Cortzens indledning til Sociale Kriser i Sparta og Rom (1938)
INDLEDNING
I
Efter et halvt Aarhundredes brogede Kampe mellem Alexander den Stores Efterfølgere i to Slægtled var de Lande, som ved det store Erobringstog kom ind under græsk Kulturindflydelse, delt i tre naturlige Riger, som geografisk og politisk svarede temmelig nøje til tidligere Tilstande ved det østlige Middelhavs Kyster. I Ægypten regerede Ptolemaios, i Asien Antiochos, medens Antigonos Gonatas søgte at genrejse det gamle makedoniske Rige, da hans Slægt for stedse havde tabt det store Spil om Magten i Asien. Den makedoniske Konge havde store Vanskeligheder at kæmpe med, men ved klog og forsigtig Styrelse lykkedes det ham at genrejse Riget og at sikre sit Dynasti, der beherskede Balkanlandene, indtil Romerne efter Slaget ved Pydna i Aar 168 udbredte deres Magt over Østen. Landets Nordgrænse mod thrakiske og illyriske Folkeslag blev stadig foruroliget, og Forsvaret her krævede vaagen Opmærksomhed, saa meget mere som Epirus navnlig i de første Aar var en Nabo, der skaffede Antigonos mange Bryderier. Da Kong Pyrrhos kom tilbage fra Syditalien, hvor han forgæves havde forsøgt at skabe sig et Rige, kastede han sig ind i Makedonien, hvor han fandt Tilslutning hos Befolkningen, der blot ønskede Ro, og som i den epirotiske Konge saa den stærke Mand, der kunde bringe Orden i de urolige [VIII] Forhold med de stadige Kampe mod Nabofolkene i Nord og den usikre Stilling i Grækenland. Desuden blev Pyrrhos støttet af den ægyptiske Konge, for hvem det var magtpaaliggende, at Makedonien blev holdt nede. Kong Antigonos blev fordrevet fra sit Land, men Pyrrhos, der altid forblev en Eventyrer, gjorde intet for at sikre sin Magt i Makedonien; han satte over Golfen til Peloponnes, og da han proklamerede sig som Befrier fra det makedonske Aag, blev han modtaget med Begejstring. Dog Sparta lod sig ikke skuffe; skønt Pyrrhos erklærede, at han ikke vilde gaa videre, vendte han sig dog snart mod Sparta og søgte ved et rask Angreb at indtage Byen; men endnu en Gang viste Lakedaimonerne, at de kunde forsvare sig, og efter voldsomme Kampe blev Angrebet slaaet tilbage. Pyrrhos vendte sig da mod Argos, hvor der var et stærkt Parti, som for enhver Pris vilde frigøre Staden fra makedonsk Indflydelse. Her mødte han Antigonos, der havde samlet en Hær, og som indsaa, at den afgørende Betingelse for, at han kunde faa Ro og frie Hænder, var, at Pyrrhos blev slaaet ned. Her stod da den afgørende Kamp, som kostede Epiroternes Konge Livet; den græske Verden var befriet for den sidste af den Skare fremragende begavede Banditter, som havde kæmpet om Alexanders Lande, og Antigonos Gonatas kunde vende tilbage til Makedonien og optage Arbejdet paa Genrejsningen af sit Rige. Forholdet til Grækenland maatte altid være af stor Betydning for Makedonien, og det var tillige yderst kompliceret, saaledes som de økonomiske og politiske Tilstande havde udviklet sig. Alexander den Store havde nominelt været Leder af et Forbund af frie græske Stater, der valgte ham som Fører paa Toget til Asien. Han var tillige Makedoniens Konge, men det betød ikke, at Grækenland var gjort til en makedonsk Provins, blot at Regeringerne i de græske Byer i Tilfælde [IX] af Stridigheder tog Parti for Makedonien. Efter den store Konges Død slog Antipatros, som da blev Herre i Makedonien, ind paa en anden Vej, idet han for at sikre sig Magten lagde Besætninger i de vigtigste græske Byer; men i de følgende Tider løsnedes Afhængighedsforholdet atter, og da Antigonos Gonatas efter Pyrrhos Død fik Magten fast i sin Haand, indrettede han sig med Grækenland efter rent praktiske Hensyn og de paa ethvert Tidspunkt foreliggende Forhold, idet han sørgede for, at Magthaverne i Byerne stod paa hans Side, medens han i Almindelighed ikke greb ind i deres indre og indbyrdes Stridigheder. Kun i Peiraieus og Korinth og et Par andre Steder havde han Besætninger, der ikke havde den Opgave at holde den paagældende Bys Borgerskab i Ave, men at forhindre at en af de andre Stormagter ved Ægæerhavet besatte de vigtigste Handelspladser. Det drejede sig for de tre Riger om at bevare Magten over Havet eller i hvert Fald at sørge for, at ingen af de andre blev eneherskende, og ganske særlig var det af Betydning for Ægypten, at der bevaredes en naturlig Ligevægt. Den uhyre Udvidelse af den græske Verden, som var sket ved Alexanders Erobring af Forasien, havde ganske naturligt fremkaldt meget stærke Bevægelser i det økonomiske og sociale Liv. En almindelig Opgangstid var den første Følge af, at nye store Landomraader blev aabnet for Afsætning og Tilførsel af Varer, men ligesaa naturligt er det, at de nye økonomiske Forhold maatte udvikle sig forskelligt for de forskellige Egne og Stæder. At Peiraieus og Korinth drog Fordel af den stigende Handel er en Selvfølge, medens andre Byer i Grækenland ikke i samme Grad havde Nytte af Udviklingen, for nogles Vedkommende var tværtimod det modsatte Tilfældet, da der i første Del af tredie Aarhundrede indtraadte en stærk Prisstigning paa mange Varer, medens Arbejdslønnen ikke kunde følge med, [X] da der var stærkt forøgede Udbud ogsaa af fri Arbejdskraft. Navnlig er det klart, at græske Stæder, som ikke berørtes af den stigende Transithandel, maatte komme ind i stillestaaende eller nedadgaaende økonomiske Forhold. En naturlig Følge af hele denne Udvikling var, at Modsætningsforholdet indenfor de enkelte græske Stater ikke mere som i tidligere Tider havde en rent politisk Karakter, en Kamp mellem Oligarker og Demokrater, men stedse mere blev rent økonomisk, Modsætningen mellem Kapitalister og Besiddelsesløse, og det er først paa denne Tid, der kan tales om et Proletariat i Grækenland. Store nye Handelscentrer groede op, Alexandria, Antiochia og flere andre, og de store Muligheder lokkede mange Grækere fra Hjemlandet over til Østens rige Egne. Følgen blev, at mange Dele af det gamle Hellas efterhaanden blev forarmet, og der indtraadte Stagnation i alle Forhold. Det økonomiske Overherredømme paa Ægæerhavet gik over til Øen Rhodos, der havde en overordentlig gunstig Beliggenhed, idet Søvejen fra Alexandria mod Nord til Makedonien og Sortehavslandene, og fra Syrien til Grækenland og videre til fjærnere Egne i det vestlige Middelhav her mødtes. Øen blev Knudepunkt for Transithandel og Pengeomsætning, og de store Riger var lige interesseret i at støtte den lille Handelsrepublik, der kom til at indtage en Stilling, der taaler Sammenligning med Venedigs i den senere Middelalder. De politiske Forhold i Hellas havde samtidig undergaaet den Ændring, at der ved Siden af de gamle Bystater, som fortsatte deres Liv mere og mindre uafhængigt af de store Riger, opstod en Række forskellige Statsforbund. Der havde allerede i det forril;e Aarhunfizäes dannet sig Statsforbund i Mellemgrækenland, saaledes i Boiotien, men efter Alexanders Tid faar disse Forbund en særegen Karakter og kommer til at spille en [XI] meget betydelig Rolle gennem hele det følgende Aarhundrede. I første Række staar Aitolien, hvor mange spredte Stater havde levet deres eget Liv uden indbyrdes Sammenhæng, uden at være inddraget i de store Begivenheder og uden nogensinde at være bleven erobret af fremmede. Ved Kelternes Indfald foregik der her en samlende Bevægelse, som fik afgørende Betydning for Forsvaret mod Barbarerne og efterhaanden førte til, at store Dele af Mellemgrækenland sluttede sig sammen i det aitoliske Forbund. Det var en Forening af Landsbyer og spredte Bebyggelser, men uden egentlige Byer og uden Hovedstad. Til Forbundets Folkeforsamling havde enhver fri Borger i Landet Adgang, og den ledende Mand, som her valgtes, var Anfører for Hæren, naar den stod under Vaaben. Forsamlingen var med andre Ord Folket paa Feltfod, og Føreren var deres General; for at undgaa det, som alle Grækere frygtede mest, at en Mand opkastede sig til Enehersker, kunde Generalen kun genvælges med nogle Aars Mellemrum. Da dette Forbund efterhaanden udvidede sig over Mellemgrækenland, saa at det blev umuligt at samle Borgerne til Folkeforsamling, som holdtes et Par Gange om Aaret ved Apollons Helligdom i Thermon, skabtes der et Udvalg, som i Forbindelse med Generalen i Praksis kom til at føre Regeringen. Havde man herved udvisket Forbundets oprindelig stærkt demokratiske Karakter, var dets politiske Slagkraft derimod bleven stærkt forøget; Bestemmelsen om at Generalen ikke straks kunde genvælges kom man let udenom, hvis man havde en virkelig Leder. Han kunde da, naar han ikke var valgt til General, som Medlem af Raadet øve sin Indflydelse og faa en af sine Venner anbragt paa Generalposten. Lidt senere end det aitoliske opstod det achaiske Forbund, som omfattede Staterne i det nordlige Peloponnes. Det var navnlig, da Aratos fra Sikyon var bleven [XII] valgt til dette Forbunds Fører, at det fik indgribende Betydning for Forholdene paa Peloponnes. Ogsaa dette Forbund havde en Folkeforsamling, hvoraf de forenede Byers Borgere var Medlemmer, men den udøvende Magt kom til at ligge i et Raad, hvortil Byerne sendte Repræsentanter. At dette Forbund bestod af selvstændige Byer, som skinsygt var paa Vagt mod hinanden, maatte i nogen Grad svække det repræsentative Systems Virkekraft, men ogsaa her maatte dets politiske og militære Betydning afhænge af, om man havde de rette Mænd at sætte i Spidsen, naar det galdt. At Lederne, som paa een Gang havde den politiske Magt og var Førere i Krig, følgelig helst skulde besidde militære Egenskaber, var en Vanskelighed, som ofte beredte Ulykker. Begge disse store Forbund stod i skarpt Modsætningsforhold baade til Makedonerkongen i Nord og i Syd til Sparta, som stadig søgte at hævde sin Selvstændighed og kun nødtvungent vilde give Slip paa Herredømmet over Peloponnes. De store Forbundsstater er en ny Form for Statsdannelse, som afløser den gamle græske Bystat, men de er tillige Bærere af de republikanske Traditioner baade overfor de nye Kongeriger og overfor den gamle aristokratiske Stat Sparta. Ogsaa i Betragtninger over Statsformer, som anstilledes i de filosofiske Skoler, gør de nye politiske Forhold sig gældende. Medens Aristoteles endnu havde skrevet sin Statslære ud fra den Opfattelse, at den gamle græske Bystat var den normale Statsform, tog Stoikerne Spørgsmaalet op med Blik for den Ændring, der var foregaaet efter Dannelsen af de nye Monarkier og de Statsforbund, som søgte at danne nye republikanske Former. Alexander den Stores Tanke om alle Folkeslags Forening i Broderskab er her den bærende Idé; der skal i den stoiske Stat være lige god Plads for alle Mennesker, ingen Forskel paa Folkesslag [XIII] eller Race, saalidt som paa frie Borgere og Slaver. Saa vidt saadanne utopiske Ideer kan blive af praktisk Værdi, er det sikkert, at de paavirkede Tidens Politikere, baade Monarkerne og Lederne af de republikanske Forbund, der søgte at give saa meget Raaderum for Broderskabstanken i Samfundet, som de politiske Forhold i Praksis gjorde det muligt. At denne Mulighed var stærkt begrænset er en Selvfølge, men Gang paa Gang spores stærke Bevægelser, som kun er forklarlige ud fra Erkendelsen af de Theorier, som Skolerne lærte. Antigonos Gonatas, der stod i Discipelforhold til den stoiske Skoles Stifter Zenon, havde baade af principielle Grunde og af praktiske Hensyn det Ønske at bevare et frit Forhold til de græske Byer og Statsforbund, men det politiske og økonomiske Liv gjorde det nødvendigt for ham ikke at opgive sin Indflydelse. For den ægyptiske Konge var det ikke mindre vigtigt, at Makedonien ikke fik Herredømmet paa Havet, og det galdt derfor for Ægypten om at hindre, at Makedonien beherskede Havnebyerne i Grækenland, ligesom den syriske Konge maatte trænges tilbage fra Lilleasiens Kyst. Det lykkedes Ptolemaios at bevæge Athen til at vende sig mod Antigonos; Sparta, som aldrig havde villet bøje sig for Makedonien, sluttede sig til, men fik kun en Del af de andre Stater paa Peloponnes med sig, Megalopolis og Argos stod paa Antigonos Side, han havde Korinth og dermed Overgangen fra Mellemgrækenland fast i sin Haand, og heroppe vilde Bøiotien saa vel som Aitolien bevare en venskabelig Neutralitet overfor ham. I Aaret 266 udbrød der en Krig, der har faaet Navn efter en af Athens Førere Chremonides. Antigonos rykkede ind i Attika, men den ægyptiske Flaade laa ved Sunion og afskar hans Forbindelse til Søs. Omvendt var han Herre over Isthmen og kunde saaledes standse den spartanske Konge Areus i at komme Athen til Hjælp. Krigen endte med, at Antigonos slog den spartanske [XIV] Hær ved Korinth, hvor Areus selv faldt, og efter et haardnakket Forsvar maatte Athen overgive sig. Antigonos nøjedes dog med at lægge en Besætning i Peiraieus, og naturligvis maatte Krigens Anstiftere forlade Athen, som iøvrigt bevarede sin relative Selvstændighed. Indtil videre havde da Makedonerne Magten i Grækenland, men Antigonos var klog nok til ikke at strække sit Herredømme videre end til Sikring af, at Landet var hans Forbundsfælle, med Undtagelse af Sparta, der efter Nederlaget var saa svækket, at det heller ikke havde nogen afgørende Indflydelse paa Peloponnes. Kong Ptolemaios havde kun ydet lidet virksom Hjælp mod Makedonerne, men det laa ikke i hans Politik at sætte sig fast i Grækenland, blot at søge at hindre, at Makedonien fik Magten i Ægæerhavet. Allerede Aristoteles havde givet en mørk Skildring af Tilstandene i Sparta, men endnu mere dystert er det Billede, der møder os i Plutarchs Biografier, hvortil han har hentet Stoffet fra en Historieskriver Phylarchos, der var samtidig med Begivenhederne. Der berettes, at de gamle Skikke i Sparta, som havde skabt den stærke Folkekraft, forlængst var gaaet af Brug, den strænge Opdragelse saavelsom de berømte Fællesmaaltider, der var Udtryk for den militære Aand, der beherskede Samfundet og havde gjort Staten uovervindelig. Selv om de bevarede Skildringer er tendentiøst farvet Baggrund for de to Kongers Reformforsøg, og skønt Traditionen om de gode gamle Tider efterhaanden var bleven stærkt idealiseret, er det en Kendsgærning, at de sociale Forhold var i Opløsning og maatte være det, da den stramme Ordning, som havde gjort Sparta til en Soldaterstat, ikke i Længden kunde holde under de store sociale Forskydninger, som Tiden havde ført med sig. Det gamle System, hvorefter Landet var fordelt i nogenlunde lige store Lodder blandt alle fri [XV] Borgere, var helt opløst, og Jorden var nu paa forholdsvis faa Hænder, medens Resten af Borgerne, som Følge af at Jorden var gledet dem af Hænder, efter Loven heller ikke mere besad nogen Borgerret. Mange Spartanere havde deltaget i de store Krige i Østen som Lejesoldater, og baade ad denne Vej og ved de heldige Krige, Staten selv havde ført, var betydelige Formuer kommen til Sparta. Da Landet aldrig havde haft Handel eller Industri, blev alle disse Penge investeret i Jorden, og herved var en Del af dem, der sad med Jorden, ved Laan bleven stærkt forgældet, saaledes at det i Virkeligheden ikke var dem selv men Kapitalisterne, der ejede den Jord, de sad paa. Til høje Renter laante de forarmede Penge af de Rige for at kunne deltage i det luxuriøse Liv, der mere og mere bredte sig. Det uholdbare i denne Udvikling maatte naturligvis føre til, at mange fik deres Jord saaledes belastet med Gæld, at de maatte opgive den og derefter blev fattige og besiddelsesløse Proletarer eller hvis de havde Udveje dertil fortsat levede af Gæld. Følgen var den dobbelte, at der ikke længere var nogen rimelig Fordeling af Jorden, saaledes at ovenikøbet en Del af den var saa stærkt behæftet, at ogsaa den var i de faa Kapitalisters Eje; den største Del af Befolkningen var desuden forarmet, baade Folk, der sad med gældbetynget Jord og andre, som ikke mere havde nogen Jord. Problemet for en mulig Reform af disse Forhold blev derfor ogsaa et dobbelt, idet Gældsbyrden maatte fjærnes, for at det overhovedet skulde blive muligt fortsat at faa Jorden dyrket, og denne maatte paany fordeles rimeligt blandt Borgerne, som først ved at besidde Jord havde fuldstændig Borgerret. Man kunde her ogsaa henvise til Traditionen, der gik ud paa, at al Jord oprindelig tilhørte Staten og var bleven ligelig fordelt mellem alle Borgere; en saadan Tilstand har sikkert aldrig været herskende, og i ethvert [XVI] Tilfælde havde de økonomiske Forskydninger, først paa ganske normal Maade, siden under Indflydelse af de forandrede Forhold, medført de store Forskydninger i Ejendomsforholdene. Kampen maatte i Virkeligheden komme til at dreje sig om Jorden; det var Kapitalisterne og Ejerne af den gældbetyngede Jord, der kom til at staa mod hinanden; men en Løsning af Problemet kunde ikke standse ved at befri Jorden for Gælden, hvorved Kapitalisterne forarmedes, og Jordbesidderne blev gældfri, den maatte samtidig anvise Jord til dem, der ved en Ophævelse af Gælden mistede deres Kapital. Hertil kom det ikke ringe Antal Borgere, som havde maattet opgive den gældbetyngede Jord og nu var et besiddelsesløst Proletariat. Endelig forværredes naturligvis de økonomiske Forhold ved den allerede nævnte almindelige voldsomme Prisstigning, der var indtraadt overalt efter Alexanders Tog, og som i Sparta, der ikke var noget Industriland, føltes meget haardt, særlig da Arbejdslønningerne ikke blot ikke havde fulgt Stigningen, men endog var gaaet voldsomt ned paa Grund af det langt rigeligere Udbud af Arbejdskraft, som Adgangen til Østen medførte. Den udprægede Opfattelse af Statens Ret over Individerne, som karakteriserer det antike Samfund og ikke mindst havde været herskende i Sparta, gjorde det naturligt under vanskelige sociale Forhold at tilsidesætte Ejendomsretten, selv om man ellers i Praksis ikke regnede med Theorien om, at al Jord oprindelig var Statens og ved Erobringen af Landet var bleven fordelt ligeligt; Naar denne Tradition nu fremdrages som Støtte for, at Reformer var nødvendige, skyldes det iøvrigt i ikke ringe Grad den omtalte nye Statslære. [XVII]
I
Efter et halvt Aarhundredes brogede Kampe mellem Alexander den Stores Efterfølgere i to Slægtled var de Lande, som ved det store Erobringstog kom ind under græsk Kulturindflydelse, delt i tre naturlige Riger, som geografisk og politisk svarede temmelig nøje til tidligere Tilstande ved det østlige Middelhavs Kyster. I Ægypten regerede Ptolemaios, i Asien Antiochos, medens Antigonos Gonatas søgte at genrejse det gamle makedoniske Rige, da hans Slægt for stedse havde tabt det store Spil om Magten i Asien. Den makedoniske Konge havde store Vanskeligheder at kæmpe med, men ved klog og forsigtig Styrelse lykkedes det ham at genrejse Riget og at sikre sit Dynasti, der beherskede Balkanlandene, indtil Romerne efter Slaget ved Pydna i Aar 168 udbredte deres Magt over Østen. Landets Nordgrænse mod thrakiske og illyriske Folkeslag blev stadig foruroliget, og Forsvaret her krævede vaagen Opmærksomhed, saa meget mere som Epirus navnlig i de første Aar var en Nabo, der skaffede Antigonos mange Bryderier. Da Kong Pyrrhos kom tilbage fra Syditalien, hvor han forgæves havde forsøgt at skabe sig et Rige, kastede han sig ind i Makedonien, hvor han fandt Tilslutning hos Befolkningen, der blot ønskede Ro, og som i den epirotiske Konge saa den stærke Mand, der kunde bringe Orden i de urolige [VIII] Forhold med de stadige Kampe mod Nabofolkene i Nord og den usikre Stilling i Grækenland. Desuden blev Pyrrhos støttet af den ægyptiske Konge, for hvem det var magtpaaliggende, at Makedonien blev holdt nede. Kong Antigonos blev fordrevet fra sit Land, men Pyrrhos, der altid forblev en Eventyrer, gjorde intet for at sikre sin Magt i Makedonien; han satte over Golfen til Peloponnes, og da han proklamerede sig som Befrier fra det makedonske Aag, blev han modtaget med Begejstring. Dog Sparta lod sig ikke skuffe; skønt Pyrrhos erklærede, at han ikke vilde gaa videre, vendte han sig dog snart mod Sparta og søgte ved et rask Angreb at indtage Byen; men endnu en Gang viste Lakedaimonerne, at de kunde forsvare sig, og efter voldsomme Kampe blev Angrebet slaaet tilbage. Pyrrhos vendte sig da mod Argos, hvor der var et stærkt Parti, som for enhver Pris vilde frigøre Staden fra makedonsk Indflydelse. Her mødte han Antigonos, der havde samlet en Hær, og som indsaa, at den afgørende Betingelse for, at han kunde faa Ro og frie Hænder, var, at Pyrrhos blev slaaet ned. Her stod da den afgørende Kamp, som kostede Epiroternes Konge Livet; den græske Verden var befriet for den sidste af den Skare fremragende begavede Banditter, som havde kæmpet om Alexanders Lande, og Antigonos Gonatas kunde vende tilbage til Makedonien og optage Arbejdet paa Genrejsningen af sit Rige. Forholdet til Grækenland maatte altid være af stor Betydning for Makedonien, og det var tillige yderst kompliceret, saaledes som de økonomiske og politiske Tilstande havde udviklet sig. Alexander den Store havde nominelt været Leder af et Forbund af frie græske Stater, der valgte ham som Fører paa Toget til Asien. Han var tillige Makedoniens Konge, men det betød ikke, at Grækenland var gjort til en makedonsk Provins, blot at Regeringerne i de græske Byer i Tilfælde [IX] af Stridigheder tog Parti for Makedonien. Efter den store Konges Død slog Antipatros, som da blev Herre i Makedonien, ind paa en anden Vej, idet han for at sikre sig Magten lagde Besætninger i de vigtigste græske Byer; men i de følgende Tider løsnedes Afhængighedsforholdet atter, og da Antigonos Gonatas efter Pyrrhos Død fik Magten fast i sin Haand, indrettede han sig med Grækenland efter rent praktiske Hensyn og de paa ethvert Tidspunkt foreliggende Forhold, idet han sørgede for, at Magthaverne i Byerne stod paa hans Side, medens han i Almindelighed ikke greb ind i deres indre og indbyrdes Stridigheder. Kun i Peiraieus og Korinth og et Par andre Steder havde han Besætninger, der ikke havde den Opgave at holde den paagældende Bys Borgerskab i Ave, men at forhindre at en af de andre Stormagter ved Ægæerhavet besatte de vigtigste Handelspladser. Det drejede sig for de tre Riger om at bevare Magten over Havet eller i hvert Fald at sørge for, at ingen af de andre blev eneherskende, og ganske særlig var det af Betydning for Ægypten, at der bevaredes en naturlig Ligevægt. Den uhyre Udvidelse af den græske Verden, som var sket ved Alexanders Erobring af Forasien, havde ganske naturligt fremkaldt meget stærke Bevægelser i det økonomiske og sociale Liv. En almindelig Opgangstid var den første Følge af, at nye store Landomraader blev aabnet for Afsætning og Tilførsel af Varer, men ligesaa naturligt er det, at de nye økonomiske Forhold maatte udvikle sig forskelligt for de forskellige Egne og Stæder. At Peiraieus og Korinth drog Fordel af den stigende Handel er en Selvfølge, medens andre Byer i Grækenland ikke i samme Grad havde Nytte af Udviklingen, for nogles Vedkommende var tværtimod det modsatte Tilfældet, da der i første Del af tredie Aarhundrede indtraadte en stærk Prisstigning paa mange Varer, medens Arbejdslønnen ikke kunde følge med, [X] da der var stærkt forøgede Udbud ogsaa af fri Arbejdskraft. Navnlig er det klart, at græske Stæder, som ikke berørtes af den stigende Transithandel, maatte komme ind i stillestaaende eller nedadgaaende økonomiske Forhold. En naturlig Følge af hele denne Udvikling var, at Modsætningsforholdet indenfor de enkelte græske Stater ikke mere som i tidligere Tider havde en rent politisk Karakter, en Kamp mellem Oligarker og Demokrater, men stedse mere blev rent økonomisk, Modsætningen mellem Kapitalister og Besiddelsesløse, og det er først paa denne Tid, der kan tales om et Proletariat i Grækenland. Store nye Handelscentrer groede op, Alexandria, Antiochia og flere andre, og de store Muligheder lokkede mange Grækere fra Hjemlandet over til Østens rige Egne. Følgen blev, at mange Dele af det gamle Hellas efterhaanden blev forarmet, og der indtraadte Stagnation i alle Forhold. Det økonomiske Overherredømme paa Ægæerhavet gik over til Øen Rhodos, der havde en overordentlig gunstig Beliggenhed, idet Søvejen fra Alexandria mod Nord til Makedonien og Sortehavslandene, og fra Syrien til Grækenland og videre til fjærnere Egne i det vestlige Middelhav her mødtes. Øen blev Knudepunkt for Transithandel og Pengeomsætning, og de store Riger var lige interesseret i at støtte den lille Handelsrepublik, der kom til at indtage en Stilling, der taaler Sammenligning med Venedigs i den senere Middelalder. De politiske Forhold i Hellas havde samtidig undergaaet den Ændring, at der ved Siden af de gamle Bystater, som fortsatte deres Liv mere og mindre uafhængigt af de store Riger, opstod en Række forskellige Statsforbund. Der havde allerede i det forril;e Aarhunfizäes dannet sig Statsforbund i Mellemgrækenland, saaledes i Boiotien, men efter Alexanders Tid faar disse Forbund en særegen Karakter og kommer til at spille en [XI] meget betydelig Rolle gennem hele det følgende Aarhundrede. I første Række staar Aitolien, hvor mange spredte Stater havde levet deres eget Liv uden indbyrdes Sammenhæng, uden at være inddraget i de store Begivenheder og uden nogensinde at være bleven erobret af fremmede. Ved Kelternes Indfald foregik der her en samlende Bevægelse, som fik afgørende Betydning for Forsvaret mod Barbarerne og efterhaanden førte til, at store Dele af Mellemgrækenland sluttede sig sammen i det aitoliske Forbund. Det var en Forening af Landsbyer og spredte Bebyggelser, men uden egentlige Byer og uden Hovedstad. Til Forbundets Folkeforsamling havde enhver fri Borger i Landet Adgang, og den ledende Mand, som her valgtes, var Anfører for Hæren, naar den stod under Vaaben. Forsamlingen var med andre Ord Folket paa Feltfod, og Føreren var deres General; for at undgaa det, som alle Grækere frygtede mest, at en Mand opkastede sig til Enehersker, kunde Generalen kun genvælges med nogle Aars Mellemrum. Da dette Forbund efterhaanden udvidede sig over Mellemgrækenland, saa at det blev umuligt at samle Borgerne til Folkeforsamling, som holdtes et Par Gange om Aaret ved Apollons Helligdom i Thermon, skabtes der et Udvalg, som i Forbindelse med Generalen i Praksis kom til at føre Regeringen. Havde man herved udvisket Forbundets oprindelig stærkt demokratiske Karakter, var dets politiske Slagkraft derimod bleven stærkt forøget; Bestemmelsen om at Generalen ikke straks kunde genvælges kom man let udenom, hvis man havde en virkelig Leder. Han kunde da, naar han ikke var valgt til General, som Medlem af Raadet øve sin Indflydelse og faa en af sine Venner anbragt paa Generalposten. Lidt senere end det aitoliske opstod det achaiske Forbund, som omfattede Staterne i det nordlige Peloponnes. Det var navnlig, da Aratos fra Sikyon var bleven [XII] valgt til dette Forbunds Fører, at det fik indgribende Betydning for Forholdene paa Peloponnes. Ogsaa dette Forbund havde en Folkeforsamling, hvoraf de forenede Byers Borgere var Medlemmer, men den udøvende Magt kom til at ligge i et Raad, hvortil Byerne sendte Repræsentanter. At dette Forbund bestod af selvstændige Byer, som skinsygt var paa Vagt mod hinanden, maatte i nogen Grad svække det repræsentative Systems Virkekraft, men ogsaa her maatte dets politiske og militære Betydning afhænge af, om man havde de rette Mænd at sætte i Spidsen, naar det galdt. At Lederne, som paa een Gang havde den politiske Magt og var Førere i Krig, følgelig helst skulde besidde militære Egenskaber, var en Vanskelighed, som ofte beredte Ulykker. Begge disse store Forbund stod i skarpt Modsætningsforhold baade til Makedonerkongen i Nord og i Syd til Sparta, som stadig søgte at hævde sin Selvstændighed og kun nødtvungent vilde give Slip paa Herredømmet over Peloponnes. De store Forbundsstater er en ny Form for Statsdannelse, som afløser den gamle græske Bystat, men de er tillige Bærere af de republikanske Traditioner baade overfor de nye Kongeriger og overfor den gamle aristokratiske Stat Sparta. Ogsaa i Betragtninger over Statsformer, som anstilledes i de filosofiske Skoler, gør de nye politiske Forhold sig gældende. Medens Aristoteles endnu havde skrevet sin Statslære ud fra den Opfattelse, at den gamle græske Bystat var den normale Statsform, tog Stoikerne Spørgsmaalet op med Blik for den Ændring, der var foregaaet efter Dannelsen af de nye Monarkier og de Statsforbund, som søgte at danne nye republikanske Former. Alexander den Stores Tanke om alle Folkeslags Forening i Broderskab er her den bærende Idé; der skal i den stoiske Stat være lige god Plads for alle Mennesker, ingen Forskel paa Folkesslag [XIII] eller Race, saalidt som paa frie Borgere og Slaver. Saa vidt saadanne utopiske Ideer kan blive af praktisk Værdi, er det sikkert, at de paavirkede Tidens Politikere, baade Monarkerne og Lederne af de republikanske Forbund, der søgte at give saa meget Raaderum for Broderskabstanken i Samfundet, som de politiske Forhold i Praksis gjorde det muligt. At denne Mulighed var stærkt begrænset er en Selvfølge, men Gang paa Gang spores stærke Bevægelser, som kun er forklarlige ud fra Erkendelsen af de Theorier, som Skolerne lærte. Antigonos Gonatas, der stod i Discipelforhold til den stoiske Skoles Stifter Zenon, havde baade af principielle Grunde og af praktiske Hensyn det Ønske at bevare et frit Forhold til de græske Byer og Statsforbund, men det politiske og økonomiske Liv gjorde det nødvendigt for ham ikke at opgive sin Indflydelse. For den ægyptiske Konge var det ikke mindre vigtigt, at Makedonien ikke fik Herredømmet paa Havet, og det galdt derfor for Ægypten om at hindre, at Makedonien beherskede Havnebyerne i Grækenland, ligesom den syriske Konge maatte trænges tilbage fra Lilleasiens Kyst. Det lykkedes Ptolemaios at bevæge Athen til at vende sig mod Antigonos; Sparta, som aldrig havde villet bøje sig for Makedonien, sluttede sig til, men fik kun en Del af de andre Stater paa Peloponnes med sig, Megalopolis og Argos stod paa Antigonos Side, han havde Korinth og dermed Overgangen fra Mellemgrækenland fast i sin Haand, og heroppe vilde Bøiotien saa vel som Aitolien bevare en venskabelig Neutralitet overfor ham. I Aaret 266 udbrød der en Krig, der har faaet Navn efter en af Athens Førere Chremonides. Antigonos rykkede ind i Attika, men den ægyptiske Flaade laa ved Sunion og afskar hans Forbindelse til Søs. Omvendt var han Herre over Isthmen og kunde saaledes standse den spartanske Konge Areus i at komme Athen til Hjælp. Krigen endte med, at Antigonos slog den spartanske [XIV] Hær ved Korinth, hvor Areus selv faldt, og efter et haardnakket Forsvar maatte Athen overgive sig. Antigonos nøjedes dog med at lægge en Besætning i Peiraieus, og naturligvis maatte Krigens Anstiftere forlade Athen, som iøvrigt bevarede sin relative Selvstændighed. Indtil videre havde da Makedonerne Magten i Grækenland, men Antigonos var klog nok til ikke at strække sit Herredømme videre end til Sikring af, at Landet var hans Forbundsfælle, med Undtagelse af Sparta, der efter Nederlaget var saa svækket, at det heller ikke havde nogen afgørende Indflydelse paa Peloponnes. Kong Ptolemaios havde kun ydet lidet virksom Hjælp mod Makedonerne, men det laa ikke i hans Politik at sætte sig fast i Grækenland, blot at søge at hindre, at Makedonien fik Magten i Ægæerhavet. Allerede Aristoteles havde givet en mørk Skildring af Tilstandene i Sparta, men endnu mere dystert er det Billede, der møder os i Plutarchs Biografier, hvortil han har hentet Stoffet fra en Historieskriver Phylarchos, der var samtidig med Begivenhederne. Der berettes, at de gamle Skikke i Sparta, som havde skabt den stærke Folkekraft, forlængst var gaaet af Brug, den strænge Opdragelse saavelsom de berømte Fællesmaaltider, der var Udtryk for den militære Aand, der beherskede Samfundet og havde gjort Staten uovervindelig. Selv om de bevarede Skildringer er tendentiøst farvet Baggrund for de to Kongers Reformforsøg, og skønt Traditionen om de gode gamle Tider efterhaanden var bleven stærkt idealiseret, er det en Kendsgærning, at de sociale Forhold var i Opløsning og maatte være det, da den stramme Ordning, som havde gjort Sparta til en Soldaterstat, ikke i Længden kunde holde under de store sociale Forskydninger, som Tiden havde ført med sig. Det gamle System, hvorefter Landet var fordelt i nogenlunde lige store Lodder blandt alle fri [XV] Borgere, var helt opløst, og Jorden var nu paa forholdsvis faa Hænder, medens Resten af Borgerne, som Følge af at Jorden var gledet dem af Hænder, efter Loven heller ikke mere besad nogen Borgerret. Mange Spartanere havde deltaget i de store Krige i Østen som Lejesoldater, og baade ad denne Vej og ved de heldige Krige, Staten selv havde ført, var betydelige Formuer kommen til Sparta. Da Landet aldrig havde haft Handel eller Industri, blev alle disse Penge investeret i Jorden, og herved var en Del af dem, der sad med Jorden, ved Laan bleven stærkt forgældet, saaledes at det i Virkeligheden ikke var dem selv men Kapitalisterne, der ejede den Jord, de sad paa. Til høje Renter laante de forarmede Penge af de Rige for at kunne deltage i det luxuriøse Liv, der mere og mere bredte sig. Det uholdbare i denne Udvikling maatte naturligvis føre til, at mange fik deres Jord saaledes belastet med Gæld, at de maatte opgive den og derefter blev fattige og besiddelsesløse Proletarer eller hvis de havde Udveje dertil fortsat levede af Gæld. Følgen var den dobbelte, at der ikke længere var nogen rimelig Fordeling af Jorden, saaledes at ovenikøbet en Del af den var saa stærkt behæftet, at ogsaa den var i de faa Kapitalisters Eje; den største Del af Befolkningen var desuden forarmet, baade Folk, der sad med gældbetynget Jord og andre, som ikke mere havde nogen Jord. Problemet for en mulig Reform af disse Forhold blev derfor ogsaa et dobbelt, idet Gældsbyrden maatte fjærnes, for at det overhovedet skulde blive muligt fortsat at faa Jorden dyrket, og denne maatte paany fordeles rimeligt blandt Borgerne, som først ved at besidde Jord havde fuldstændig Borgerret. Man kunde her ogsaa henvise til Traditionen, der gik ud paa, at al Jord oprindelig tilhørte Staten og var bleven ligelig fordelt mellem alle Borgere; en saadan Tilstand har sikkert aldrig været herskende, og i ethvert [XVI] Tilfælde havde de økonomiske Forskydninger, først paa ganske normal Maade, siden under Indflydelse af de forandrede Forhold, medført de store Forskydninger i Ejendomsforholdene. Kampen maatte i Virkeligheden komme til at dreje sig om Jorden; det var Kapitalisterne og Ejerne af den gældbetyngede Jord, der kom til at staa mod hinanden; men en Løsning af Problemet kunde ikke standse ved at befri Jorden for Gælden, hvorved Kapitalisterne forarmedes, og Jordbesidderne blev gældfri, den maatte samtidig anvise Jord til dem, der ved en Ophævelse af Gælden mistede deres Kapital. Hertil kom det ikke ringe Antal Borgere, som havde maattet opgive den gældbetyngede Jord og nu var et besiddelsesløst Proletariat. Endelig forværredes naturligvis de økonomiske Forhold ved den allerede nævnte almindelige voldsomme Prisstigning, der var indtraadt overalt efter Alexanders Tog, og som i Sparta, der ikke var noget Industriland, føltes meget haardt, særlig da Arbejdslønningerne ikke blot ikke havde fulgt Stigningen, men endog var gaaet voldsomt ned paa Grund af det langt rigeligere Udbud af Arbejdskraft, som Adgangen til Østen medførte. Den udprægede Opfattelse af Statens Ret over Individerne, som karakteriserer det antike Samfund og ikke mindst havde været herskende i Sparta, gjorde det naturligt under vanskelige sociale Forhold at tilsidesætte Ejendomsretten, selv om man ellers i Praksis ikke regnede med Theorien om, at al Jord oprindelig var Statens og ved Erobringen af Landet var bleven fordelt ligeligt; Naar denne Tradition nu fremdrages som Støtte for, at Reformer var nødvendige, skyldes det iøvrigt i ikke ringe Grad den omtalte nye Statslære. [XVII]
II
Disse Forhold er Baggrunden for de Forsøg paa Reformer, som blev indledet, da den unge Agis IV af Eurypontidernes Hus blev Konge i Aaret 244. Hans Program var at genrejse det gamle Sparta, som det efter Legenden havde været, da Lykurgos havde givet sine berømte Love. Dette ser vel ud som konservative eller rettere reaktionære Tendenser, men er snarere at betegne som Kommunisme i den Forstand, som Zenon havde opstillet Statsidealet, en Ordning, der udelukkede al Klassekamp. Sociale Reformer var der for saa vidt ikke Tale om, som Heloternes Stilling ikke skulde ændres, men det spartanske Borgerskab føres tilbage til den Tilstand, der havde hersket i de gode gamle Dage. Men dette lod sig ikke gennemføre uden meget radikale Reformer; det Land, som var tungt belastet af Gæld, kunde ikke deles, før Gælden var betalt, og lige saa lidt kunde det hjælpe at uddele Jord til forgældede Borgere, som ikke derved vilde blive en Smule bedre stillede, end de hidtil havde været, medens de forgældede var lige vidt, selv om de befriedes for Gælden, hvis de ikke fik overladt gældfri Jord. Staten var ikke i Stand til at afvikle Hypoteksgælden, fordi den var paa Bankerottens Rand, ganske naturligt, da Statens Økonomi hvilede paa den rationelle Udnyttelse af Jorden og en social Ligestilling af alle frie Borgere, medens Kapitalisternes Penge nu gik ud af Landet til Køb af Luxusvarer til uforholdsmæssig høje Priser. Gældens Afvikling og en rationel Fordeling af Jorden var to Problemer, men saa nøje sammenhængende, at det ene vanskeligt kunde behandles, uden at det andet toges med i Betragtning; men mest paatrængende nødvendigt var dog Løsningen af Gældsspørgsmaalet, ikke blot fordi det var den mest iøjnefaldende Hindring for Samfundsordningen, men fordi den almindelige sociale [XVIII] Elendighed skyldtes de fortvivlede økonomiske Forhold baade i Statens og i de fleste private Husholdninger; det var de fleste, der var forgældede, og de Formuer, der fandtes, var fordelt paa meget faa Hænder.
Kong Agis vandt betydelig Tilslutning i Folket for sin Reform, men ogsaa megen Modstand. Hans Onkel Agesilaos gik straks med til Tanken om Gældens Udslettelse, som naturligvis vakte Begejstring hos alle, som var forgældede, medens den øvrige Regering med den anden Konge Leonidas som Leder rejste stærk Modstand. Det lykkedes dog at gennemføre den første Reform, Ophævelse af Hypoteksgælden, men dermed vilde Agesilaos og hans Meningsfæller ogsaa lade det forblive, da de jo ingen Interesse havde i, at deres Jord, som nu var bleven gældfri, skulde inddrages i den ny Fordeling, som Agis havde planlagt.
Indgribende virkede det, at det achaiske Forbund netop nu paakaldte Spartas Hjælp mod et Angreb paa Peloponnes, som det aitoliske Forbund satte i Værk; i Sparta var man stærkt interesseret i, at dette Angreb blev afslaaet, og Agis var ivrig for, at Sparta skulde gribe ind, da de militære Bedrifter, han haabede at udføre, kun kunde styrke hans Stilling hjemme og dermed tjene til at fremme hans Reformarbejde. Da det kom til Stykket, turde Aratos, som førte den achaiske Hær, ikke tage Kampen op, og medens Aitolerne plyndrede det nordlige Peloponnes, maatte Agis vende hjem til Sparta med uforrettet Sag; Aratos drev derefter Aitolerne tilbage fra Halvøen.
I Sparta havde Stemningen imidlertid vendt sig, da ingen Jordfordeling havde fundet Sted. Kong Leonidas og hans Parti fik atter Overhaand; Agis blev dræbt tilligemed sine nærmeste Tilhængere, de øvrige drog i Landflygtighed. I Aaret 240 var dermed denne Bevægelse foreløbig standset, og i den Tid blev Sparta atter indviklet i Kampen om Herredømmet i Grækenland, da [XIX] de to republikanske Forbund stadig bekæmpede hinanden, samtidig med at de begge saa det som en Hovedopgave at begrænse Makedonernes Indflydelse.
I Aaret 239 døde Antigonos Gonatas og efterfulgtes af sin Søn Demetrios II, der søgte at fortsætte sin Faders Politik overfor Grækerne. Han fik Herredømmet over Øerne i det ægæiske Hav, og de to Forbund kunde ikke enes om en effektiv Optræden imod ham; han beholdt flere mellemgræske Byer som afhængige Forbundsfæller, Athen stod ligeledes paa hans Side, og Aratos’ Forsøg paa at inddrage Argos i det achaiske Forbund kronedes ikke med Held; heller ikke paa Peloponnes kunde han bryde Modstanden, da flere arkadiske Byer med Megalopolis i Spidsen fastholdt Forbundet med Makedonien, som var deres naturlige Værn overfor Sparta. Denne Stilling var dog uholdbar, og efter faa Aars Forløb maatte de arkadiske Byer gaa ind i Aratos’ Forbund, hvoraf Følgen maatte blive Konflikt med Sparta, som vanskeligt kunde finde sig i en saadan Koncentration af Magten paa Peloponnes.
Da Demetrios døde 229 og efterfulgtes af Antigonos Doson, gjorde de vigtigste græske Stater sig fri for det makedonske Herredømme, og da Argos snart efter sluttede sig til det achaiske Forbund, syntes Tiden inde til et Opgør med Sparta. Her havde Kong Leonidas haft Magten siden Agis’ Død; han lod sin Søn Kleomenes ægte den myrdede Konges Enke, og dette Ægteskab førte Landet ind i en ny stormfuld Bevægelse. Kleomenes blev gennem sin Hustru stærkt paavirket af Agis’ Ideer, men belært af Forgængerens Ulykke, saa han, at han maatte gaa anderledes til Værks, om han skulde have Held til at genrejse Landet. Han var af et andet og stærkere Stof end Agis og vilde ikke vige tilbage for at bruge Magt for at gennemføre sine Planer. Da Demetrios var død, kom det til Krig mellem Sparta og Forbundet, men skønt Aratos blev slaaet, lykkedes det [XX] ikke Kleomenes at drage nogen Fordel af Felttoget, og for at styrke sin Stilling fik han Agis’ Broder Arkidamos hjemkaldt fra Landflygtighed, for at han kunde overtage den Kongemagt, han havde haft retmæssigt Krav paa efter Agis. Han blev imidlertid straks myrdet, utvivlsomt af Agis’ gamle Modstandere, og Mistanken mod Kleomenes for at staa bagved Mordet er sikkert ubegrundet. Efter et nyt Tog mod Aratos troede Kleomenes sig stærk nok til at tage fat paa Reformerne; han omstyrtede Eforatets Magt under Foregivende af, at dette Regeringskollegium ikke stammede fra Lykurgos oprindelige Forfatning; han foretog den længselsfuldt ventede Fordeling af Jorden, og hermed var en radikal social Revolution gennemført, som vakte Forfærdelse i de andre Stater paa Peloponnes.
Men Kleomenes havde større Planer; det genrejste Sparta skulde beherske Grækenland, de republikanske Forbund saavel som den makedonske Kongemagt skulde knuses. Han rykkede sejrrig frem til Peloponnes’ Nordkyst, han fik Støtte fra Kongen af Ægypten til at bekæmpe Makedonerne, og det synes at være ude med det achaiske Forbund. Aratos, som Ikke længere nød den Tillid, der gennem saa mange Aar havde holdt ham oppe trods talrige Nederlag, foretog nu en Politisk Bevægelse, som forbløffede Samtiden, og er den mærkeligste i denne Mands Liv. Fra sin Ungdom havde han kæmpet for et Maal, at trænge Makedonerne ud af Grækenland, nu kastede han sig i Armene paa Makedonerkongen for at slaa Sparta ned; det var et sidste Forsøg paa at redde noget af sit Livsværk.
Kong Antigonos var mere end villig. Men Kleomenes handlede hurtigt; hvor han rykkede frem, modtoges han som Befrier, det achaiske Forbund smuldrede hen, og fra By til By gik Bølgen af den sociale Revolution, som udgik fra Sparta, og hvorved den besiddelsesløse [XXI] Klasse nu saa sig befriet. Snart var Kleomenes Herre over hele Peloponnes, og Argos og Athen søgte Tilnærmelse; kun faa Stater var nu tilbage af det engang saa stærke achaiske Forbund.
Da rykkede Antigonos ned i Grækenland, hvor Aratos sluttede sig til ham med de faa trofaste Forbundsfæller, han havde tilbage. Hele Mellemgrækenland kom i Makedonernes Hænder, idet dog det aitoliske Forbund søgte at holde sig udenfor Krigen. De øvrige Stater og Forbund sluttede sig til Antigonos, der forkyndte for alle Grækere, at hans Maal var at bekæmpe Kleomenes’ sociale Revolution; det blev til en Klassekamp, som forplantede sig fra By til By. Antigonos lod sig vælge til Anfører for et Forbund af græske Stæder, og hvor han kom frem, modtoges han som Redningsmand fra den revolutionære Bølge. Kleomenes blev drevet ud af Argos og mistede snart Fodfæstet i Arkadien; trods glimrende Forsvar og flere heldige Sejre gik det nu stedse tilbage. I Sommeren 222 kunde Antigonos rykke ind i Lakedaimon, og det kom her ved Sellasia til den af gørende Kamp; længe holdt Kleomenes den overlegne Modstander Stangen, og med Heltemod forsvarede Spartanerne deres Land, men tilsidst maatte de give op, og største Delen blev paa Valpladsen. Kleomenes slap bort, og trods alt havde han ikke opgivet Haabet om at rejse sin Sag igen; han undkom til Ægypten, hvis Konge havde svigtet ham og undladt at sende den fornødne Hjælp; men alle Sunde var lukket for Kleomenes, ingen vilde hjælpe ham, hans Livsværk var lagt øde og faa Aar efter døde han i Landflygtighed.
De græske Forbund blev reorganiseret, og Antigonos Doson ordnede Forholdene med Klogskab uden at udnytte sin Sejr til at gøre sig til Herre over Grækenland, anderledes end hans Forgænger havde været det. Men Grækerne tog atter fat paa deres oprivende indbyrdes Kampe og fortsatte dem med utrætteligt Heltemod, [XXII] indtil Romerne et halvt Aarhundrede senere tog den Opgave op at skabe Fred og Orden.
Kleomenes tabte sin Sag, som Agis før ham; den økonomiske og sociale Rejsning af Landet blev til intet, til Ulykke ikke blot for Sparta men for hele Hellas, som stedse mere sank ned i Fattigdom, der lagde Landet øde.
III
Under det store Opgør med Hannibal nærede Romerne flere Gange en ikke ugrundet Frygt for, at Makedonerne skulde gribe ind i Krigen paa Karthagos Side, og omvendt saa de klogeste Mænd i de græske Stater, at den Stormagt, der var ved at rejse sig i Italien, kunde komme til at gribe dybt ind i Balkanhalvøens Skæbne, hvis den engang vendte sig mod Øst. Herredømmet paa Adriaterhavet ved Epirus’ og Illyriens Kyster var af største Vigtighed for Makedonien og Hannibalkrigen gav Romerne den Erfaring, at de ikke i Længden kunde forholde sig passive overfor dette Magtspørgsmaal. Senatet vilde meget nødig ind paa en Politik, der førte til Indblanding i Østens Forhold, og Aarhundreders Historie skulde vise, at de kloge Mænd, der styrede Romerstaten saa rigtigt; men Forholdene blev dem for stærke, og det Øjeblik kom, da det blev nødvendigt at gribe ind, om ikke Imperiet skulde sætte noget til af det, som var vundet gennem saa haarde og langvarige Kampe. Den første Menneskealder af andet Aarhundrede blev optaget af Krige med Makedonien, som endte med det gamle Riges Undergang, da de romerske Legioner i Aaret 168 vandt Slaget ved Pydna.
Denne Afgørelse blev ogsaa Indledningen til en ny Epoke i Roms Historie; de gamle Senatorers Frygt for Østen kom til at vise sig altfor vel begrundet. Vejen [XXIII] laa nu aaben for baade god og skadelig Indflydelse; Hellas overmodne og i flere Henseender dekadente Aandsliv fik stærk Magt over det umodne, friske og endnu halvt bondske Romerfolk, og megen gammel italisk Kultur, som havde groet i stille naturlig Vækst, blev kvalt eller forkvaklet. Østens Penge strømmede til Rom med Hærenes Krigsbytte og Provinsstyrernes Overskud af deres Embeders Forvaltning. Da Senatorstandens Medlemmer ikke maatte drive Handel, investeredes de nye Kapitaler i Italiens Jord, og mere og mere forsvandt de gamle smaa Jordbrug, opslugt af Storgodser, hvor Driften væsentlig blev besørget af Slaver, medens Ejerne levede i Rom eller stod med Hærene ude i Felten. De tidligere Smaabønder blev forarmede, fordi deres Ejendomme forfaldt, naar de i Aarevis var borte paa de langvarige og fjerne Felttog; det var da ofte den eneste Udvej for dem at sælge den forsømte Jord, og efterhaanden begyndte de at strømme til Hovedstaden, hvor de for en stor Del kom til at danne et besiddelsesløst Proletariat.
Allerede Hannibalkrigen havde lagt store Strækninger øde, som ikke uden Arbejde og Kapital atter kunde blive indbringende Jord, og for en rationel Ordning af disse Forhold havde de nye Kapitalister kun ringe eller ingen Sans. Særlig Syditalien, der tidligere havde været Kornland, blev nu udlagt til Græs og kom derved ind i de store Godser, der var anlagt paa Kvægavl og hvor Arbejdskraften var Slaver. Italien forsynede ikke længere sig selv med Korn, som nu hentedes fra Sicilien og navnlig fra Afrika, og anseelige Omraader laa nu hen til Kvægavl, selv om naturligvis ikke alle Smaabrug var forsvunden; her dyrkedes væsentlig Vin og Oliven, som der ikke mindst i Hovedstaden var stigende Efterspørgsel efter. Overgangen fra Agerbrug til Kvæghold har sin naturlige Aarsag deri, at det ikke mere kunde betale sig at dyrke Korn udover hvad man selv forbrugte [XXIV] eller kunde afsætte paa den nærmeste Torveplads, medens rationel Kvægdrift gav langt rigere Udbytte. Hertil krævedes imidlertid Græsmarker i betydeligt Omfang, baade i Lavlandet til Brug om Vinteren og paa Højdeskraaningerne til Sommertiden; de fleste Egne af Italien besad gode naturlige Muligheder for store Kvæghold, og her skabtes de Storgodser, hvori Kapitalisterne investerede deres nyerhvervede Formuer.
At de omfattende Slavehold paa de store Godser fortrængte Smaabønder og Landarbejdere var et Forhold, som gjorde et stærkt Indtryk paa Tiberius Gracchus og virkede saaledes, at han indsaa, hvor nødvendigt det var at søge Reformer gennemført i disse Forhold, men af ikke mindre Betydning var det, at de Folk, som var bleven besiddelsesløse, naar de drog til Hovedstaden, kom til at spille en politisk Rolle, der ofte kunde blive farlig, naar de ved Valg og andre Afstemninger havde det i deres Magt at bestemme Resultatet. Det var utvivlsomt en nationaløkonomisk Fordel, at Storgodserne med deres Kvægavl fortrængte de smaa Jordbrug, men lige saa sikkert var det en social Ulykke og Fare for Staten, da der skabtes en arbejdsløs Mængde, som var afskaaret fra at skabe sig en Eksistens og let drev ind i det politiske Liv som Middel for dem, der stræbte efter Magten; at en stigende Korruption maatte blive Følgen var ikke svært at se.
Det blev Vanskelighederne ved det store Slavehold, der først for Alvor viste, at man var inde i en alvorlig Krise. Det var paa Sicilien det først brød løs. Her havde romerske Kapitalister store Godser, og i det indre af Øen Passede en broget Skare af Slaver de talrige Kvæghjorder, som fandt deres Føde paa Bjærgskraaningerne; en Del arbejdede ogsaa i Minerne. Det var Folk, der kom fra alle Egne af Middelhavskysten, og navnlig fra Syrien og Lilleasien, hvor Beboerne gennem arhundreder havde levet i Kamp og Uro; de [XXV] romerske Herrer var alle Dage yderst forhadt paa Øen, og da deres Fogder behandlede Slaverne med oprørende Brutalitet, er det ikke underligt, at der efterhaanden dannede sig store Røverbander, som ernærede sig ved Vold og Mord og gjorde Tilstandene ganske uholdbare. Tilsidst brød i Aaret 135 en organiseret Slaveopstand løs, og to Aar hengik, før det lykkedes Romerne at faa Bugt med Urolighederne, uden at dog derfor den sociale Vanskelighed var løst.
Et ligesaa farligt Problem var Forbundsfællernes Stilling; gennem Aarhundreder havde Rom erobret Italiens Byer, og de fleste havde faaet den mærkelige Retsstilling at være Roms Forbundsfæller, hvoraf fulgte, at de afgav en Del af deres Jord til Erobrerne, der gjorde den til Statsdomæne. Disse Domæner, den saakaldte Ager publicus, bortforpagtedes mod en Afgift, som fastsattes af Censorerne, men i Tidernes Løb var Opkrævningen forsømt, Jorden havde skiftet Besiddere, og mange Steder var Grænserne udvisket mellem Statens Domæner og private Besiddelser, saaledes at Forpagterne af Domænerne, som de havde arvet fra deres Fædre, ansaa sig for at være retmæssige Ejere. Den gamle Bestemmelse, at ingen Borger maatte sidde inde med mere end 500 jugera, blev følgelig ikke mere overholdt.
Det var disse Tilstande, Tiberius Gracchus vilde søge at reformere, da han for Aaret 133 blev Almuetribun, og han havde flere af Statens bedste Mænd med sig, da han stillede Forslag om, at man skulde vende tilbage til den gamle Regel om Besiddelse af Domænejord, og uddele den Jord, der derved vilde blive fri, til de besiddelsesløse. Rom vilde derved blive fri for Proletariatet, der kunde vende tilbage til Jorden, og en naturlig Følge vilde tillige blive Nedgang i Slaveholdet. Kapitalisterne fik standset Forslaget ved, at en anden Tribun, som det var hans Ret, nedlagde Forbud, men Tiberius tog Kam [XXVI] Kampen op og fik denne Kollega afsat, hvorefter hans Forslag vedtoges af Folket, der nedsatte en Kommission til at udføre Arbejdet med Reguleringen af Domænejorden. Da nu Tiberius stillede sig til Tribunvalget for næste Aar, naturligvis for at beholde Magten til at gennemføre Reformen, som Senatet kunde sabotere ved at nægte de fornødne Penge — da kogte Lidenskaberne over, og paa Valgdagen blev Tiberius dræbt af Senats partiet, der hævdede, at han vilde omstyrte Forfatningen og opkaste sig til Diktator.
Alligevel blev Arbejdet med Uddelingen af Jorden taget op, men det stødte paa alvorlige Vanskeligheder. Forbundsfællerne, som havde arbejdet med paa at skabe det romerske Imperium, kunde ikke godvilligt opgive deres Jord, selv om det viste sig, at den var gammel Statsdomæne, da de iøvrigt stod retsløse udenfor det romerske Borgersamfund. De maatte kræve fuld Borgerret, naar der stilledes Krav til dem som til Borgerne; dette var det næste alvorlige sociale Problem.
Tiberius Gracchus’ yngre Broder Gaius, der tog Reformplanerne i Arv, havde fuld Forstaaelse af Forbundsfællernes Krav, og han gik, da han var valgt til Tribun for 123, frem med stor Klogskab, advaret som han var af Broderens Skæbne. Planen om Jorduddeling havde han udvidet til et stort Reformprogram, romerske Kolonier i Provinserne, navnlig i Afrika, fast Regulering af Hovedstadens Kornforsyning og en Ændring i Forbundsfællernes Retsstilling. Det lykkedes vel Gaius at blive genvalgt til Tribun og saaledes vinde Mulighed for Gennemførelsen af sit Program. Men Vanskelighederne var for store; Ordningen af Kornforsyningen og andre Reformer af Tilstandene i selve Rom skabte ham Popularitet, men Tanken om Forbundsfællernes Retsstilling vakte Modstand og Forbitrelse, som Senatspartiet vel forstod at hidse. Gaius Gracchus blev tilsidst svigtet af det Folk, hvis Vel han [XXVII] havde sat sit Livs Arbejde ind for; han led sin Broders Skæbne.
Men de to Brødres Virken fik vidtrækkende Følger. Det var lykkedes dem at indlede en Reformbevægelse, som ikke lod sig standse; flere af Lovene forblev i Kraft, da de simpelthen var nødvendige, og de havde vakt det brede Borgerskab til Erkendelse af, at det ikke skulde lade sig beherske af Senatets Enevælde. Det gamle Raad havde mistet Forstaaelsen af, at det var Statens Tarv og ikke sine egne Interesser, det skul de varetage; det forstod ikke, hvad Tidens sociale Forhold krævede, og ved sin stædige Modstand gjorde det det første Spadestik til sin egen Grav. Først efter voldsomme Kampe fik Forbundsfællerne deres Ret, og hundrede Aars blodige Borgerkrige var Følgen af, at Senatet ikke var sin Opgave voksen.
IV
Plutarch har med sine Biografier af fremragende Grækere og Romere ikke haft til Hensigt at skrive Historie. Det er Karakteristiker af Mænd, hvis Liv har forekommet ham betydningsfulde og af Interesse, ikke fordi de var med i de storpolitiske Begivenheder, men fordi deres Handlemaade viste Billedet af Personligheder, som kunde tjene til Forbillede eller virke afskrækkende ved de Følger, deres Gærninger drog efter sig for dem selv eller for det Samfund, hvori de levede og virkede. Biografiernes Maal er moralsk, deres Hensigt at virke belærende som Rettesnor for Handlinger, ikke at give paalidelig Besked om Fortidens Begivenheder. Derfor skildres de biograferede Personer ikke blot, eller ikke i første Række, gennem deres Deltagelse i Begivenheder eller deres opsigtsvækkende Bedrifter, men navnlig gennem enkelte Træk i deres Handlinger eller Udtalelser, som Forfatteren finder særlig [XXVIII] karakteriserende; rene Anekdoter og Fyndord finder derfor rig Anvendelse. Plutarch var Populærfilosof, og i hans Skrifter samles Linierne fra den hellenistiske Tids omfattende moraliserende Litteratur, som udgik fra de forskellige filosofiske Skoler; da denne rige Litteratur paa enkelte Ruiner nær er gaaet tabt, er Biografierne saa vel som Forfatterens øvrige Skrifter af største Interesse til at betegne hin Tidsalders Opfattelse af Moral, hele den humanistiske Betragtning af Tilværelse og Samfund, som da grundlægges og udføres, og som, saa tynd og overfladisk den er, har haft saa overordentlig historisk Betydning, Modstykke og Sidestrømning til den dybtgaaende Ethos, som udgaar fra Platons videnskabelige Tænkning, der fortsætter sig i Tidens eksakte Videnskab.
Denne Biografiernes hele Karakter giver ogsaa Forklaringen paa, at det er en saa vanskelig, ofte helt uløselig Opgave at udfinde, hvilke Kilder Plutarch har øst af, da han skrev disse smaa Karakteristiker. Jævnlig nævner han Forfattere, som han har benyttet, som Phylarchos i de her oversatte græske Biografier, og som i dette Tilfælde er det i de fleste lokale Skildringer af Personligheder og Begivenheder, Smaaskrifter og Anekdotesamlinger, hvorfra han har hentet sit Stof, medens de kendte, store Historieskrivere staar i anden Række, selv om han naturligvis ogsaa hos dem har fundet Træk, han har kunnet benytte.
Som det ogsaa ses af den ofte løse og fragmentariske Form, hvori selve Begivenhederne fortælles, kan Plutarchs Skrifter ikke ukritisk benyttes som Kilder til at skrive de Tiders Historie, hvorom han beretter; saa vidt muligt maa hans Meddelelser altid nøje afvejes i Sammenligning med, hvad vi ellers ved om de samme Begivenheder og Personer. Men da netop Personernes Karakteristik for ham var Hovedsagen eller rettere Formaalet, er det naturligt, at han her har sin Styrke; maa [XXIX] man end af og til komme til det Resultat, at et Portræt utvivlsomt er fortegnet, at væsentlige Træk synes at mangle eller at Misforstaaelse af vigtige Forhold har ført til, at Karakteristiken ikke er lykkedes for Forfatteren, saa finder man dog blandt de mange Biografier talrige gode og levende Tegninger af Karakterer, som gør Indtryk af Evne til Opfattelse og Gengivelse af det væsentlige og en højt udviklet Sans for og Forstaaelse af baade Storhed og Svaghed i den menneskelige Karakter, netop som Egenskaberne lægger sig for Dagen i de smaa Træk.
I de her meddelte Biografier viser Forfatteren sit Væsen i fuld Klarhed. Hans Forstaaelse af de alvorlige sociale Kriser, som er Baggrunden for hans Personers Liv og Virken, er ikke dybtgaaende; han har ikke klart set, hvor radikale de Reformer var, som de græske Konger vilde gennemføre, da de, under Henvisning til en længst forsvunden ideal Tilstand, vilde ophæve Ejendomsretten og indføre en Kommunisme, som maatte betyde en fuldstændig Omvæltning, der vel ikke var uigennemførlig og sandsynligvis kunde have frelst det lille Samfund fra Undergang, men som dog krævede en Styrke, som næppe hverken Reformatorerne eller andre i Samtiden raadede over. Plutarch har ej heller haft nogen klar Forstaaelse af, at det Maal, som Graccherne satte sig, var af en ganske anden Karakter; de vilde overhovedet ikke krænke nogen Ejendomsret, men blot bringe Orden i Statsdomænernes Fordeling, medens den frie Ejendom overhovedet ikke skulde røres, ja Statens hævdvundne Ligegyldighed med Opkrævning af Afgifterne af Domænerne synes endog at have medført, at man vilde yde Besidderne Erstatning for den Statsjord, de efter Reformen maatte aflevere.
For Plutarch har det været afgørende, at baade de Spartanske Konger og de romerske Tribuner vilde tage sig af de besiddelsesløses Sag og skabe mere retfærdige [XXX] Tilstande, og selv om han ikke har forstaaet hverken Rækkevidden af de sociale Kriser eller Forskellen imellem dem, selv om han ikke klart har set, at Reformen i Sparta næppe lod sig gennemføre, uden at lignende Forholdsregler gennemførtes i hvert Fald i det øvrige Peloponnes, medens de paatænkte Reformer i Rom maatte medføre Løsning af det vanskelige Problem om Forbundsfællernes statsretlige Stilling, selv om han endelig ikke har formaaet klart at fremstille Personernes dybe Sammenhæng med de vanskelige sociale og politiske Forhold, hvorunder de kom til at virke — saa har han dog haft en lykkelig Haand ikke blot i sin Tegning af de Karakterer, han vil fremstille for Læseren, men han har tillige formaaet at kaste lærerigt Strejflys over de kritiske sociale Forhold.
Svagest er vel Forsøget paa at drage Parallellen mellem de to Par Reformatorer. Den vege idealistiske Agis og den stærke hensynsløse Kleomenes svarer ikke helt godt til de to romerske Brødre, der vel i meget var forskellige, men begge dog af stærk romersk Støbning. Tiberius’ maalbevidste Virken blev vel afbrudt, før den helt kom til at udfolde sig, men hans Lov blev staaende, efter at han selv var falden, og Gaius’ Kamp blev Indledningen til Senatsvældets Undergang. Ingen af dem var Demagoger, men begge var sande Reformatorer, der ikke gjorde sig til Talsmænd for et Parti eller for Klassepolitik, men satte Livet ind for Reorganisation af det hele Samfund. Med dette Samfund var Plutarch lidet fortrolig; han bundede efter hele sin Aandsform dybt i den hellenistiske Tidsalder og saa paa Romernes sociale Kamp, som da laa afsluttet, med sit eget Folks Øjne, bestemt af dets Fortid, hvis sidste Talsmand han var.