Plutarchs Liv og Skrifter

af Karl Hude

Plutarch fødtes ca. 46. e. Kr. i Chaironeia i Boiotien af en anset og velhavende Familie. I Athen fik han den Tids sædvanlige retoriske Uddannelse, men kastede sig med større Iver over Filosofien og blev Elev af den akademiske Skoles Leder Ammonios; hans Begejstring for den store Mester Platon har tit fundet Udtryk i hans Skrifter. Han besøgte gentagne Gange Rom, første Gang under Kejser Vespasian som Repræsentant for sin By, og knyttede Venskabsforbindelser med ansete Romere, og han blev ogsaa vel anskreven ved Hoffet; Kejser Trajan hædrede ham med Titel af Konsular og gav Statholderne i Grækenland Anvisning paa at følge Plutarchs Raad i Bestyrelsen af Provinsen, og ogsaa Hadrian skal have givet ham en Udmærkelse. Hans varme nationale Følelse og hans Lokalpatriotisme fastholdt ham imidlertid i hans Fødeby, hvor han beklædte forskellige Tillidshverv; her døde han efter et smukt og lykkeligt Liv i en høj Alder omkring 120 e. Kr. Som sin boiotiske Landsmand, Digteren Pindar, havde han staaet i nøje Forbindelse med Oraklet i Delfi, og Athen havde hædret ham med Æresborgerskabet.

Plutarchs omfattende Forfatterskab (ifølge en Katalog hans Søn skal have forfattet bestaaende af 210 Numre) falder i to Hovedafdelinger, de saakaldte Moralia, Afhandlinger af filosofisk-litterært Indhold, og de sammenlignende Levnedsskildringer. Til de vigtigste i den første Gruppe hører Skriftet »Om Herodots Ondskabsfuldhed«, hvori han som god Boioter angriber den store Historieskriver, fordi han har taget Parti for Athen mod Theben.

Af Biografierne indtager — foruden nogle nu tabte (deriblandt af Epameinondas og de to store Scipioner) — 4 en Særstilling som isolerede (Artoxerxes, Aratos, Galba og Otho); de andre, 46 i Tallet, er grupperede i Par, bestaaende af en Græker og en Romer, f. Ex. Perikles og Fabius Maximus, Alexander den store og Cæsar, Demosthenes og Cicero, undertiden supplerede med en særlig Sammenstilling af Lighedspunkterne og Forskellighederne. Plutarch er i disse Skildringer ikke Historiker i egentlig Forstand; hans Formaal er at skildre den enkelte Personlighed med den bestemte Tendens, derigennem at moralisere og opdrage til praktisk Dygtighed. Samlingen er af stor Betydning, for det første derved at den hviler på Kildestof som nu for største Delen er tabt; ganske vist er det ofte benyttet temmelig ukritisk, og undertiden breder det anekdotmæssige sig for meget, men de mange personlige Træk giver os et værdifuldt Supplement til de mere tørre Beretninger hos de egentlige Historieskrivere, og næst efter Herodot og Thukydid bliver Plutarch vor Hovedkilde til Grækenlands Historie i dets vigtigste Tidsrum. For det andet har Plutarch i sin omfattende græsk-romerske Dannelse sin Forstaaelse og Beundring af det gamle Grækenlands Storhed og sin varme menneskelige Følelse haft udmærkede Forudsætninger til at skildre højst forskellige Personligheder (som advarende Exempler har han endda medtaget Demetrios Poliorketes og Triumviren Antonius), og fra disse Biografier har da ogsaa mange digtere hentet Stof (f. Ex. Shakespeare i »Julius Cæsar«, »Antonius og Kleopatra« og »Coriolan«), ligesom de har fundet talrige Efterlignere (i Danmark Holberg i Helte- og Heltindehistorierne). Det vil heller ikke være let i Verdenshistorien at finde noget tilsvarende til den mægtige Indflydelse, som de af Plutarch skildrede Skikkelser fik paa den store franske Revolutions Mænd, der i dem saa Idealer til Efterligning.

Tetens’ Fortale 

Saare ubeskeden maatte jeg være, hvis jeg uden Frygt vovede at fremlægge nærværende Arbeide for det læsende og dömmende Publikum. Under Udarbeidelsen har jeg erfaret de mangehaande Vanskeligheder og farlige Anstödsstene, som möde den, der paatager sig at oversætte fra et, for mange Aarhundrede siden uddöd Sprog; umulig tör jeg derfor haabe at have været heldig nok til, som oftest, enten at have hævet hine eller undgaaet disse. Jeg kjender de billige Fodringer, som enhver Læser har paa Oversætteren, men tillige de forskjellige Fordringer, som de forskjellige Lærde troe med Rette at kunne kræve opfyldte af ham. Nogle foreskrive ham, som en ubetinget ufravigelig Lov, en ængstelig Omhyggelighed i at lade ethvert Udtryk i Originalet gaae over i Modersmaalet, i at lade enhver Vending anbringes i Oversættelsen, saaledes som den findes i Grundsproget, skulde endog Sprogbrugen i Modersmaalet vanskelig tillade dem. Andre derimod tilstaae ham en saadan Frihed, der kun binder ham til at udtrykke sin valgte Autors Hovedtanker uden at behöve at efterfölge i Modersmaalet saadanne Udtryk og Vendinger, som baade kunne være overenstemmende med dets Natur og tillige nærmest svare til Originalets Tanke, saavel i Henseende til Udstrækning som Form. Mellem begge disse Afveie har jeg stræbt at fölge en Middelvei, der skulde lede mig til at levere Originalets Tanker uden slavisk at fölge dets Udtryk eller Vendinger; og denne Frihed har jeg saa meget mindre taget i Betænkning at tilstaae mig selv, som det var en historisk Skribent, jeg havde paataget mig at oversætte, og ikke en Taler eller Digter, hos hvilken Tankens Form meget ofte har ligesaameget lokkende og pirrende som Tanken selv. Billig kræver man derfor af de gamle Digteres og Taleres Oversætter at han lader sine Læsere gjenkjende i sit Arbeide disses Originalitet og eiendommelige Fremstillelsesmaade, medens man kun bör fodre af en Historieskrivers Oversætter dennes Tanker fremsatte i et tydeligt og rent Sprog, der i det Hele, saavidt muligt, kan bibringe Læseren samme Sum af Ideer, som Grundsproget bibringer dets Læsere. At jeg, uagtet at anvendt Flid, ofte har forfeilet dette mit Maal, föler vist ingen bedre end jeg selv; enhver Erindring derfor ved dette mit Arbeide, fremsat af kyndige Dommere i den Videnskabsmænd værdige Tone vil være mig særdeles velkommen; enhver Erindring af den Art vil jeg med Erkjendtlighed modtage, som et sandt Bevis paa den Opmærksomhed en Konstdommer har værdiget mit Arbeide; og saafremt min Overbevisning billiger den, skal jeg vist söge under Udarbeidelsen af dette Verks fölgende Dele, at före mig den til Nytte. Overbærelse udbeder og venter jeg mig med Billighed af enhver blant mine Læsere, der tillige vil være min Dommer; den, der af egen Erfaring kjender de Vanskeligheder, som uadskillelig ere forbundne med et saadant Arbeide, vil være villigst til at skenke mig den, og han er tillige og bedst i Stand til at afveie nærværende Oversættelses större eller mindre Værd, og nöie at bestemme dens Mangler eller mulige enkelte Fuldkommenheder. Naturligvis er og mine övrige Læseres Dom mig saare vigtig; ikkun beder jeg disse, at de ikke i at dömme mig stole alt for meget paa en blot bedragelig Fölelse, der dog altid bör vige for den erfarne Sagkyndiges vel grundede Dom. Jeg lagde Haand paa dette Værk, opmuntret hertil af den Mand, som jeg nu nylig vovede at tilegne nærværende Deel1, en Mand, hvis Vink er mig en Befaling, hvis Önske er mig en Lov; maatte det nu kun ikke være ganske mislykket under min Pen! maatte det kun ikke aldeles favne de Kyndiges Bifald, og Forfatteren holdes alt for uværdig til den ham givne Opmuntring!

Med faa Ord bör jeg og aflægge Regnskab for de Hjelpemidler, hvoraf jeg under Arbeidet har betjent mig; og i den Anledning skylder jeg offentlig at bevidne vor lærde og driftige Professor Moldenhawer min sande Erkjendtlighed for den Beredvillighed, hvormed han har forundt mig Brugen af de Böger, som jeg hertil har udbedet mig fra det kongelige Bibliothek, Den engelske Udgave af Bryar har jeg ikke havt, men i dens Sted Reiske's og Hüttens Udgaver, som i Henseende til Kritiken gjöre hin förste ganske undværlig. Af Oversættelser har jeg havt ved Haanden Amiot's og Dacier's franske, og Kinds, v. Schirachs og Kaltwassers tydske; ved vanskelige Steder har jeg holdt det for min Pligt at sammenligne disse mine Forgængeres Arbeider, og blandt de flere forskjellige Meninger har jeg da valgt den, som efter min Dom syntes nærmest og rigtigsk at udtrykke vor fælles Autor.

Nogle Anmærkninger har jeg troet at burde tilföie, for at oplyse et eller andet, af de Gamles Sæder, Historie og Geografi; men dog har jeg kun meget sparsomt tilföiet disse, kun ved saadanne Steder, hvor jeg troede, at nogle af de Læsere, som jeg har tænkt mig, kunde önske det. Intet havde været lettere end at fylde Bogen med tilsyneladende lærde Anmærkninger og Citationer, især da jeg kun havde behövet excerpere Dacier, som med sædvanlig fransk Ordrighed har udsmykket sin Oversættelse med Anmærkninger og allehaande Betragtninger. Saaledes har jeg f. Ex. som oftest intet meldet om de i Plutark hyppig anförte, nu tildels forlorne og just ikke almindelig bekjendte græske Historieskrivere; thi den egentlig Lærde behövede det ikke og den Ulærde vilde det være saare ligegyldigt. Man beskylde mig her ikke for at have villet ved denne Udflugt enten dölge min Uvidenhed eller spare mig Flid; thi uden al Möie havde jeg kunnet fylde mangen Side ved at udskrive hvad Vossius i sit lærde Værk de historiis Græcorum med saa megen Flid allevegne fra har samlet i denne Materie.

Hvad min brugte Ortografi angaaer, da har jeg ikke troet at kunne handle bedre end ved at fölge dels de Regler, som vor fortjente lærde Baden2, Danmarks Varro, har angivet i sin danske Grammatik, dels den Retskrivning, som han har fastsat i sin nylig udgivne ortografiske Ordbog; da denne Deel af vort Sprogs Grammatik endnu er saa ubestemt og vaklende, og vore Skribentere endnu ikke ere enige om nogle faste Regler, vidste jeg intet sikkrere end at fölge den Mands Autoritet, der efter alles enstemmige Dom har viist sig som Fædrenelandets dybeste og grundigste Sproggrandsker.

 Skulde nogen finde, at enkelte af de i dette Bind leverede Levnetsbeskrivelser ikke fyldestgjöre, endog i Henseende til deres Indhold, hans Forventning, erindre han sig, at Plutark selv klager i Indledningen til Theseus's og Romulus's Levnet over de fabelagtige Tilsætninger og Fortællinger som indhylde disses sande historiske Tildragelser i et uigjennemtrængeligt Mörke, og tillige betænke han, at jo meer de beskrevne Personer fjerne sig fra de fabelagtige Tider, desto meer vinde Efterretningerne baade i Paalidelighed og Interesse. Om i övrigt de fölgende Dele af denne min Oversættelse skulde fremkomme eller ei beroer allene paa hvorvidt nærværende Deel finder kyndige Dommeres Bifald eller Dadel.

Mit inderligste Önske er at denne danske Plutark maatte bidrage til at udbrede gavnlig Kundskab og sand Dyd blant mine Medborgere; med den reneste Glæde vilde jeg da erindre mig de glade Timer, som henrandt for mig under Arbeidet. 

Skrevet i April 1800.

Tetens’ Anden Fortale

Endelig fremkommer den fjerde Del af min Oversættelse af Plutarchs Levnetsbeskrivelser, for hvis lange Udeblivelse jeg skylder Publicum at aflægge Regnskab. Strax efterat den tredie Del Var udkommen Aaret 1804 kaldedes jeg fra Conrectoratet i Ribe, og forlod da et Embede, der skjenkede mig mange Fritimer, og tillod mig uforstyrret at overlade mig til mit Yndlingsarbejde, Plutarchs Oversættelse; ved at tiltræde mit nærværende, i og for sig vidtlöftige og besværlige Embede, fik jeg mange Forretninger, der, fordi de vare for mig aldeles nye og uvante, vare mig desto tungere, og krævede derfor min hele Tid aldeles udelt, saa at kun sjelden en enkelt Time forundtes mig for at kunne fortsætte mit begyndte Arbejde. Da jeg imidlertid under saa mange Opmuntringer havde udarbejdet de tre förste Dele, önskede jeg inderlig, idetmindste at kunne fuldende det Halve af det begyndte Værk, og til den Ende levere den fjerde Del; husholderisk benyttede jeg derfor enhver Time, som ej mit Embede og omhyggelig Forberedelse til mine Forretningen fordrede, for at arbejde mod det Maal, jeg havde fastsat mig selv, og paa den maade saae jeg mig da istand til at kunne i Foraaret 1807 overlevere min Forlægger nærværende fjerde Del færdig til Pressen. Imidlertid kom den ulykkelige Sommer 1807, i hvilken Forlæggeren under Hovedstadens Ödelæggelse mistede, foruden mange andre af sine Forlagsskrifter, Oplaget af de tre förste Dele, som alle opbrændtes af den fiendtlige Ild. Dette Forlæggerens Tab, den ved det ödelæggende Bombardement opstandne Uorden i hans Boghandel, og Uvisheden om hvormange Exemplarer af de tre udkomne Dele af Plutarch der endnu fandtes usolgte hos hans Commissionairer i Provindserne, gjorde ham en Tid lang ubestemt, om han skulde foranstalte et nyt Oplag af de udkomne 3 Dele, eller overhovedet om han skulde paatage sig det videre Forlag af Værket, hvortil han dog endelig erklærede sig villig; men, stedse haabende, at det for vor Litteratur i enhver Henseende uheldige Tidsrum, som de sidst forlöbne Aar have dannet, skulde endes, har han indtil nu tövet med at overlevere til Pressen nærværende fjerde Del. Saa smerteligt som det sandelig har været mig at lösrive mig fra et Arbejde, der har skjenket mig saa mange behagelige Timer, saa kjært er det mig at vide, at Arbejdet ej alene synligvis bliver fortsat, hvorved da en længe aaben Plads i vor Litteratur vorder udfyldt, men endog at Tilbudet herom er gjort af en Mand af erkjendt udmærket Talent og Lærdom, en Mand under hvis Haand jeg maatte være meget ubeskeden, dersom jeg ej vilde erkjende at Fortsættelsen i alle Henseender vilde vinde. — Maatte nu kun nærværende Del ej bære altfor kjendelige Mærker af den liden Ro og det idelige Afbrud, under hvilket jeg har udarbejdet den! maatte jeg kun ej derved forspilde det Bifald, som ej faa Plutarchs Yndere paa saa smiggrende Maade have bevidnet mig, et Bifald, som det er min Stolthed og Hæder at troe mig i Besiddelse af!

Fridericia d. 1 Marts 1811.