfar.

[102] Herfra gik han mod en anden tyve stadier høj klippefæstning, men den var tres stadier i omkreds, tilgængelig af en vej, fugtig og grøn på toppen med frugtbar jord og rig på bekvemmelighed. De kaldte citadellet Chorienes navnet på den konge, som havde søgt tilflugt der. Men da han så, at denne klippes rod var befæstet med et naturligt forsvar, fyldte han det først med grene og jord- og grusdynger gennem en stædig anstrengelse. Nu da arbejdet var fuldendt, og stormstigerne hentet, overgav Chorienes gennem Oxyarta sig og sine til sejrherren som pant for nåde. Efter fortjeneste fik han opsynet med det, han havde haft som kongedømme, da den sejrrige hær var udmattet, ikke af militærtjenesten kun men også af vinteren søskende med styrke og mangel. Han havde opfrisket hæren med sine store rigdomme uden at have brugt mere end en tiendedel af alle ressourcerne.

1. Baktrien

[103] Yderligere da alle rester af oprørere var dræbt eller undertvunget, rejste han til Baktrien på det tidspunkt, hvor Kallisthenes med sine medsammensvorne kom under kongens mistanke. Med denne grænse var persernes rige underlagt Alexander. Amyntos skulle forsvare det. Han selv rejste til Baktrien og