Antonius: Hvad for en reol ser jeg her?

Magdalia: Mon en smagfuld?

A: Jeg ved ikke hvor smagfuld, men helt sikkert en ringe pryd for piger og gifte damer.

M: Hvorfor?

A: Fordi den er fuld af bøger.

M: Du som er så gammel, abbed og adelig, har du aldrig set bøger i damers hjem?

A: Det har jeg men skrevet på fransk. Her ser jeg græske og latinske!

M: Kan kun bøger skrevet på fransk lære visdom?

A: Men det klæder damer, at de har noget, de kan fornøje sig med i fritiden.

M: Er det ikke tilladt for damer at blive klogere og leve behageligt?

A: Du forbinder uretmæssigt det at blive klogere med det at leve behageligt. Det er ikke kvindeligt at blive klogere. Det er typisk for damer at leve behageligt.

M: Må alle ikke leve godt?

A: Det mener jeg.

M: Men hvem, som ikke lever godt, kan leve behageligt?

A: Snarere hvem, som lever godt, kan leve behageligt?

M: Du billiger altså dem, som lever dårligt, når blot de lever behageligt?

A: Jeg mener, at de lever godt, som lever behageligt.

M: Men hvor kommer denne behagelighed fra? Fra en ekstern ting eller sjælen?

A: Fra en ekstern.

M: Hvilken subtil abbed men plump filosof! Sig mig hvilke ting ser du som behagelige?

A: Søvn, selskaber, frihed til at gøre, hvad man vil, penge, embeder.

M: Men, hvis Gud havde tilføjet visdom til disse sager, mon du så levede behageligt?

A: Hvad forstår du ved visdom?

M: Dette: at du forstår, at mennesket kun er lykkelig ved sjælens goder. Rigdom, ære, slægt gør dig hverken lykkeligere eller bedre.

A: Lad den visdom fare.

M: Hvad hvis jeg har større behag af at læse en god forfatter, end du af at jage, drikke eller spille terninger. Synes jeg så ikke at leve behageligt i dine øjne?

A: Jeg ville ikke leve sådan!

M: Jeg spørger ikke til, hvad der er mest behageligt for dig, men hvad der burde være behageligt.

A: Jeg vil ikke have, at mine munke bruger meget tid blandt bøger.

M: Men min mand billiger det meget. Men af hvilken grund billiger du det ikke hos dine munke?

A: Da jeg oplever, de er mindre lydige. De svarer med citater fra Dekreter, Dekretalen, Peter og Paulus.

M: Du forlanger altså, de skal kæmpe med Peter og Paulus?

A: Hvad de vil med det, ved jeg ikke. Men alligevel elsker jeg ikke munken, som svarer igen. Jeg vil slet ikke, at en af mine ved mere, end jeg ved.

M: Det kan undgås således, hvis du er opmærksom på at vide så meget mere.

A: Det er ikke fritid!

M: Hvorfor ik’?

A: Fordi der ikke er tid.

M: Er der ikke tid til at blive klogere?

A: Nej.

M: Hvad står i vejen?

A: Lykkelige bønner, hjemlige sysler, jagt, heste, hoffet.

M: Er de vigtigere for dig end at blive klogere?

A: Det hører til vanens magt.

M: Sig mig så, hvis en eller anden Jupiter havde givet dig denne magt, at du kunne forvandle både dig og dine munke til det dyr, du ønskede, ville du forvandle dem til grise og dig selv til en hest?

A: Slet ikke.

M: Og dog ville du undgå, at nogen vidste mere end dig ene.

A: Jeg er ligeglad med, hvilket dyr munkene er, blot jeg selv er menneske.

M: Mon du anser en, som ikke er klog eller ønsker at blive klogere, for et menneske?

A: Fra mit synspunkt er jeg klog.

M: Og svinene er kloge fra deres.

A: Du forekommer mig at være en sofistinde, således som du argumenterer.

M: Jeg ikke sige, hvad du forekommer mig. Men hvorfor generer denne reol dig?

A: Fordi kvindens våben er ten og rok.

M: Er det ikke en dames ansvar at forvalte hjemmet og opdrage børnene?

A: Det er det.

M: Mener du mon, at en så vigtig opgave kan forvaltes uden visdom?

A: Det mener jeg ikke.

M: Men bøgerne lærer mig denne visdom.

A: Hjemme har jeg toogtres munke, dog finder du ingen bøger i mine celler.

M: Dine munkes udsigter er gode.

A: Jeg ville tåle bøger, jeg tåler ikke latinske.

M: Hvorfor?

A: Fordi det sprog ikke sømmer sig for kvinder!

M: Jeg savner en begrundelse.

A: Fordi latin gør for lidt for at beskytte deres uskyldighed.

M: Altså bøger skrevet på fransk fulde med tåbelige fortællinger gør mere for uskyldigheden?

A: Det er noget andet.

M: Sig mig åbenlyst, hvad det er.

A: Det er sikre for præsterne, hvis de ikke kan latin.

M: Jeres ulejlighed er slet ikke farlig, når I omhyggeligt anstrenger jer, for at I ikke kan latin.

A: Det er den almindelige holdning. Fordi det er sjældent og unormalt, at kvinder kan latin.

M: Hvorfor citer du den almindelig holdning, den dårligste toneangiver for at handle korrekt. Hvorfor vanen, alle dårligdommes læremester. Man bør vænne sig til de bedste, således bliver det, som var uvant, almindeligt, og det, som var ubehageligt, bliver behageligt, hvad, der forekom skammeligt, bliver sædeligt.

A: Jeg lytter.

M: Er det ikke passende, at en kvinde født i Tyskland lærer fransk?

A: I allerhøjeste grad.

M: Hvorfor?

A: For at hun kan tale med dem, som kan fransk.

M: Og du tænker det upassende for mig, hvis jeg lærer latin, sådan at jeg daglig taler med så mange forfattere, så dygtige, så lærte, så vise, så troværdige rådgivere?

A: Bøger berøver kvinder megen forstand, når de i øvrigt ikke har for meget.

M: Hvor meget I har tilbage, ved jeg ikke. Den smule jeg sikkert har, vil jeg hellere bruge på gode studier, end uoprigtige bønner, nattefester og tømme rummelige bægre.

A: Omgang med bøger skaber sindsyge.

M: Svirrebrødres, vittige hoveders og klovnes taler skaber ikke sindssyge?

A: De jager derimod alt bort.

M: Hvordan kan det altså være, at så værdige samtalepartnere gør mig sindssyg?

A: Man siger det således.

M: Men virkeligheden siger noget andet. Hvor mange flere, oplever vi, har umådeholden druk, utidige fester, fordrukken nattevågen, ubehersket følelser gjort sindssyge!

A: Jeg skal sandelig ikke giftes!

M: Men jeg er taknemmelig for at have en mand ulig dig. For dannelse har gjort ham kærere for mig og mig kærere for ham.

A: Med umådelig slid opnår man dannelse, og bagefter dør man.

M: Sig mig gode mand, hvis du skulle dø i morgen, ville du helst dø dummere eller visere?

A: Vis, hvis det kom uden slid.

M: Men intet kommer til mennesket uden slid i dette liv. Og dog hvad, der er opnået, er opnået med nok så stort slid, det skal blive her. Hvorfor fortryde i det smukkeste af alt at bruge nogen anstrengelse, frugten fra den følger os også til det næste liv?

A: Ofte har jeg fra pøblen hørt at en vis kvinde er dobbelt dum.

M: Det plejer fjolser at sige. Kvinder, som i sandhed er vise, forstår ikke selv at være vise. De er netop dobbelt dumme.

A: Jeg ved ikke, hvordan det forholder sig, at en saddel på ingen måde passer til oksen, ligesom bogstaver ikke passer til kvinder.

M: Og dog kan du ikke nægte, at sadlen passer bedre til oksen en mitra til æsel eller gris. Hvad tænker du om jomfru moderen?

A: Højst.

M: Var hun ikke velbevandret i bøger?

A: Jo, men ikke i sådanne.

M: Hvad lærte hun så?

A: Timebøgerne.

M: Til hvilken nytte? I hvilken udgave?

A: Benediktinerordenens.

M: Helt sikkert. Hvad med Paula og Eustochium? Læste de ikke hellige bøger?

A: Men det nu sjældent.

M: Ja dengang var en uddannet abbed en sjælden fugl, nu er intet mere almindeligt. Dengang strålede prinser og kejsere ikke mindre ved deres dannelse end ved deres magt. Det er slet ikke så sjældent, som du tror. I Spanien og Italien findes ikke så få meget fornemme damer, som kan måle sig med enhver mand. I England findes familien More og i Tyskland Pirekheimer og Blarer. Hvis ikke I tager jer i agt, kommer det så vidt, at vi prædiker i teologiske studier, at vi prædiker i kirken. Vi besætter jeres mitra.

A: Må gud afværge det.

M: Det vil snarere være op til jer at afværge. Fordi, hvis I fortsætter som begyndt, vil gæssene hurtigere prædike, end landmanden bærer jer stumme. I vil opleve verdensscenen vendt på hovedet. Masken skal lægges, eller alle roller skal spilles.

A: Hvorfra faldt jeg til denne kvinde? Hvis du engang besøger os, vil jeg modtage dig høfligt.

M: På hvilken måde?

A: Vi skal danse, drikke rigeligt, jage spille, grine.

M: Jeg har mest lyst til at grine nu.

Militærvæsen

Hanno: Du, som forlod os som Merkur, hvorfor kommer du tilbage som Vulkan?

Thrasymachus: Hvorfor kalde du mig Vulkan eller Merkur?

H: Fordi du fløj herfra, nu halter du tilbage.

T: Således plejer man at vende hjem fra krigen.

H: Hvad har du med krigen at gøre, et menneske mere sky end rådyr?

T: Håbet om bytte gjorde mig modig.

H: Har du altså noget krigsbytte med tilbage?

T: Snarere en tom pung.

H: Så meget mindre tynger rejsetasken.

T: Og dog vender jeg hjem tynget af gæld.

H: Sandelig en tung pakke hvis profeten taler sandt, sammenligner han synd med bly.

T: I krigen har jeg både set og gjort mere end nogensinde i mit liv.

H: Mon soldaterlivet derfor behager nogen?

T: Intet er mere forbryderisk eller elendigt.

H: Hvad tænker de på, som bliver lejet for penge, en del gratis, flokkes til krigen ligesom til en fest?

T: Jeg kan ikke formode andet, end at de er drevet af onde ånder, at de fuldstændig har helliget sig en ond dæmon og elendighed, og ikke tager forskud på andet end deres død.

H: Sådan virker det. For de kan næppe lejes til nogen ærlig sag for penge. Men forklar mig, på hvilken måde krigen blev ført, og om sejren hældte til den ene side.

T: Så stor var larmen, tumulten, trumpeters trut, hornets tuden, hestenes vrinsken, mændenes råb, at jeg ikke kunne se, hvad der skete, i sådan en grad at jeg næppe vidste, hvor jeg selv var.

H: Hvorfor kan de andre, som kommer fra krigen, skildre detaljer, hvad han har sagt eller gjort, ligesom en hadet spion, som aldrig var tilstede?

T: Jeg tror, de lyver enestående. I mit telt ved jeg, hvad der skete, hvad der er sket i krigen er jeg helt og aldeles uvidende om.

H: Du ved sikkert ikke, hvorfra din halten kom?

T: Næppe, Mars har ikke kærlighed til overs til mig. Jeg mistænker enten en sten eller et spark på knæet fra en hests hov.

H: Men jeg ved det.

T: Ved du det? Har nogen fortalt dig det?

H: Nej, men jeg regner det ud.

T: Sig frem.

H: Da du var bange og flygtede, faldt du på jorden og slog dig på en sten.

T: Må jeg dø, om ikke du har ramt hoved på sømmet, det, du har regnet ud, er i den grad sandsynligt.

H: Tag hjem og fortæl din kone om dine sejre.

T: Hun synger mig ikke en behagelig hyldest, som jeg vender hjem nøgen.

A: Men hvorfra vil du erstatte, hvad du har stjålet?

T: Jeg har allerede for længe siden erstattet det.

H: Til hvem?

T: Luddere, vinhandlere, og dem, som besejrede mig i terninger.

H: Meget militæragtig. Det er rimeligt, hvad, der vundet på dårlig vis, mistes på en værre. Men fra helligbrøde det afholdt du dig fra, tror jeg.

T: Nej der var intet helligt. Hverken det verdslige eller det kirkelig blev skånet.

H: Med hvilken aftale vil de udbedre det?

T: De siger, det ikke bør udbedres, hvad der er begået i krig. Det, som sker, det sker retfærdigt.

H: Måske efter krigsretten.

T: Du har fanget det.

H: Men den ret er den største uretfærdighed. Ikke fædrelandskærlighed men håb om bytte drog dig i krig.

T: Jeg indrømmer og formoder, at de færreste tager dertil med hellige hensigter.

H: Det andet er at rase med mængden.

T: Prædikanten bekendtgjorde fra talerstolen, at krigen var retfærdig.

H: Den talerstol plejer ikke at lyve. Men hvad der er retfærdigt for fyrster, er ikke nødvendigvis retfærdigt for dig.

T: Fra rabbinerne har jeg hørt at det er tilladt på sin egen facon.

H: En herlig facon, at nedbrænde hjem, plyndre kirker, voldtage nonner, berøve de fattige og dræbe uskyldige.

T: Slagteren bliver lejet til at slagte tyren. Hvorfor bliver vores håndværk kritiseret, fordi vi bliver lejet til at slagte mennesker?
H: Var du ikke bekymret for, hvor din sjæl skulle komme hen, hvis den hændte, du faldt i krigen?

T: Ikke det fjerneste. Godt mod fyldte mit sind. For én gang for alle overgav jeg mig til den hellige Barbara.

H: Hun tog dig under sin beskyttelse?

T: Ja, jeg så hende nikke en smule.

H: Hvornår så du det? Om morgenen?

T: Nej, efter aftensmaden dog.

H: Men på det tidspunkt, mistænker jeg, så du endog også træer vandre.

T: Som du kan regne alt ud! Men satte jeg lid til den hellige Christoffer, hvis billede jeg dagligt bad til.

H: I teltet? Hvordan kom de hellige derind?

T: Jeg malede dem med kul på teltdugen.

H: Den kul-Christoffer var overhovedet ikke noget figentræsforsvar, som du siger. Men spøg til side. Jeg ser ikke, hvordan du kunne blive sonet for så store skandaler, hvis ikke du rejste til Rom.

T: Tværtom, jeg kendte en kortere vej.

H: Hvilken?

T: Jeg tog til dominikanerne. Der forhandlede jeg lidt med kommissæren.

H: Endog om helligbrøde?

T: Selv hvis jeg havde berøvet Kristus og halshugget ham, så har de så store aflad og fuldmagt til at afgive aflad.

H: Helt fint, hvis Gud anser dit aflad for gyldigt.

T: Jeg er mere bange, for at djævelen ikke anser det for gyldigt. Gud har nemlig en mere behagelig natur.

H: Hvilken præst vil du udvælge dig?

T: En, jeg ved, har meget få tanker og et godt sind.

H: Sådan at læberne har passende salat. Fra ham vil du gå ren til nadvaren?

T: Hvorfor ikke? Når jeg engang har udgydt min bekendelse i hans kappe, har jeg befriet mig for byrden. Han, som gav syndsforladelse, så det.

H: Hvordan ved du, han gav syndsforladelse?

T: Det ved jeg.

H: Ved hvilket bevis?

T: Fordi han lagde hånden på mit hoved, mens han mumlede, jeg ved ikke hvad.

H: Hvad hvis han gav dig alle dine synder tilbage, da han lagde hånden og mumlede dette: Jeg løser dig for alle dine velgerninger, hvilke jeg ikke finder hos dig, jeg genskaber din karakter, og sender den bort sådan, som jeg modtog den?

T: Han, som sagde det, forstår det. For mig er det nok, at jeg tror, jeg har fået syndsforladelse.

H: Men tror du det er til din fare. Måske var det ikke nok for Gud, som du står i gæld til.

T: Hvorfor er du imod mig. Du giver mig en dårlig samvittighed i stedet for en god?

H: Et heldigt sammenstød. En god fugl er en ven på vejen, som giver et godt råd.

T: Jeg ved ikke hvor godt, men helt sikker behageligt.

En europæisk superstjerne

Erasmus af Rotterdam (1469-1536) var en af de mest betydningsfulde humanister i 1500-tallet. Han var katolik og augustinerkannik. I 1495-99 studerede han i Paris og i 1499-150o besøgte han England. Gennem sit tekstkritiske arbejde med Biblen og sine pædagogiske / filosofiske udgivelser blev han verdensberømt i Europa. Han kom til at indgå et større netværk af intellektuelle som bl.a. inkluderede Thomas More. Men i modsætning til denne tog han aldrig aktiv del i politik, og han holdt sig også ud af konflikten mellem Martin Luther og den katolske kirke. Han kæmpede for en kritisk og engageret intellektuel, der var uafhængig af politiske interesser og autoriteter. Han var pacifistisk i sit verdenssyn og var en inspiration for senere tiders definition af humanisme og oplysning.

De to dialoger præsenter Erasmus' ideologi. Dialogen Abbed og den lærde dame udstiller således det traditionelle og forstokkede ikke bare kvindesyn men også dannelsessyn, som var gængs i den katolske kirke. Dialogen minder om en platonisk dialog ikke mindst dialogen mellem Diotima og Sokrates i Symposion, da det også her er kvinden, der belærer manden. Pointen er kendt fra Platon, Cicero og Augustin; det er sjælens frelse og dannelse, der bør have forrang fremfor verdslige glæder. Den anden dialog Militærvæsen udstiller krigen som ødelæggende ikke kun for de døde men også for de overlevende, da deres sjæl er i fare på grund af deres handlinger.