Makedoneren Alexanders brev til Aristoteles, sin lærer, om sin rejse til Indien


Selv blandt vore kriges krisesituationer tænker jeg altid på dig, kære underviser og, næst
efter min mor og søstre, højst elskede. Da jeg ved, at du er hengiven til filosofi, vurderede
jeg, at der burde skrives til dig om Indiens egne, om himlens indretning, om de utællelige
arter af slanger, mennesker og vilde dyr dér, for at det gennem en undersøgelse af de nye
sager kunne bidrage til din viden og dit intellekt. Skønt visdommen er fuldt i live hos dig, og
fornuften bag din lære, som fra dig passer til både din tid og kommende tider, ikke kræver
nogle hjælpere, mente jeg, det, som jeg med de største anstrengelser og til fare for
makedonerne havde oplevet i Indien, burde skrives til dig, sådan at du kendte til mine
gerninger, som du kan sætte pris på og ikke anse dem for nytteløse. Og dog er hver enkelt ting
værd at huske på og af mange årsager at samle sammen, sådan som jeg har oplevet dem: Jeg
ville ikke betro nogen, at der eksisterede så mange undere, hvis ikke jeg selv først havde set
dem alle for øjnene af mig. Det er forunderligt, hvor mange gode og dårlige ting, Jorden, skaber
og moder fælles for vilde dyr, fugle, metaller og levende væsner, har skabt. Om det var
mennesket tilladt at se dem alle, tror jeg ikke, at der ville være tilstrækkelig navne til så mange
forskellige ting. Men jeg vil fortælle om det, jeg først har oplevet, og bestræbe mig på ikke at
fremstå som dygtigt til fiktion eller en hæslig løgner. Du kender godt mit sindelag, da du har
været min lærer: Jeg plejer at vogte rimelighedens grænser og tale mere beskedent, end hvad
virkeligheden er. Og nu håber jeg, du vil anerkende, det jeg beviser uden overhovedet at få eller
prale med min militære berømmelse. Gid det haved været mindre slidsomt, og ikke nødvendigt
at opleve så meget for at erfare det.
Jeg er taknemmelig for den makedonske ungdoms mod og vores ubesejret hær, fordi de har
været så udholdende i tålmodighed, at jeg kaldes kongernes konge, kæreste lærer, du
glædes over, at denne titel er blevet sendt dig, hvis jeg vaklede, ville jeg fejle og slå væk fra
min respekt [pietas], hvis ikke jeg skrev til dig såvel som min mor, Olympias, og mine
søstre om hver enkelt forhold i mit rige. Jeg tænker, det er en fælles interesse for dig og dem,
og hvis man ikke havde gjort det, ville man uden videre synes at dømme utilstrækkeligt om os.
I de foregående breve har jeg beskrevet for dig solens og månens elipse, stjernernes stilstand
og andre himmelfænomener, som ikke uden stor omhyggelighed blev registreret og sendt til
dig, og alt nyt, jeg ville kunne fortælle, vil jeg gengive på papir [carta]. Når du læser det, vid da,
at sådanne sager er blandt din Alexanders bekymring.
I maj måned da persernes kong Daraios var overvundet ved floden Granicus, og hele hans
region havde overgivet sig, satte vi vores menige og forvaltere i spidsen for de østlige
provinser, beriget med mange kongelige skatte, sådan som jeg har beskrevet det i det
tidligere brev. Og nu for ikke at gentage mig selv vil jeg forbigå de tidligere gerninger, som
allerede er kendte.
I juli måneds sidste halvdel nåede vi til Faisace (Prachyaka) i Indien, hvor kong Poros blev slået med
forunderlig hastighed, og vi blev beriget og forsynet med store rigdomme fra de kongelige
skatte. Men for at du erfarer det, da forkommer det mig værdigt at huske – jeg oplevede en
del, som var mindre værdigt – forekom det mig op sin plads at skrive til dig om hans umådelige
hær, som udover infanteritropper indeholdte 17000 ryttere, 800 hestevogne alle med leer, 400
elefanter, der alle blev taget til fange. De bar tårne med bevæbnet spydkastere på ryggen. Med
hæren indvaderede vi selve kongestaden og Poros’ hjem, hvor vi talte godt og vel 400 solide
gyldne søjler af en enorm tykkelse og højde med kapitæler og gyldne mure med guldplade på
en fingerbredde. Da jeg ville vurdere dem, skar jeg dem over nogle steder. Jeg beundrede også
vinrankerne af solidt guld og sølv hængende mellem søjlerne, på dem var bladene guld og sølv,
og mellem dem hang bær af krystal med udmærket smaragder. Værelserne og sovegemakkerne
var udsmykket med store perler og rubiner, dørene af elfenben var forunderlig hvide, og et
tavleloft af ibenholt strålede med skildpaddeskjold af cypress på i øjenfaldene steder og i
badene, hvor de plejede at vaske sig. Der var også forgyldte og massive statuer med guld
bassiner og utællelige skatte. Udenfor ved husets væg fløj utællelige fugle i forskellige farver
omkring blandt guldblomster med guldnæb og guldklør med øreringe og halskæder, men de
bar store og små perler. Vi fandt mange ædelstene, krystaller og elektron vaser, drikkebærer
og kornbeholdere, meget guld og sjældent sølv.
Da det var kommet i min besiddelse, ønskede jeg at udforske det indre Indien og med hele
hæren var nået til de kaspiske porte. Der, da jeg beundrede de mest frugtbare områders
rigdom, bemærkede jeg med nogen glæde, at stedet var acceptabelt, skønt områdets
indbyggere havde advaret os mod, at vi stødte på slanger og ustyrlige vilde dyr, som der
boede mange af i dalene, på sletterne, i skovene op på bjergene, skjult i træernes og stenenes
skygger. Men jeg ønskede hellere først at forfølge Poros, der var på flugt fra slaget, før han
forsvandt i jordens forladte øde steder, en rejse, der var mere besværlig sikker. Efter at have
udvalgt 150 anfører, som kendte til den korte rejse, rejste jeg i august måned gennem sand
brændt af solen og steder helt uden vand. Jeg lovede en belønning til dem, der kendte til
området og førte os gennem Indiens ukendte regioner, hvis de kunne føre mig med en uskadt
hær til Baktrien og helt til de øde og afsides Seres, der som folkeslag klæder sig i uld samlet fra
træernes blade, ligesom var det fåreuld fra skove (silke). Men de tillagde fremmede støre gunst end
mig og magede det sådan, at de ledte os til ukendte regioner mod dødbringende slanger og
slægter af vilde frådende dyr. De afslørede selv gennem deres handlinger, at de overvejede
dette. Så da jeg forstod, det til dels var min skyld, fordi jeg havde foragtet både vennernes og
mændene fra de kaspiske regioners nyttige råd. De havde sagt mig, at jeg ikke nåede en hurtig
sejr på den måde, at sejren blev taget fra mig, uden at nogen svig kom i vejen for mig. Jeg gav
alle soldaterne ordre til at iklæde sig udrustningen og følge slagorden [agmen] fordi, der da var
en frygt for, at fjender i det skjulte ville berøve os og lægge baghold for de sejrende fordi, de
med sig førte et stort bytte af guld og perler fra deres plyndring. Soldaterne var sandelig blevet
beriget så meget, at de næppe kunne bære guldets vægt. Og dertil kom den ikke ubetydelige
vægt fra udrustningen fordi, jeg havde indkapslet alt i guldstykker, således fulgt hele hæren
mig med felttegn og standarder, da den glimtede med stråler og udstråling af guld ligesom en
stjerne eller et lyn. I blandt mangfoldigheden var det et syn at se sådan en hær fordi, den i
udsmykning og i samme grad mod overgik de andre folkeslag. Jeg, da jeg kiggede tilbage på mit
held, blev ramt af en umådelig glæde over så bemærkelsesværdig antal unge. Men, sådan som
Lykken plejer at obstruere held, skete det, at vi led af tørst. Så da vi nu næppe kunne holde
stand, bragte Zephyros mig vand, han havde fundet i en konkav sten, en guld hjelm, han var
selv tørstig men bekymrede sig mere om min sjæl end sit eget liv. Efter hæren var kaldt
sammen, hældte jeg det ud i alles åsyn, for at soldaterne ikke begyndte at tørste ved at se mig
drikke, jeg billigede Zephyros’ velvilje mod mig og ærede ham med passende gaver. Da denne
begivenhed havde gjort hæren mere rolig, besluttede jeg at påbegynde rejsen.
I de øde områder ikke langt væk kom en flod til syne, 60 fod høje siv beklædte dens banker, de
overgik pinjetræer og grantræer i tykkelse. Inderne brugte dem til at bygge huse af. Så, da
heste og soldater tørstede, gav jeg ordre til øjeblikkelig at alægge en lejr ifølge
landopmålerne. Mens den blev anlagt, ønskede jeg selv at lette min tørst og drak vand mere
bittert end nyserod fra en flod, som hverken mennesker eller dyr kunne drikke af uden
smerter. Men jeg pinedes mere over de stumme dyr end vores elendighed, da jeg erkendte, at
mennesket i alle henseende er mere udholdende end kvæg. En stor mængde på mindst 1000
elefanter, 400 firspand alle med leer, 2000 tospand, 20 000 rytterister, 250 000 infanterister
under våben, omkring 2000 lejrmuldyr til at bære militæroppakning, 2000 kameler,
dromedarer og okser, som bar kornet, samt et stort antal kødkvæg til daglig spise fulgte mig.
Men sejrenes ikke ringe luksus havde sat gyldne bidsler på heste, muldyr, elefanter og kameler.
Men da kunne det ophidset kvæg dårligt kontrollere sig selv. Også soldaterne forsøgte nu enten
at distrahere eller fjerne tørsten ved at slikke jernredskaber og nu på eller anden måde ved at
smage den beske olie. Vi så endog flere, der uden skam drevet til den yderste nød drak deres
egen urin. Den kendsgerning pinte mig dobbelt. Jeg blev mere bekymret på grund af faren for
hæres tilstand end min egen: Jeg gav ordre til, at de bevæbnet fulgte slaglinjen [agmen]. Jeg gav
den lov, at jeg ville være opmærksom på ham, som blev taget i linjen uden at være iført de
retmæssige insignier. Hvad de også selv undredes over, at det således, når der ikke var nogen
fjende tilstede, var nødvendigt at marchere i udrustning, når de var så tørstige. Men jeg vidste,
at vores vej gik gennem områder med vilddyr og slanger. Vi skulle ikke knække af modstand,
ubesindigt rejse omkring og ikke blive ramt af en uventet fare.
Vi fulgte altså flodens banke til den ottende time på dagen og nåede til en landsby, som lå
på en ø midt i floden og var bygget af de siv, som jeg beskrev lidt tidligere, vi bemærkede
få halvnøgne indiske mænd, som søgte skjul under deres tagets top straks, vi blev set. Jeg
ønskede at betragte en af dem tæt på, for at de kunne vise os uvidende ferskt vand, og,
da ingen vist sig, gav jeg ordre til, at enkelte pile blev affyret mod byen, sådan at de, hvis de
ikke ville komme frem af egen vilje, blev drevet frem af frygt for krig. På grund af frygt skjulte
alle sig endnu mere, i lang tid kom ingen frem, så jeg sendte 200 letbevæbnet makedonere til at
svømme over floden. Da de havde svømmet en fjerdedel af floden, da fik vi pludselig øje på en
skrækindjagende ting. Blandt vandets bundløse bølger viste flodheste med et korpus større end
en elefants sig og greb mænd, der blev løftet i vejret som en grufuld straf og til vores sorg. Da
blev jeg rasende og gav ordre til at hundrede af de førere, der havde ledt os i dette baghold,
blev kastet i floden. Mens de plaskede omkrig og svømmede, gav de ubesejret flodheste dem
fortjent en retfærdig straf. Men antallet af bæster blev udvidet til flere, end der tidligere havde
været. Derfor dukkede de op i håb om et let måltid, begyndte de at sværme som myrer. Og, for
vi ikke skulle indlade os på en nattekamp mod monstrene fra vandet, gav jeg ordre til at give
signal med trompeterne til at gøre klar til march. Hvad havde det gavnet de tørstige at forblive
på sådan et sted?
Altså marcherede vi fra den tiende til den ellevte time, vi så mennesker blive trukket
gennem floden på faretøjer lavet af de runde siv. Da vi på deres sprog spurgte dem om,
hvor man kunne finde ferskvand, fortalte de os, at vi vilde finde en stor ferskvandssø,
hvor de 50 rejsefører også ville føre os til. Og da vi havde klaret at udholde så mange
nærværende onder, fortsatte vi hele natten tørstige og tynget af vægten fra vores våben. Den
ulempe, at vi hele natten ligeligt måtte forsvares os mod løver, bjørne, tigere, leoparder og los
(den type af almindelige vilde dyr stødte vi på i skovene), blev også føjet til vores besvær.
Endelig i den ottende time på den følgende dag, da vi næsten var døde af tørst, nåede vi til den
Alexanders brev til Aristoteles | 5
nævnte sø, som var kronet af den ældste og fyldigste skov, der strakte sig 1000 mil. Da altså det
hurtige kvæg og trosset sammen med hæren glædeligt havde drukket ferskvand, og jeg havde
plejet de trætte firfodede soldater, gav jeg ordre til, at der skulle anlægges en lejr 22 stadier i
længden og ligeså meget i bredden. For at opføre den hurtigere beordrede jeg at fælle skove,
sådan at der var lettere adgang til søen for vandbærerne, fordi det var den eneste i disse
områder. Altså blev trosset placeret blandt selve teltene, og elefanter i lejerens midte for lette
at kunne holde på dem, hvis nu de om natten skulle blive bange, eller der opstod en uventet
tumult, da brændte der allerede 1500 bål, da skoven forsynede os med så meget træ, vi ønskede.
Dernæst ved trompeternes signal spiste jeg og befalede soldaterne at gribe noget, da blev
2000 guldlamper tændt, så ved månens første stråler strømmede fra markerne utællelige
indiske skorpioner med rejste brodder på halerne til lejren som sædvanlig for at hente
vand. Det var uklart, om de var tilkaldt af vores tumult eller af tørst, men de var yderst
oplagte til at angribe. Disse monstre blev fulgt af en kæmpe mængde af hornslanger og
havslanger med flere forskellige farver, nogle havde nemlig røde skæl, nogle sorte og hvide,
andre lignede guldstråler. Hele området hvislede og skræmte en ikke ringe del af os. Men vi
fortykkede lejrens forside med skjold og bevæbnede os med langspyd, hvis spidse odder vi
smurte med skadelige gifte og dræbte endelig nogle med ild. Denne gerning holdt hos
beskæftiget med denne operation i næsten to timer. De mindre slanger begyndte at gå væk for
at drikke vand, de større angreb med stor fornøjelse vores flanke, så i nattens tredje time, mens
vi håbede på lidt hvile to eller tre af gangen, ankom der fra de nærliggende bjerges huler
indiske slanger med en kam på hovedet og tykke som en søjle, meget fornemme, for at drikke,
og de gned sig langs jorden med hoved og skæl. Deres bryst var rejst, gabet havde en tre kløvet
tunge, og de udskilte gifte fra de gnistrende øjne. Også deres ånde var giftig. Mod dem
kæmpede vi ikke mere end en time, og mistede 30 slaver og 20 soldater. Jeg bad makedonerne
om, ikke at miste modet og give op i denne fare, skønt det også var hårdt for deres
tålmodighed. Alle gav sig hen til opgaven. Efter slangerne kom en uforholdsmæssig mængde
krabber, dækket med krokodillelignende skæl kom de til lejren. Denne monstrøse hårhed
afviste spyddets jern. Mange brændte i ilden, og mange trak sig tilbage til søen.
Nu gjorde trompeten os, der var urolige og vågne, opmærksom på den femte time på
natten tid til at gå til ro. Men hvide løver, som kan sammenlignes med tyre i størrelse
var pludselig tilstede. Med stor brølen, knejsende nakker og manken højt rejst som lyn
gjorde de indfald mod os, blev mødt af jagtspyd og faldt. Pludselig opstod der stor tumult
midt i den mørke nat. Og vildsvin, som ikke var mindre, med børster ligesom hegnspæle
frygtelig frygtindgydende, sammen med plettet los, tigre og den frygtelige panter, gik sammen
i krig og kan ikke sammenlignes med nogen ulykke. Men også en styrke af flagermus store som
duer angreb vores ansigter og hoveder, de havde tænder på samme måde som mennesker, med
hvilke de sårede soldaternes lemmer.
Dernæst kom en ny slags bæst større end en elefant, bevæbnet med tre horn i panden,
som inderen plejer at kalde dentityrannus, dens hoved lignede en hests og var sort.
Mens den drak vand, så den vores lejr og gjorde pludseligt et udfald mod os og blev ikke
sænket af den store varme. Da jeg havde opstillet en makedonsk enhed til at stå imod
den, dræbte den 36, uskadeliggjorde 52 ved træde på dem og blev med nød og næppe selv
fældet af jagtspyd.
Så før solopgang ankom på den hvide himmel en broget ulykke ligesom frøer, med dem
styrtede indiske mus, der lignede ræve, ind i lejren, firfodede, der blev såret af deres bid,
udåndede med det samme. Samme bid skadede dog ikke mennesker til døden.
Som solopgang nærmede sig kom fugle, der lignede gribbe, de overgik dem i
kropsbygning, var rødbrune og havde sorte klør og næb. De fyldte hele flodbanken og var
ikke til fare for os men spiste de sædvanlige fisk. Vi turde hverken jage disse fugle på
flugt eller drive dem væk. Alle forlod dog vores åsyn med tørlagte klør. Så gav jeg ordre
til, at stedes guider, som altid havde ført os i baghold, som fortjente det værste, skule straffes
med at brække deres ben, sådan at de om natten levende og trækkende vejret blev fortæret af
de slanger, som havde ville fortære os. Jeg bordrede også deres hænder brækket, sådan at de
sonede den rette straf for deres forbrydelse.
Dernæst holdte jeg en opmuntrende tale, om at soldaterne skulle være modige og ikke
som kvinder miste modet i faren. På trompeternes signal slog jeg lejr op imod
søndenvinden, da jeg havde erfaret, at barbarnes og indernes styrker konspirerede om
ny kampe. Modet hos mine soldater var højt, både antallet af sejre og vores held var
tilstrækkelig for dem. Da vi havde forladt de meget farlige steder, trådte vi igen på en anlagt vej
og nåede til baktriernes regioner, som vi rig på guld og kostbarheder. Vi blev velvilligt
modtager af de rejsende. Da jordene lå op ad Persiens grænser, anlagde jeg lejren med tyve
dages pause for at forberede til krigen. Vi var næppe nået mere end fire dage på rejsen, der
hvor Poros havde slået sig ned med den samlet hær, og han ville heller overgive sig selv end
indlede sig på krig. Han rejste helt åbenlyst til os for ikke som fremmed at overdrage magten.
Han ønskede at vide mere om mig og udspurgte den ene efter den anden af mine soldater, om
hvem jeg var, og hvad jeg lavede. Da de svarede usikkert, drog jeg selv til hans lejr som en
sælger af vin og kød, fordi jeg var blevet underrettet om hans spørgsmål – alt bliver nemlig
fortalt mig, makedonernes storkonge – jeg tog altså en militærdragt og lagde mit eget udstyr.
Straks Poros så mig, spurgte han mig, hvad Alexander gjorde, og hvor gammel han var. Jeg
svarede man med en vittig løgn: “Han er en ældre mand, vores leder sidder i sit telt og varmer
sig ved den brændende ild.” Så blev han munter, fordi han skulle i kamp mod en affældig
gamling, når han selv var ung, opløftet af indbildskhed sagde han: “Hvad? Respekterer han ikke
sin alder?” Jeg svarede med denne ene betragtning, at jeg ikke vidste, hvad Alexander havde
for, da jeg var en menig fra den makedonske hær. Han gav mig et brev fyldt med trusler, som
jeg skulle give til kong Alexander. Han lovede en belønning. Jeg svor ham, at det ville ske, at
brevet nået til hans hænder. Staks op vej tilbage til lejren var jeg opløst af latter både før og
efter jeg læste brevet. Jeg sender en kopi til dig, min og mine søstre, sådan at I kan undres over
barbarernes indbildske og nedladende frækhed:

Poros’ brev til Alexander
Indiens kong Poros hilser Alexander. Vores omtanke undres over, at du en gammel med et
undertrykt Persien vover at angribe Poros, en ung mand, og Indien, et rige fyldt med alskens
rigdomme, beskyttet af våben, meget folkerigt, det mest berømte blandt verdens andre
kongeriger med en så lille en hær og med stædig frækhed. Og du skal ikke tro, du efter nogen
fornuft kan sammenligne Darios og Persien med Indien. Og da du har mistet utællelige af
dine soldater til slagenes farer, giver vi dig lov til at trække dig tilbage, eller † med de tilbage
blivende †, som er med dig, sådan at du mest af alt skåner din alder, som der næppe er nok
tilbage af, hvis du planlægger at vende tilbage til Makedonien, eller du kan tilbyde os dine
overgivelse, for at du ikke løber ind i en katastrofe for dit hoved.


Jeg bragte straks min hær mod inderne, og da de var overvundet, som jeg ville det,
genindsatte jeg Poros i kongeriget, der var befriet for soldater. Da han uventet fik den ære,
viste han mig sine skatte, som jeg ikke kendte til. Han berigede mig, min hird, og hele
hæren, derved blev han forvandlet fra fjende til makedoneres ven og førte os til Herakles
og Libers mindesmærker. Ved den yderste østlige kyst havde han yderligere bygget en
guldstatue til begge guder. Jeg ønskede at vide, om de var solide, og gennemborede dem, og,
som jeg erfarede, at de var solide, fyldte jeg dem med et lignende metal, og forsonede Liber og
Herakles med ofring af offerdyr.
Derfra marcherede vi yderligere fremad, om vi måske kunne se noget mindeværdigt, vi
hørte ikke om andet end forladte marker på oceanet, skove og bjerg, hvor der siges at
være elefanter og slanger. Jeg ønskede at trænge helt frem til havet og sejle på oceanet,
der omringer hele kloden, hvis jeg kunne. Stedernes indbyggere bekræftede overfor
mig, at det var skyggefuldt og grundt, og at hverken Liber eller Herakles, de mest fremragende
af guderne, havde vovet at forsøge at komme længere, så meget mere synes det mig, at de selv
ville, at jeg i menneskelig udholdenhed overskred de guddommelige spor. Da de var æret og
prist, besluttede jeg at undersøge Indiens venstre del, for at jeg ikke udelod noget i de ukendte
steder, og at Poros ikke holdt noget tilbage, for at han ikke synes der i det afsides at skjule
nogle af sit riges skatte.
Sumpen var udtørret og fulde af lort. Da vi forsøgte at trænge gennem den, sprang et bæst
af en ny type op, der havde en takket ryg, en flodhests bug, og to hoveder, et havde en
lighed med en løvinde, det andet mest lig en krokodille væbnet med hårde tænder, dette
hoved dræbte pludselig to soldater i et bid. Vi kunne dårlig hugge den i stykker med
jernhammere, og vi havde ikke kræft til at spidde den med spyd. Men vi beundrede længe
denne nyhed.
Derfra nåede vi til Indiens yderste skove. Der, da vi havde anlagt en lejr næsten 50 stadier
i længde og bredde ved siden af floden Buemar, var vi begyndt at ville spise i den ellevte
tim af natten, da hyrder og skovarbejdere pludselig ankom stakåndet og advarede os til
at gribe til våben; en stor hjord elefanter var på vej fra skovene for at angribe lejren.
Derfor gav jeg det thessaliske rytteri ordre til at sadle op, tage svinene med sig, da jeg vidste, at
bæsterne frygtede deres grynt, og som de første skulle gå imod elefanterne. Dernæst gav jeg
ordre til de andre ryttere bevæbnet med spyd om at følge, at alle hornblæsere skulle stå i første
linje, at de hvilende ryttere gik frem, og at alle fodfolk blev i lejren. Sammen med kong Poros
og rytteriet skred jeg selv frem og så bæsternes skare med snablerne løftet i retning mod os.
Deres rygge var sort, hvid, rød og nogle broget. Poros bekræftede, at blev de fanget ville de
være nyttige for mig i krig, og let kunne fjernes, hvis rytterne ikke holdt op med at slå grisene.
Ikke desto mindre flygtede de. Og uden tøv vendte de rystende elefanter sig om. Mange flere
end tidligere i slaget begyndte at hoppe forskrækket af menneskenes trompeteren og grisenes
grynt. Vi og rytteriet dræbte henimod 980 af dem ved at hugge dem i knæhaserne, og efter at
have trukket tænder og horn ud nåede jeg belæsset med dette fine bytte til lejren. Dernæst gav
jeg ordre til at befæste stokværket med skjolde og rustninger, for at elefanters eller andre vild
dyrs voldsomhed skulle skade den om natten. Natten var rolig lige ind til daggry, og alle kom til
kræfter ovenpå søvnen.
Dernæst i morgengryets første stråler rejste vi til andre af Indiens regioner, på den åbne
mark så vi kvinder og mænd børstet ligesom vilde dyr på hele kroppen, ni fod høje.
Inderne kalder dem fauner. De var vant til floderne og levede ikke kun i sumpe men også
på landjorden, de levede kun af rå fisk og vand. Da vi ville nærmere os dem, dykkede de
på hovedet i søens vand. Dernæst fandt vi skove fulde af store “kyneokefaler” [hundehoveder],
der forsøgte at lokke os tættere på, og de flygtede, da vi affyrede pile mod dem. Nu trådte vi ind
i ørkenområderne, inderne fortalte os, at der på den anden side ikke var noget spændende at
se.
Altså begav vi os mod Fasiacen, hvorfra vi var kommet, gav jeg ordre til, at felttegnene
blev brugt til at anlægge en lejr fra dem til 1200 milestenen nærved vandingsstedet. Og
da alle teltene var rejst, og store bål antændt, da opstod der pludselig så stor vindstyrke
fra syd, at den blæste alle vores telte og hovedkvarterer omkuld, mens vi var lammet. De
firefodede blev meget mere genereret, fordi gnister og faklers hvirvlen ramte dem på ryggen,
og de fængede ild. Så opmuntrede jeg soldaterne, fordi de var sket på grund af tidspunktet,
jævndøgn, og ikke på grund af gudernes vrede. Det var på vej mod oktober og efterår. Straks da
de uskadte kister var samlet sammen, fandt jeg en lejrplads i en solbeskinnet dal og jeg gav
soldaterne ordre til at spise, når alt var på plads. For syndenvinden lagde sig, og ved aftentid
blev det meget koldere. Umådelige snefnug så store som skind begyndte straks at falde. Da jeg
var bange for, at deres ophobning skulle begrave lejren, gav jeg soldaterne ordre til at træde på
sneen, sådan at skaden fra fødderne først fik den til at smelte, og bålene hjalp i nogen grad, de
blev næsten slukket af sneen. En ting var dog vores frelse, at i det moment sneen begyndte at
falde, kom et stort regnskyl. Lige efter det fulgte mørke skyer, og brændende skyer blev set
falde fra himlen ligesom fakler, sådan at hele sletten brændte med deres hede. Soldaterne
havde for stor respekt for mig til at sige, at gudernes vrede plagede os, fordi jeg, et menneske,
havde forsøgt at overskride Herakles’ og Libers fodspor. Jeg gav derfor soldaterne ordre til at
slukke ilden med tøjstykker. Øjeblikkelige fik vi bedende en rolig nat. Så tændte vi bål på ny og
i sikkerhed spiste vi. I tre dage uafbrudt uden klar sol tilfaldt os med en truende sky hængende
over os.
Og jeg beordrede, da henimod 500 soldater, som var dødet under sneen, var begravet, at
flytte lejren derfra. Vi så også forbjerget ved oceanet i Etiopien, der strækker sig mod
himlen, Enesios bjergene og Libers grotte, hvor vi sendte nogle fortabte til, fordi man
sagde, at de, der var trådt ind i gudens grotte, døde af feber efter tre dage. Hvad vi
beviste helt håndgribeligt med deres død, fordi grotten ikke kunne betrædes kun af religiøse og
ikke uden gaver. På knæ bønfaldt jeg guddomskrafterne, om at de sendte mig tilbage til
Makedonien og min mor Olympias som konger over hele verden i triumf med ophøjet trofæer.
Jeg vidste, jeg bad om det forgæves. Da jeg så spurgte, om jeg endnu kunne se noget
beundringsværdigt eller mindeværdigt. Da inderne forsikrede, at man slet ikke i disse egne
kunne finde noget andet mindeværdigt end det, vi allerede havde set, gav jeg ordre til at vende
felttegn mod Fasiacen, og jeg fulgte i forvejen syndenvinden. Så på vejen, mens jeg ledte
troppen, dom var hvervet under mine felttegn, stødte vi på to gamle. Da jeg spurgte dem, om
de kendte til noget værdigt at se i dette område, svarede de mig, at vejen var ikke var længere
end ti dage dog gennem en ankomst, der var besværet af mangel på vand og mange
udfordringer, hvis jeg skulle ønske at rykke frem med hele hæren. Men hvis jeg besluttede
orlov for 40 000 soldater på grund af de smalle stier og områder fyldt med dyr, kunne de ske for
mig, at jeg ville se en utroligt ting. Da blev jeg meget opløfter af deres svar: “Sig mig,” sagde
jeg, “to gamle” mens jeg formildede dem ved hjælp menneskehedens lov [humanitatis lege]
“hvad er det, i lover at vise mig, som er så berømt og så fantastisk?” Den ene svarede opstemt
af mine søde tale: “Konge, hvem du end er. Du vil se solens og månens to træer, der taler græsk
og indisk, det mandlige træ er solens, og det kvindelige månens, fra dem kan du lære de goder
og onder, der står foran dig, at kende.” Jeg vurderede, at de gamle barbarer snød mig med en så
utrolig påstand, pålagde dem en straf, og gav ordre til, at en eller anden hån blev noteret, mens
jeg sagde: “Her min højhed nået hertil fra vesten helt til østen, for at jeg synes at kunne snydes
af gamle og affældige barbarer?” De svor på, at de ikke havde fundet på noget falsk, at jeg snart
kunne erfare, om de talte sandt, straks ville de vises sig, at det ikke var løgn, mine venner og
følgesvende bad mig om ikke snyde os for at forsøge så stor en ting. Sammen med rytteriet
førte jeg 40 000 med mig, tropperne med hele hæren blev sendt til Fasiacen med nogle
befalingsmænd, elefanter, kong Poros, og hele trodset. Straks skulle vi sammen med udvalgte
kernetropper se forunderlige undere og begyndte rejsen under de gamle inderes lederskab. De
førte os, som jeg sagde, gennem umådelige områder, masser af mangel på vand og steder fuld af
slanger og vilde dyr til oraklets nærmeste placering. Jeg tror ikke det er muligt at skive til dig
og disse vilde dyr og slanger, fordi de var utællelige og navngivet på indisk.
Da vi nærmede os det område, vi søgte, så vi nogle kvinder og mænd dækket med panterog
tigerskind. Da vi spurgte dem, om hvilke mennesker de var, svarede de på deres
sprog, at de var indere. Den hellige lund var stor, oversvømmende med røgelse og
balsam, som for det meste blev til på træernes grene, og som områdets indbyggere
havde for vane at spise. Og da vi trådte ind i den helligdom, der var blevet talt om, og som
mange ikke kendte til, dukkede oraklets præst frem, han havde en højde på mere end ti fod,
sort krop, hundelignende tænder, og huller i ørerne, hvorfra der han perler, og han var klædt i
skind. Og, da han havde hilst mig på behørig vis, begyndte han at udspørge mig om, hvorfor jeg
var kommet. Jeg svarede, at jeg ønskede at undersøge solens og månens hellige træer. Da sagde
barbaren: “Hvis du er blottet for samvær med drenge eller kvinder, kan du naturligvis træde
ind i det guddommelige sted.” Han bød mine ca. 30 omkringstående venner og
soldaterkammerater at tage ringe, alt tøjet og sko af. Jeg adlød ham i alt, sådan som vi adlyder
præsterne. I dagens ellevte time ventede præsten solnedgang, for, forsikrede, han solens træ
talte og gav spådomssvar ved de første stråler. På samme måde fortalte han vogtede månens
træ nattens lignende tidspunkt. Dette forhold forekom mig mere at minde om en løgn end
sandheden.
Derfor begyndte jeg at vandre omkring i hele skoven, som inden for muren, der var
bygget uden stor kunstfærdighed, og så balsam med den bedste duft overflødigt
strømmende fra træernes grene alle vegne fra. Betaget af dens duft afbarkede både jeg
og min hird knudrede grene. I midten af lunden stod de hellige træer dog omringet af
forskellige typer af kilder. Disse træer var 100 fod høje, og inderne kaldte dem brebonier. Da jeg
beundrerede dem og sagde, at de havde vokset til den højde på grund af hyppige regnskyl,
forsikrede præsten mig om i disse egne kom hverken regn, vilde dyr, fugle eller nogen slanger.
I gamle dage, forsikrede han, blev solens og månens grænser helliget af indernes forfædre, og
under sol- og måneformørkelse var de med overstrømmende tårer bange for at de blev rykket
fra deres guddommelige kræfters tilstand. Og da jeg ville ofre til dem og dræbe offerdyret, blev
jeg forhindret af præsten, der sagde, at det i denne helligdom ikke var tilladt hverken at
afbrænde røgelse eller dræbe noget dyr, men jeg skulle kysse træernes runde stammer og bede
solen og månen om, at de gav mig en sand spådom. Som jeg skulle til at gøre det, mente jeg
præsten skulle spørges, om de ville svare på græsk eller indisk. Da svarede han: “Solens træ kan
forudsige fremtiden på begge sprog, månens træ begynder på græsk og slutter på indisk.” Mens det gik for sig, så vi træernes toppe blive gennemslået af en stråleglans fra øst
med Phoebos’ lysende stråler, og præsten sagde: “Vi skal alle kigge op, hver enkel
skal hemmeligt i stilhed tænke på det, de vil have råd om, ingen må sige det
åbenlyst.” Da anstrengte jeg, mine venner og soldaterkammerater os mere
omhyggeligt, for at en eller anden i skovens tykning ikke snød os udannet på den gamle vis. Da
vi ikke fandt nogen sådan svig kiggede vi straks mod træernes toppe og grene. Det
guddommelige orakel fyldte personlig ørene på os, der var tilstede. Jeg tænkte på, om jeg
kunne vende tilbage i triumf efter at have besejret hele verden, til fædrelandet, min mor
Olympias og mine kæreste søstre. Da svarede træet pludselig med den skrøbeligste stemme på
indiske: “Ubesejret i krig, Alexander, da du har spurgt, du vil være jordens enehersker, men i
liv vil du ikke længere vende tilbage til dit fædreland, da skæbnen har besluttet det sådan om
dit hoved. [quoniam fata ota de tuo capite statuerunt, da sådan en skæbne hænger over dit
hoved]”
Da jeg hørte dette blev jeg nedslået i mit sind. Jeg var utilfreds med at have ført så mange med
mig til de hellige træer. På samme tid begyndte jeg, mine venner, og de soldaterkammerater,
de var kommet med mig, at græde voldsomt, og vi var triste. Jeg trøstede dem dels med trusler
dels med gaver, og jeg pålagde dem, at de ikke måtte fortælle svaret til nogen. Jeg ville høre
månens orakel igen, som præsten bekræftede kunne ske midt om natten, da månen altså stod
op tog jeg tre af mine trofasteste venner med mig, Perdiccas, Ditoriccas, og Philotas, fordi jeg
på det sted ikke var bange for noget, og jeg ikke skulle være bange for noget, hvor det var en
hellig pligt ikke at dræbe noget. Vi trådte igen ind i lunden, stilede os ved siden af de hellige
træer og bad straks med sædvanlig praksis. Jeg søgte altså råd om, hvor jeg ville dø, så ved
månens første opgang blev hornet slået, og strålen blev modtaget, svarede træet på græsk:
“Alexander, du har allerde nået dit livs fulde grænse. Men i niende måned i næste år vil du dø i
Babylon. Du vil blive bedraget af en, som du mindst venter det af.” Da græd jeg og mine venner
omkring mig. Jeg håbede ikke, at nogen af dem ville planlægge sådan en svig eller forbrydelse,
men at de var beredt til at dø for min frelse, og jeg delagtig gjorde ikke nogle af mine
trofasteste venner i, at oraklet havde advaret om, at Alexander burde tage sig i agt for dem.
Dernæst gik vi væk, da vendte vi tilbage til middag, var jeg syg af sind og gik til ro. På venners
opfordring til ikke at blive svækket af bekymring og sult, begyndte jeg mod mit sinds ønske at
tage lidt føde til mig, og jeg stillede mig i helligdommen, sådan at jeg var tilstede ved
solopgang. På den følgende dag om morgenen blev jeg vækket ved morgengry og vækkede
mine halvbedøvet venner fra deres søvn. Men oven i købet præsten sov indhyllet i et skind af
vilde dyr, og placeret på et bord foran ham var en stor bunke røgelse, som var tilovers fra
gårsdagens middag og yderligere en elfenbenskniv. De manglede nemlig bronze, jern, bly, og
sølv men havde rigeligt guld. De nød balsam og røgelse, og de drak rent vand fra floden, som
faldt fra nabobjergene. De lå ned og sov uden nogen hovedpude eller senge kun med skind fra
vilde dyr. Beskyttet af disse klæder levede de på samme sted næsten 300 år. Efter at have
vækket præsten, trådte vi ind i helligdommen for tredje gang, da jeg ville konsultere solens
allerhelligste træ om, for hvilken drabsmands hånd jeg skulle være på vagt, eller om min mor
og mine søstre ønskede min død. Træet sagde på græsk: “Hvis jeg giver dig forræderen, der
skyld i din død, vil du let ændre din skæbne ved at fjerne ham, og de tre søstre, Klotho, Lachesis
og Atropos, bliver sure på mig, fordi jeg har med min sande spådom har hindret deres arbejde.
Derfor, du vil dø efter et år og ni måneder i Babylon, ikke for jer, som du tror, ikke guld, sølv
eller noget metal, men af gift. Din mor vil savne en begravelse efter en yderst miserabel og
uanstændig død, og hun vil ligge på vejen, som fuglenes og de vilde dyrs bytte, og dine søstre
vil længe være lykkelige ifølge skæbnen. Men du, selvom du ikke har meget tid tilbage, vil være
verdens herrer. Pas nu blot på, at du ikke spørger mig yderligere. Gå herfra vores hellige lunds
grænser og vend tilbage til Faisacen og Poros.” Men præsten advarede os, som vi drog afsted, i
det han sagde, at vores gråd og jamren krænkede de hellige træer. Da kaldte jeg til forsamling
og sagde foran alle soldaterne, at vi i følge spådommen skulle til Poros og Fasiacen, hvad ville
være glædeligt og lykkeligt for os. Jeg tav om mit livsspand, for at jeg ikke på et fremmed
område faldt tilbage fra mine soldaterkammerater til depression og bristede. På deres og min
troskab skjulte jeg de sætninger, som de havde hørt fra oraklerne sammen med mig, de hed,
Sermition, Protesilaos, Mistomos, Timotheos, Lacoon, Traeseleon, Deditos, Macon, Erokles,
Silbros, Sunsikolos, Perdiccas, Philotas, og officeren Coracdas, med tavshed og min
forholdsregel.
Vi havde nu forladt de hellige træer, men vores næser blev slået af en duft af røgelse og balsam.
Inderne, som dyrker deres guder ved oceanet, sagde, at jeg også var udødelig, fordi jeg havde
kunne komme så langt. Jeg takkede dem for det, at de tænkte det om os.
Dernæst nåede vi til dalen Jardin, hvor der boede slanger, som havde sten, som kaldes
smaragder, på nakken. Disse slanger lever af laserpicium og hvid peber. De ser gennem lys, der
bryder gennem øjnene. De beboede dalen, som ingen kunne nærme sig, for over dalen var
bygget pyramider 350 meter høje, de gamle indere havde bygget dem af den grund. Men de
slanger, jeg beskrev lidt tidligere, kæmpede årligt internt først på foråret, flere omkom på
grund af bid. Derfra tog vi nogle få store samragder.
Dernæst angreb vi til stor fare mange ukendte bæster af en sådan slags, at de havde løvehoved
og en hale med to kløer, som var seks fod brede, og som de piskede unyttige mennesker med.
De var blandet med griffe, som havde ørnenæb og var forskelligfarvet på kroppen. Med
forunderlig hurtighed sprang de mod vores ansigter og øjne og slog på den mest forfærdelige
måde vores skjolde med halerne med to og tredobbelte klør. De døde dels for pile dels for
militærspyd. I den kamp mistede jeg 206 soldater til de to typer af bæsters bid. Vi dræbte 16000.
Derfra kom vi til floden Occluadas, som føres uden nogen bugtninger lige til oceanet, mere end
20 stadier bred fra den ene banke til den anden. Ved bredden var der siv †og 300†, en af dem
kunne 30 soldater næppe bære, for træernes tykkelse overgik højden. Blandt disse siv så vi et
leje af det kraftigste elfenben. Flere tusinde elefanter beboede dette område. Af jeg ved ikke
hvilken grund forsøgte de ikke at tirre os. For resten blev vi på den mest grusomme måde
trampet på. Med de mange stødtænder, der var blevet indsamlet, blev der bygget en flåde af
siv, og vi sejlede over floden. På den anden bred boede indere klædt i vilde bæsters. De var ikke
uvenlige, de gav os hvide svampe og lilla snegle til hænderne med et horn og en form for
bægre, der indeholdte to eller tre mål [congius 1/8 amfora], tæpper, og bløde tunikaer lavet af
sælskind. Desuden kom de med bægre, der indeholdte 1/6 mål af den smukkeste mad, ål fanget
i floden, tykkere end et menneskes lårben, som vi foretræk frem for alle andre former for fisk,
og kæmpe svampe, der overgik alle i størrelse og vær rødere end skarlagen, og muræner med
en vægt på 250 kg, de bekræftede, at de var større end dem i nabohavet, som var 23 mil herfra,
desuden papegøjefisk på 150 kg, som blev fanget i dybet med garn af elfenben, for at de ikke
skulle bide sivene over, eller langhåret kvinder, som levede som fisk og spiste under vandet. De
levede af områdets folk, som uvidende svømmede i floden, enten ved at gribe dem og kvælde
dem i dybet eller trække dem til et sted bevokset med siv og, da de var smukke, rive dem i
stikker overkommet af heftigt begær eller udmatte dem i kærlighedsakten. Vi fangede blot to
af dem hvide, lig nymfer, og med håret spredt ned af ryggen.
Også i floden Ganges findes eventyrlige ting. Jeg mente ikke, at jeg burde skrive om dem, for at
det ikke skulle synes ren fiktion, kun at flodens og Eufrats vande alene kommer fra nord og
løber ud ved synden vinden. Disse to floders bredder er ikke til at få øje på grund af deres
vandes bredde.
Derfra nåede vi til den borg, inderne bor ved og derfra til seres, som anses for at være det
lovlydige folkefærd. Der siges hverken at blive begået manddrab, utroskab, løgne eller druk. De
lever næsten udelukkende af grønsager og vand. Du modtog os med de største tilladelser, og
som ledere førte de os i lige linjen gennem de kaspiske porte til kong Poros i Fasiacen. Vi rejste
derfra, fulgte østvinden og faldt over nogle fremmede vilde. Om deres hoveder strålede fra
toppen savtakkede knogler ligesom sværd, de løb mod mennesker lige som tyre. De ubesejret
vilde gennemborede flere soldaters skjolde med deres horn. Altså blev ca. 9450 dræbt, således
nåede min hær derfra til Poros med det største besvær, fare for mig og frygt for soldaterne. Der
bad jeg den embedsmand, jeg havde sat i spidsen for Persien, Alcon, om at placere to solide
guld staturer 25 fod høje i Persien og Babylonien og skrive alle mine gerninger på dem. Og i det
yderste Indien ved siden af Libers og Herakles’ monumenter, som var 100, gav jeg ordre til at
opstille yderligere fem guldstatuer 10 fod høje, som vil være et ikke lille under for kommende
tider, kære lærer. Vi har grundlagt et nyt og evigt misundelsesværdigt mindesmærke over
mine fortræffeligheder, sådan at udødeligheden vil vare evigt, både min mening og dig og et
bevis på sindets energi, gode Aristoteles.