Jeg gør mig de største anstrengelser for at vise dig min gode vilje eller snarere min loyalitet, og jeg gør det til alle andres tilfredshed, men mig selv kan jeg aldrig stille tilfreds. Du har jo ydet en kolossal indsats for min skyld, og når jeg tænker på, at du ikke gav op, før min situation var bragt helt i orden, føler jeg mig elendig til mode over, at jeg ikke kan udrette det samme i din sag. Situationen er sådan: Hammonios, kongens udsending, modarbejder os åbenlyst med bestikkelse. Det foregår med hjælp fra de samme pengemænd som dengang, du selv var her. I det omfang der er nogen, der går ind for kongens genindsættelse2 – og det er kun få – ønsker de alle, at sagen overdrages til Pompeius. Senatet accepterer det religiøse påskud, ikke på grund af religiøse betænkeligheder,3 men for at være på tværs, og fordi de er forargede over kongens bestikkelser.

Jeg har gang på gang presset på hos Pompeius med opfordringer og bønner og på det seneste ligefrem med kritik og med advarsler om, at det kan skade hans rygte alvorligt. Men han gør alle mine bønner og advarsler til skamme, for både i almindelig daglig samtale og offentligt i senatet har han talt din sag på en sådan måde, at ingen kunne gøre det med større veltalenhed eller med så høj grad af seriøsitet, engagement og energi. Han beskrev meget klart de tjenester, du har ydet ham, og hvor meget han holder af dig. Du skriver, at Marcellinus4 er vred på dig. Men når vi ser bort fra denne sag om kongen, har han i de øvrige sager vist, at han vil være en yderst ivrig fortaler for dig. Hvad han tilbyder, tager vi imod. Men man kan ikke få ham fra at forelægge sagen om de religiøse betænkeligheder for senatet – det har han allerede gjort flere gange.

Således forløb sagen op til den 13. januar – jeg skriver nemlig dette brev den 13. om morgenen. Forslaget fra Hortensius, Lucullus og mig tager hensyn til de religiøse betænkeligheder vedrørende hæren – for ellers kan sagen ikke håndteres; men i henhold til den senatsbeslutning, som du selv har været initiativtager til, går vores forslag ud på, at du skal genindsætte kongen – for så vidt som du kan gøre det uden ulempe for Rom – ligeledes at religiøse hensyn udelukker brug af hæren, og at senatet fastholder dig som ansvarlig.

Crassus stiller forslag om tre udsendinge uden at udelukke Pompeius, for han har også dem med imperium i tankerne. Bibulus foreslår tre udsendinge blandt dem, der ikke har et embede. De andre tidligere konsuler tilslutter sig Bibulus, undtagen Servilius, som mener, at der slet ikke er behov for at genindsætte kongen, Volcacius, som på Lupus’ initiativ går ind for, at sagen overdrages til Pompeius, og Afranius, som er enig med Volcacius. Dette øger mistilliden til Pompeius’ egentlige hensigter. Man kunne nemlig konstatere, at Pompeius’ støtter var enige med Volcacius. Der er alvorlige problemer – sagen står ikke godt. Libos og Hypsaeus’ ivrige mødeaktiviteter er ingen hemmelighed. Dette og alle Pompeius’ venners engagement siger mig, at Pompeius vil have opgaven. Og de, som går imod ham, er heller ikke dine venner, fordi du støttede ham.

I sagen har mine ord mindre vægt, fordi jeg står i gæld til dig. Min anseelse er blevet ødelagt af mænd, der mener, at de gør Pompeius en tjeneste. Vi befinder os i samme situation, som vi befandt os i længe før din afrejse: Situationen er hemmeligt blevet forværret af kongen og Pompeius’ fortrolige og nære venner, og de tidligere konsuler har derefter åbenlyst kritiseret forholdene og fremprovokeret en voldsom uvilje. Min loyalitet vil alle få kendskab til, og dine venner her vil erfare, hvor nært jeg føler mig knyttet til dig, også når du er langt væk. Hvis de, der for alvor burde være loyale, faktisk også var det, ville vi ikke have nogen vanskeligheder.

Jeg gør mig de største anstrengelser for at vise dig min gode vilje eller snarere min loyalitet, og jeg gør det til alle andres tilfredshed, men mig selv kan jeg aldrig stille tilfreds. Du har jo ydet en kolossal indsats for min skyld, og når jeg tænker på, at du ikke gav op, før min situation var bragt helt i orden, føler jeg mig elendig til mode over, at jeg ikke kan udrette det samme i din sag. Situationen er sådan: Hammonios, kongens udsending, modarbejder os åbenlyst med bestikkelse. Det foregår med hjælp fra de samme pengemænd som dengang, du selv var her. I det omfang der er nogen, der går ind for kongens genindsættelse2 – og det er kun få – ønsker de alle, at sagen overdrages til Pompeius. Senatet accepterer det religiøse påskud, ikke på grund af religiøse betænkeligheder,3 men for at være på tværs, og fordi de er forargede over kongens bestikkelser.

Jeg har gang på gang presset på hos Pompeius med opfordringer og bønner og på det seneste ligefrem med kritik og med advarsler om, at det kan skade hans rygte alvorligt. Men han gør alle mine bønner og advarsler til skamme, for både i almindelig daglig samtale og offentligt i senatet har han talt din sag på en sådan måde, at ingen kunne gøre det med større veltalenhed eller med så høj grad af seriøsitet, engagement og energi. Han beskrev meget klart de tjenester, du har ydet ham, og hvor meget han holder af dig. Du skriver, at Marcellinus4 er vred på dig. Men når vi ser bort fra denne sag om kongen, har han i de øvrige sager vist, at han vil være en yderst ivrig fortaler for dig. Hvad han tilbyder, tager vi imod. Men man kan ikke få ham fra at forelægge sagen om de religiøse betænkeligheder for senatet – det har han allerede gjort flere gange.

Således forløb sagen op til den 13. januar – jeg skriver nemlig dette brev den 13. om morgenen. Forslaget fra Hortensius, Lucullus og mig tager hensyn til de religiøse betænkeligheder vedrørende hæren – for ellers kan sagen ikke håndteres; men i henhold til den senatsbeslutning, som du selv har været initiativtager til, går vores forslag ud på, at du skal genindsætte kongen – for så vidt som du kan gøre det uden ulempe for Rom – ligeledes at religiøse hensyn udelukker brug af hæren, og at senatet fastholder dig som ansvarlig.

Crassus stiller forslag om tre udsendinge uden at udelukke Pompeius, for han har også dem med imperium i tankerne. Bibulus foreslår tre udsendinge blandt dem, der ikke har et embede. De andre tidligere konsuler tilslutter sig Bibulus, undtagen Servilius, som mener, at der slet ikke er behov for at genindsætte kongen, Volcacius, som på Lupus’ initiativ går ind for, at sagen overdrages til Pompeius, og Afranius, som er enig med Volcacius. Dette øger mistilliden til Pompeius’ egentlige hensigter. Man kunne nemlig konstatere, at Pompeius’ støtter var enige med Volcacius. Der er alvorlige problemer – sagen står ikke godt. Libos og Hypsaeus’ ivrige mødeaktiviteter er ingen hemmelighed. Dette og alle Pompeius’ venners engagement siger mig, at Pompeius vil have opgaven. Og de, som går imod ham, er heller ikke dine venner, fordi du støttede ham.

I sagen har mine ord mindre vægt, fordi jeg står i gæld til dig. Min anseelse er blevet ødelagt af mænd, der mener, at de gør Pompeius en tjeneste. Vi befinder os i samme situation, som vi befandt os i længe før din afrejse: Situationen er hemmeligt blevet forværret af kongen og Pompeius’ fortrolige og nære venner, og de tidligere konsuler har derefter åbenlyst kritiseret forholdene og fremprovokeret en voldsom uvilje. Min loyalitet vil alle få kendskab til, og dine venner her vil erfare, hvor nært jeg føler mig knyttet til dig, også når du er langt væk. Hvis de, der for alvor burde være loyale, faktisk også var det, ville vi ikke have nogen vanskeligheder.