Ilias Latina

Oversat og kommenteret af 
Sebastian Maskell Andersen

Introduktion

Under titlen Ilias Latina, den latinske Iliade, har vi overleveret et digt på 1070 heksametre, der efter alt at dømme er en grov forkortelse af Iliadens 15693 heksametre. Umiddelbart er digtet anonymt overleveret, men værkets første og sidste linjer giver en antydning af, hvem forfatteren var.

Italicus scripsit, Italicus skrev.

Denne Italicus bliver gerne identificeret som Publius Baebius Italicus fra Carnusium. Baebius var tribunus plebis under Vespasian, fra 84/85 – 86/87, han var provinsguvernør over provinsen Lycia et Pamphylia og i 90 blev han udpeget til consul suffectus (dvs. han bestred konsulembedet i et par måneder og ikke et helt år). Slægtsnavnet Baebius kendes allerede fra to edikter givet af Germanicus i år 19 (ουτε πλοιον υπο τινος \ η υποζυγιον κατεχεσθαι βουλομαι, ει μη κατα την Βαιβιου \ του εμου φιλοου και γραμματεως \ προσταγην) og fra førnævnte provins findes følgende indskrift: Πόπλιος Βαιβιος Πόπλιου υιος Ωγεντινα Ιταλικος (Poplios Baibios Poplois’ søn, Ogentina Italikos). Det er derfor ikke usandsynligt, at vores digter kan have heddet Publius Baebius Italicus sådan, som det angives i håndskriftet Vindobensis lat. 3509 fra det 15. årh.^[2]

I middelalderen blev digtet fra ca. 1100 og fremefter tilskrevet Pindar, som f.eks. hos Konrad d'Hirsau:

»Den græske digter Homer skrev sit værk om Trojas ødelæggelse og dets tiårige belejring, og denne krig var værkets primære materiale. Yderligere var hans hensigt ros af grækerne og kritik af trojanerne. Han forfattede også et mindre værk, som fik titlen den mindre Homer, hvor især Achilles viser både maner og mod. Men den fortræffeligste filosof Pindar oversatte Homer fra græsk til latin.«

Denne tanke skyldes sandsynligvis en fejllæsning af vers 1067, hvor en kontraktion af Pieridum til Piid| er blevet læst som Pindarus.^[3] Konrad d'Hirsau søger her at forlige to modstridende traditioner: Én hvor digtet er Pindars oversættelse, og én hvor digtet er udryk for og af Homer eller i hvert fald en latinsk Homer. Den anden tradition findes i den anonymt overeleveret Accessus ad auctores, "Indledning til forfatterne", hvor der står:

»Indledning til Homer

Homer gjorde to værker på græsk, Odysseen og Iliaden, med reference til dem efterlignede Vergil ham, i de første seks med reference til Odysseen (som er en hyldestsang: ode er nemlig en lovprisning. For ligesom Homer i sin bog Odysseen viser, at Ulixes havde besejret havets fare, viser Vergil at Eneas gjorde det samme), i det følgende seks med henvisning til Iliaden. Iliaden er en fortælling forfattet om Trojas ødelæggelse, med henvisning til hvilken Vergil igen efterlignede ham i Turnus' og Eneas' kamp. Men da Vergil ikke har beskrevet alt fyldestgørende, efterlignede en latinsk Homer den græske Homer med henvisning til den del, og det er hans hensigt enten at efterligne den græske eller at beskrive den trojanske krig. Materialet er dels Troja dels Grækenland, nytten er kendskab til den trojanske krig. Alternativt er materialet de personer, på grund af hvilke der opstod en krig, efter der var gjort et utilladeligt ægteskab, hensigten er at advare enhver mod utilladelig ægteskab, derfra render man ind i en fornærmelse mod guderne, ligesom Paris og Helena og deres styrker, som blev tilintetgjort og døde i krigen sammen med Troja. Nytten er, at vi, når vi har læst om ødelæggelsen, frygter at støde de ansvarliges høje suverænitet med såvel en let som en alvorlig forseelse. Det hører til under etikken. Digtet er også inddelt i tre: indledning, påkaldelse og fortælling. Han blander indledningen og påkaldelsen sammen, og begynder fortællingen, hvor han skriver: Den højeste konges.«

Som det fremgår af citatet her, var Ilias Latina lig Iliaden i hele den periode, hvor man ikke havde adgang til den originale græske tekst og spiller derfor en vigtig rolle for dens reception i det vestlige Europa. De to introduktioner viser, at værket i middelalderen var blevet inddraget blandt skolebøgerne, libri Catoniani, måske endda sammen med Trojaromanerne af Dares Phrygius og Dictys Cretensis under navnet Libri Homeriani.^[4] Der er en tradition for at inddrage den trojanske sangkreds som en del af curriculum i skolerne. Dette skete i en dobbelt sproget udgave, som kendes fra en gruppe af tekster kaldet Hermaneumata Pseudodositheana. Disse tekster indeholder ordlister og kortere tekster (dagbøger, fabler, juridiske tekster mm.) på græsk og latin, der gør at, man enten kan lære græsk eller latin alt efter hvilken af de to, man kender i forvejen. Resumer af Iliaden indgår her som en del af udvalget, men de udelader en del materiale, som moderne filologer nok ville finde essentielt. Der er således intet forsøg på at gengive gesandtskabets taler til Achilles i niende sang:^[5]

Da Agammenon så at Hektor var overlegen i sin sejr, anbefalede han grækerne at flygte, men Diomedes, da han så det ske, jog en skræk i livet på dem og lod som om, han ville dræbe dem på flugt. Men Nestor så også fejlen og rådgav såeledes. Han kaldte altså grækerne sammen for at højne moralen, og så overtalte Nestor Agamemnon til at sende gesandter afsted til Achilles, Foinix, Ajax og Ulixes, sådan at de kunne mildne ham. Da de vendte tilbage uden succes, var de trise, og Diomedes trøstede dem med sine ord.

Der er derfor grund til at tro, at Ilias Latina er tænkt som en oversættelse af Iliaden. Det kan måske være mere frugtbart at betragte digtet som en ombearbejdning af et allerede kendt materiale lidt ligesom de græske skulpturer, der blev betragtet som kunstværker i egen ret, som man kunne tage ud af deres oprindelige kontekst og værdsætte som selvstændige kunstværker.^[6]En omtrentlig inddeling af værket kan give en indtryk af, hvad Italicus har vægtet i sin bearbejdning: 

Ø       1. sang ll. 1-110: 110 linjer

Ø       2. sang ll. 111-251: 140 linjer

Ø       3. sang ll. 252-343: 91 linjer

Ø       4. sang ll. 344-388: 44 linjer

Ø       5. sang ll. 389-537: 148 linjer

Ø       6. sang ll. 538-579: 41 linjer

Ø       7. sang ll. 580-659: 79 linjer

Ø       8. sang ll. 660-685: 25 linjer

Ø       9. sang ll. 686-695: 9 linjer

Ø       10. sang ll. 696-740: 44 linjer

Ø       11. sang ll. 741-757: 16 linjer

Ø       12. sang ll. 758-771: 13 linjer

Ø       13. sang ll. 772-778: 6 linjer

Ø       14. sang ll. 779-789: 10 linjer

Ø       15. sang ll. 790-804: 14 linjer

Ø       16. sang ll. 805-835: 30 linjer

Ø       17. sang ll. 836-838: 2 linjer

Ø       18. sang ll. 839-891: 52 linjer

Ø       19. sang ll. 892-910: 18 linjer

Ø       20. sang ll. 911-930: 19 linjer

Ø       21. sang ll. 931-943: 12 linjer

Ø       22. sang ll. 944-1003: 59 linjer

Ø       23. sang ll. 1004-1014: 10 linjer

Ø       24. sang ll. 1015-1070: 55 linjer

Ud fra den oversigt kan vi se, at 5. sang er den længste med 148 linjer og 17. sang er den korteste med 2 linjer. Middelværdien er 44,58, linjer, sang 1, 2, 3, 4, 5, 7, 10, 18, 22 og 24 har en længde lig med eller over middelværdien, mens sang 6, 8, 9, 11, 12, 13, 14, 15, 16, 17, 19, 20, 21 og 23 har en længde under middelværdien. Det er tankevækkende, at digtets midte falder i slutningen af 5. sang. Man kunne godt få den mistanke, at Italicus efter en god begyndelse er løbet tør for energi efter 5. sang og har søgt at færdiggøre sit digt hurtigst muligt. Læser man digtet igennem fremgår det tydeligt, at det Italicus har valgt at spare på er taler. Vi hører således ikke Achilles og Agamemnon kritisere hinanden i første sang. Vi hører Chryses’ klage, som bliver spejlet i Priamus' bøn til Achilles i slutningen af digtet. Overordnet set hører vi bønner til Jupiter, dennes svar og ordre, samt ledernes interne overvejelser, irettesættelser og opmuntringer af hinanden. 9. sang er karakteristisk for Italicus' behandling af taler. Vi får at vide, at Nestor får sat i værk, at der bliver sendt en delegation afsted til Achilles for at mildne hans vrede og bede om hans hjælp, og at han afviser alle gaver. Vi får således, hverken Nestors, udsendingenes eller Achilles' tale at høre. Den lange skibskatalog er bevaret, og vi får endvidere en lang opremsning af alle de deltagende trojanere. Italicus forholder sig altså til forelægget og udvælger passager til gendigtning. Værket for derved karakter af at være et epitome. Italicus' mere selvstændige arbejde findes f.eks. i linje 899-902, hvor han indskyder, at havde Neptun ikke reddet Aeneas, ville der ikke have været en stamfader til den gloværdige romerske race:

Quem nisi seruasset magnarum rector aquarum

ut profugus laetis Troiam repararet in aruis       900

Augustumque genus claris submitteret astris,

non clarae gentis nobis mansisset origo.

Bemærk hvordan adjektivet augustus bliver foranstillet i linje 901, hvilket tillader Italicus at spille på, at Aeneas ikke bare er stamfader til hele romerslægten (gentis nobis) men også til Caesarenes familie. Hans beskrivelse af Mulibers arbejde på Achilles skjold i attende sang er forskellig fra samme beskrivelser i Iliaden, om end de samme elementer og temaer er tilstede (en beskrivelse af himmel og jorden, livet i civil og i krigstjeneste). Det ligner en bevidst teknik fra forfatterens side. Denne teknik at gengive Iliadens tema og lade det være op til modtageren selv at supplere med den manglende information minder om den metode, der bliver anvendt ved Iliadetavlerne. Her gengives de centrale tema i midten af tavlen og rundt om præsenteres udvalgte dele af den trojanske sagnkreds. Hvis vi forudsætter en sammenhæng mellem Ilias Latina, Hermeneumata Pseudodositheana og Tabulae Iliacae, tegner der sig en tradition for at reducere Iliaden til temaer, der gør det muligt for modtageren at genkalde sig den. De enkelte bearbejdninger er således ikke forsøg på direkte at oversætte Iliaden til latin men mere forsøg på at aktualisere den for et romersk publikum. De må således repræsentere den del af sagnkredsen, som flertallet har kendt til og måske var de den viden, flertallet havde om den trojanske sangkreds. Vi kan ikke med sikkerhed udtale os om, hvor mange der fik læst hele Iliden, og hvor mange der ikke kom længere end bearbejdningerne.

                      Oversættelsen forsøger ikke at gengive det originale latinske heksameter men er holdt i en retorisk prosastil, der forsøger at dele teksten op i dele, der gør det lettere at læse teksten højt. Denne fremgangsmåde er inspireret af den antikke tradition for at inddele længere tekster i cola et commata for at gøre den mere overskuelig for læseren. Formålet her har dog været visuelt at præsentere originalens mundtlige dimension.

1-110: 1. Sang

Raseri! Åbenbar mig den arrogante ·Peleides raseri, Gudinde!                                                     {Achilleus}

Den, der sendte de stakkels grækere sørgelige begravelser

og gav heltenes modige sjæle til ·Orcus                                                                                                               {Underverden}

samt gav deres livløse lemmer fra de ubegravede knogler til hundesnuder

og fuglenæb at rydde væk.

Den højeste konges vilje sørgede nemlig for at det skete sådan,

fra den havde viljerne,

den scepterbærende ·Atride og Achilles berømt for krig,                                                                                   {Agamemnon}

skabt konflikt i raseri.

Hvilken gud beordrede dem til at strides i barsk raseri?

Latona og Jupiters afkom.

Han sendte en for kongen truende pest i ·pelasgernes indre                                                       {grækernes}

og omfavnede omklamrende ·danaernes kroppe med en alvorlig sygdom.           {grækernes}

For engang begræd Chryses, som havde omviklet hovedet

med et højtideligt præstebind, sin bortførte datters trøst og fordrev

de hadefulde dage og nætter med at fylde luften med endeløse bønner.

Siden ingen dag løftede sorgen fra sindet

og ingen trøst lindrede den faderlige gråd.

Han søgte danaernes lejr, kaster sig for ·Atridens knæ                                                                 {Agamemnons}

og beder ynkværdigt ved guderne og kongerigets pragt om,

at datteren bliver givet tilbage til ham for sin egen frelses skyld.

Samtidig tilbyder han gaver.

·Myrmidonerne besejres af hans tårer og mener,                                                                                     {græske soldater}

at ·Chryseïs skal gives tilbage til faderen.                                                                                                                                 {Chryses’ datter}

Men ·Atriden nægter og beordrer i despekt for religionen,                                                         {Agamemnon}

at Chryses smides ud af lejren.

En utæmmet kærlighed klynger sig til hans marv

og et destruktivt begær foragter bønnerne.

Den afviste præst søger ·Phoebus' hellige haller                                                                                                 {Apollons}

og sørgende kradser han det beskidte ansigt med fjendtlige negle

og river håret ud og slår sine aldrende tindinger.

Straks, da sukkene er holdt op, og tårerne er stilnet,

tiltaler han sandsigerens øre med disse ord:

“Hvad gavner det mig at have dyrket din guddom, ·Delfer,                                                                               {Apollon}

eller at have ført et fromt liv i mange år?

Eller hvad hjælper det at have antændt den hellige ild på alterne,

hvis jeg, din præst, bliver foragtet af en fremmed fjende?

Gives dine gaver til den ensomme alderdom?

Hvis jeg er dig velbehagelig, lad mig da være sikker under din beskyttelse.

Eller hvis jeg på en eller anden måde uvidende har syndet,

sådan at jeg afsoner en straf for en streng forbrydelse,

hvorfor tøver din hånd?

Kræv din hellige bue, ret dine pile mod mig!

Ophavsmanden til min død vil sikkert være en gud.

Se, gennembor en far, som fortjener det.

Hvorfor soner min datter sin faders synder

og, stakkels pige, udholder den hårde fjendes seng?”

Det sagde han.

Guden bevæget af sin præsts bønner foruroliger danaerne med bitter sorg

 og sender sygdom til alle folkene.

De menige grækere falder alle vegne,

og der er næppe jord tilovers til krematorierne,

næppe luft til ilden,

der mangler plads til begravelseshøjene.

–Den niende nats stjerne var gået forbi,

og den tiende dag oplyst verden.–

Da den berømte Achilles kaldte danaerens ledere til forsamling

og opfordrede til at ·Thestoriden fremlagde årsagerne til den uretfærdige sygdom.     {Chalchas}

Så rådførte Calchas gudernes magter

og fandt årsagen til, samt løsningen på onderne

I sikkerhed under Achilles' magt følte han ærefrygt ved at afsløre det og sagde dette:

“Lad os sone den fjendtlige Phoebus' guddomskraft,

og lad os give den bly Chryseïs tilbage til sin fromme fader.

Hvis vi, danaere, ønsker at sejle i sikker havn.”

Han sagde dette. Pludselig blussede kongens vrede op.

Først angreb han Thestoriden med bitre ord

og kaldte ham løgner.

Så anklagede han den mægtige Achilles

og led tilgengæld den ubesejrede leders kritik.

Alle mumlede. Endelig undertrykkes uroen,

og han tvinges i mod sin vilje til at lade lidenskaben fare

og giver den uberørte Chryseïs tilbage til sin fromme fader

sammen med flere yderligere gaver. Hun blev placeret på et skib,

og den vidtberømte ·Ulixes førte hende til hendes fædrene gårde   {Odysseus}

og vendte igen sejlet mod danaernes flåde.

Straks var den fjendtlige Phoebus' guddomskraft forsonet,

og den næsten udslukte styrke blev givet tilbage til ·argiverne.                             {grækerne}

·Atridens lyst til Chryseïs forsvinder dog ikke.                                                                               {Agamemnon}

Han beklager sig og bedrøvet sørger han over den tabte lidenskab

snart berøver han den mægtige Achilles' bytte, Briseïs,

og trøster sin ild med en andens ild.

Men den vilde ·Aeacide stræber straks efter ·Atriden                       {Achilleus}{Agamemnon}

med blottet sværd og truer med en grusom død,

hvis ikke han, en hæderlig soldat, får en kompensation.

Ikke desto mindre forbereder Agamemnon sig på at forsvare sig med sværd.

Hvis ikke ·Pallas havde holdt Achilles tilbage med sin dydige hånd,                         {Athene}

havde blind kærlighed efterladt den argiviske slægt et hæsligt rygte i al evighed.

Med foragt i stemmen og trusler påkalder ·Peleiden havmoderens kræfter,         {Achilleus}

for at han ikke skal lide at være uhævnet over for ·Plistheniden.                                                 {Agamemnon}

Men da Thetis har hørt sønnens bøn, forlader hun bølgen,

søger ham nær ved myrmidonernes lejr

og råder ham til at holde højre hånd fra våben og undgå forsamlinger.

Dernæst flyver hun gennem himlens æter og færdes blandt stjernerne.

Så knæler hun for kongens knæ med udslået hår:

“Jeg er kommet på vegne af min søn,

 en moder bønfaldende

din guddommelige magt, store Fader,

for at jeg og mit kød får oprejsning fra ·Atriden,                                                                                                 {Agamemnon}

men hvis det er ham tilladt,

at han kan forbryde sig mod min Achilles' flamme

er tapperhed død hæsligt overvundet af begær.”

Jupiter svarede hende:

“Læg dine triste klager væk

gudinde fra det store hav, denne opgave hviler på mig.

Trøst du din søns sørgende bryst.”

Det sagde han. Og hun gled gennem himlens lette luft

og nærmede sig den fædrene kyst

og de for hendes søstre så behagelige bølger.

Juno bliver sødt og siger:

“Kære mand, er ·Doridens datter, så stærk,                                                             {Thetis}

har Achilles krav på så meget,

at du mod mig, som kaldes din hustru,

og som bærer søsterskabets kære navn,

vil knække de kære argivere

og forny trojanerens styrke i kampen?

Er det sådan du belønner dine?

Er det sådan du elsker mig?”

Med sådan en tale anklager hun ·Tordeneren                                                         {Zeus}

og må tåle den højeste konges krænkelser tilgengæld.

Endelig lægger ·Ildguden sig imellem og striden bilægges.                                     {Hefaistos}

Samtidig sender ·Olmypens fader rådet bort.                                                         {Zeus}

I mellemtiden går Solen ned fra det umådelige Olympen,

og guderne drager omsorg for deres kroppe med store fester,

senere søger de hjem og søvnens nådegave.

111-251: 2. Sang

Det var nat, på hele universet strålede stjernerne,

og menneske og gudeslægten omfavnede søvnen,

da den almægtige fader kaldte Søvnen til sig og sagde:

“Letteste blandt guder, rejs nu gennem den tynde luft

og søg ·argiverlederens lejr i din hurtige flugt,                                                         {Agamemnon}

og når han i søvne trykkes af din søde vægt,

meddel ham dette:

når morgendagens titan først har rejst sig og drevet natten på flugt,

skal han kalde mændene sammen og belejre den uforsigtige fjende.”

Ingen tøven,

Søvnen drog bort og når på sine lette vinger gennem luften til Agamemnons kammer.

Han havde placeret kroppen vandret overkommet af den lette søvn.

Ophæveren af bekymring og slid talte således til ham:

“Danaernes konge, ·Atride, modtag Tordnerens årvågne og betroede ordre,       {Agamemnon}

som jeg på engang flyvende gennem luften bringer dig:

Når ·Titan først har sænket sig i bølgerne,                                                                                                                               {Solen}

giv da ordre til,

at dine allieret bevæbner deres stærke arme

og angriber de troiske slaglinjer i formation.”

Således talte han og fløj straks tilbage gennem de luftlag, han var kommet fra.

I mellem tiden begavede Solens lys jorden.

Rystet af disse ordre

kaldte ·helten af Pelops slægt aristokraterne sammen til rådslagning {Agamemnon}

og åbenbarede sagen for dem punkt for punkt.

Alle lovede, at deres styrke ville tage del i kampen,

og de støttede lederen.

Deres konge takkede dem i taknemmelighed over

deres modige hjerter på lignende vis.

Her og nu siger Thersites, den grimmeste af alle,

og den mest åbenmundede af alle,

der var kommet til Troja,

at krigen ikke bør føres, og opfordrer dem til at rejse hjem.

·Ulysses den berømte slog ham med et elfenbensscepter,                                                                                 {Odysseus}

da han havde fremført disse planer.

Men så blussede vinden op i de efterfølgende stridigheder

ikke en hånd manglede våben, larmen steg op til himlen,

og en kampiver griber dem alle.

Endelig beroliger den kloge gamle Nestors visdom

den tætpakkede mængde med et blødt hjerte,

og han rådgav lederne med de ord, han huskede, var blevet

spået dem dengang, da en slange blev set på Aulis

fortære to gange fire fugleunger i et træ,

og den tilføjede moderen, der –den svage krop til trods– gjorde modstand

til ungernes endelige begravelse.

Så sagde den gamle:

“Således rådgiver jeg, og jeg vil gøre det igen,

krigen, Achivere, er i det tiende år, som Calchas har sagt,

i det år falder Ilion for danaernes sejrrige våben.”

Alle tilsluttede sig, priste Nestors alder

og forlod samtidig rådslagningen.

Lederen beordrede, at våben skulle gøres klar og sind og hjerte forberedes på kamp.

Senere som lyset jog de tunge skygger fra hinanden,

og ·Titan løftede sin glorie fra bølgen,                                                                                                                                       {Solen}

beordrede den nidkære ·Atride straks sin allieret bevæbnet                                                       {Agamemnon}

og søge mod ·Ilions sletter i ordnet kampformation.                                                                                           {Troja}

Muse fortæl mig nu

– for hvad ved du ikke alt om –

de berømte navne, deres berømte forældre og kære fædreland.

Det var nemlig dit ansvar.

Lad os genfortælle,

hvor mange og hvem der førte skibe til ·Pergamon

og lad os gennemføre det begyndte projekt, lad Apollon være forfatter,

og lad ham velvilligt puste liv i vores projekt i alle enkeltdele.

Kong Peneleos og Leitus den berømte i krig,

grufulde Arcesilaus, Prothoenor og Clonius, boioterne,

førte fem gange ti skibe, og slog de svulmende bølger med solide årer.

Dernæst førte Agamemnon baseret ved de mykenske mure,

ham det krigeriske Grækenland valgte til at lede sig,

hundrede skibe fyldt med bevæbnet soldater.

Og Menelaos' passion fulgte tæt efter med to gange tredive skibe.

Og med lige så mange kom Agapenors vrede.

Ved deres side var Nestor, trofast hele vejen igennem

og vægtig i rådet, sammen med sine tvilling sønner

rejste han væbnet med tre gange tredive skibe.

Men Schedius, den vældigt modige, og Epistophus,

kæmpen, myrmidonernes stolthed, to støtter i den vilde krig,

slog det vældige hav med fire gange ti skibe,

og Polypoetes og Leonteus førte to gange tyve skibe

udsmykket med modige soldater.

Euryalus, Sthenelus og ·Tydiden, generaler og modige i krigen,                                                   {Diomedes}

slog havet med stærke årer og udsmykkede to gange fyrre skibe med soldater.

Den stærke Ascalaphus og Ialmenus, begge nidkære,

fyldte tre gange ti skibe med stærke åre,

og Ajax den modigste blandt lokrerne instruerede to gange tyve skibe,

og ·Euhaemons søn lige så mange.                                                                                                                                           {Eurypulus}

Ved siden af dem følger grækernes bolværk,

Achilles, med halvtreds skibe, trukket over det moderlige hav.

De thessaliske ynglinge Phidippus og Antiphus drog afsted

og slog havet med tre gange ti stævne,

og Teocer pløjer havet med anskaffende skibe,

og Tlepolemus fra Rhodos havde ni skibe,

som den voldsomt stærke Eumelus fulgte på rejsen med et skib mindre

end Ajax fra Salamis, søn af Telamon, anførte.

Men Prothous fra Magnesia, søn af Tenthredon,

sammen med Eleplenor, født ved Euboias mægtige grænser,

og Meges fra Dulichion, berømt for vid og styrke,

Thoas fra Aetolia, søn af Andraemon,

anførte tilsammen fyrre skibe.

·Den itakiske snuhed ledte to gange seks skibe,                                                                                                   {Odysseus}

som Ajax, søn af Telemon, fulgte med lige så mange skibe,

mægtig i sit enestående mod.

Samtidig forsøgte Guneus at rejse med to gange elleve skibe med grusomme våben.

Idomeneus og Meriones, begge fra Kreta, rejste

væbnet med to gange fyrre skibe,

og Menestheus fra Athen og den berømte slægt anførte lige så mange skibe.

Med så mange tropper drager Achilles i felten.

Den krigeriske Ampimachus og Halpus, Elis' sønner,

og Polyxenus med det berømte mod

og Diores udstyrede to gange tyve skibe med soldater.

Protasilaus og stærke Podarces førte lige som mange udrustede skibe,

som Ajax Oileus' søn ledte,

og ·Poeas søn syv bevæbnet skibe, som                                                                                                               {Filoktet}

Podalirius og Machaon fulgte tæt,

og tre gange ti køle pløjede den høje bølge.

Under disse ledere ankom de græske skibe til den trojanske kyst

summende til to gange syv mindre end et tusinde to hundrede.

Den hurtige flåde var allerede landet og holdt markerne,

da ·den saturniske fader sendte Iris til Priamus, for at                                                                 {Zeus}

hun skulle fortælle, at de stærke var ankommet.

Ingen tøven. Med en stående ordre griber han faderens våben,

Priamus' søn Hector beordrer samtlige unge

at haste i kamp og drive slaglinjen ud af de åbne porte.

Hans hjelm strålende af guld dækkede fuldkomment hans ungdommelige hoved,

brystpanseret dækkede brystet,

og skjoldet prydede venstre arm, spyddet prydede hans højre

og sværdet udsmykkede siden.

Samtidig dækkede benskinner de lange ben sådan, som det passer sig for Hector.

Èn smukkere af udseende følger ham, dengang modig i kampen,

krigens årsag, Paris, fædrelandets ruin,

på engang Deiphobus, Helenus, modige Polites

og fromme Aeneas, uomtvisteligt Venus' afkom,

Archelochus og vilde Aemas, sønner af Antenor.

Også Lycaons afkom drog afsted,

Pandarus, den meget modige Glaucus,

Amphius, Adrastus, Asius og Pylacus.

Også Amphimacus og Nestes, begge berømtheder,

og de storsindede ledere Odius, den store Epistophus,

den vilde Euplemus, den i sin generation berømte Pyraechmes,

med dem kom Mesthles, Antiphus og den kyndige i krig

Hippothous sammen med Acamas og Pirous, også

begge Arsinous' sønner Chroius og Ennomus,

mænd i den blomstrende alder, som Phorcus

og den store Ascanius fulgte,

på samme tid kom også Jupiters berømte søn Sarpedon

og Coraebus, søn af et berømt land.

Det neptunske Troja forsvarede sig med disse ledere

og havde besejret danaernes svig,

hvis skæbnen ikke havde været til.

252-343: 3. Sang

De to slagslinjer stod allerede klar med funklende våben,

da opdager Paris, Trojas undergang og gravfakkel,

Menelaos kampklar i den modstående slagorden,

og som forskrækket ved synet af en slange flygter han

afsindig tilbage til sine brødre. Hector ser ham

forstyrret af frygt og siger derefter:

“Skændsel!

Fædrelandets og vor families vanære til al evighed,

vender du fjenden ryggen?

Men du tøvede ikke med

at bekæmpe fjendens seng, nu flygter du fra hans våben

og frygter hans styrke.

Hvor er din styrke? Hvor er

din tidligere velkendte energi til forskellige former for kamplege?

Koncentrer dig nu! Et smukt udseende hjælper ikke i krigen.

Mars fryder sig over en hærdet soldat.

Mens du ligger med din elskede, fører vi krig,

og vi vil udgyde vores blod over fjenden.

Mere retfærdigt var det,

at den utrættelige ·Atride stødte sammen med dig i tvekamp,                                                     {Menelaos}

og det danaiske og frygiske folk så på med spyddene ved siden.

Indgå en aftale, kæmp mod hinanden. Find en afgørelse med sværdet.”

Det sagde han. ·Den priamiske helt svarede ham kort:                                                                                                             {Paris}

“Hvorfor irettesætter du mig med alt for uværdige ord, bror, fædrelandets pryd?

Min kone og den slette luksus er mig ikke mere vægtig end modets ære,

og jeg viger ikke fra at forsøge min styrke og højre hånd mod den mand,

når blot hustruen følger sejrherren i fred og ro.”

Hector fremlagde forslaget, og grækerne bifaldt det.

Priamus blev straks tilkaldt,

og efter udførelsen af hellige riter blev der indgået en aftale.

Efter dette blev våbnene lagt til side,

begge folk gik til siden, og kamppladsen lå åben.

I mellemtiden skrider den smukke Alexander frem

foran hele den trojanske slaglinje,

han funklede med sit skjold og sit spyd.

Den strålende Menelaos gik mod ham med lignende våben

og sagde:

“Min duel er med dig! Du vil ikke længere glæde dig med min hustru,

som snart vil begræde tabet af dig. Når blot Jupiter hjælper.”

Det sagde han og hidsede sig op imod fjenden.

Paris slog angriberen tilbage med et modigt slag

og trådte hurtigt et skridt tilbage og kastede sit hvislende spyd,

som ·Atriden undveg og han ville til gengæld have gennemboret                                                 {Menelaos}

den frygiske røvers lemmer med sit kastespyd,

hvis ikke en jernbrynje med syvdobbelt læder

havde dækket mandens umådelige brystkasse.

Der fulgte dernæst stor opstandelse.

Så stillede begge sig op overfor hinanden,

og hjelm skrabede mod hjelm, tå mod tå,

og sværdspids slår mod glinsende sværd.

De glimtende våben dækkede for hele kroppen,

–ikke anderledes kæmper stærke tyre om en smuk kvie

og fylder luften med høje brøl.–

Og længe fængslede de lemmerne med det ubøjelige stål,

da ·Atriden huskede på sin stjålne hustru, pressede på                                                                                       {Menelaos}

og trækkede den dardaniske yngling ned.

Med det samme angreb han den vigende fjende med sit lige sværd fra oven.

Det strålende sværd ramte hjelmens yderste kant

og rikochetterede væk. Grækernes slaglinje sukkede.

Så blussede han op, skønt hånden savnede sit sværd,

og sejrherren kastede ynglingen til jorden, da var hjelmen vundet,

og han ville have trukket ham hen til de allieret, hvis ikke ·Cytherea                     {Afrodite}

havde dækket manden med en mørk sky og havde brudt det

stærke spænde under hagen og løsnet knuderne,

ville dette have været Paris' sidste dag.

Menelaos tog hjelmen strålende med guld med sig

og glødende af raseri kaster han den ind i adelens midte og løber tilbage

og kaster sit store spyd med stor styrke mod frygernes ulykke,

som Venus frelser fra fjenden

og fører med sig til hans kammer med indlagt skildpadde.

Hun henter selv Helena fra de høje mure

og fører sin elskede til den dardaniske Paris.

Da hun så ham sagde hun:

“Paris, min flamme, du er kommet overvundet af min gamle mands våben?

Jeg har set,

og det var en skam at se,

at den voldelig ·Atride trak dig fanget,                                                                                                                 {Menelaos}

og han skændte dit hår med det trojanske støv.

Jeg stakkel! Jeg frygtede, at et ·dorisk sværd skulle skille vor kys fra hinanden.                           {græsk}

Al farve forlod mit ansigt, mit sind var overvundet,

og blodet forlod mine lemmer.

Hvem overtalte dig til at kæmpe mod den vilde ·Atride?                                                                                   {Menelaos}

Var det vandrende rygte om mandens styrke ikke nået til dit øre?

Jeg advarer dig mod igen at lægge din skæbne i den mands højre.”

Det sagde hun. Så vædede hun kinderne med rigelig tårer.

Trist svarede ·Alexander:                                                                                                                                                           {Paris}

“·Atriden besejrede mig ikke,                                                                                                                                                     {Menelaos}

min brændende kærlighed,

men den kyske ·Pallas' vrede.                                                                                                                                                   {Athenes}

Snart vil du se ham skamfuldt buldre under vor styrke,

og ·Cytherea vil bistå mine bestræbelser.”                                                                                                                               {Afrodite}

Efter disse ord hvilede ·Cygniden i hans omfavnelse                                                                     {Helene}

med lemmerne tæt forbundende.

Med blottet bryst modtog han Trojas og hendes flamme.

I mellemtiden søgte Menelaos ·Alexander i hele den trojanske slaglinje                                     {Paris}

og blev som sejrherre bragt hid og did.

Broderen hjalp ham og ansporede de allieret tropper til kamp,

han kritiserede de slagne frygere med modig tale

og beordrede dem at overholde ret og krævede Helene tilbage.

344-388: 4. Sang

Mens lederne kæmpede indbyrdes,

holdt ·Olympens almægtige hersker råd,                                                                                                                                 {Zeus}

og Pandarus med den spændte bue skabte forvirring i koalitionen,

idet han søgte dig, Menelaos.

Et flyvende spyd satte sig i din side og skar i tunikaen afstivet med jernringe og skæl.

Sukkende trak ·Atriden sig fra kampen og søgte den sikre lejr.                                                     {Menelaos}

Ham helbredte den unge Podalirius,

uddannet af sin far med paeoniske urter,

og han gik igen i krig og til de grufulde kampe som sejrherre.

Agamemnons vrede bevæbnede de modige pelasgere,

og den fælles smerte tvang alle i kamp.

Et stort slag opstod, og på begge sider blev der udgydt meget blod,

og kroppe lå spredt på hele slagmarken,

og både trojanske og danaiske tropper faldt imellem hinanden,

og der blev ikke givet hvile til nogen mænd:

·Mavors lyder til alle sider,                                                                                                                                                         {Ares}

Thalysiades fældet af Antilochus' ubøjelige sværd går ned til skyggerne

og forlader det efterstræbte lys.

Derpå griber den telamoniske Ajax ·Anthemiones' afkom,                                                                                 {Simoisios}

der jagtede grækernes rygge, med sin stærke hånd

og gennemborede hans bryst med sit hærdede spyd.

Han kastede sin purpurfarvet sjæl op sammenblandet med blod,

døende træffer han ansigtet.

Så sigter Antiphus med sin store styrke                                                                                                              

og hvirvler med hele kroppen spyddet hen imod ·Aeaciden.                                                       {Achilleus}

Spyddet både ramte ved siden af og ramte fjenden,

det gennemborer Leucons underliv.

Den uheldige falder hovedkulds på grund af det kraftige sår

og den døende bidder i det grønne græs.

Den utrættelige ·Atride bevæget af vennens skæbne                                                                   {Agamemnon}

udser sig Democoon, og med et solidt spyd gennemborer

han tindingerne på ham forfra

og skrækindjagende trækker han sværdet fra skeden.

Fjenden falder tilbagebøjet døende blandt sine soldater

og slår jorden med sit døende hoved.

Pirous, Imbrasiden, havde allerede ramt ·Amarynciden med et stenkast                                     {Diores}

og givet ham til de stille skygger.

Og mens han grådigt forbereder at plyndre den unge for bytte,

kommer spyddet kastet fra Thoas' højre fra oven

og går gennem munden, skulderbladene, og den åndende brystkasse.

Han falder på hovedet, spyr varmt blod ud af munden,

og udstrakt i sin udrustning ryster han.

Alle steder flød slagmarken af dardanernes blod,

flode flød alle vegne.

Overalt kæmpede hære

brændende af iver og med våbnene krydsede.

Og snart voksede trojanernes mod, snart acharnernes,

og man stræbte efter den glade sejr i krigens omskiftelighed.

389-537: 5. Sang

Nu da ·Tydiden så danaernes linje vige langt,                                                                                                     {Diomedes}

og at den svulmende Mars tog til,

stormede han ind i slagets midte, hvor flest fjender truede,

og slog den fjendtlige falanks ud.

Her og der ryster han vildt sit sværd og spyd.

Krigeriske Pallas er tilstede og styrker hans udrustning strålende

med ild og indgyder mod i den unge mands sind.

Han, –som en vild løvinde ved synet af en kvæghjord

motiveres af den sultne hungersnød, kaster sig mod deres linjer

og dræber, kødet fældet af de voldsomme tænder,–

sådan kastede ·den calydoniske helt sig ind i midten,                                                                   {Diomedes}

beskyttet af den våbenbærende jomfrus anvisninger og guddomskraft.

Frygerne vendte omkring med ryggen til,

han er over de flygtende

og tramper hoben af døende under fode.

Og mens han raser mod og spreder mændene, se!

Han ser rasende ·Dares' sønner i fjendens rækker,                                                                       {Phegeus og Idaeus}

på engang Phegeus og Idaeus,

Phegeus bemægtiger han sig først med en alvorlig od,

men skjoldet afværger såret,

og det undvegne jern slår i jorden.

Ingen tøven;

Tydiden kaster med hele sin styrke det store spyd

og gennemborer mandens bryst.

En del af odden stikker foran,

og en anden del går ind i skulderbladene.

Broderen så ham da sprøjte en varm flod fra brystet,

vende øjnene og spy sin sjæl ud gennem munden,

hurtig flyver han derhen med draget sværd,

og ønsker at fremstå som hævneren af broderens skæbne.

Men han kan hverken modstå den vilde Tydides kast eller stærke våben,

selvom han forsøger at forsvare sig imod dem.

–som en fugl, når den ser en høg flå sine ungers sønderrevne krop,

hverken kan ile derhen eller i sin bekymring

har styrke til at give sit afkom den hjælp, den magter,

slår sig for brystet med sine lette fjer,–

således betragter vilde Idaeus fjenden beruset af mordet på broderen

og kan ikke komme broderen til undsætning,

og, hvis han ikke havde trukket sig,

ville han være faldet for samme højre,

ikke med mindre kraft rasede ·den anden Atride mod ·teukerne                           {Menelaos} {trojanerne}

og både forfulgt slaglinjen og blandede død med jern.

Uheldige Odius løb forledt af en uretfærdig skæbne mod ham.

·Atriden slår ham ned med et slag fra sine brede od                                               {Agamemnon}

og gennemborer skulderbladene med sit lange spyd.

Herfra udser Idomeneus sig Phaestus, Maeoniden,

i angreb fra fjendens side, dernæst frydes han over hans død

og sender ·Strophius' søn ned til de stygiske skygger.                                             {Skamander}

Mariones rammer Phereclus med sit afbalancerede spyd,

og Meges rammer Pedaeus.

Så dræber Eurypulus,

frygtelig med sin brede udrustning,

Hypsenor i angreb med sit sværd

og plyndrer ligeledes både liv og våben fra knægten.

På den anden flanke flyver Pandarus med sin brede bue frem

og udser sig Tydiden på den store slagmark.

Efter han så ham i gang med at nedslå troiske kroppe,

rettede han sine frygtelige pilespidser fra sin spændte bue

og rammer skulderens yderste punkt med en spids.

Dernæst brændte ·den calydoniske ungdom af vrede                                             {Diomedes}

og kastedes ind i slaglinjens midte som en frygtløs løve

og dræbte både Astynous og den store Hyperion,

i håndgemæng dræber han sidstnævnte med sit sværd

og på afstand førstnævnte med sit spyd.

Derfra presser han Polidus og Abas med sin stærke od

også Xanthus og den krigsberømte og den brede Thoos.

Efter dem gennemborer han truende med sit spyd Chromius og Echemmon

og sendte dem hurtigt og samtidigt til ·Tartarus.                                                                           {Hades}

også du, Pandarus, døde fældet af Tydidens højre,

uheldige, et sørgeligt sår blev modtaget,

da højren knækkede næsen, der hvor den forbindes til panden,

og det tydidiske sværd spreder hjernemassen sammen med en del af hjelmen

og knoglerne blev gennemboret.

Og samtidig støder Aeneas og den calydoniske helt sammen,

da spyddene var kastet, kom det til nærkamp.

Fra alle sider sårer de da hinanden med fjendtlig jern,

og snart faldt de tilbage, snart angreb de.

Herefter stod de begge længe, og den store Tydide forstod,

at han ikke kunne såre ham med sit farlige sværd.

En stor sten, som tilfældigvis lå smidt på slagmarken,

og som to gange seks unge mænd næppe ville kunne løfte fra jorden,

løftede han og kastede med stor anstrengelse mod fjenden.

Denne faldt, så lang han var, med de kraftfulde våben til jorden,

ham greb da Venus, moderen, i sit fald gennem de luftige vinde

og omhyller hans krop i en sort sky.

·Oeniden tålte det ikke, iler gennem skyerne                                                                                 {Diomedes}

og angriber Venus med sine sprudlende våben.

Vanvittig angriber han med sværdet den, han ikke kan finde på marken,

og sårer den guddommelige hånd med sit dødelige spyd.

Slået søger ·Cytherea himlen og forlader jorden,                                                                           {Afrodite}

og der beklager hun sine sår til sin stjerneagtige moder.

Den trojanske Apollo redder den dardaniske Aeneas

og opildner ham til igen at deltage i krigen.

Alle vegne fra stimler slaglinjerne sammen,

himlen skjules af støv og luften genlyder af frygtindgydende råb.

En blev kastet fra den hurtige vogn, ligger udstrakt på marken

og blev trampet ned af hestenes hove.

En anden fik kroppen gennemboret af et hurtigt spyd

og falder på ryggen fra firspandet;

afhugget af mandens sværd ruller hovedet langt fra halsen.

Her ligger en død med hjernemassen spredt over våben.

Jorden fugtes af blod, marken er oversvømmet.

I mellemtiden skrider ·Venus' smukke afkom frem                                                 {Aeneas}

og trykker grækernes tætpakkede formationer,

høster de nøgne rygge med sværdet

og pisker til dødelige kampe.

Frygernes eneste håb, den modigste, Hector,

holder ikke op med at slagte mænd og pløje grækernes slaglinjer.

–Som når en ulv får øje på fårene på den åbne mark

(flokkens hyrde og det frygtelige kobbel hunde

afskrækker den ikke),

den kurrer sulten, tilsidesætter alt

og kaster sig grådigt ind i flokkens midte,–

ikke anderledes angreb Hector danaerne

og truer dem med sit blodige sværd.

Grækernes slagorden vakler, frygerne presser hårdere på

og opmuntres; sejrene fordobler styrken.

Da danaernes konge så fællerne vige under Mars' uvilje,

fløj han højt til hest rundt til slaglinjerne

og opmuntrede lederne og bestyrkede deres gejst i kampen.

Snart springer han selv kækt ind i fjendens midte,

og deler de modstående linjer med draget sværd,

–som når en libysk løve tilfældigvis ser en flok

af herlige kvæg vandre rundt på de grønne enge,

løfter manken på nakken og blodtørstig angriber midten med løftet bryst,–

således blev den vilde ·Atride bragt mod fjenden                                                                         {Agamemnon}

og driver frygernes fjendske tropper ved spydspidsen.

Lederens berømte mod opildner achaernes mænd

og håb skærper soldaternes trætte arme.

Teukerne bliver trådt ned og danaerne glædes jublende.

Endelig ser ·Atriden Aeneas spænde buen fra sin fremskudte vogn

forbereder at møde ham med draget sværd,

og, så meget bevægede selve vreden ham,– med al styrke

kaster han spyddet, som Fejl dirigerer fra Aeneas hen til vognstyrerens bryst

og borer ind i indvoldenes dyb.

Ramt falder han midt blandt styretøj og hjul

og udgyder sit liv sammen med det varme blod.

Aeneas sukker og springer modigt fra den høje vogn,

og med ét kraftigt hug fælder han Crethon og Orsilochus i håndgemæng.

Efter deres begravelse falder ·paphlagonernes leder besejret {trojanernes}

for Menelaos' våben, og Mydon for Antilochus'.

Efter disse blander Serapedon, Jupiters berømte afkom,

sig i slaget og de dødelige kampe.

Mod ham kæmper uheldige Tlepolemus en ulige kamp,

han var søn af Hercules, men faderens styrke og mange bedrifter

kunne ikke redde ham, som faldt og gav sit skrøbelige liv fra kroppen.

Sarpedon, såret, skrider frem i krigens midte,

og bedragets ophavsmand ·Ulixes træder frem {Odysseus}

og slår syv af de stærkeste unge mænd til jorden.

Her kæmper fædrelandets støtte, Mars' lige, Hector,

der Tydiden; begge strør mændenes kroppe

på sletten, og markerne strømmer af blod.

Krigsmægtige Mars kæmper mod den ærbare ·Pallas {Athene}

og løfter sit store skjold. Han driver den hellige kvinde tilbage,

hun rammer ham med spydspidsen

og tvinger ham forbavset til at søge tilbage til himlen.

Her, såret, klager han over sine sår til den himmelske konge,

og tåler sin mægtige faders kritik.

1. 538-579: 6. Sang

I mellemtiden dræber Ajax med stor styrke Acamas,

og Menelaos fanger den store Adrastus

og bærer ham til skibene med hænderne bundet på ryggen

for at fejre en glad triumf over fjenden med magt.

Danaerne presser på,

den trojanske ungdom falder og blotter sin nøgne ryg.

Mars' lige, Hector, fornemmer,

at guderne kæmper med danaerne,

og at trojanernes mægtige styrke blev hæmmet af ·skjoldmøen. {Athene}

Han søger straks tilbage til murene

og byder Hecuba at bede

og overtaler hende til at formilde gudindens magt.

Straks befæster de ugifte trojanerinder Pallas' bevæbnede mure,

de udsmykker alteret med festlige kranse

og fælder de hellig får ifølge skik.

Mens Hecuba, knæfalden, beder ved Minervas tempel for sine kære børn og husbond.

I mellemtiden forbereder Glaucus med blottet sværd

at kæmpe mod Diomedes,

som spørger til navn og slægt,

hvem han er, og hvor han stammer fra,

da Glaucus med stor styrke forsøgte at kaste spyddet,

råber ·den aeoliske helt under forsøget: {Diomedes}

“Hvor skal du hen?

Hvilken idé driver dig, afskyelige, til rasende at konfrontere mig med upassende våben?

Du ser en gæstevens våben,

som gav Venus et sår i højre og stak Mars i kampens hede.

Hensæt dit barske sind og styr dine truende våben.”

Efter dette opgives tvekampen,

og de bytter skjolde samt opgiver fjendtlige angreb.

Den allertrofaste hustru søger i mellemtiden en samtale,

og Hectors Andromache holder ved brystet den lille,

Astyanax, da den største helt søger dennes kys,

vender barnet skrækslagen det ræd ansigt mod moderens bryst

og flygter fra den frygtindgydende hjelm og langhåret fjerbusk.

Da den unge mand tager hjelmen af og blotter hovedet,

omfavner han straks barnet med begge arme

og siger med armene løftet:

“Jeg beder, ·bedste fader, om, {Zeus}

at han, min søn, for hvem jeg anråber din guddomsmagt,

fra den tidligste alder følger faderens gode egenskaber.”

Han sagde dette og søger sammen med Paris ivrigt slaglinjen ved de åbne porte.

Da han var ankommet på slagmarken,

skrider Hector, den største, direkte mod midten

og provokerer grækernes ledere med en ubesejret hær.

1. 579-659: 7. Sang

Ingen tøven. Straks skrider ·Ulixes bedragets ophavsmand, {Odysseus}

den brutale Idomeneus,

Meriones berømt på grund af faderens slægt,

·Atriden grækernes hårede leder, {Agamemnon}

de to Ajax iøjefaldende i de berømte rustninger,

Euryplus, Thoos søn af den store Andraemon,

som sårede Venus' hånd, et sørgeligt sår, frem.

Troernes skræk Achilles var ikke tilstede.

Han lindrede den bitre kærlighed med den søde kithar.

Altså, efter at have kastet lod i Atridens gyldne hjelm,

stod Ajax den Store frem.

I begyndelsen begyndte kampen med spydkast.

Dernæst trækker de ubøjelige sværd,

vurderer de stærke rustninger,

udsøger med øjnene åbninger

og går snart efter ryggen,

snart afværger de de kraftige slag med de stærke skjolde.

En stor larm stod til himmels,

og luften fyldes med vældige skrig,

–ikke anderledes ophidser vildsvin til voldsom vrede

og angriber med monstrøse brystkasser nu med krogede tænder

de stærke rygge, og fråde gensidigt om munden.

Skumbærende skyer, hårde lyn og ild kastes omkring,

og skoven fyldes af høje råb.–

Sådan var Priamus' sønners og Ajax' iver i kampen,

en efter en svingede de sværdene og sårede hinanden.

Endelig angriber Ajax fra Telemon, rasende i sind og styrke,

Hector, berømt for krig,

og der, hvor nakken er blottet på manden,

retter han sit lynende sværd hen.

Snu forudser han udfaldet med en hurtig finte;

dukker nakken og afværger jernet med skjoldknoppen.

Men gennem det lette skjolds ydre kant skærer sværdet

og strejfer nakken med en skramme.

Mere determineret kæmper han imod og rejser sig mod fjenden,

·Priamus' søn angriber ·Telemons søn ikke med jern {Hektor} {Ajax}

men med en stor sten.

Men den vilde Ajax støder den store sten tilbage med sit syv foldige skjold

og slår den unge til jorden ramt af selvsamme sten.

Fjendtligsindede Apollo løfter ham bort fra grækerne

og giver ham nyt mod.

Straks stimler de igen til våben

og løfter igen sværdene,

da ·Titan, træt, begyndte at dyppe den ildbærende vogn i bølgen, {Solen}

og Natten begyndte at vandre på himlen.

De går hver til sit og trækker begge hærene fra blodsudgydelse,

ikke meget modvilligt lægger de modet til hvile.

Så siger Hector størst i krigen:

“Hvilke jorde, hvilke forældre fødte dig?

Med de styrker er du af en berømt og nobel slægt?”

Ajax, Telemons søn, forbereder et svar:

“Du ser sønnen af mor Hesione og Telemon,

huset er ærværdigt, og børnene er berømte.”

Hector, som husker Hesiones navn og skæbne, siger:

“Lad os trække os. Vi er begge af samme blod.”

Og han udruster først ·Aeaciden med det gyldne sværd {Ajax}

og modtager til gengæld bæltet, krigeren Ajax har båret, udmærket ved sine mange former.

Efter dette går grækernes og trojanernes tropper straks hver til sit,

og den mørke nat dækker himlen med skygger.

De fyldes med overdådige middage, Bacchus' drik,

og overgiver ivrigt det trætte kroppe til den behagelige søvn.

Senere da Aurora først havde jaget stjernerne væk,

samlede frygerne sig.

Så kom Hector, den største,

sammen med vennerne i tanke om gårsdagens tab

og pladerede for, at Helene sendes tilbage til de ubesejret achivere

og med bytte mildne Menelaos' hårde ild.

Det behagede alle.

Så bragte Idaeus som budbringer troernes budskab til den vilde ·Atride. {Menelaos}

Og han har hverken øje for byttet eller øre for talen,

og han byder Idaeus at forlade lejren.

Han adlyder ordren og vender tilbage til lejren,

foragtet af den hårde fjende viser han sig i Troja.

I mellemtiden påvirket af tabet af deres egne

bygger danaerne store ligbål og overgiver vennernes stærke kroppe

samlet op hist og her til flammerne.

Så fornyer han skyttegravene og omgiver voldene med træ.

1. 660-685: 8. Sang

Som ·Titan med sine stråler har oplyst jorden, {Solen}

kalder Jupiter guderne til forsamling og advarer mod,

at guderne ikke med våben skulle ønske at gå mod hans ordre.

Selv glider han gennem de øvre luftlag

og sætter sig i de skyggefulde bjerge i Ida.

Derfra betragter han trojanernes slaglinjer

og med den magtfulde højre

holder han de gyldne vægte i ligevægt,

udmåler frygernes hårde skæbne samt grækernes held

og lover grækernes ulykke i hård krig.

I mellemtiden driver ·Priamus' søn opstemt af stor vrede {Hektor}

danaerne og stråler voldsomt i hele sin rustning,

Frygiens sande pryd.

Achaerne bliver skræmt

og den doriske lejr fyldes med stor tumult.

Bag murenes indelukke opildner ·Atride fællerne {Agamemnon}

og styrker de unges modløse sind til kamp.

Kongen, ·Tydeus' søn, strålede i en skinnende rustning {Diomedes}

og blev bragt gennem fjendes midte med sin umådelige tyngde.

Her støder Agelaus på ham, men skæbnen var ulig,

rystende spyddet i sin kæmpe hånd griber han, den største helt, ham

og gennemborer ham med sit hårde sværd.

Dernæst, Teucer beskyttet i Ajax' rummelige rustning

driver frygerne og spreder lette projektiler i deres rygge.

Han fælder Gorgythion den vilde med et dødeligt sår.

Straks søger han en anden slaglinje

og slagter den overmodige Hectors vognstyrer.

Ham angriber den trojanske helt,

og da han har mistet buen,

fælder Hector den uforsigtige med et stenkast,

men trofaste kammerater redder ham fra døden

og løfter den faldne op. Alle vegne fra angriber vilde Hector

og skræmmer modstanderens slaglinje med sit fjendtlige spyd.

Opstemt af vennernes nedslagtning vender danaerne sig,

de lette tropper flygter igen til lejren

og styrker portene med tværlagt tømmer.

Men frygerne belejrer grækerne indelukket bag voldene,

og ved at holde vagt overvælder de murene

og forsvarer dem med flammer.

De andre unge lægger sig på marken,

giver efter for den rene vin og styrker deres mod.

1. 686-695: 9. Sang

I så stor en krise hverken løfter danaernes forvirrede fyrster

modet eller sørger for deres kroppe ved selskaber,

men stakkels begræder de deres skæbne.

Snart på Nestors forslag,

sender de ambassadører for at opildne Achilles' højre til at bringe de stakkels hjælp.

·Den thetidiske helt hverken lytter til danaernes bønner {Achilleus}

eller ønsker at modtage nogen af kongens gaver.

Hverken den tilbagevendte ild eller Briseïs' urørte krop bevæger ham,

ambassadørerne vender tilbage til pelasgerne med deres ubrugelige svar

og bestyrker deres mod med mad og let søvn.

1. 696-740: 10. Sang

Mens et andet mørkes stjerner gik ned

***

og den stille nats tredje del manglede,

da forlod ·den aetoliske helt på danaernes ordre lejren {græske}

og valgte ·Ulysses som sin følgesvend, {Odysseus}

sammen udforsker de med iver den stille nats dunkle skygger,

hvad er troernes selvtillid,

eller hvad har de for

eller hvor store styrker forbereder de til kamp.

Som de nervøse udvælger en frygtsom sti gennem natmørke steder,

se Dolon med et snedigt hjerte kommer,

ham, som de troiske mænd havde sendt

for at udspionere danaernes styrke

og for at referere ledernes og mændenes holdning.

Straks ·Ulysses og Diomedes følgesvenden så ham, {Odysseus}

skjulte de sig og gemte deres kroppe i al hemmelighed bag tætte buske,

mens ·Eumediades' troer slået af tom forhåbning iler forbi dem på sin vej {Dolon}

for at han, efter at være blevet fanget, ikke let kan vende tilbage til sin lejr.

Senere, da han i tiltro til sit mod og sin styrke gik forbi,

springer mændene frem, griber den unge mand, som forsøger at undvige,

og truer ham med hånd og våben.

Han nervøs af frygt:

“Skån mit liv. Det er rigeligt.

Selv hvis I holder ved jeres vrede, hvor stor ros vil I få for min død?

Men hvis I spørger til, hvorfor jeg færdes i de stille skygger.

Det største Troja har lovet mig Achilles' vogn,

hvis det besejrer jeres tropper.

Forfølgende denne belønning faldt jeg uheldige i farlige omstændigheder,

som I åbent lyst ved.

Nu beder jeg jer ved gudernes magt, havet og Dis' sorte bølger,

ønsk ikke at røve denne sjæl ved et grusomt drab.

For denne indrømmelse skal I modtage disse gaver:

kong Priamus' plan og det frygiske folks fortagende vil jeg afsløre.”

Efter mændene havde erfaret, hvad Troja forberedte,

gennemborede de den unge mands hals med en trukket daggert.

Efter dette træder de ind i Rhesus' telt

og dræber ham begravet af vin og søvn, plyndrer liget

og dræber mændene, som lå spredt på græsset.

Så, da den grusomme nedslagtning var fuldendt,

belæsser de skuldrene med bytte, og stjæler de skinnende hvide trakiske heste,

som hverken Eurus kunne løbe hurtigere end,

eller en pil kunne overvinde i flyvende fart.

Derfra vender de ved første dagslys igen tilbage til argivernes flåde,

aldrende Nestor modtager dem og byder dem velkommen ved porten.

Da de nåede deres lejr, fortalte lederne om deres gerninger.

·Den pelopiske helt roste dem, {Agamemnon}

og de overgav de trætte lemmer til den behagelige søvn.

1. 741-757: 11. Sang

Lyset oprandt og sendte mændene tilbage til den vante krig,

og de dardaniske og danaiske ledere befæstede kampmodet med friske soldater.

En sky af våben flyver alle vegne,

og jern lyder mod jern,

alle steder hyler det fra daggert mod daggert.

Begge de tætpakkede slaglinjer skrider frem,

og sved blandet med blod flyder.

Endelig jorder danaernes konge, optændt af brændende had,

Antiphon lagt ned af et kæmpe sår,

og samtidig Pisander og broderen Hippolachus på vej i kamp.

Næst efter de to søger han Iphidamas med sværdet.

Han forfølger yderligere ansporet af den påførte smerte ·Antenors flygtende søn {Archelochos}

og voldsomt trækker han pinen ud med såret.

Hector optændt af skarp vrede melder sig så i kampen,

og ·Priamiden driver de slagne grækere hid og did. {Hektor}

Ej heller Paris holder med at jorde de fjendtlige tropper

og sårer Eurypulus' lår med den strakte bue.

1. 758-771: 12. Sang

Trojanerne presser på, pelasgerne flygter til lejren,

der befæster de udbrændte murene med store barrikader.

Marslignende Hector bryder med en sten porten og løsner det jernbeslåede træværk.

Frygeren bestormer adgangen, slår ved første grænse slår de de tilbageblivende grækere

og kaster troppene ned fra muren,

andre fordre stormstiger til murene og kaster med ild.

Sejren øger styrken.

Danaerne kæmper fra murene og i de høje tårne.

Sten flyver fra. Troerne går under stormtag, træder op på adgangen

og angriber portene med deres styrker.

Forvirret flygter alle pelasgerne fra lejren

og går ombord på skibene.

Den trojanske ungdom presser på

og kaster deres spyd igen og igen.

Luften genlyder af råb.

1. 772-778: 13. Sang

Neptun tager vare på danaernes styrke og mod.

Et stort slag opstår, fjenden raser her og der.

Asius falder for Idomeneus' højre.

Hector fælder den grusomme Amphimachus.

Anchises' svigersøn Alcathous dør også,

ham fældede den storsindede leder Rhyteius med sværdet.

Dernæst raser vilde Deiphobus med spyddet

og dykker Ascalaphus under bølgen.

1. 779-789: 14. Sang

Vilde Hector raser alle vegne med et voldeligt hjerte,

han slår Ajax den store med en stor sten

og strækker ham i hele sin kropslængde.

Et trojansk kontingent løber sammen,

og i Xanthus' bølgende strøm vasker de den unge, som opkaster blod.

Polydamas rammer Prothenor med en stærk bue,

og Teloniske Ajax fælder Archelochus Antenoriden,

Acamas, boiotiske Promachus, ham fælder barske Parchus' højre.

Dernæst falder Priamus' unge, [troere rejste sig til krig mod Achaerne.]

1. 790-804: 15. Sang

Slagen af frygt springer de både over palisaderne og murene forstærket med volde,

andre falder i selve gravene.

I mellemtiden flyver Hector, danaernes frygt, utrættelig frem.

Igen flygter Agammenons tropper til skibene,

og derfra slår de fjenden tilbage med krigerisk styrke.

Det kommer til kamp foran skibene, og marslignende Hector raser

og kræver ild og forbereder at afbrænde flåden.

Ajax står imod ham med solid styrke stående på første skib

og holder de vilde flammer tilbage med skjoldet,

ene forsvarer han tusinde skibe.

Her kaster danaerne spyd med robuste spidser,

der kaster frygerne fakler alle vegne fra.

Sveden pibler af de kæmpendes store lemmer.

1. 805-835: 16. Sang

Pludselig, Patroclus bevæbnet med Achilles' rustning

flyver frem og forskrækker trojanerne med sit falske udseende.

De, som forstyrrede danaerne og brølede modigt,

flygtede nu rædselsslagene,

han truede de flygtende,

og vild bragte han linjen i uorden,

dræbte gennem den brede kolonne

og jorder Sarapedon med et stort sår,

og snart overhalede han ivrig snart dem og snart dem på farten,

og han vendte kampen i den frygtindgydende Achilles' skikkelse.

Hidsige Hector så ham angribe allierede tropper i et blodbad

og bringe slaglinjen i uorden,

og han løfter truende modet,

løber i sin store rustning mod ham og råber med stor stemme:

“Her, kom herhen, modige Achilles;

snart erfarer du, hvad den troiske hævners højre magter,

og hvor stærk den modige Hector er i kamp,

for selvom Mars selv beskytter dig med våben,

vil denne højre dog dræbe dig trods Mars.”

Han tier og foragter truslerne og hadefulde ord,

så han, som bedrages, tror, det er den sande Achilles.

Så kaster han først med al sin samlede styrke spyddet,

Dardanus' søn Patroclus griber det, glidende frem i et hurtigt kast,

og sender det tilbage, en gensidig gave, og kaster en vældig tung sten afsted.

Den preller af på skjoldet og sætter sig igen på den grønne jord.

Dernæst griber de til ubøjelige sværd,

og i nærkamp møder våben hinanden,

indtil trojanske Apollo afslører den svigfulde Achilles' løgnagtige ansigt

og afklæder manden, som Hector størst i kamp, holder tilbage,

mens han kæmper i den forkerte rustning,

og gennemborer med sværdet den unge i det nøgne bryst,

sejrherren trækker den vulkanske udrustning af og tager den.

1. 836-838: 17. Sang

Telamoniske Ajax tager den dødes krop i besiddelse

og dækker det med skjoldet.

·Priamus' børn springer af glæde, {trojanerne}

danaerne beklager deres sår.

1. 839-891: 18. Sang

I mellemtiden bærer ·Nestoriden med de sørgende unge kammerater liget til lejren {Antilochos}

Så, da gruen rammer ·Pelidens øre, {Achilleus}

blegner den ulykkelige unge mand, varmen forlader knoglerne,

samtidig med han græder, vikler han moderens kappe om lemmerne,

·Aeaciden begræder det sørgelige drab af kammeraten. {Achilleus}

Han kradser ansigtet med neglene, ugler håret sat med aske, river tøjet af kroppen,

og ligger udstrakt over den døde kammerats lemmer,

han udgyder grusomme klager og fæster kyssene.

Straks da klagen har lagt sig, og gråden er forstummet, siger han:

“Ikke ustraffet vil du glæde dig, Hector,

over drabet på min kammerat og de vil betale straffen

til fulde ved min store voldsomme smerte,

og i den rustning, du som sejrherre kommer i, vil du dø med blodet flydende!”

Dernæst stormer han optændt af vrede til havet,

og ydmygt beder han Thetis om stærkere våben.

Hun beder umiddelbart efter at have forladt havet om Vulkans hjælp.

·Mulciber vækker Ætnas ild i den varme arne {Hefaistos}

og tæmmer det rødgule guld med kraftige slag.

Dernæst flyver Thetis afsted. Efter den store Achilles har iført sig

rustningen, vender han det grusomme ansigt mod skjoldet.

Der har ·Ildbeherskeren graveret universet, Oceanus og stjernerne {Hefaistos}

samt landene omringet af havnymfer,

(han havde beundringsværdigt gjort Nereus' havslot)

og Nereus omslutter rundt om, stjernernes vekslen, nattens inddeling,

hvor langt solnedgang er fra solopgang,

hvorfra Lucifer og hvorfra Hesperus begge ene rejser sig med deres heste,

og hvor lang den hvælvet måne vandrer på jorden

og oplyser himlen med sit skinnende lys.

Og han havde tilføjet sin egen kraft til overgangen,

han havde gjort Nereus, gamle Oceanus, den altid foranderlige Proteus,

de vilde tritoner og Doris forelsket i bølgerne.

Han havde gjort de flydende nereider med beundringsværdig håndværk,

floder, bjerge og byer med høje mure,

hvor stridende parter udøver lovene og sædvane ret.

Der sidder dommeren lige for dem begge og afgør striden med rolig sind.

I en anden del afsynger kyske piger paeaner, giver bløde korsange

og spiller på tromme med højre.

Apollo slår de fine lyrestrenge med den strakte tommel

og spiller toner på den syvdobbelte panfløjte.

Sange gengiver universets bevægelses klang.

Andre dyrker jorden, okser pløjer de drøje marker

og den robuste le mejer de modne korne,

og den beskidte vinbonde fryder sig over de pressede druer.

Fåreflokke græsser engene, geder hænger fra klipperne.

I deres midte stod Mars gylden med sine våben,

hvem digtergudinden forlod og rundt om sad de,

triste Clotho og Laches med slangehår.

1. 892-910: 19. Sang

Bevæbnet med sådanne gaver bringes ·den thetidiske helt {Achilleus}

midt ind i slaglinjerne med en voldsom uorden.

Juno sammnen med den kyske· Pallas giver ham, unge mand, styrke og mod. {Athene}

·Den cytheriske helt ser det og bestormer manden, {Aeneas}

men var ikke med samme styrke og ikke ·Aeacidens lig, {Achilleus}

dog tvang vreden den unge mand til at føre våben mod den uovervindelige styrke.

Hvis ikke ·det store havs vogter havde beskyttet ham, {Neptun}

sådan at han i eksil kunne genskabe Troja på glade jorde,

og sende sin ophøjede slægt til de klare stjerner,

ville vore race savne et ophav.

Derfra driver ·Aeaciden teukerne med sin fjendtlige spydspids {Achilleus}

og ligger en stor mængde mænd ned i et blodbad, tørstende efter Hectors blod.

Men den dardaniske ungdom flygter

skrækjaget til Xanthus voldsomme bølger

og beder om den guddommelige flods hjælp.

Han presser på og kæmper midt i de brusende bølger.

Raseriet griber styrken. Flodbreden sprøjtes til med blod

og kroppe spredes ud og flyder i alle bølgerne.

1. 911-930: 20. Sang

Men Venus og den frygiske races beskytter Apollo

tvinger Xanthus' bølger til at rejse sig mod danaerne,

sådan at han overvælder ·Aeaciden, {Achilleus}

som med sin vilde højre ophidser til forfærdelige kampe.

Den flyder frem alle vegne fra med al vand

og ruller hovedkulds med et umådeligt gab

og hindrer manden med sine rullende bølger og sinker hans gang.

Han kæmper med al styrke mod de vilde bølger,

bryder den fjendtlige flod

og snart med skuldren snart med den store brystkasse

fordriver han de stille bølger.

Fremsynet Juno forsvarer ham i lang tid med ild,

fordi han kunne falde for de hurtige bølger,

og gudernes hellige kræfter kæmper indbyrdes.

·Den grusomme Aeacide driver den frygiske hær tilbage med stor nedslagtning {Achilleus}

og blander sig med de dødelige slaglinjer

og grusomme krig, efter krigsglæden var genfundet.

Ingen kraft driver ham, det vilde bryst trættes ikke af kampe, succes forøger modet.

Trojanerne tøver slået af en rystende frygt,

flygter inden for murene næsten uden håb om frelse

og befæster portene med en tværbjælke.

1. 931-943: 21. Sang

Den ene, hos hvem hele Trojas frelse lå,

Hector var der, ham holdt hverken frygten for en hård død hvor som helst

eller fædrelandets bønner tilbage,

for han gik ud og ønskede at kæmpe mod den store Achilles.

Da han på afstand så ham dækket i guddommelig udrustning,

blev ·den tritoniske Pallas pludselig synlig for hans øjne, {Athene}

og han flygtede rundt om sine mure med lukkede porte,

·den nereiske helt forfulgte ham uheldige. {Achilleus}

– Ligesom i søvne, når vrede skræmmer hjertet, –  

i jagten forfølger en tæt, den anden synes at flygte,

og begge skynder sig, selve sliddet sinker truende,

de kunne ikke stoppe det påbegyndte, da faren var lig for dem,

hvile fandtes ikke, frygt på begge sider ophidsede deres vrede.

1. 944-1003: 22. Sang

De stakkels forældre så deres skæbne fra muren,

og så deres søn blegne i den sidste tid,

ham trykkede den sidste dag med det sidste lys.

Pludselig står ·Tritonia i broderens skikkelse foran ham, gik til ham {Athene}

og snød den unge mand med sin falske skikkelse.

Da han nemlig troede sig sikker med Deïphobus' våben,

overførte ·Pallas igen sin kraft til danaerne. {Athene}

De uovervindelige stødte sammen i nærkamp,

efter de havde kastet spyddene.

Han tordner med sine våben,

den anden fordriver forgæves den stærke fjende med sit skjold,

og vilde slag udveksles i nærkamp.

Sveden hagler af dem, grusom sværd skratter mod sværd,

samlet hænger fod ved fod og hånd ved hånd.

Den vilde Achilles svingede allerede spyddet i hænderne

og sendte projektilet mod manden med stor styrke,

den kyndige Hector undgår det forfejlet spyd.

Danaerne råber op.

·Den priamiske helt derimod kaster det sitrende spyd mod den vulkanske rustning. {Hektor}

Det er ingen succes.

For det preller af på det hårde guld, og odden knækkede af.

Troernes rækker vånede sig.

Igen løber de sammen, modigt bringes våben sammen,

i nærkamp undgår de skiftevis de hårde sværd.

Tappet for styrker magter han ikke at modstå det sidste lod

og ·den angribende Aeacide, {Achilleus}

og mens han viger tilbage, ser sig om efter broderlig hjælp i den klemte situation,

og erfarer, at der ingen frelse var,

han fornemmer, at svig er tilstede. Hvad gør han?

Hvilken guddom påkalder han ydmygt?

Styrken visner i hele kroppen og nægter ham hjælp.

Hånden kan næppe holde sværdet,

den fjendtlige nat dækker øjnene, og ingen hjælper den udmattede.

Døende kæmpe han og undertrykker et suk dybt i hjertet.

·Den nereiske helt angriber og presser den rystede alle vegne fra. {Achilleus}

Så kaster han spyddet og gennemborer halsens midte med den spidse Od.

Danaerne jubler, troerne begræder sine sår.

Så siger uheldige Hector berøvet sin styrke:

“De der, giv de stakkels forældre mine lemmer,

som en uheldig fader vil købe for meget guld,

som sejrherrre har bærer du belønningen.

Nu beder ·Priamus' søn, {Hektor}

Priamus beder dig, berømte, kongernes konge, som alene Graecia frygter.

Hvis du hverken besejres af bønner eller gaver,

hvis du hverken bevæges af en stakkels tårer eller et berømt folk,

hav medlidenhed med en nedslået far.

Lad Peleus i stedet for Priamus bevæge dig, Pyrrhus, i min krops sted.”

Sådan ·Priamiden. {Hektor}

Ham svarede den hårde Achilles:

“Hvad, forsøger du at bøje mit hjerte med disse bønner?

Jeg kunne flænse dig sønderrevet på dyre manér,

hvis naturen tillod det, med mine egne hænder.

Men de gruelige vilddyr og alle fugle skal sønderrive dig,

og dine indvolde made griske hunde.

Patroclus' skygge får den glæde fra dig,

hvis skygger kan føle.”

Mens store Achilles pralede sådan med hård mund,

gav den stakkels Hector livet tilbage.

Achilles endnu ikke tilfreds i sit sind binder ham

til vognen og som sejrherrer trækker den livløse krop i fødderne tre gange rundt om murene. Herrens succes løfter hesten højt.

Så bragte den største helt liget skæmmet af støv tilbage til danaerne.

Danaerne glædes, troerne begræder sine sår

og ligeså deres mure fanget med begravelsen.

1. 1004-1014: 23. Sang

I mellemtiden begraver sejrherren ·Aeaciden den begrædte vens lig {Achilleus}

og fører optoget ved begravelsen.

Så river han Hectors stakkels lemmer rundt om gravhøjen

og omgiver legenes æresgave ved den rygende aske.

·Tydiden overvandt vilde Meriones i heste- og væddeløb. {Diomedes}

Ajax, hvis styrke ·Laetieren snød med list, {Odysseus}

overvindes i brydekamp.

Epeus overvandt alle modstandere med boksehandskerne,

og Polypoetes overgik alle med den tunge diskos, Meriones med buen.

Endelig da konkurrencerne er ovre,

vender Achilles fulgt ad sine livvagter tilbage til sin lejr.

1. 1015-1070: 24 Sang

De stakkels frygere begræder tabet af Hector,

og hele Troja genlyder af sørgelig klage.

Ulykkelige og stakkels Hecuba udgyder klager og kradser ansigtet med neglene,

Andromache flår tøjet fra sit bryst, ak, berøvet sådan en mand.

Hele den frygiske sag faldt på Hector ene,

på ham faldt den elendige faders jammerlige forsvar af alderdommen.

Ham holdt hverken hans hustru, børneskaren eller det store riges ære tilbage,

som havde han glemt livet, gik han ubevæbnet

og viste sig i den ubesejret fjendes lejr.

De danaiske ledere undrer sig,

og selv ·Aeaciden undrer sig over den stakkels gamle mands mod. {Achilleus}

Kastet ned ved knæene rækkende de rystende hænder mod himlen siger han:

“O Achilles stærkeste blandt grækerne,

O mit riges fjende,

dig alene frygter den slagne dardaniske ungdom,

dig finder min alderdom altfor grusom.

Jeg beder dig nu om at være yderst mild

og have medlidenhed med denne elendige fader bønfaldende på knæene

og modtage gaverne, som jeg bragte med, for min stakkels søns lig.

Hvis du hverken bøjes af bønner eller guld,

må din hånd rase alderdommens sidste alder.

Idet mindste følger jeg, faderen, sønnens voldsomme begravelse.

Skænk mig hverken livet eller store æresbevisninger men min grusomme død!

Hav medlidenhed med forældreren og lær ved mit lig at være en blid far.

Ved Hectors død besejrede du det dardaniske rige,

du besejrede Priamus.

Du sejrherrer husk på menneskenes lod og ledernes omskiftelige skæbne.”

Achilles endelig bevæget af den gamles bønner løfter ham fra jorden

og giver Hectors livløse lig til faderen.

Efter dette bærer Priamus sin belønning tilbage til fædrelandet,

forbereder efter deres skik det triste ligtog

og leder den sidste begravelse.

Så bygges et ligbål, hvorved to gange seks græske kroppe,

firfodede heste, vogne, horn, skjolde, hule hjelme og tydelige spyd placeres.

Ovenpå disse lægges Hector under stor sukken.

Rundt om står ·de iliske mødre, sønderriver med hænderne deres smukke hår {trojanske}

og tæsker deres sønderflænget bryst.

På dette bål ser de nemlig deres sønners begravelse.

Og ungdommens grådkvalte råb løftes med stor brusen.

For ·Ilion brændte med de flammer. {Troja}

Imellem dem flyver hustruen Andomache med flænget bryst frem

og ønsker at kaste sig ind i ildens midte holdende Astyanax,

på ordre holder mængden af terner hende tilbage.

Hun gør dog modstand mod dem alle indtil,

de afmægtige flammers brænde faldt sammen

og den så berømte leder døde i let emmer.

Men stop gangen og sæt en grænse for værket,

Calliope, styr din digters skib,

ham ser du strejfe kyster med få åretag

og allerede når han havnen og den store Homers mål.

Følgende skare af Pierider, stryg sejlet

og, hellige med laurbær indviklet i jomfruhåret, læg selv din lyre.

Berømte ·Pallas vær til stede, {Athene}

Alle rettigheder: Sebastian Maskell Andersen