Omkring år 64 kom Marcus Valerius Martialis, ca. 25 år gammel, fra sin fødeby Bilbilis i provinsen Spanien til Rom, hvor han blev vel modtaget af tidens bedste mænd, først og fremmest af sine landsmænd: filosoffen Seneca, der var Neros vejleder og fortrolige, Senecas to brødre og hans nevø, digteren Lucan. Han indførtes i Pisonernes mægtige familie, men da dennes overhoved, Lucius Calpurnius Piso, og Seneca og Lucan i året 65 måtte bøde med livet for deres deltagelse i sammensværgelse mod Nero, stod Martial berøvet sine fornemste beskyttere og var, da han ikke ville binde sig til en embedsgerning, henvist til at opretholde livet som klient hos velhavende herrer, et — i kommentarerne nærmere omtalt — for det romerske samfund ejendommeligt tjenesteforhold mellem fattig og rig, ringe og fornem. Han har håbet ad denne vej at træffe velyndere, der ville være for ham, hvad Mæcenas havde været for sin tids digtere, men hin gyldne tid var uigenkaldelig forbi.

Hos kejser Domitian opnåede Martial, trods den mest opfindsomme og underdanige smiger, ikke den økonomiske støtte, han tilsigtede, men kun nogle lidet indbringende hædersbevisninger: rang som ridder og — ligeledes honoris causa — de rettigheder, som var hjemlet fædre til tre børn.

Martial blev i Rom i fireogtredive år og han erhvervede sig i tidens løb et hus på Quirinalet og en lille, ringe og uproduktiv gård ved Nomentum, ca. 23 kilometer nordøst for Rom, men han nåede aldrig at kunne undvære indtægterne som klient. — Det trættende og nedværdigende tjenesteforhold til rigmænd forbitrede hans sind, og da efter Domitians død mænd af ædel støbning kom til magten, følte den forhadte kejsers underdanige smigrer sig utryg i Rom, og efter enkelte forsøg på at finde en tone, der kunne tiltale Trajan, rejste Martial, der for øvrigt ofte havde givet udtryk for en inderlig længsel efter sin barndoms egn, tilbage til Bilbilis. Her skænkede en rig velynderinde, Marcella, ham en gård med alle landlivets herligheder, mens hun selv som åndrig veninde ”ene ved sin person skabte ham et Rom“. Hèr døde Martial ca. år 104, omkring 65 år gammel.

Martial var en overmåde skarp iagttager, og det brogede liv i verdenshovedstaden frembød en uudtømmelig rigdom af emner for hans kunst. Hans ca. 1500 epigrammer — udgivne i 14 bøger — danner en enestående række af levende øjebliksbilleder af livet i Rom, sikkert tegnede typer og karakterer fra alle samfundslag og forhold, en kæde af rammende, bidende, vittige, åndrige og yndefulde vers, og ind imellem lyriske perler af stor renhed og skønhed.

At Martial i talrige epigrammer har ladet sig forlede til overdreven hyldest og smiger overfor mænd, han foragtede, og til yderliggående letfærdighed og obskønitet, har medført, at enkelte kritikere har rubriceret ham blandt skamløse skandaleskribenter. Man har ikke i tilstrækkelig grad taget tidsånden og samfundsforholdene i betragtning: Domitian fordrede sig tituleret ”Gud og Herre“, tidens mægtigste og bedste mænd gik forrest i udsvævelser og homoseksualitet, og en depraveret overklasse krævede letfærdighed og lascivitet af digteren. Martial gav kejseren, hvad kejseren efter omstændighederne måtte have, og publikum, hvad det forlangte; men ånden og sin inderste trang forrådte han ikke. Den misliebige del af hans produktion er også kunstnerisk den ringeste; smigeren er professionelt gjort, obskøniteten er uden nerve, uden lysten intensitet, den rummer ingen tilskyndelse til de laster, den afmaler. Men gennem mange af hans erfaringstunge og dybt bevægede epigrammer hører vi et inderligt suk over de kår, der er beredt det gode og det skønne i en fordærvet og forsimplet verden.

Martial har ikke haft karakterstyrke til under sine elendige livsforhold at gennemføre det liv og den digtning, som var hans mål og trang, og vil man, trods alt, mene, at hans smiger og smæde og obskønitet har plettet hans skjold, må man tilføje, at de ikke har formået at tilsløre hans digteriske adelsmærke.

(Fra Axel Juels indledning)