Kejser Hadrian

den uheldige helt

Udvalgt, kommenteret og oversat af

Sebastian Maskell Andersen

Indhold

Indledning  

Kejser Hadrian 

Hadrians fama 

Hadrian, manden 

Eutropius, En kort romersk historie, bog 8

Anonym, Et kompendium over kejserne 

Clementia et liberalitas 

Hadrian, myten 

Anonym, HADRIAN 

Anonym, Debat mellem Hadrian og Epiktet 

Relationer, Livet og Døden 

Mennesket og Lykken 

Guderne, Himlen og Jorden 

Søvn og Kærlighed 

Samfundet 

Anonym, Hadrians reskripter 

Litteratur 



Indledning


Han vågnede ved daggry og gik ud for at beundre solopgangen. Han havde været en del af Trajans felttog mod partherne og havde nu ansvaret for at sikre kejserens rejse tilbage til Rom. Han kunne ikke vide, at længere fremme på ruten i den lille by Selinus var kejseren netop død, og kejserinden arbejdede på at sikre, at han, Hadrian, skulle være kejsernes efterfølger. Han kunne heller ikke vide, at han i løbet af tyve år skulle konsolidere det romerske rige, lave en politisk struktur, der skulle holde i 200 år, og skabe en fred, der gjorde Romerriget til et af verdens rigeste imperier.

Kejser Hadrians liv er som et manuskript til en spændingsroman. Der kan stilles spørgsmålstegn ved om, han legitimt overtog tronen, han havde et intenst kærlighedsforhold til en ungmand, Antinous, der endte med dennes død og guddommeliggørelse. Han begyndte en omstrukturering af statsapparatet og påbegyndte en genopbygning af provinserne, samtidig med at han konsoliderede det romerske riges grænser ved at anlægge fysiske grænseanlæg som f.eks. Hadriansmur i Nordengland. Alt dette var med til at skabe en ro og en stabilitet, der kunne skabe velstand og fremgang. Alligevel har vi ikke overleveret et entydigt billede af Hadrian. Indskrifter fra provinserne hylder ham, men de romerske historikere tager på det kraftigste afstand fra ham. Der findes dog en tredje kilde til ham, som er udgangspunktet her. Hadrian er hovedperson i en række fortællinger, der har præg af folkeeventyr og anekdoter. En af dem P.Monts. Roca III er et papyrusfragment med, hvad der kunne ligne en indledning til en biografi over Hadrian. Det er denne tekst, der er i centrum her, og som vil blive forsøgt placeret i en større kontekst om receptionen af Hadrian.

I 1950'erne købte den spanske papyrolog Ramón Roca Puig et antal papyrusfragmenter i Kairo, som han senere kunne supplere med fragmenter fra Bodmer Foundation. Tilsammen kunne han 26 bifolia fra en codex på i alt 28 bifolia. 18 af de 26 bifolia er næsten intakte. Codexen indeholder Cicero, In Catilinam, en hymne til Jomfru Maria, mytologiske tegninger, græske anafora, en latinsk version af Alkestis (Alcestis Barcinonensis), Hadrianus, og en græsk ordliste. Fundomstændighederne gør det svært at sige noget præcist om codexens proveniens, men de latinske tekster er skrevet med en skrifttype, der kan beskrives som en blanding af kursiv og uncial. En af teksterne Hadrian har en underskrift fra en Dorotheus, der var et almindeligt kristent navn i Ægypten. Det sammen med de koptiske kommentarer, der findes en passantm gør det sandsynligt, at vi har at gøre med en bog, der er blevet til i det sydlige Ægypten i det fjerde århundrede. Teksten Hadrianus giver os dermed en enestående mulighed for at undersøge, hvordan Hadrian blev opfattet i 300-tallet i provinsen, og sammenstille denne fremstilling med de romerske historikeres fremstilling. Hadrian er yderligere hovedperson i en samtale med Epiktet i teksten Altercatio Hadriani Augusto et Epicteti philosophi, og i lærebogen Hermeneumata Pseudodositheana Leidensia indgår en skoleøvelse med Hadrians reskripter. Men mere om det senere, først skal vi vide lidt om Hadrian og hans samtid.

Kejser Hadrian


Publius Aelius Hadrianus (76-138) blev født i en periode, hvor det forholdsvist nye kejserdømme var ved at redefinere sig selv. Han blev født ind i en familie, der havde arbejdet sig op ad den sociale rangstige til senatorstanden. Familien stammede fra området Picenum, muligvis byen Adria, men bosatte sig i Hispanis Baetica umiddelbart efter byens grundlæggelse af Scipio Africanus i 206 f.Kr. Her fik de anlagt en succesfuld forretning med eksport af olivenolie. Hans far Aelius Hadrianus Afer var fætter til kejser Trajan (53-117, kejser fra 98-117) og brugte det meste af sin tid væk fra hjemmet enten i Mauretania (deraf tilnavnet Afer, afrikaner) eller i Rom. Faderen døde i år 86, 40 år gammel, og efterlod Trajan og Publius Acilius Attianus (senere kejser Trajans prætorianerpræfekt) som Hadrians formyndere. Hadrians mor var Domitia Paulina, der stammede fra Gades og var en del af senatorstanden. Hadrian var dermed født ind i den politiske elite, og med den baggrund det er ikke underligt, at han tidligt i sit liv blev spået, at han skulle blive kejser. Hadrian fik den typiske opdragelse / uddannelse for et medlem af senatorstanden, hvilket blandt andet inkluderede en grundig indføring både i latinsk og græsk litteratur og filosofi. Hadrian var en dygtig elev og blev anerkendt for sine interesse for de litterære sysler, især græsken lader til at have fanget den unge Hadrians interesse, han fik nemlig øgenavnet graeculus, græskling.

Hans politiske løbebane begyndte med hans indtræden i vigintiviri, der bestod af et collegium (forsamling) på tyve mand, der fordelte følgende opgaver imellem sig:

  • decemuiri litibus iudicandis 10 embedsmænd, der fungerede som dommere i retssager.

  • tresuiti capitales 3 embedsmænd, der fungerede som politi.

  • tresuiri monetales 3 embedsmænd med ansvar for møntprægning.

  • quattoruiri viarium curandum 4 embedsmand med ansvar for vedligehold af vejene.

Dette kvalificerede ham til at begynde senatorstandens cursus. Han skulle dog først aftjene værnepligt, hvad han gjorde som tribun ved tre forskellige legioner: legio II Adjutrix, legio V macedonica samt legio XXII primigenia.

Som tribun for legio V macedonica tilkom det Hadrian at informere Trajan om Nervas adoption af Trajan, og i 98 ilede han afsted til Trajan for at fortælle om Nervas død. Denne langvarige værnepligt gav Hadrian to fordele: hans funktion som budbringer bragte ham i Trajans nærvær og bevidsthed, og hans tid ved tre legioner gav ham en grundig indsigt i de militære forhold (den normale værnepligt for en af senatorstanden var en eller to tjenester som militærtribun). Næste skridt på den politiske løbebane var tiden som quaestor i 101, hvor Hadrian primært havde ansvaret for Trajans taler til senatet. Dernæst ab actis senatus med ansvar for senatsbeslutningerne. Herefter blev han praetor (106) og consul (108). Hadrian deltog som en del af Trajans entourage i de to dakiske krige, men blev i begge tilfælde sendt på orlov for at kunne opfylde sine politiske forpligtelser. Hadrian blev gift med Trajans grandniece Vibia Sabina og blev i 112 arkont (borgmester) af Athen. Ifølge en indskrift i Athen havde Hadrian bestridt følgende embeder før, han blev kejser:

  • decemuir litibus iudicandis

  • seuir turmae equitum Romanorum

  • praefectus Urbi feriarum Latinarum

  • tribunus militum legionis II Adiutricis Piae Fidelis

  • tribunus militum legionis V Macedonicae

  • tribunus militum legionis XXII Primigeniae Pie Fidelis

  • quaestor

  • ab actis senatus

  • tribunus plebis

  • praetor

  • legatus legionis I Mineruiae Piae Fidelis

  • legatus Augusti pro praetore Pannoniae Inferioris

  • consul suffectus

  • septemuir epulonum

  • sodalis Augustalis

  • archon Athenis

Hadrian fulgte Trajan på hans krig mod partherne i Mesopotamia som legatus (befalingsmand) og fik først en selvstændig kommando over Syria, da den siddende guvernør blev sendt til Dacia for at slå en opstand ned. Ved Trajans tilbagetog mod Rom blev Hadrian tilbage i Syria for at beskytte mod mulige angreb. Dette betød, at Hadrian havde kontrollen med den østlige del af den romerske hær og gav ham en magtposition i den kommende strid om magten.

Hadrian havde altså gennemgået en politisk og militær løbebane, der kvalificerede ham til at overtag tronen efter Trajans død, men han blev aldrig officielt adopteret af Trajan, selvom Trajans hustru, Plotina, påstod, at Trajan som sin sidste gerning adopterede Hadrian selvom, adoptionen var underskrevet af Plotina. At Trajans trofaste oppasser, Phaedimus, døde i sine tyvere, få dage efter Trajan, i samme by, Selinus, men først blev begravet i Rom tolv år senere, tyder på at Plotina og prætorianerpræfekten Attianus har ønsket at mørkelægge, hvad der nøjagtigt skete ved Trajans død.

Det embede, Hadrian, retmæssigt eller ej, overtog, var et noget andet end det, Augustus havde oprettet ca. 100 år tidligere. Den sidste julio-claudiske kejser, Nero, måtte flygte fra Rom og lod sig dræbe af sin frigivne, fordi statholderen i Gallia, Galba, var rykket mod Rom med sin hær og havde bestukket Neros prætorianergarde. Galba blev selv myrdet, da Otho lovede garden endnu flere penge, og han måtte se sig slået af Vitellius statholderen i Germania og begik selvmord. Vitellius’ krav på tronen blev dog anfægtet af den østlige del af den romerske hær under ledelse af Vespasian, som Nero havde sendt til Judaea for at nedkæmpe oprøret der. Det kom til blodige kampe, som Vespasian trak sig sejrrigt ud af den 22. december år 69. Dette år med fire kejsere havde vist, at hæren spillede en dominerende rolle i udvælgelsen af en kejser, nu da der ikke var en arving. Vespasian overtog Neros formue og fik gjort kejseren til Romerrigets største jordejer og rigeste mand. Hans søn og arvtager Titus blev dog meget populær ved at afholde mange af de offentlige udgifter sådan, at da Vespians anden søn Domitian overtog, var den kejserlige statskasse næsten tom. Domitians adkomst til tronen synes kun at være den, at han var sin fars søn. Han kom dermed til at stå i opposition til det stoiske sindet senat, der mente, at en hersker skulle kvalificere sig til magten og udøve den til alles bedste. Opfyldte herskeren ikke dette ideal kunne senatet ikke samarbejde. En uvilje mod at påtage sig politiske embeder blev dermed set som en kritik af kejseren, og der opstod dermed et politisk klima med voksende mistillid. I 96 blev Domitian myrdet, og Nerva blev af senatet udråbt som ny kejser. Prætorianergardens utilfredshed gjorde, at han hurtigt adopterede Trajan som sin efterfølger og dermed skabte adoptivkejserdømmet, hvor den siddende kejser adopterer den bedst egnede til at efterfølge ham. Kejserne blev først guddommeliggjort efter deres død, indtil da var de kun princeps, dvs. den første blandt lige, imperator (αυτοκρατορ) øverstbefalende, Caesar (Καισαρ) og Augustus (Σεβαstος) for at vise sammenhængen til Gaius Iulius Caesar Octauianus også kendt som Imperator Caesar diui filius Augustus. Kejseren var i nogle tilfælde passiv og nøjedes med at reagere på borgernes henvendelser og i andre tilfælde aktiv med en bevidst politik. Begge tilgange krævede stadig mere af kejseren, hvis opgaver var vokset med riget. Dette ses blandt ved, at den gehejmeråd (concilium), der havde rådgivet kejseren, blev til en fast institution under kejser Hadrian (concilium principis). Embedet som konsul var nu også blevet en ren ærestitel som blev tildelt medlemmer af senatorstanden for nogle måneder as gangen. Men embedet som provinsguvernør blev primært tildelt denne stand, der efter borgerkrige og højforrædderiprocesser var blevet tilført nyt blod fra provinserne som f.eks. Trajans og Hadrians fædre. Hadrian overtog altså et politisk system, der var ved at finde sin endelige form som hvad, der bedst kan beskrives som et militærdiktatur. Hadrian stadfæstede som nævnt det kejserlige råd (concilium principis), hvor han tilknyttede ikke mindre end to jurister, Lucius Octauius Cornelius Publius Saluius Iulianus Aemilianus (110-170), hvis digesta spillede en fundamental rolle i skabelsen af romerretten, og Publius Iuuentus Celsus (67-130), der blandt andet var berømt for følgende dicta:

  • Ius est ars boni et aequi. Loven er det godes og retfærdiges kunst.

  • Scire leges non hoc est uerba earum tenere, sed uim ac potestatem. At kende lovene er ikke at huske deres ordlyd men hensigt og mening.

  • Impossibilium nulla obligatio est. Der er ingen forpligtelse til det umulige.

På den militære front opgav Hadrian Trajans aggressive politik og en del af de provinser, han havde oprettet. Hadrian iværksatte derimod et omfattende byggeprogram ved at befæste grænserne (limites) – den mest kendte er Hadrians mur i Nordengland. Men ikke kun grænserne blev konsolideret også byerne blev inddraget i projektet og fik templer, fora etc. genopbygget. Den alvorligste konflikt under Hadrian var Bar Kokhba opstanden (132-136, opkaldt efter lederen Bar Kokhba), der endte med at romerne raserede 50 byer, 985 landsbyer og dræbte ca. 580 000 jøder. Resten af Hadrians regeringstid var forholdsvis fredelig. Alt tyder på, at Hadrian havde opgivet tanken om et imperium sine fine (et rige uden grænser), som Jupiter ellers havde lovet romerne (Verg. Aen. 1. l. 279) til fordel for stabilisering og konsolidering. Dette har tilsyneladende givet ham et dårligt omdømme blandt de senere romerske historiker men et godt omdømme blandt befolkningen i almindelighed og blandt grækerne i særdeleshed.


Hadrians fama


Som nævnt lader Hadrian til at være en kejser, der delte vandene. Hans omdømme er derfor ikke entydigt, de romerske historikere er ikke videre imponeret over kejseren, mens indskrifter og skolelitteraturen giver et mere positivt billede af kejseren.


Hadrian, manden

Den længste skildring findes i Historia Augusta, hvor Spartianus gennemgår Hadrians livsforløb. Ifølge Spartianus opnåede Hadrian adoption på grund af Kejserinde Plotinas gunst og gennem bestikkelse, og som et populistisk træk eftergiver han befolkningen al gæld. Han var meget lærd samvittighedsfuld, og en dygtig administrator. Der hentydes til, at der er en diskrepans mellem Hadrians ydre og hans indre. På overfalden er Hadrians legemliggørelsen af alle de gode egenskaber ved en kejser, men under overfladen luer et monster. Det er denne Dr. Jeckyll og Mr. Hyde skikkelse, der dominerer hos de to historikere, der er præsenteret her. Både Eutrops' En kort romersk historie og den Anonymt overleveret Et kompendium over kejserne hører det 4. årh. til, og er dermed samtidig med teksten Hadrian.



Eutropius, En kort romersk historie, bog 8


[6] Ved Trajans død blev Hadrian gjort til kejser, helt uden Trajans ønske men på Trajans hustru Plotinas foranledning. Mens han levede, ville Trajan nemlig ikke adoptere ham, selvom han var søn af hans kusine. Hadrian var også født i Italica i Hispania. Han misundte Trajans succes og forlod straks de tre provinser, som Trajan havde tilføjet, og han kaldte hæren hjem fra Assyria, Mesopotamia og Armenia og ville at rigets grænser skulle være Eufrat. Vennerne talte ham fra at gøre det samme med Dacia, for at ikke en stor mængde romerske borgere skulle overgives til barbarerne, eftersom Trajan, da Dacia var besejret, havde forflyttet en grænseløs mængde mennesker dertil fra hele den romerske verden. Dacia var nemlig udtømt for mænd efter den lange krig med Decibalus. [7] Han havde fred i hele sin regeringstid, kun en gang førte han krig ved en stedfortræder. Han rejste hele Romerriget rundt og byggede meget. Han var yderst veltalende på latin og den mest lærde i græsk. Han havde ikke megen ære for sin mildhed, dog var han meget omhyggelig med statskassen og den militære disciplin. Han døde i Campania 60 år gammel, i sin regeringstids 21. år, i den tiende måned, på den 29. dag. Senatet ville ikke tildele ham guddommelige ære, men hans efterfølger T. Aurelius Antoninus Fulvius krævede det vedholdent og opnåede det, selvom alle senatorerne åbenlyst satte sig imod.


Anonym, Et kompendium over kejserne


Aelius Hadrian, af italisk afstamning, var søn af Aelius Hadrianus, kejser Trajans fætter, der kom fra Hadria, en by ved den pikenske slette, og som har givet navn til Adriaterhavet, regerede i toogtyve år. Han var så entusiastisk i sin uddannelse i græsk litteratur, at de fleste kaldte ham græsklingen. Han havde slugt den athenske lære og skik og mestrede ikke kun sproget men også de andre fag: at synge, spille citar, at helbrede, han var en musiker, geometriker, maler, skulptør i bronze eller marmor næsten en Polyklet eller Euphranoras. I den grad så behændig til disse fag, at de humane videnskaber sjældent synes at have oplevet nogen mere elegant. Med en hukommelse, der var udover det troværdige, kunne han huske steder, forretninger og soldater, også fraværende, ved navn. Han havde et umådeligt gåpåmod; han rejste nemlig rundt i alle provinserne til fods, mens han distancerede sit entourage. Da han havde genopbygget alle byerne, forøgede han antallet i hver social klasse. Han inddelte håndværkere, murere, arkitekter og enhver beskæftiget med at bygge eller udsmykke mure i kohorter ligesom hærenheder. Divers, mangefacetteret og mangesidet; som en født dommer over ret og uret styrende sindets impulser med særlig talent. Han skjulte snedigt en disposition for misundelse, tristhed, lyst og ekstravagant selviscenesættelse. Han foregav mådeholdenhed, godmodighed og mildhed og skjulte den ærekærhed, han brændte af. Meget skarp til både at anklage og give igen på rygter, alvorlige og morsomme, svare digte med digte, tale med tale, kort sagt skulle man tro alt var overvejet. Hans kone, Sabina blev drevet til selvmord, mens hun nærmest blev mishandlet som en slave. Hun pralede åbentyst med, at hun, fordi han havde et umenneskeligt sind, havde sørget for ikke at blive gravid med ham, hvilket ville have været til menneskeslægtens undergang. Besejret af en sygdom under huden, som han længe havde udholdt roligt, ivrig og utålmodig undertrykte han i affekt flere fra senatet. Da han med hemmelige gaver havde opnået fred med mange konger, pralede han offentligt med at have opnået mere ved fred end andre havde ved krig. De civile embeder både offentlige og kejserlige gav han den opbygning, som med Konstantins få ændringer har varet til i dag. Han levede 62 år. Dernæst døde han en ynkelig død, afkræftet af en pinsel i næsten alle sine lemmer i en sådan grad, at han bedende igen og igen overgav sig til sine mest trofaste tjenere for a blive dræbt, og, for at han ikke skulle rase mod sig selv, blev han bevogtet af sine kærestes vagt.


Clementia et liberalitas


De to historikere er enige om, at Hadrian besad to essentielle egenskaber; clementia og liberalitas. Clementia, mildhed, og liberalitas, gavmildhed, var nogle af de egenskaber, man værdsatte ikke kun hos en kejser men også hos den lokale elite. Det romerske samfund var bygget op af et netværk af ydelser, kaldt velgerninger (beneficia) og modydelser, kaldt forpligtelser (officia). De formuende bidrog således til at understøtte de svage ved at yde dem velgerninger enten i kraft af betalt arbejde eller mad. De understøttede var til gengæld forpligtet til at støtte deres velgører politisk ved at levere stemmer. Systemet fungerede på byniveau; de formuende kunne udvise liberalitas ved at betale for opførelsen af biblioteker, akvadukter, veje mm. og søgte dermed at sikre et positivt omdømme (fama). Der var således en forventning om, at de formuende brugte af deres private formue til at betale for en del af den offentlige infrastruktur mod, at de fik muligheden for at sætte den politiske dagsorden. Det var det system kejseren stod som den øverste for, og de formuende var således i sidste ende forpligtet over for ham, der til gengæld også skulle bidrage til de enkelte områders udvikling. Det skabte et system, hvor man lokalt kunne være utilfreds med den romerske statholder men tilfreds og glad for kejseren og selve det romerske rige. Begge historikere pointerer, at Hadrians positive sider kun er et skalkeskjul for hans depraverede moral. Hvorfor dette behov for at trække ham ned i sølet? En del af svaret kan være det faktum, at Hadrian havde opgivet ideen om at rige uden grænser (imperium sine fine), der siden Augustus havde været rigets ideologiske holdepunkt. Ekspansion var rigets ret og den eneste måde at sikre freden i riget.


Hadrian, myten


Til fortællingen om Hadrian hører også tre tekster, der mest har karakter af anekdoter om kejser Hadrian. De har alle det tilfældes, at de hører hjemme i skolekontekst. Hadrian optræder som et forbillede (exemplum) på de kvaliteter, en kejser bør besidde. De enkelte tekster hænger kun sammen på et overordnet plan ved at have Hadrian og enkelte af hans positive sider i centrum. Reskripterne viser således Hadrians clementia, debatten mellem Epiktet og Hadrian hans dannelse og Hadrianus viser hans liberalitas. De tre tekster passer godt ind i retorisk kontekst, hvor reskripterne giver lejlighed til at argumentere for og imod den givne problemstilling, debatten mellem Epiktet og Hadrian er en øvelse i en form for folkeetymologi, og Hadrianus er en typisk gendigtning / udvidelse af en anekdote om Hadrian – en øvelse som især blev brugt i forbindelse med Æsops fabler (jf. Quintilian Institutio oratoria 1.9). Vi kan altså skimte en anden Hadrian end den, historikerne maler for os, en Hadrian, der er mere vellidt og et så stort forbillede for ungdommen, at han har vundet indpas i curriculum.


Anonym, HADRIAN


Da kejser Hadrian stadig var lanboer, havde han to fjender, Cosconius Gallus og Raecius Varus. Cosconius Gallus slog endog Hadrian med næven i en privat strid og kaldte ham en slyngel. Men Raecius Varus anklagede Hadrian for at være giftblander. Da han ikke kunne bevise noget mod Hadrian, blev han ifølge loven deporteret til øen Lycaonia. Kejser Nerva beordrede, at hans ejendele blev tilføjet den kejserlige statskasse, dvs. 8000 aurei. Dernæst overtog kejser Marcus Ulpius Trajnus efter Nervas død. Da han havde hersket i 19 år, døde han. Dernæst overtog kejser Publius Aelius Hadrianus. Da han havde overtaget, bad han senatet og det romerske folk om at rejse jorden rundt. Da han rejste afsted på sin første tur, kom han til Lycaonia og traf der Raecius Varus langhåret og med skæg. Ingen kunne genkende ham. Da han blandede sig med kejserens entourage, holdt han tøjlerne på de muldyr, som træk Hadrian og hilste kejseren med disse ord: »Hadrian, hej.« Caesar svarede forsigtig: »Hvem er du, som hilser mig?« Varus Romulus: »Genkender du ikke Raecius Varus din anklager?« Caesar sagde: »Jeg husker ikke...« Varus Romulus: »Du genkender mig, men du lader som om, du ikke genkender mig. Da jeg anklagede dig for at være giftblander i kejser Nervas nærvær og ikke kunne bevise noget, blev jeg i følge loven sendt til øen Lycaonia. Og det skal du vide, at jeg pines ved at se dig som kejser. Giv ordre til at således ikke *** bliver ført i din nærværelse, for at jeg ikke skal se så stor en misgerning.« Caesar sagde: »Kæmpefjols, du bliver ved med at gøre og sige det, som ikke er passende for en mand af din karakter. At to senatorer engang havde en uoverensstemmelse mellem sig, bør ikke vedkomme en ny kejser. Jeg genindsætter dig således i din tidligere status. Se mig herske og bliv pint længe derved.« Varus Romulus: »Men hvem vil modtage mig som sådan i kurien?« Caesar sagde: »Min skrivelse forstå sig.« Dernæst dikterede han et brev til senatet: Publius Aelius Hadrianus hilser senatet. Jeg husker at være blevet anklaget offentligt af Raecius Varus i kejser Nervas nærvær. Da han ikke kunne bevise noget, blev han i følge loven deporteret til øen Lycaonia. Den rejste jeg netop forbi og så ham sådan stående og rystende, som om han var i vildrede med sit liv og overvejede, jeg ved ikke hvad, som en ulykkelig tænker på sin retssag. Derfor fik den vrede kejser medlidenhed med sin anklager. Lad ham få foretræde i kurien. Genindsæt ham og giv ham sine ejendele sammen med en rente på ni procent tilbage. Og jeres kejser beder jer om ikke at stemple ham som anklager, da jeg blev anklaget og tier. Min modstander har udholdt en så alvorlig straf, da han havde ventet på, at jeg rejste forbi øen. Hadrian gav ham brevet og sendte ham til senatet. Han selv besøgte nogle byer og ankom til den stakkels Colonia Agrippina. Da han blev modtaget med ære og respekt, sagde han til sine venner: »Venner, venner, hvor falsk er holdning til agrippinenserne blandt italikerne! Hvor glad og varmhjertet har de gode modtaget os! De har udsmykket deres fædreland, de har hængt klæder på søjlerne og fordoblet dagens lys med fakler.« Og da han havde inspiceret de offentlige bygninger, dvs. atrium og basilikaen, kaldte han deres førsteborgere til sig. Og da de rede var til stede, sagde han: »Agrippinere, bed mig om den erkendtlighed, I ønsker.« Så sagde deres leder Amantinus Saturninus: »Juppiter, hele jordens hersker, vi beder om, at flodskatten, som vi betaler til den kejserlige statskasse, bliver eftergivet.« Caesar sagde: »Hvor meget og hvad betaler i til min statskasse?« Saturninus svarede: »8000 aurei.« Caesar sagde: »Under hvilken kejser begyndte I først at betale denne type af skat?« Saturninus sagde: »Under kejser Flavius Vespasian.« Caesar sagde: »Og efter Vespasians død bad I hvilken kejser om, at denne skattetype blev jer eftergivet?« »En saturnisk kejser, herre.« Caesar: »Hvorfor en saturnisk kejser?« »Fordi naturen ikke har givet en hersker, som kun var tilfreds med sit eget og ikke alle andres.« Caesar sagde: »I forstår at det er en lille ting, I beder om *** Jeg eftergiver jer flodskatten, som I betalte til min statskasse. Og bed om noget mere, hvis I ønsker det.« Så sagde Amantinus Saturninus deres leder således: »Synes det at være en så lille gavmildhed, at deres dage er sikret? Vi beder om, at du sender en konsul, ved hvis tilstedeværelse dine øren konstant forstyrres.« Caesar sagde til vennerne: »Venner, venner, I er vidne til et nyt forbillede, når de, som frygter, beder om ham, de frygter.« Kiggende tilbage til Saturninus sagde han: »Jeg vil sende jer en konsul, hvis I ønsker en.« Efter kort tid vendte han tilbage til Rom. Da han trådte ind i kurien, henledte han opmærksomheden på Raecius Varus, som stod overfor ham og sagde sin kloge holdning. *** »Senatorer, jeg har rejst rundt i jeres glade og i fredstid blomstrende provinser, jeg gav intet opdrag til nogen koloni eller kommune. Jeg eftergav agrippinerne deres flodskat, som blev betalt til min statskasse, og jeg lovede dem en konsul på deres egen opfordring. Derfor, hvis I er enige, mener I, at Raecius Varus bør sendes.« Senatet applauderede: »Den bedste til det bedste, den værdigste til det værdigste, fordi det er typisk dig.« Han overgav ham et udøvende brev og rådgav ham som en far sin søn. »Vær sandfærdig, døm begrundet og hav Lycaonia i baghovedet.« Efter at have modtaget brevet rejste han nogle dage og nåede til Colonia Agrappina, og den følgende dag bekymrede han sig kun om at udspørge, om de havde opnået noget opdrag fra kejser Hadrian. Så sagde Amantinus Saturninus deres leder. »Tidernes gunst ville, at vi så den nærværende gud og frydedes over hans gave. Du skal vide, at han har eftergivet os flodskatten, som vi har betalt til hans kejserlige statskasse, dvs. 8000 aurei.« Men den onde mand hørte det, løftede sig og sagde: »Hadrian var fyldt af en mig ukendt sindssyge, da han frivilligt ville give disse offentlige fjender 8000 aurei. Han kaldte herolden til og beordrede en offentlig udlicitering, og at skatten blev betalt til den kejserlige statskasse igen.«

Happily

Gladeligt

Dorotheo


Anonym, Debat mellem Hadrian og Epiktet


1 Hadrian: Hvad vil vi være, hvis du løsner bæltet, og du ikke selv røber noget? Undersøg materialet, og du kan oplyses om det. Epiktet: Det er et brev.

2 H: Hvad er et brev? E: Et tavst budskab.

3 H: Hvad er et billede? E: En falsk sandhed.

4 H: Hvorfor sagde du det? E: Vi ser malede frugter, blomster, dyr, guld, sølv og det er ikke virkeligt.

5 H: Hvad er guld? E: Et køb af død.

6 H: Hvad er sølv? E: En lejlighed for misundelse.

7 H: Hvad er jern? E: Redskab for alle fag.

8 H: Hvad er et sværd? E: Lejrens leder.

9 Hvad er en gladiator? E: En drabsmand uden anklage.


Relationer, Livet og Døden


10 Hvem er det, som har det skidt? E: De som bekymrer sig om uvedkommende sysler.

11 H: Af hvilken beskæftigelse trættes mennesket ikke? E: Af at skabe profit.

12 H: Hvad er venskab? E: Samdrægtighed.

13 H: Hvad varer længst? E: Forventning.

14 H: Hvad er forventning? E: Søvn for den agtpågivende, en tvivlsom hændelse for den observerende.

15 Hvad er det mennesket ikke kan se? E: Andres sind.

16 Af hvilken grund synder mennesker? E: Begær.

17 H: Hvad er frihed? E: Uskyldighed.

18 H: Hvad er fælles for kongen og staklen? E: At fødes og dø.

19 H: Hvad er det bedste og det værste? E: Ord.

20 H: Hvad er det, som behager nogen og mishager andre? E: Livet.

21 H: Hvad er det bedste liv? E: Det korteste.

22 H: Hvad er sikrest? E: Døden.

23 H: Hvad er døden? E: En evig sikkerhed.

24 H: Hvad er døden? E: Hvis du vælger klogt, ikke noget frygteligt, livets fjende, sjælenes kraft, forældrenes frygt, de fries bytte, årsag til testamente, en tale efter bortgang, de sidste tårer, glemsel efter erindring, ligbålets fakkel, begravelsens byrde, gravmonumentets titel. Døden er afslutning på alle onderne.

25 H: Hvorfor udsmykkes den døde? E: Som et tegn på, at han har overvundet livets kamp.

26 H: Hvorfor bindes den dødes tommelfingre sammen? E: For at han ikke ved, at han efter døden er dobbelt.

27 H: Hvad er en bedemand? E: En, alle undgår, og ingen flygter fra.

28 H: Hvad er et ligbål? E: En kamp for kreditor, og en forløsning for debitor.

29 H: Hvad er en trompet? E: En opfordring til krig, et tegn på en krigslejr, en advarsel i arenaen, begyndelsen på en scene, gråd ved en begravelse.

30 H: Hvad er et gravmonument? E: Sammenføjet sten, et syn for en rejsende på pause.


Mennesket og Lykken


31 H: Hvad er et fattigt menneske? E: Som en forladt brønd alle betragter og forlader på stedet.

32 H: Hvad er et menneske? E: Som et bad: første rum er til indsmøring i varm olie, en nyfødt glinser. Andet rum er saunaen og barndommen. Tredje rum er tørrerummet ungdommens overbærende opdragerske. Fjerde rum tilegner sig alderdommens kulde, som udligner alles holdninger.

33 H: Hvad er et menneske? E: Som en frugt. Ligesom frugter, der hænger på et træ, således er vores kroppe: modne falder de ned, eller, hvis de er bitre, så styrter de hurtigt.

34 H: Hvad er et menneske? E: Som en lanterne i vinden.

35 H: Hvad er et menneske? E: En besøgende her, lovens billede, en fortælling om ulykker, køb af døden, livet tøven, hvor lykken ofte morer sig.

36 H: Hvad er lykken? E: Som en ædel matrone, som trænger sig på slaverne.

37: H: Hvad er lykken? E: Uden dom, den nærmeste grænsesten, andres ejendeles uheld. Til den, den kommer, viser den pragt, den, den forlader, skaber den skygger for.

38 H: Hvor mange former for lykke findes der? E: Tre: En blind, som trænger sig på hvor som helst. Og den anden er sindssyg, som kommer og går hurtigt. Den tredje er døv og lytter ikke til staklernes bønner.


Guderne, Himlen og Jorden


39 H: Hvad er guderne? E: øjnenes tegn, sindets kraft. Hvis du er bange, er det frygt. Hvis du begrænser dig, er det overtro.

40 H: Hvad er solen? E: Verdens pragt, som bringer og slutter dagen. Ved hvilken vi kan lære timernes gang.

41 H: Hvad er månen? E: Falsk dag, nattens øje, skyggernes fakkel.

42 H: Hvad er himlen? E: En grænseløs top.

43 H: Hvad er himlen? E: Ren luft.

44 H: Hvad er stjernerne? E: Mennesket skæbne.

45 H: Hvad er stjernerne? E: Styrmændenes kyster.

46 H: Hvad er jorden? E: Ceres’ silo.

47 H: Hvad er jorden? E: Livets lager.

48 H: Hvad er havet? E: En usikker vej.

49 H: Hvad er et skib? E: Et omflakkende hus.

50 H: Hvad er et skib? E: Et soveværelse hvor som helst.

51 H: Hvad er et skib? E: Neptuns kræfter, kurer for årenes gang.

52 H: Hvad er en sømand? E: En elsker af havet, desertør fra det faste, foragter af liv og død, derfor en klient.


Søvn og Kærlighed


53 H: Hvad er søvn? E: Dødens lighed.

54 H: Hvad er natten? E: Ro for den arbejdende, profit for den, der bliver tykkere.

55 H: Hvad er en pude? E: Søvnløs venden og drejen.

56 H: Hvorfor afbilledes Venus nøgen? E: Venus og amoriner afbilledes nøgne. Fra dem, den nøgne behager, bør man afvise de nøgne.

57 H: Hvorfor er Venus gift med Vulcanus? E: Det viser, at kærligheden optændes af en glød.

58 H: Hvorfor er Venus skelende? E: Fordi kærlighed er deform.

59 H: Hvad er kærlighed? E: Mishandling af de ledig bryst, skamfølelse hos drengen, rødmen hos pigen, vrede hos kvinden, glød hos ungdommen, latter hos alderdommen, den elskedes mangler hos tugteren.


Samfundet


60 H: Hvad er gud? E: Han, som opretholder alt.

61 H: Hvad er et offer? E: En forsmag.

62 H: Hvad er uden fællesskab? E: Et kongerige.

63 H: Hvad er et kongerige? E: Gudernes andel.

64 H: Hvad er Caesar? E: Det offentlige lys’ hoved.

65 H: Hvad er senatet? E: Byens borgeres udsmykket pragt.

66 H: Hvad er en soldat? E: Rigets bolværk, fædrelandets beskytter, en ærefuld trældom, et tegn på magten.

67 H. Hvad er Rom? E: Det jordiske riges kilde, folkeslagenes moder, romernes kammerat, helligelse af den evige fred.

68 H: Hvad er sejr? E: Krigens uenighed, fredens kærlighed.

69 H: Hvad er fred? E: Rolig venlighed.

70 H: Hvad er forum? E: Frihedens tempel, retsstridighedernes arena.

71 H: Hvad er venner? E: Støttens grund.

72 H: Hvad er en ven? E: Som en citrusfrugt: Smuk udenpå, inden i det sure bryst skjuler den ondet.

73 H: Hvad er parasitter? E: De, som fodres som fisk.


Anonym, Hadrians reskripter


Det værk af lærdom, der er blevet udlagt med så stor flid i denne bog, bør roses og beundres. I de foregående to bøger har jeg nemlig opremset alle de ord, jeg kunne i vor betydning. Jeg mener, de er nødvendige og ganske gavnlige for folk, der elsker det latinske sprog. Og jeg er ikke i tvivl om, at du i den bog, som du har, hvor du øver dig selv, gør tilføjelser, men også at du glad i dine bøger efterlader noter og eksempler fra dine egne studier. Lad os altså allerede begynde at oversætte, om jeg så må sige, for at vi kan lære bedst. Men overskrifterne for nominerne og verbernes hver enkel *** Disse vil være den guddommelige Hadrians forordninger og reskripter, af hvilke der følger en større gavn for menneskeheden. Det er ytringer fra den kejser, og af den årsag bør de nødvendigvis læses og huskes udenad, hvis vi ønsker at tale græsk eller latin uden fejl. Lad os begynde.

En eller anden bad om at tjene i militæret. Hadrian svarede: Hvor vil du tjene? Han sagde: Hos prætorianerne. Hadrian spurgte: Hvor høj er du? Han sagde: 5 fod og en halv. Hadrian svarede: Tjen i mellemtiden hos bygarden, og hvis du har været en god soldat, kan du overføres til prætorianerne efter tredje turnus.

I en skrivelse søgte en eller anden om at straffe sin frigivne, som tidligere på ordre fra møntprætoreren i følge Lex Aelia Sentia var blevet sendt til stenbruddet, og han søgte yderligere om den frigivnes understøttelse. Hadrian svarede: Hvorfor forsøger du at straffe en mand og tage hans understøttelse, når du allerede har fået oprejsning? Du er skamløs!

En eller anden klagede over sin søn, da denne forsømte hans sygdom og fattigdom og ikke ville fodre ham; han havde brugt alle sine ressourcer på sønnen. Hadrian svarede den unge: Pas din fader, han har nemlig avlet dig. Sørg altså for, at han ikke igen klager over dig til mig.

En eller anden overdrog Hadrian notater om flere ågerkarle, der krævede uretfærdige renter for 1000 denarer, fra første dag af tog de 100 denarer, modtog yderligere en procent og udlånte på samme vis igen. Hadrian svarede: Min hæderkronede præfekt vil undersøge sagen og vende tilbage til mig.

I en skrivelse klagede en eller anden over, at han havde midlerne til at være en del af ridderstanden, men da han havde søgt om den offentlige hest, var han blevet forbigået, og at han to år tidligere på præfektens dekret havde forladt sin by i et år *** da han var kommet imellem en anklage, som slaverne havde ophidset til. Hadrian svarede: Han, som søger om en offentlig hest, bør være fejlfri, men du skal bevise det resten i dit liv.

En eller anden bad om tilladelse til at kalde sin fader tilbage fra eksil. Hadrian svarede: Tillad mig at undersøge dokumenterne. Du sørg for at vende tilbage til mig.

En eller anden sagde, at han blev udnyttet af sine frigivne, og at han ejede nogle forretninger, i hvilke der blev handlet for hans penge, og han modtog intet derfra, nu svarede de frigivnes advokat, at de for lang tid siden havde givet deres patron <en enkel denar for> at gøre forretning. Hadrian svarede: Se I til, at han ikke klager igen, men også at han selv får lidt sund fornuft.

I en skrivelse sagde en eller anden, at hans fars ejendele var blevet konfiskeret, og at dekuriatet, han havde søgt, var blevet frataget ham, om det i nogen grad havde været retfærdigt. Hadrian spurgte: Hvornår blev din faders ejendele konfiskeret? Han svarede: For ti år siden. Hvis vi begynder at tilbagekalde domme enten gode eller dårlige, vil det aldrig få en ende. Du har snydt dig selv.

Urbicus sagde, at Primitiuus ville frigive sin <myndlings> slave og var blevet hindret af Restituta, myndlingens moder. Dette skete til myndlingens ulempe, for han var hendes værge, og alle myndlingens sager blev administreret af ham. Hadrian spurgte, hvilken alder pigen havde. Advokaten svarede ti år. Hadrian svarede: Dommere foreslå, at han ikke frigiver hende med det navn.

En eller anden kvinde sagde at hendes søns understøttelse var blevet stjålet af en ukendt, og denne sagde, at det var hans søn, og at understøttelsen derfor tilkom ham. Kvinden svarede, at hun var latiner og at der kun var blevet skrevet en kontrakt aldrig holdt bryllup. Han, som sagde, han var drengens far, nægtede det. Hadrian svarede: Når han altså ikke vil være din søn, hans understøttelse *** blev stjålet. Altså ud af stand til at bevise, at han, det handler om, var sin søn. Hadrian beordrede, at drengen kom til ham, og spurgte, hos hvem han boede. Drengen svarede hos moderen. Hadrian svarede manden: Slyngel, give understøttelsen tilbage.

En eller anden kvinde klager over sin søns værge, som i tre år ikke havde givet ham mad og i dag havde taget sønnens understøttelse. Hadrian udspurgte værgen, hvornår han var blevet gjort til værge, og hvad han havde givet til myndlingen. Værgen svarede: Eftersom hans kompagnon var væk, kunne han ikke alene tilbyde noget. Hadrian svarede værgen: På grund af det, du er blevet givet, udsulter du myndlingen? Giv ham så meget næring, du kan.

I mellemtiden afbryder en eller anden Hadrian og sagde: Herre, mine sønner er blevet rekrutteret som soldater. Hadrian svarede: Heldigt! Han svarede: Men de er uvidende, og jeg frygter, de vil træde ved siden af, og jeg efterlade mig som stakkel. Hadrian svarede: Frygt ikke, de tjener i fredstid. Faderen svarede ham: Tillad mig at følge dem som deres tjener, så jeg kan passe på dem. Hadrian svarede: Guderne vil ikke tillade, at jeg gør dig til dine sønners tjener, men modtag vinstaven og vær deres centurion.

Mens Hadrian uddelte understøttelse, råbte en kvinde: Herre kejser, jeg beder dig beordre min søn at give mig noget, da han selv overser mig. Og hendes søn, det stod lige ved, sagde: Herre kejser, jeg anerkende hende ikke som min mor. Hadrian svarede: Hvis du ikke anerkende hende som din mor, anerkender jeg ikke dig som romerske borger.


Kommentar


Af de tre tekster er det Hadrianus, der har det tydeligste træk af folkeeventyr. Antagonisten Raecius begynder konflikten ved at anklage Hadrian for at være giftblander, der ifølge lex Cornelia de sicariis et ueneficis kunne straffes med dødsstraf. Denne begivenhed er ikke attesteret andre steder men vidner om de ekstremiteter, eliten gik til i deres indbyrdes magtkampe. Raecius bliver sendt i eksil på øen Lucaonia, der med al sandsynlighed er Tiberøen, der i det femte århundrede var kendt som insula Lycaonia og hjemsted for flere martyrier. I teksten lader øen dog til at være placeret langt fra Rom, hvad kan skyldes forfatterens manglende viden om Romerrigets geografi ligesom Köln fejlagtigt bliver skrevet som Colonia Aggripinsae for Aggripina. Det må være et udtryk for en fejltype, som forekommer med udveksling af kultur mellem øst og vest. En forfatter fra den sydlige Ægypten var således ikke nødvendigvis helt præcis af sin angivelse af geografiske lokalitet flere tusinde kilometer nordvest på.

Hadrian kan til at begynde med ikke genkende Raecius, da denne har fået langt hår og skæg et motiv, vi kender helt tilbage til Odysseen og Odysseus. Genkendelsen (anagnorisis) giver mulighed for at vise Hadrians clementia, da han tilgiver den hovmodige og kække Raecius ved at genindsætte ham i sin oprindelige sociale stand og være en del af senatet. Den form for straf at lade misdæderen leve med sine handlinger og være vidne til sit intenderet offers triumf, som kendes fra bl.a. Seneca (Ben. 2.12.1).

Besøget i Köln har vi ikke nogen andre kilder til, men det er ikke usandsynligt, at Hadrian har været der på sin rundrejse. At han der eftergiver en flodskat, viser hans liberalitas, og må være et tema, en fra Nilens land har kunnet relatere til. Det er skatten, der gør, at kolonien er stakkels (miser). I Köln får Hadrian mulighed for at komme med et ordsprog: "de, som frygter, beder om ham, de frygter". Dette bon mots kendes også fra Publilius Syrus fra det 1. årh. f.Kr. ("Han, som mange frygter, bør frygte mange" nr. 338). Som svar på deres bøn sender Hadrian sin antitese Raecius. Raecius proklamerer da også straks, at Hadrians beslutning som vanvid (insania) og genindfører skatten. Fortællingen er næsten vendt tilbage til sit udgangspunkt til en konflikt mellem Hadrian og Raecius, men den mangler en afslutning, der viser, hvordan Hadrian ville have taklet denne grådighed og utaknemmelighed.

Fortællingen følger en klar struktur, hvor Raecius skæbne bliver vendt på hovedet i en ringkomposition, der kun mangler sin afslutning med Raecius' endelige afstraffelse.

Debatten mellem Hadrian og Epiktet lader til at være kraftigt påvirket af en græsk biografi over filosoffen Secundus. I værkets anden del af Secundus svoret at forholde sig tavs, da Hadrian ankommer til Athen for at diskutere med ham. Hadrian beder ham at tale med hænderne i stedet for stemmen, og de to begynder således en skriftlig debat. Efter debatten beslutter Hadrian, at Secunds' værker skal placeres i det hellige bibliotek. Vores tekst har Epiktet i rollen som den vise filosof i stedet for Secundus, hvilket kan skyldes, at Epiktet var bedre kendt i den vestlige del af Romerriget, og han har derfor fået Secundus' rolle – Vincent af Beauvais (12. årh.) henviser til en samtale mellem Secundus og Hadrian (Speculum historiale 10.71). Både debatten med Secundus og Hadrian har det til fældes med Hadrianus, at de viser kejserens møde med den socialt laverestående, men i modsætning til Hadrianus er Secundus og Epiktet intellektuelt overlegne. Det er dog ikke dyb filosofi, der bliver præsenteret i teksterne men opfindsomme sentenser, som var meget brugt i den antikke skole som f.eks. Disticha Catonis. Motivet med den mægtige hersker, der mødes med den vise kendes i flere forskellige skikkelse i kristen kontekst kendes debatten mellem Solomon og Markolf, Alexander d. Store havde en brevveksling med den indiske filosof Dindymis, og den buddhistiske munk Nāgasena og kong Milinda.

Vi har ingen mulighed for at vide, om Hadrians reskripter er ægte eller ej. De er blevet samlet af en skolelærer, der først og fremmest har vurderet, at deres juridiske og moralske indhold har gjort dem egnet at bruge som undervisningsmateriale i den retoriske øvelse at debattere en sag fra begge sider (controversiae). Hadrians interesse for en omstrukturering af statsapparatet og med to romerske jurister i sit concilium gør samlingen troværdig.

Udover de har nævnte kilder, hører vi fra andre kilder, at der i antikken florerede en brevsamling, som vi måske ser et eksempel på ved Hadrians brev til senatet i Hadrianus, samt et testamente fra Hadrians hånd. Alt i alt kan vi formode, at der i antikken har været en samling af tekster omkring Hadrian, som vi kender fra andre store skikkelser som Alexander d. Store og Apollonios af Tyana. Disse fortællinger har af i hvert fald inkluderet en biografi, en intellektuel debat, brevvekslinger og et testamente. Man kan undre sig over, at når nu Alexander d. Store f.eks. overlevede i middelalderens folkebøger nærmest som en kristen helt, hvorfor gik de så ikke Hadrian sådan? En del af forklaring kan være, at han blev absorberet af sin forgænger Trajan, der i højere grad søgte et imperium sine fine.


Litteratur

Anthony Everitt, Hadrian og Roms triumf, København 2010

Giuseppe Flammini, Hermeneumata Pseudodositheana Leidensia, Leipzig, 2004

Juan Gil – Sofía Torallas Tovar, Hadrianus P.Monts. Roca III, Barcelona, 2010

Kristina Stessa, Daily Life in Late Antiquity, Cambridge, 2018

Lloyd Wiliam daly, Walter Suchier, Altercatio Hadriani et Epicteti Philosophi, Illinois 1939

Michael Kulikowsky, The Tragedy of Empire, Harvard, 2016

Paul Valley, Philantropy, London, 2020

Alle rettigheder: Sebastian Maskell Andersen