Minos’ blåskæg

Af Sebastian Maskell Andersen, oktober 2020.

Der var en gang en mand, der havde smukke huse i byen og på landet, fade og tallerkener af guld og sølv, møbler med fint broderi og forgyldte kareter. Men uheldigvis var hans skæg blåt, og det gjorde ham så hæslig, og afskrækkende at se på, at alle kvinder både fruer og frøkener, flygtede fra ham…

 

                          Dette er indledningen til folkeeventyret Blåskæg, folkeeventyret forstætter med, at naboens yngste datter bliver gift med Blåskæg og får alle nøglerne til huset under strenge formaninger om ikke at åbne ind til det lille værelse. Hun kan ikke modstå fristelsen, åbner ind til det lille værelse og opdager ligene af Blåskægs tidligere koner. Blodet besmitter nøglen og kan ikke gå væk. Blåskæg bliver rasende og kræver hendes død. Hun opnår dog udsættelse længe nok til at kunne blive reddet.

 

Hvad har Blåskæg med Minos at gøre?

                          Ideen er den, at myterne om Minos og folkeeventyret om Blåskæg har en lignende kombinationer af motiver, der gør, at vi kan identificere dem som “den samme historie”. Hvis fortællinger om Minos, som kendes fra Thukydid, kan sætte sig spor i Blåskæg, bedst kendt i Charles Perraults nedskrivning fra 1697, er det også sandsynligt, at myterne om Minos kan indeholde spor af fortællinger, der hører bronzealderen og den minoiske kultur til. Som hjælp til dette eksperiment vil jeg benytte mig af en strukturalistisk læsning af Apollodors, Ovids og Plutarks versioner af fortællingen om Minos. Håbet er at kunne finde lighedstræk mellem disse forfattere, og at evt. lighedstræk kan have rod i bronzealderens Kreta. Jeg vil derfor forsøge at lave en strukturalistisk læsning af forskellige antikke kilder til Minos for at afdække eventuelle lighedstræk og forskelle. Lighederne vil jeg betragte som de grundelementer, der er nødvendige for at kunne identificere fortællingen, forskellene som resultatet af en vertikal og horisontal overlevering, hvor forskelle i tid og sted er med til forme fortællingen.

Struktur

Caveat

Inden vi begynder med den strukturalistiske læsning, er det passende at komme med en lille advarsel samt refleksioner over den tekstart, vi skal til at betragte. Det kan ofte forekomme intuitivt givet, hvad en myte er, eller en legende, men forsøger man en formel distinktion mellem de to, kommer man tit i konflikt med intuitionen. Det kan derfor være hensigtsmæssigt at have et overblik over de tekstarter, der knytter sig til det område, vi her prøver at afdække.

I Michèle Simonsens Hekse, trolde og bondeknolde, – Hvad ved vi om folkeeventyr, Kbh. 1985 findes et skema, der sammenfatter forskningens bud på en klassificering:

 

 

Holdning til stof

Form

Optrædende

Social funktion

Myte

Faktisk begivenheder

Poesi

Guder og helte

Ritual

Heltekvad

Faktiske begivenheder

Poesi

Mennesker, klan, slægter

Politik/underholdning

Sagn

Faktiske begivenheder

Prosa

Guder, overnaturlige væsner, helgener, mennesker

Opbyggelig eller belærende forestilling

Eventyr

Fiktive begivenheder

Prosa, evt. med indlagte rim

Mennesker, overnaturlige væsner, dyr

Underholdning

Anekdote

Faktiske begivenheder

Prosa

mennesker

oplysning/underholdning

 

Eventyret: Prosaberetning om fiktive begivenheder, der præsenteres sådan.

Myten: Symboliserer den fremherskende tro og fremstiller de eventyrlige begivenheder som sande.

Heltekvadet: Versberetning om begivenheder om familien eller slægten, der anses for sande.

Sagnet: Både fortæller og tilhører anser sagnet for sandt, og der indgår konkrete tids- og stedsangivelser.

Anekdoten: Beretning om begivenheder uden dybere betydning, der anses for sande.

Folkeeventyrets fire hovedkategorier:

Folkeeventyr:

                          Trylleeventyr “fehistorier” med overnaturlige væsner.

                          Romantiske / novelleeventyr “realistiske” for såvidt, der ikke optræder overnaturlige                       væsner.

                          Legendeeventyr Vedkender sig at være fiktive og indeholder en morale.

                          Historier om dumme trolde, der narres.

Dyreeventyr: Hovedrollen indhaves af et dyr. Dets enkelte struktur gør, at ethvert medlem af fællesskabet kan optræde som fortæller og fortsætte fortællingen.

Skæmtehistorier:

                          Historier der gør grin med potentaterne.

                          Historier der gør grin med de svage.

                          Historier der gør grin med en særlig gruppe, som anses for dum.

                          Historier der gør grin med anerkendte dyder.

                          Historier med et latrinært/skatologisk indhold.

                          Historier der fortæller om opdigtede bedrifter og steder.

Formeleventyret: Lange opremsninger (Tjeneren sender bud efter slagteren, der skal dræbe kalven, der ikke vil drikke af floden, der ikke vil…).

Som allerede antydet, tror jeg ikke, der kommer noget frugtbart ud af at insistere på at placere teksterne i en af de her opregnet kategorier. For mig at se har de forskellige tekstarter det til fælles, at de behandler den eventyrverden, J. R. R. Tolkien tog som det centrale element i eventyrhistorien (Træ og blade, Roskilde, 1998). Samme Tolkien skriver endvidere:

“At spørge til hvor historier kommer fra svarer til at spørge om sprogets eller tankens oprindelse.”

Og fortsætter

“...hvis to historier er bygget op omkring det samme folkloremotiv eller i store træk består af en lignende kombination af motiver, er der tale om “den samme historie”. Den slags påstande kan muligvis (i overdreven forkortelse) udtrykke en vis grad af sandhed. Men de er ikke sande inden for litterær kunst.”

Tolkien pointerer ganske klart, at værkernes litterære kvaliteter går tabt ved at gennemføre en sådan analyse, som vi netop er i gang med, og værkerne er først og fremmest litteratur, der dermed får deres betydningsfuldhed gennem den kontekst, de er tiltænkt, som Tolkien skriver:

“De gamle elementer kan fjernes eller glemmes og fortrænges, eller erstattes af andre ingredienser med størst lethed – som enhver sammenligning af en historie med nært beslægtede varianter vil vise. De ting der forekommer, vil ofte være bibeholdt (eller indsat) fordi de mundtlige berettere instinktivt eller bevidst har følt deres litterære “betydningsfuldhed”.”

Tre strukturer

Hvis vi kan acceptere det æstetiske tab ved en strukturalistisk læsning, vil jeg her kort redegøre for tre strukturalistiske tilgange til kilderne. Den russiske folkemindeforsker Vladimir Propp så personernes funktioner som eventyrets konstante og permanente elementer og identificerede 31 af sådanne funktioner, som de fundamentale konstitutive dele. Fransk manden Claude Levi Strauss beskæftigede sig mere med myten, der er hævet over kronologi både i fortællingen og gennem historien. En myte består af “mytemer”, der igen består af indholdsmæssige relationer. Mytens mening er korrelation mellem “mytemerne”. Amerikaneren Joseph Campbell er måske mest radikal i sin teori om monomyten. Alle myter kan ifølge Campbell beskrives ved følgende formel. Heltens rejse: adskillelse (x) → indvigelse (y) → tilbagevenden (z). X: Udrejse til eventyr; Y: Konflikt med overnaturlige krafter; Z: vender tilbage til gavn for samfundet.

                          I forsøget på at lave en strukturalistisk læsning vil jeg på baggrund af dette fokusere på personernes roller samt de temaer, der lader til at gå igen.

Fortællinger om Minos

Når vi skal til at læse de antikke kilder, må vi erindre, at de selv havde et forbehold til deres fakticitet på grund af deres funktionalitet, som det fremgår af deres inddeling jordens aldre i adêlos (uklar) som er tiden fra verdensskabelse til den første verdensbrand, om hvilken vi intet ved, mythikon (mytisk) som er tiden fra den første verdensbrand til den første olympiade, som digerne i sær referer til, og historikon (historisk) som er tiden fra den første olympiade til vores tid, som vi har kilder til (jf Censorinus, De die natali 21.1).

Myterne

Her følger en læsning af to mytesamlinger, der ikke gør noget forsøg på reflektere over eller forholde sig til myterne selv.

Apollodor, Bibliotek (150 f.Kr.)

Zeus i skikkelse af en hvid tyr bortfører Europa til Kreta.

Asterios gifter sig med Europa og opdrager hendes børn Minos og Rhadamanthys.

Minos gør krav på tronen og opnår den ved at vise, at han har gudernes gunst.

Minos får en tyr af Poseidon mod at ofre den til ham.

Minos ofre en anden tyr, som straf forelsker Pasifaë sig i tyren.

Pasifaës afkom Minotauros er et farligt monster.

Daidalos bygger Labyrinten til Minotauros.

Minos lukker Polyidos inde med sin døde søn Glaukos.

Polyiodos vækker Glaukos til live.

Minos’ søn Androgeos bliver dræbt i Athen.

Minos angriber Athen og vinder.

Minos kræver 7 unge mænd og 7 unge kvinder som bod.

Theseus tager med de unge mænd og kvinder.

Med Ariadnes hjælp dræber Theseus Minotauros.

Daidalos bliver arresteret af Minos.

Daidalos flygter til kong Kokalus.

Minos finder Daidalos og bliver dræbt af Kokalus’ døtre.

 

Ovid, Metamorfoser, (43 f.Kr.-17 e.Kr.)

8.-9. sang

Minos drager med en flåde til Attika for at hævne mordet på sin søn.

Scylla, Nisus datter forelsker sig i Minos og hjælper ham.

Minos bliver vred og formsår Scylla.

Tilbage på Kreta ofrer Minos hundrede tyre til Jupiter.

Pasiphaë har i mellemtiden født Minotaurus

Daedalus bygger Labyrinten.

Tredje gang Minotaurus skal fodres med unge fra Athen, tager Theseus med.

Ariadne hjælper ham med at overvinde Minotaurus og flygter med ham.

 

Den mytiske Minos

Vi kan resumere myterne således:

Minos kommer til magten ved at bevise, at han har gudernes gunst gennem tyren fra Poseidon.“Glemmer” at ofre tyren til Poseidon.

Pasifaë indleder et forhold til tyren og føder Minotauros.

Minotauros gemmes væk i Labyrinten bygget af Daidalos.

Androgeos dør på Attika, som bod skal Athen stille med 7 unge kvinder og 7 unge mænd.

Theseus drager med ekspeditionen og dræber Minotauros hjulpet af Minos’ datter Ariadne.

Minos arresterer Diadalos, der flygter til Kokalus.

Minos finder Daidalos men bliver dræbt af Kokalus’ døtre.

 

Myterne er enige om, at Minos var en velhavende konge på Kreta, der tager til Attika for at søge oprejsning for mordet på sin søn, at hans relationer til sin kone og datter bliver kompliceret af deres forhold til henholdsvis tyren og Theseus. Han lader labyrinten bygge som løsning på det første problem. Labyrinten bliver endvidere gerningsstedet for hans blodtørstige hævn for mordet på sin søn. Hvis vi leger med tanken om, at Blåskæg er en kristen fortolkning af Minos, da må pige og de døde hustruer være Athens sonoffer, og Labyrinten må være reduceret til et rum. Blåskæg og Minos har enkelte træk til fælles, de er begge udfordret i deres relationer til kvinder, og er begge meget vrede (i hvert fald i Ovids udlægning se i øvrigt Graham Anderson, Fairytales in the Ancient World, London 2000). Lad os antage, at Blåskæg er et fjernt ekko af den her refereret myte, hvad kan den så sige om Kreta i bronzealderen? For Joseph Campbell er dette fortællingen om et protomykene (Theseus), der løsriver sig fra den minoiske dominans (Minos), hvilket kommer til udtryk ved, at Theseus dræber Minotauros symbolet den minoiske magt. Denne tolkning mangler arkæologisk evidens, da der endnu ikke er fundet noget på det græske fastland, der kan godt gøre, at magten på dette tidspunkt var ved at tippe til grækernes favør.

Den historiske Minos

Elementer af den mytiske Minos findes også hos de græske historikere. I sin indledning til Den peloponnesiske krig nævner Thukydid i § 1.4, at Minos etablerede en flåde, opnåede kontrol med Det græske Hav og bekæmpede sørøvere. Dette kunne tyde på, at han har haft adgang til en tradition, der betragtede den minoiske kultur som et søimperium.

 

Palaiphatos, Om Pasifaë (4. årh. f.Kr.)

Palaiphatos er forfatteren til et værk med titlen Sandheden om de græske myter, hvor han i indledningen kalder eventyrene ἄπιστος (utroværdige). Han vil derfor komme med en “rationel” forklaring. I afsnittet om Pasifaë bemærker han, at det ikke kan lade sig gøre at parre en kvinde med en tyr, ligesom en hund ikke kan parre sig med en abe. Sandheden er den, at Minos havde smerter i genitalierne, som afholdt ham fra Pasifaë, der bliver betaget af en ung mand fra Minos’ hird, Tauros. Minos kan regne ud at Pasifaës afkom ikke er sit og sender barnet bort. Det vokser op i bjergene og lever skjult i en grotte af at røve kvæg. Minos sender ubudne gæster ubevæbnet mod denne Minotauros. Theseus sendes også afsted men får et sværd af Ariadne og kan dermed besejre Minotauros.

                          Denne “rationelle” forklaring på myten har selv elementer, der minder om myter, i sig. Fortællingen om den utro dronning bygger således på en form for “folkeetymologi”, hvor navnet Minotaruos deles i sine rødder Minos og Tauros, hvilket passer til de to mænd i Pasifaës liv.

 

Plutark, Theseus (46-127 e.Kr.)

I sin sammenligning mellem store græske og romerske personligheder, sammenstiller Plutark den romerske Romulus med den attiske Theseus. Han er opmærksom på, at emnet balancerer mellem fakta og fiktion og skriver om μυθογράφοi (evntyrfortællere), at de er οὐκέτι πίστις   (ikke troværdige). Formuleringen οὐκέτι πίστις er nærmest er ekko af Palaiphatos’ ἄπιστος, hvilket kunne tyde på et slægtskab mellem de to tekster. Plutarks udlægning bliver nærmest en sammenskrivning af Palaiphatos og den mytiske Minos.

 

Kreta beder om 7 unge mænd og 7 unge kvinder tribut som bod for mordet på Androgeos.

De bliver sendt til Labyrinten enten til Minotauros eller til fortabelse.

Theseus beder om et hvidt sejl.

Ariadne hjælper Theseus.

Theseus vender hjem men glemmer sejlet.

I følge kretenserne: var de unge præmie ved begravelseslegene.

Labyrinten var navnet på fængslet, som man ikke kunne undslippe.

Vinderen var Tauros.

Theseus deltager i legen.

Overvinder Tauros.

Får dermed de unge mennesker.

Minotauros er en mand kaldet Tauros, som Theseus overvinder. Derved løsriver han Athen fra Minos’ magt.

I dialogen Minos gør Platon opmærksom på, at Minos er kendt fra den attiske tragedie som en hård og brutal tyran men også berømt som lovgiver udannet af Zeus, hvis love bliver videregivet til Sparta. Alt i alt lader de historiske kilder til at skildre Minos som en lovgiver på Kreta, der lykkedes med at skabe et søimperium, der spredte sig til den græske verden. Denne skildring understøttes af de arkæologiske fund fra bronzealderens Middelhav.

Minos med briller og blåt skæg

Kilderne tyder på en vis strukturkonstans i overleveringen af fortællinger om Minos. Selv om der ca. 600 år mellem de ældste og yngste af vores litterære kilder, er der et stykke vej til de ca. 1000 år, der er mellem Thukydid og den minoiske bronzealder. En fylogenetisk undersøgelse af ca. 275 folkeeventyr med magi i centrum viser, at 100 af de 275 viser sproglige korrelationer, som er forventelig ved en horisontal overlevering. Desuden viste undersøgelsen, at statistisk set burde, man være mere tilbøjelig til at afvise frem for at optage fortællinger fra naboer. Der er 77% sandsynlighed for at fortællingerne går tilbage til den protoindoeuropæiske sprogtilstand og dermed bronzealderen (jf. https://royalsocietypublishing.org/doi/10.1098/rsos.150645).

                          Hvad kan vi så sige? Man kan argumentere for, at folkeeventyret Blåskæg har sin oprindelse i myten om Minos, og at myten om Minos indeholder elementer, der kan gå tilbage til den minoiske kultur. Bemærk formuleringen kan, jeg tillader mig at tage det forbehold, at forudsætningen for denne konklusion er, at analyserne af myterne er om ikke korrekte så i det mindste retvisende i deres angivelse af temaer og funktioner. Labyrinten kan således være eventyrets svar på de store paladser. Minos er den herskende lovgiver. Tyren spiller en vægtig rolle i legitimering af hans autoritet (jf. i øvrigt danske folkesagn, hvor tyren eller en helt iklædt tyreskind må bekæmpe en ondsindet orm, Mads Lidegaard, Myte og sagn, København 2007) og genfindes i den minoiske ikonografi. Minoerne fik etableret et søimperium, hvad vægmalerier fra den minoiske verden underbygger. Men det er også en magt, der har et anstrengt forhold til det feminine (Ariadne og Pasifaë). Myten passer ind i en beskrivelse af bronzealderen som en periode, hvor ny teknologi var med til at skabe nogle nye samfundsstrukturer, en øget mobilitet og en øget velstand, som led at knæk i overgangen til jernalderen, og som først kom tilbage ca. 1000 år senere i løbet af antikken .