Om Públius Papínius Státius ved vi stort set kun, hvad vi kan udlede af hans egne digte, først og fremmest Sílvae III,5 og V,3. Han stammer fra Napoli. Hans far var født godt 100 kilometer længere sydpå i Vélia (græsk: Eléa), der er berømt som hjemby for Parmenides og Eleaterne. Begge byer er oprindelig græske, ligesom mange andre byer i Syditalien og på Sicilien (Magna Graecia — „Storgrækenland”). Statius’ familie havde muligvis været riddere, det vil sige en del af den finansielle overklasse, men mistet sin status af økonomiske årsager.[1] Hans far underviste i Napoli og siden Rom. Men han var også digter og sejrede i recitationskonkurrencer både ved de vidt berømte Augustalia-lege i Napoli (indstiftet i 2 e.Kr.), hvor man i græsk stil konkurrerede til ære for guderne, og ved lege flere steder i Grækenland.[2] Augustalia-legene er i deres græskhed et eksempel på, hvor stærkt det græske præg stadig var i området i den tidlige kejsertid. Napoli havde været del af det romerske imperium siden 326 f.Kr. (selv om den først blev municipium i 90 f.Kr.), og hele området omkring Napoli-bugten var en magnet for romerske rigmænd og adelige, der anlagde villaer her; men der var en stærk bevidsthed i byen om dens græske oprindelse og om bylivet dér som et udtryk for græsk kultur.[3] Statius’ nøjagtige fødsels- og dødsår kender vi ikke. Hans fødsel placeres mellem 40 og 60 e.Kr., alt efter hvordan man fortolker Silvae III,5,23-24 og udtrykket „mit blanke hår” (nitidis comis) i samme digt (vers 28-29), som kan være en hentydning til, at han på det tidspunkt er blevet gråhåret. Hans dødsår sættes traditionelt til 96, sammenfaldende med kejser Domitians. Han levede det meste af sit liv i Rom, rejste tilbage til Napoli i 95, men tog tilsyneladende igen til Rom.[4] Måske har han haft hus begge steder. Det står fast, at Statius var aktiv under Domitian, der regerede fra 81 til 96 som den tredje og sidste af de flaviske kejsere, det andet dynasti i den romerske kejserrække.
Af Statius er overleveret to hele værker og et ufuldstændigt. Det ene er Thebaïden, formentlig udgivet i 92, et epos i tolv bøger, der bygger på myten om de syv mod Theben og den Thebanske sagnkreds. Det tog Statius tolv år at fuldende værket, som var populært allerede i samtiden. Vi har halvanden bog af Achilleïden, et andet epos, som formentlig er ufærdigt, fordi Statius ikke nåede at færdiggøre det før sin død. Og endelig er der altså Silvae, en samling af toogtredive lyriske digte i fem bøger. Udgivelsesårene kan fastsættes ud fra referencer i værket til begivenheder i samtiden. Bog I er udgivet i 92, bog II i 93, bog III i 93[5] og bog IV i 95. Bog V er formenlig udgivet tidligst i 96, det vil sige muligvis posthumt. Men det eneste reelle indicium er, at femte bog mangler et forord som de fire andre bøgers (se afsnit 2 nedenfor).[6] Desuden findes af Statius et lille fragment af De bello Germánico, et digt om Domitians felttog i Germanien, måske det samme digt, som han i Silvae IV,2,65-66 nævner, at han har reciteret ved Domitians lege i Alba. Vi ved også, at Statius skrev en pantomime, Agave, som var berømt i samtiden, men er tabt.
Som sin far deltog Statius i recitationskonkurrencer. Han fortæller os, at han vandt sin første sejr ved Augustália-legene, igen ligesom faren. Senere vandt han priser ved Domitians Alba-lege.[7] De blev afholdt årligt til ære for Minerva ved hendes festival Quinquatria og fandt sted ved Domitians villa i Alba. Her var forskellige konkurrencer, blandt andet for digtere og talere.[8] Statius stillede også op ved Capitol-legene (ligeledes indstiftet af Domitian og afholdt hvert fjerde år[9]), men uden at vinde priser.[10]
At dømme efter en passage hos den samtidige digter Juvenal lader Statius til helt eller delvis at have levet af at digte. Han skriver, at Statius havde svært ved at få det til at løbe rundt, selv om hans Thebaide var en kæmpesucces.[11] Men ordene om Statius’ fattigdom skal vi måske tage med et gran salt. Det hører med til Juvenals stil og genre, at han sætter tingene på spidsen.[12] Vi ved også, at Statius ejede et landsted ved Alba, som Vespasian eller Domitian formentlig i sin tid havde foræret Statius’ far.[13] Der lader i hvert fald til at have været en forbindelse mellem Statius’ familie og kejserfamilien. Villaen havde indlagt vand gennem en ledning, som Domitian vist nok havde ladet ham føre fra sin private ledning.[14] Flere af digtene i Silvae er da også skrevet for Domitian som deciderede propagandadigte, af hvilke tre af dem er med i dette udvalg.[15] Ellers er digtene skrevet for fremtrædende personer af både senator- og ridderstanden. At skrive for disse mennesker kan godt have givet Statius brød på bordet, også selv om Statius som klient ikke direkte kan have modtaget betaling for digtene.[16] Forbindelsen mellem Statius’ digtning og patron-klientforholdet skal jeg komme ind på nedenfor (i afsnit 9). Men lad os i hvert fald slå fast her, at Statius, sikkert allerede som ung, færdedes i de højeste samfundslag. Og hans digtning, ikke mindst Silvae hører til i det miljø.
(Fra Morten Skou Andersens indledning)
[1] Ridderstatus mistet: Silvae V,3,116-118. [2] Napoli og Rom: Silvae V,3,146-175 og V,3,176-194. Recitationssejre: Silvae V,3,134-145. Statius’ familibaggrund overordnet: Coleman, side xv; Newlands (2011), side 1-2; van Dam (1984), side 1-2. [3] Hardie, Alex, side 2-14. [4] Nauta, side 204. [5] Nogle mener, at bog I-III blev udgivet samlet, men jeg følger Nauta, side 285-289. [6] Gibson, side xxviii-xxx. [7] Sejr ved Augustalia: Silvae V,3,225-227. I Alba: III,5,28-31. [8] Jones, side 100. Sveton, Domitian, 4, 4 (Drachmanns oversættelse, bind II, side 154 (1964), side 148 (1989)). Se også kommentarerne til IV,2,67 og IV,5,21-28. [9] Sveton, Domitian, 4, 4 (Drachmanns oversættelse, bind II, side 154 (1964), side 148 (1989)). [10] Ingen priser til Statius på Capitol: Silvae III,5,31-33. Overordnet om Albalegene og Capitollegene: Coleman, side xvii og Nauta, side 328-335. Statius’ deltagelse: Nauta, side 196-197. [11] Juvenal, Satire 7,83-90 (Kjærs oversættelse, side 95). [12] Nauta, side 4-5.[13] Hardie, Alex, side 12-13. Nauta, side 202. [14] Silvae III,1,61-64. Se kommentar til IV,5,13-20. [15] Se afsnit 11. [16] Nauta, side 10-34.