Seneca

Seneca blev født i Cordoba 4 f.Kr., der på dette tidspunkt var en del af det romerske rige, og han kom derfor til Rom for at gøre karriere. Det lykkedes ham at opnå politisk indflydelse, men han blev sendt i eksil af Caligula i 41 e.Kr. I 49 e.Kr. hentede Agrippina, kejser Claudius’ nye hustru, Seneca til Rom for at uddanne hendes søn Nero. I 54 e.Kr fik han status af amicus principis (kejserens betroede) og indgik som en del af kejserens consilium (råd). Sammen med anføreren for prætorianergarden, Burrus, fungerede han som en form for førsteminister. I 59 e.Kr. fik Nero sin mor, Agrippina, slået ihjel, og i 62 e.Kr. trak Seneca sig tilbage. Efter Roms brand i 64 e.Kr. bad Nero Seneca om råd og tømte statskassen i et storstilet genopbygningsprojekt. Dernæst indførte han de højeste skatter i Romerrigets historie og tvang de rige til at testamentere deres formue til riget. I 65 e.Kr. indgik en stor del af senatet, heriblandt Senecas nevø Lucan, i en sammensværgelse mod Nero. Sammensværgelsen blev afsløret, og Seneca blev tvunget til at begå selvmord. Seneca voksede altså op, mens Augustus var ved at etablere kejserdømmet, og han gjorde karriere, mens den nye styreform blev konsolideret af Tiberius, Caligula, Claudius og Nero. Han levede dermed under hele det julio-claudiske dynasti.

Desværre kender vi ikke Senecas præcise uddannelse, men hans karriere tyder på, at han har modtaget den traditionelle uddannelse, som lagde stor vægt på korrekt sprogbrug gennem kendskab til en bred vifte af litteratur på både græsk og latin. Vi har desværre ikke noget indtryk af, hvilke græske forfattere Seneca kan have læst, og om han derfor kendte til de græske tragikere i deres helhed eller kun i uddrag. Men han har helt sikkert fået retorisk undervisning i at skrive fiktive taler til enten historiske eller mytiske personligheder, argumentere for og imod en afgørelse (suasoriae) samt at holde anklage- og forsvarstaler (controversiae). At kunne tale godt for sig i retten var nemlig blevet en måde at stige op ad den sociale rangstige på, da man derved kunne skabe et netværk, som i bedste fald kunne sige god for én i forbindelse med en ansættelse i enten den kejserlige eller den offentlige centraladministration. Romerriget blev i denne periode styret af to administrative enheder: den “gamle” republikanske, som varetog de provinser, der tilhørte riget før kejser Augustus, og den “nye” kejserlige, som varetog de provinser, den siddende kejser havde skabt, og som derfor var hans ejendom. Seneca er således symptomatisk for den bevægelse, der fandt sted i den tidlige kejsertid, hvor ambitiøse rigmandsfamilier og gamle romerske familier sendte deres unge til Rom i håbet om, at de kunne gøre karriere som jurister, gøre opmærksom på sig selv og opbygge netværk, som kunne støtte dem og bane vejen for et avancement op ad den sociale rangstige. De mest berømte eksempler på dette fænomen er kejser Trajan og kejser Hadrian, som begge, ligesom Seneca, kom fra Spanien. At give sig i kast med romersk politik var gravalvorligt, da det medførte døden for mange af nøglepersonerne. Det var således ikke mange af dem, som var med til at tegne den kejserlige politik, forundt at dø af naturlige årsager; langt de fleste, kejserne inklusive, døde en unaturlig død, og det var ikke ualmindeligt at få skaffet politiske modstandere af vejen gennem anklager, som kunne føre til domfældelse og henrettelse. I den kejserlige husholdning kæmpede mødre for, at deres sønner skulle blive den næste kejser, enten ved at blive den nye kejserinde eller ved at få skilt sig af med eventuelle konkurrenter.


(Fra Sebastian Maskell Andersens oversættelse)


Tekster

  • Tre Dialoger af Seneca. Udg. af M. Cl. Gertz. Kbh. 1873.
  • Senecas Breve og andre skrifter til Lucilius. Skildringer fra den romerske Kejsertid. En Oldtidsfilosofs Tanker om Verden og Menneskelivet, bd. 1-2. Oversat af M. Cl. Gertz. Kbh. 1927.
  • Om vrede. Om mildhed. Om sindsro. På dansk ved Villy Sørensen. Gyldendal, Kbh. 1977 (ny udg. 1999).
  • Om livets korthed. Gyldendal, Kbh. 1997.
  • Livsfilosofi. Udvalg af Senecas moralske breve. Udg. af Mogens Hindsberger. Kbh. 1980.
  • Breve fra Seneca. Oversat af Hans Gregersen & Kell C. Madsen. Klassikerforeningens Kildehæfter 2010.


Tekster online
Kell Commerau Madsen og Hans Gregersen: "Hvorfor og hvordan?" - om oversættelsen af Senecas breve (AIGIS 2009, 2)
Kell Commerau Madsen og Hans Gregersen (oversættelse af): "Lucius Annaeus Senecas ‘Moralske breve’ til Lucilius, 1. bog." (AIGIS 2009, 2)
Kell Commerau Madsen og Hans Gregersen (oversættelse af): "Lucius Annaeus Senecas ‘Moralske breve’ til Lucilius, 2. bog." (AIGIS 2009, 2)
Kell Commerau Madsen og Hans Gregersen (oversættelse af): "Lucius Annaeus Senecas ‘Moralske breve’ til Lucilius, 3. bog." (AIGIS 2009, 2)
Kell Commerau Madsen og Hans Gregersen (oversættelse af): "Lucius Annaeus Senecas ‘Moralske breve’ til Lucilius, 4. bog." (AIGIS 2009, 2)
Kell Commerau Madsen og Hans Gregersen (oversættelse af): "Lucius Annaeus Senecas ‘Moralske breve’ til Lucilius, 5. bog" (AIGIS 2012, 1)
Kell Commerau Madsen og Hans Gregersen (oversættelse af): "Lucius Annaeus Senecas ‘Moralske breve’ til Lucilius, 6. bog" (AIGIS 2012, 1)
Kell Commerau Madsen og Hans Gregersen (oversættelse af): "Senecas Epistulae Morales, 7. bog" (AIGIS 2014, 2)
Madsen og Hans Gregersen (oversættelse af): Kell Commerau "Senecas Epistulae Morales, 8. bog" (AIGIS 2014, 2)