Sankt Brendans rejse

1 Sankt Brendan mac Findlocha mac Alti var født ind i Eoganacht klanen fra Locha Lèin i provinsen Munster. Han var streng asketisk og berømt for sine undere og fader til næsten 3000 munke.

Medens han kæmpede den gode kamp på det sted, som nu er kendt som “Brendans unders dal”, skete det, at en af fædrene, Barrind mac Neill, en aften kom til ham.

Og da Brendan stillede Barrind mange spørgsmål, begyndte Barrind at græde, kastede sig på jorden og bad i meget lang tid. Men Sankt Brendan rejste ham fra jorden, kyssede ham og sagde: »Fader, hvorfor skal vi være ked af din ankomst? Er du ikke kommet for at trøste os? Skulle du ikke hellere være glad for at forberede dine brødre. Vis os Guds ord og glæd vor sind med de forskellige under, du så på havet.«

Da sankt Brendan var færdig med at snakke, begyndte Barrind at fortælle om en vis ø: »Min kære søn Mernoc, som bekymrer sig om Kristi fattige, forlod mit selskab og ville være eremit. Han fandt en ø tæt ved Sliabh Liacc kaldt Inis Cain. Langt senere fik jeg at vide, at han havde flere munke hos sig, og at Gud havde vist mange undere gennem ham. Derfor drog jeg af sted for at besøge min søn. Da jeg efter en tre dages rejse nærmede mig, skyndte han og hans brødre at komme mig i møde. Herren havde nemlig åbenbaret ham min ankomst. Som en bisværm løb brødrene ud fra deres forskellige celler for at møde os, som sejlede til den nævnte ø. Deres boliger var nemlig spredt fra hinanden, men deres livsstil var enstemmig som i én tro, ét håb og én kærlighed, de spiste sammen og var altid sammen ved tidebønnen. De blev ikke givet andet end frugt, nødder, rødder og andet grønt at spise. Men efter komplet forblev hver i sin celle lige til hanegal, eller klokken ringede. Efter at have overnattet og set hele øen førte min kære søn mig til vestkysten, hvor der var et lille skib, og han sagde: ‘Fader, gå ombord og lad os sejle mod en ø i vest, som kaldes De Saliges Ø. Den vil Gud give dem, der senere vil følge os.’ Vi gik ombord og sejlede. Skyer dækkede os så meget, at vi næppe kunne se skibets bag- eller forstavn. Da der var gået en time, strålede et stærkt lys omkring os og åbenbarede et rummeligt, græsdækket og overdådigt frugtbart land. Efter skibet var stødt på grund, gik vi fra borde og begyndte at gå og se os omkring på øen, efter 15 dage havde vi endnu ikke fundet dens grænse. Vi så kun planter i blomst og træer med frugter. Selv stenene var den ædle slags. På den femtende dag fandt vi en flod, som løb fra øst mod vest. Da vi overvejede alt dette, kom vi i tvivl om, hvad vi skulle gøre. Vi besluttede os for at gå over floden, men vi ventede på Guds råd. Mens vi diskuterede dette, kom der pludselig en mand med en vældig stråleglans til syne ved siden af os, han kaldte os ved vor navne, hilste og sagde: ‘Velkommen, mine kære brødre. Herren har åbenbaret os dette land, som han vil give til sine hellige. Men denne øs midte er lige ved denne flod, og det er jer ikke tilladt at komme videre. Vend I derfor tilbage, hvor I kom fra.’ Da han havde sagt dette, spurgte jeg straks om, hvem han var, og hvad han hed. Han svarede: ‘Hvorfor spørger du til, hvem jeg, og hvad jeg hedder? Hvorfor spørger du mig ikke om denne ø? Således, som du ser den, har den været siden verdens begyndelse. Savner du mon mad, drikke eller tøj? Et år har du været på øen uden mad og drikke. Du har ikke sovet, og natten ikke tilhyllet dig. Dagene her er nemlig altid uden skyggernes dunkelhed. Vor Herre Jesus Kristus er stedets lys.’ Straks begyndte vi rejsen, og den førnævnte mand fulgte os helt til kysten, hvor vores skib var. Men som vi gik om bord, forsvandt manden fra vort syn, og vi rejste gennem den tidligere nævnte tåge til Inis Cain. Da brødrene så os, jublede de vældigt og begræd vor lange fravær: ‘Hvorfor, fædre, sendte I jeres får på vandring i skoven uden en hyrde? Vi vidste, at vor abbed ofte rejste fra os til et andet, os ukendt sted, og at han blev der nogle gange en måned, to uger eller en uge mere eller mindre.’ Da jeg hørte dette, begyndte jeg trøste dem: ‘Brødre, tro ikke andet end godt. Jeres fællesskab ligger ikke langt fra Paradis. Dette sted er nær den ø, som kaldes Helgenernes Lovede Land. Dette sted besøger jeres abbed Mernóc. For Guds engel vogter øen. Kan I ikke på lugten i vort tøj forstå, at vi har været i Guds Paradis?’ Nu svarede brødrene: ‘Abbed, vi forstår, at I har været i Guds Paradis på havet, men vi ved ikke, hvor dette paradis er. Vi har ofte lugtet dette på abbedens tøj, efter at han har været væk i fyrre dage.’ Men der forblev jeg i de to følgende uger hos min kæreste søn uden mad og drikke. Vi var nemlig så overmætte, at de andre troede, at vi var fyldt af vin. Efter fjorten dage modtog jeg brødrenes og abbedens velsignelse og vendte tilbage med mine kammerater til den celle, jeg vil rejse til i morgen.«

Efter denne historie kastede Sankt Brendan og hans menighed sig på jorden, priste Herren og sagde: »Herren er retfærdig i alle sine veje og hellig i alt sit værk, fordi han åbenbarede så store og fantastiske undere for sine tjenere, velsignet i sine gaver, fordi han i dag fornyr os med den slag åndelig føde.« Da han havde afsluttet bønnen, sagde Sankt Brendan: »Lad os forfriske kroppen og gå i gang med noget nyt.« Næste morgen modtog sank Barrind brødrenes velsignelse og rejste tilbage til sine celle.

2 Sankt Brendan udvalgte to gange syv brødre fra sin menighed, lukkede sig inde i et oratorium med dem og sagde: »Min allerkæreste våbenfæller, jeg beder jer om hjælp og råd, eftersom mit hjerte og alle mine tanker er fokuseret på et eneste. Om blot det er Guds vilje. Jeg har i mit hjerte besluttet at opsøge Helgenernes Lovede Land, som fader Barrind omtalte. Hvordan har I det med det, og hvilket råd vil I give mig?« I erkendelse af den hellige faders vilje svarede de alle som med en mund: »Abbed, dit ønske er vort ønske. Har vi ikke sendt vores forældre bort, har vi ikke set stort på vores arv og overgivet vores legemer i dine hænder? Derfor er vi forberedt på at følge dig enten til døden eller til livet. Vi stræber kun efter dette ene: Guds vilje.«

3 Sankt Brendan besluttede således, at de, som var sammen med ham, skulle faste i fyrre dage – altid i en periode af tre dage – og dernæst rejse. Da de fyrre dage var gået, og han havde sagt farvel til sine brødre samt overgivet alt til lederen af sit kloster, som senere skulle efterfølge ham på selv samme sted, rejste han sammen med fjorten brødre mod det vestlige hav og til den hellige fader Endas ø. Der blev han i tre dage og tre nætter.

4 Efter at have modtaget den hellige faders og alle dennes munkes velsignelse, rejste han til ydergrænsen af sit område, hvor hans forældre boede. Han ønskede ikke at se dem, men på toppen af det bjerg, som strækker sig langt ud i havet – det sted som kaldes Brendans sæde – slog han lejer der, hvor der var plads til et skib. Sankt Brendan og hans rejsekammerater fik jernværktøj og byggede et utroligt let skib: skroget og masten var af træ, som det er skik og brug i de egne, de dækkede det med oksehuder styrket med bark. De smurte alle udvendige huders samlinger med fedt, de medbragte huder til to andre skibe, forsyninger til fyrre dage, fedt til at forarbejde skindene, som dækkede skibet, og andre fornødenheder. De placerede et træ i midten af skibet og satte sejl og andre ting, som var nødvendige for at styre skibet, på. Så bød Sankt Brendan sine brødre i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn at træde ombord.

5 Medens han stod alene på stranden og velsignede havnen, se så, der kom tre brødre fra hans klostre til ham. De faldt straks for hans fødder og sagde: »Fader, tillad os at rejse med dig til der, hvor du skal hen. Ellers bliver vi på dette sted og sulter og tørster. Vi har nemlig besluttet at rejse som pilgrimme hele vort liv.« Da Gudsmanden forstod deres beslutsomhed, bød han dem træde ombord på skibet med disse ord: »Lad jeres vilje ske, kære sønner« og tilføjede: »Jeg ved, hvorfor I er ankommet. Denne broder har gjort en god gerning. For Gud har forberedt ham et ganske passende sted. I andre derimod vil han forberede en skrækkelig dom.«

6 Sankt Brendan gik dog ombord, og med udslået sejl begyndte de at sejle mod sommersolhverv. De havde en gunstig vind, og det var ikke nødvendigt at ro, hvis blot sejlene holdt. Efter fem dage holdt vinden op, og de begyndte at ro lige indtil, mændenes styrke var ved at slippe op. Sankt Brendan begyndte straks at opmuntre og trøste dem: »Brødre, frygt ikke. Gud er nemlig vor hjælper, matros og kaptajn, og han styrer. Træk årene og roret ind. Lad blot sejlet hænge, og lad Gud gøre, som han ønsker med sine tjenere og sit skib.« Ved aftenstide kom de dog altid til kræfter igen. Og en gang imellem havde de vind, men de var ligeglade med, hvor den kom fra, og hvor den førte skibet hen.

Da der var gået fyrre dage, og de havde opbrugt alle deres livsnødvendige forsyninger, kom der fra nord en ø til syne, den var meget stenet og høj. Men da de nærmede sig kysten, så de en utroligt høj klippe som en mur og forskellig små vandløb, som løb fra øens top og ned i havet. De kunne dog ikke finde en havn, hvor skibet kunne fortøjes. Hver enkelt modtog dog et drikkekar, sådan at de kunne tag noget af vandet. Da Sankt Brendan så dette, sagde han: »Gør det ikke. Det er dumt, det I gør. Hidtil har Gud ikke ønsket at vise os en anlægshavn, og I vil plyndre? Vor Herre Jesus Kristus viste sine tjenere en havn og et sted at hvile efter tre dage for at restituere kroppene oven på anstrengelserne. «

Da de havde sejlet rundt om øen i tre dage, fandt de på tredjedagen omkring den niende time en havn, hvor der var adgang for et skib. Sankt Brendan rejste sig straks og velsignede adgangen. Den var nemlig omgivet af forunderligt høje sten ligesom en mur. Men da alle var gået fra borde og stod udenfor på jorden, forbød Sankt Brendan dem at tage nogen husgeråd med fra båden. Dernæst medens de gik rundt på klippen i havet, kom der en hund løbende på en sti imod dem, og, ligesom hunde plejer at gøre ved deres herre, løb den hen til Sankt Brendans fødder. Nu sagde Sankt Brendan til sine brødre: »Mon ikke Gud har givet os et godt tegn? Vi følger efter den.« Dernæst fulgte Sankt Brendan og hans brødre hunden lige til byen.

På vej ind i byen så de en stor gård brolagt med bænke og sæder til at vaske fødderne. Da de igen satte sig, formanede Sankt Brendan dem: »Vær på vagt, brødre, lad ikke Satan lede jer i fristelsen. Jeg ser nemlig, at han vil overtale en af de tre brødre, som kom senere til hos fra vores kloster, til et forfærdeligt tyveri. Bed derfor for hans sjæl. Hans krop er nemlig i Satans varetægt.« Det hus, de befandt sig i, havde på væggene kar af forskellige metaller samt horn og tøjler af sølv.

Sankt Brendan sagde nu til den tjener, som plejede at give brødrene brød: »Bring den frokost, Gud har givet, hid.« Han rejste sig straks og fandt et bord dækket med linned, overordentlig hvidt brød til hver enkelt og fisk. Da alt var båret hid, velsignede Sankt Brendan frokosten og sagde: »Vi takker himlens Gud, som har givet dette kødelige måltid.« Brødrene satte sig og lovpriste Gud. På samme vis fandt de lige så meget at drikke, som de ønskede. Da middagen var afsluttet, og tidebønnen afsluttet, sagde den førnævnte: »Gå til ro, se, der er et veldækket leje til hver enkelt. Det er nødvendigt, at I slapper af, jeres lemmer et trætte efter alt for hårdt arbejde.« Medens alle brødrene sov, så Sankt Brendan djævlens værk, en lille Ethioper, som holdt et bidsel i hånden og gjorde nar af den tidligere nævnte munk. Sankt Brendan rejste sig straks, begyndte at bede og vågede hele natten. Om morgenen, da brødrene skyndte sig til tidebønnen og efter de var gået ned til skibet, se så, fremkom der et bord dækket ligesom dagen inden. Således forberedte Gud frokost til sine tjenere i tre dage og tre nætter.

7 Bagefter begyndte Sankt Brendan at gå med sine frænder og sagde til brødrene: »Sørg for, at I ikke fjerner noget fra denne ø.« Men de svarede alle: »Lad ikke noget hindrer vor vej.« Sankt Brendan sagde dernæst: »Se vor broder, som jeg udpegede for jer i går, han har sølvtøjlen i sin favn. Han fik den af djævelen i nat.« Da den nævnte broder hørte dette, kastede han sølvtøjlen fra sin favn, lagde sig for fødderne af Gudsmand og sagde: »Jeg har syndet, fader, tilgiv det. Bed for min sjæl, så jeg ikke er fortabt.« Alle kastede sig straks som én til jorden og bad til Gud for broderens sjæl. Men, som brødrene løftede sig fra jorden og den nævnte fader løftede den skyldige fra jorden, se, da så de en lille æthioper springe fra hans bryst, medens den med høj røst beklagede sig: »Hvorfor, Gudsmand, forviser du mig fra mit hjem, hvor jeg har boet i syv år, og gør mig arveløs?« Sankt Brendan sagde således til ham: »Jeg byder dig i Herrens Jesu Kristi navn, sådan at du ikke skader noget menneske igen indtil dommedag.« Gudsmanden vendte sig igen mod den førnævnte broder og sagde: »Tag Herrens krop og blod, eftersom din sjæl snart forlader din krop. På dette sted har du nemlig din grav. Din broder, som fulgte med dig fra vores kloster, har sin grav i helvede.« Han modtog således nadveren, sjælen forlod broderens krop og blev modtaget i englenes lys for øjnene af brødrene. Den førnævnte fader begravede ham på dette sted.

8 Således nåede brødrene og Sankt Brendan til øens kyst der, hvor deres skib var. Medens de gik ombord på skibet, kom en dreng løbende imod dem med en kurv fuld af brød og en krukke med vand. Han sagde: »Modtag en velsignelse fra jeres tjeners hånd. Der venter jer nemlig en lang rejse lige indtil, I har fundet fortrøstning. I vil dog ikke mangle vand og brød fra nu og til påske.« Da de havde modtaget velsignelsen, begyndte de at sejle, idet de spiste hver anden dag. Således nåede de vidt omkring på havet.

9 En dag så de en ø ikke langt væk. Da de begyndte at sejle nærmere, fik de hjælp af en gunstig vind, sådan at de ikke arbejdede mere end, deres kræfter rakte. Da skibet stod i havnen, bød Gudsmanden dem at gå fra borde. Han gik dog selv efter dem. Da de begyndte at gå omkring på øen, så de floder fulde af fisk flyde fra forskellige kilder. Sankt Brendan sagde til sine brødre: »Lad os holde Gudstjeneste her. Lad os ofre et rent offer, i dag er det nemlig skærtorsdag.« Dér blev de lige ind til den hellige lørdag i påsken.

Men medens de gik omkring på øen, fandt de forskellige flokke af ensfarvede får, dvs. hvide får. Der var så mange, at de ikke kunne se jorden foran dem. Efter at have kaldt brødrene sammen sagde Sankt Brendan: »Tag, hvad der er nødvendigt til festdagen fra denne flok.« Brødrene skyndt sig på Gudsmandens bud hen til flokken. De tog straks et får fra flokken. Da de havde bundet et af dem ved hornene, fulgte det, som om det var tamt, efter ham, der holdt snoren, lige til det sted, hvor Gudsmanden stod. Igen sagde Gudsmanden til en af brødrene: »Tag et rent får fra flokken.« Han skyndte sig at gøre, som det var blevet ham det pålagt. Da de havde forberedt alt til morgendagens arbejde, se, da kom en mand med en kurv fyldt med askebagt brød og andre nødvendigheder til syne. Da han havde stillet tingene ved Gudsmanden, faldt han tre gange til jorden med ansigtet ved den hellige faders fødder og sagde: »Guds perle, hvorledes har jeg fortjent, at I i disse hellige dage spiser fra mine hænders arbejde?« Sankt Brendan løftede ham fra jorden, kyssede ham og sagde: »Søn, vor Herre Jesus Kristus foreslog os dette sted, hvor vi kunne fejre hans hellige genopstandelse.« Den føromtalte mand svarede: »Fader, her vil I fejre den hellige lørdag. I morgen, derimod, har Gud budt, at I afholder messerne og vigilierne på den ø, som I ser der.« Medens han sagde dette, begyndt han at forberede alt, hvad det var nødvendigt for morgendagen, til Guds ydmyge tjenere. Da alt var færdigt og bragt ned til skibet, sagde den føromtalte mand til Sankt Brendan: »Jeres skib kan ikke bære mere. Efter otte dage vil jeg derfor bringe jer, hvad der er nødvendigt af mad og drikke indtil Pentekosten.« Sankt Brendan svarede: »Hvorfra ved du, hvor vi vil være om otte dage?« Han svarede: »Denne nat og indtil den sjette time i morgen vil I være på den ø, som I ser lige der. Dernæst vil I rejse til en anden ø, som findes ikke langt fra denne ø mod vest, og som kaldes Fuglenes Paradis. Der vil I blive indtil den ottende time på Pentekosten.« Sankt Brendan spurgte ham endvidere, hvordan fårene kunne være så store, som de forekom der. De var nemlig større end okser. Han svarede ham: »Der er ikke nogen på denne ø, som malker dem, der er heller ikke noget om vinteren, som hindrer dem. De græsser derimod altid nat og dag. Derfor er de større her end i jeres lande.« De drog ned til skibet og begyndte at sejle, efter de havde velsignet hinanden.

10 Men da de nåede den anden ø, begyndte båden at stoppe førend, de kunne nå hen til havnen. Sankt Brendan bød brødrene at gå fra borde ud i vandet, og således gjorde de. Fra begge sider holdt de fast i skibet med torv lige indtil, de nåede i havn. Denne ø var dog en klippeø uden noget grønt. Skove var sjældne der, og på stranden var der ingen sand. Brødrene overnattede udendørs ved at bede og våge, Gudsmand sad indenfor i skibet. Han vidste nemlig, hvad det var for en ø, men, for at de ikke skulle blive bange han ønskede ikke at fortælle dem det.

Men, da det blev morgen, bød han præsterne, at hver enkelt sang messen, og således gjorde de. Da Sankt Brendan også sang messen inde i skibet, begyndte de at bære det uforarbejdet kød ud af skibet for at salte det sammen med de fisk, som de havde med fra den anden ø. Da de havde gjort dette, placerede de en stor kogekeddel på bålet. Men da de begyndte at regulere bålet med træ og få keddelen i kog, begyndte øen at bevæge sig som en bølge. Brødrene begyndte at løbe ned mod skibet, medens de bad om beskyttelse fra den hellige fader. Han trak hver en af dem ind i båden. De efterlod alt, de havde bragt ud på øen og begyndte at sejle. Øen bragte nu sig selv ud på havet. Bålet kunne dog ses over to mil væk. Sankt Brendan fortalte brødrene, hvad det var: »Brødre, I undrer jer over, hvad den ø laver.« De sagde: »Vi undrer os såre, og en stor frygt gennemborer os.« Han sagde til dem: »Kære sønner, vær ikke bange. Gud har denne nat i et syn åbenbaret mig hemmeligheden bag denne situation. Der, hvor vi var, er ikke en ø men en fisk, den første af alle dem, som svømmer i havet. Han forsøger altid at få hovedet til at røre halen men kan ikke på grund af sin længde. Han hedder Jasconius.«

11 Men da de sejlede hen til øen, hvor de havde været tre dage tidligere, og var kommet til det yderste punkt mod vest så de en ø ikke langt væk, kun adskilt af et lille stræde. Den var dækket af græs, skove og blomster, de begyndte at lede efter et sted at ligge til rundt om øen. Som de sejlede mod øens sydside, fandt de en lille flod, som løb ud i havet, og der lagde de til. De gik fra borde, og Sankt Brendan bød dem at trække skibet så langt op ad flodens løb, som de kunne ved hjælp af rebene. Den førnævnte fader sad i skibet, og de trak skibet en mil, lige til de var nået til flådens kilde. Men Sankt Brendan sagde: »Se, vor herre Jesus Kristus har givet os et sted at være på dagen for hans genopstandelse. « og tilføjede: »Hvis vi ikke havde andet næring end denne kilde, tror jeg, den ville være rigeligt både af mad og drikke.« Der var dog et træ med en forunderlig omkreds og ikke mindre forunderlig højde over denne kilde. Det var dækket af hvide fugle. De dækkede det i så høj grad, at man næppe kunne se dets grene eller blade. Da Gudsmanden så dette, begyndte han at overveje og meditere over, hvad det var, og hvad årsagen var til, at der kunne være så mange fugle på et sted. Og han var så bekymret over dette, at han græd, kastede sig på sine knæ og bad til Gud: »Gud, du som kender det ukendte og åbenbarer alle hemmeligheder, du kender problemet i mit hjerte. Jeg beder deres højhed om, at du i din store medlidenhed anser mig, en synder, værdig til at kende din hemmelighed, som jeg nu ser for mine øjne. Jeg forventer intet, fordi jeg er værdig til det eller fortjener det, men kun på grund af dine umådelige eftergivenhed.« Da han havde sagt dette inde i sig selv og sat sig igen. Se, en af fuglene fløj ned fra træet mod skibet, hvor Gudsmanden sad, og spillede med vingerne ligesom kirkeklokker. Den satte sig yderst på stavnen og spredte sine vinger som et tegn på glæde og betragtede den hellige fader med et fredfyldt syn. Gudsmanden nåede straks til den erkendelse, at Gud havde husket hans bøn, og sagde til fuglen: »Hvis du er Guds sendebud, fortæl mig, hvorfra fuglene kommer, eller hvorfor de er samlet her.« Den sagde straks: »Vi stammer fra ødelæggelsen af den gamle fjende, men vi var ikke blandt synderne. Men da blev vi skabt, ved Hans og hans ligesindedes fald skete også vor fortabelse. Men vor gud er retfærdig og sand. Ved sin store dom sendte han os til dette sted. Vi bliver ikke straffet. Her kan vi se Guds nærhed. Men Han har fremmedgjort os fra de andre trofaste. Vi vandrer gennem forskellige dele af æteren, firmamentet og jorden ligesom de andre sjæle, som missionerer. Men i helligdagen og om søndagen iklædes vi denne krop, du nu ser, og her husker vi og priser vor skaber. Du og dine brødre derimod har rejst et år. Der mangler endnu seks. Der, hvor du i dag har fejret påske, vil du alle årene fejre den, og derefter vil du finde det, du ønsker, dvs. helgeners lovede land.« Efter at have sagt dette lettede den fra stavnen og fløj over til de andre. Da de nærmede sig aftenstid, begyndte alle fuglene i træet at synge med en stemme, medens de rystede deres fjer: »Gud, en hymne i Sion tilkommer dig, og i Jerusalem modtager du løftet.« De gentog hele tiden med et mellemrum på en time dette vers, på grund af dens sødme fremstod fuglenes sang rytmisk for Gudsmanden og hans følgesvende. Sankt Brendan sagde så til sine brødre: Forfrisk jeres kroppe, for i dag er vore sjæl fyldt med guddommelig mad.« Efter middag begyndte de at bede tidebønnen. Efter alle var færdige, hvilede Gudsmanden og hans følgesvende kroppen lige indtil den tredje vågetime om natten. Medens han selv stod op, vækkede Gudsmanden sine brødre til den hellige nats bøn, han begyndte med dette vers: »Herre, åbn mine læber.« Da den hellige mand var færdig med sin bøn, svarede alle fuglene med en stemme: »Pris Herren og alle hans engle, pris Ham og al hans godhed.« Ligesom ved aftenstide sang de en gang i timen. Da morgensolen igen strålede, sang de “Må vor herre Guds lys være på os” i samme tone samme længde ved matins og lauds. På samme måde sang de i tredje time denne salme “Syng salmer til vor Gud, syng salmer til vor konge, syng salmer fornuftigt.” Ved den sjette time “Herre, vis os din åndsnærværelse og hav medlidenhed med os.” Ved den niende time “Se hvor godt og glædeligt det er, at brødrene lever sammen som en.” Således priste fuglene Gud både dag og nat. Sankt Brendan og hans brødre hvilede derfor der i påsken til den ottende dag.

Da festdagene således var gået, sagde Sankt Brendan: »Lad os tage, hvad vi behøver, fra den kilde, det har nemlig ikke været nødvendigt at vaske hænder og fødder før nu.« Da han havde sagt dette, se så kom den føromtalte mand, som de tidligere havde været hos tre dage før påske, og gav dem påskemad, han kom til dem fra sit skib, som var fyldt med mad og drikke. Han læssede alt dette fra skibet, stod foran den hellige fader og sagde: »Mænd, brødre, her har I rigeligt lige indtil den hellige pinse. Drik ikke fra den kilde, den er nemlig stærk. Jeg skal fortælle jer om dens natur. Hvem end, der drikker fra den, vil straks falde i søvn og ikke kunne vågne, førend der er gået 24 timer. Kun når det er ude fra kilden, har det smag og udseende som vand.« Han modtog den hellige faders velsignelse og rejste hjem. Sankt Brendan forblev der indtil ottende dag før pentekoste. Fuglenes sang restituerede dem nemlig. Men på pentkoste, da den hellige mand og brødrene havde sunget messen, kom deres proviantforvalter med alt det nødvendige til festdagens tidebøn. Men da de var gået til morgenmad, sagde den selvsamme mand: »I har stadig en lang rejse foran jer. Modtag jeres krukke fyldt fra denne kilde og tørt brød, som kan holde sig et år. Jeg vil give jer så meget, som jeres skib kan bære. « Da han havde gjort dette, modtog han velsignelsen og tog hjem. Efter otte dage lod Sankt Brendan skibet læsse med det, den føromtalte mand havde givet dem, og han lod alle krukkerne fylde fra kilden. De bragte alt til kysten, og se den føromtalte fugl kom hurtigt flyvende og satte sig på skibets stavn. Gudsmanden forstod, at den ville fortælle dem noget. Så sagde fuglen med menneskestemme: »Om et år vil I fejre påske og den tid, I har været hos os, her igen. Og der, hvor I var dette år ved skærtorsdag, der vil I være igen på samme dag næste år. På samme måde vil I fejre påske søndag, hvor I tidligere fejrede den, på Jasconius’ ryg. I vil også efter otte måneder finde en ø, som kaldes fællesskabet Ailbe, og der vil I fejre jul.« Da den havde sagt dette, vendte den tilbage til sin plads. Brødrene bredte sejlet ud og sejlede ud på havet. Fuglene sang som med en stemme “Hør os, Gud, vor frelser, vor håb til verdens ende og det store ocean.”

12 Den hellige fader og han selskab sejlede hid og did på oceanet i tre måneder. De kunne kun se himmel og hav. De spiste altid hver anden eller tredje dag. Så en dag dukkede en ø op ikke langt fra dem, og da de nærmede sig kysten, blæste en vind dem væk fra havnen. De sejlede således rundt i fyrre dage uden at kunne finde en havn. Brødrene i skibet begyndte grådkvalte at bede til Herren om, at han hjalp dem. Deres kræfter var næsten sluppet op på grund af anstrengelsen. Men da de bad inderligt i tre dage og fastede, dukkede en smal havn op, lige stor nok til et skib, desuden var der også to kilder en klar og en beskidt. Brødrene skyndte sig straks at hente vand i krukkerne. Gudsmanden betragtede dem og sagde: »Kære sønner, lad være at gøre noget ulovligt uden de ældres, som bor på denne øs, tilladelse. De vil nemlig frivilligt give jer det vand, som I nu vil stjæle.« De gik altså fra borde og overvejede, hvilken del de skulle gå hen til, en gammel mand kom dem i møde meget alvorligt. Han havde hvidt hår og et strålende ansigt. Han kastede sig til jorden tre gange, før han kyssede Gudsmanden. Sankt Brendan og hans følgesvende løftede ham fra jorden. Som de omfavnede hinanden, holdt den gamle den hellige fader i hånden og gik med ham ca. en mil til et kloster. Da Sankt Brendan og hans brødre stod foran klosterets dør, spurgte han den gamle: »Hvis kloster er dette, hvem leder det, og hvorfra kommer de, som bor her?« Den hellige fader udspurgte den gamle med disse forskellige spørgsmål og kunne på intet tidspunkt få et svar fra ham, men ved at løfte hånden indikerede han blot med en utrolig mildhed, at de skulle være stille. Straks som den hellige fader forstod stedets kald, advarede han sine brødre således: »Var jeres mund, sådan at I ikke forurener disse brødre med jeres fjollerier.« Efter denne formaning, se der kom 11 brødre dem i møde med relikvier, kors og hymner syngende dette: »Rejs jer fra jeres boliger, Guds helgener, og rejs mod sandheden. Indvi stedet, velsign folket, og vi vil være værdige tjenere til at se efter jer i fred.« Da de havde sunget dette, omfavnede klostrets hellige fader Sankt Brendan og hans følgesvende en efter en. På samme måde omfavnede klostersamfundet den hellige mands følgeskab. Da de havde givet hinanden “fredskys”, førte klostrets munke dem ind i klostret, som det er skik i de vestlige egne at føre brødrene med bøn. Efter dette vaskede abbeden og hans munke deres fødder og sang antifonariet “en ny aftale”. Efter dette, førte abbeden dem i tavshed til spisesalen og på et givet tegn, blev hænderne vasket, og alle satte sig. Ved et andet tegn rejste en af klosterfaderens brødre sig og begyndte at dele et forunderligt hvidt brød og utroligt søde rødder ud. Brødrene sad blandet med gæsterne i rækkefølge, og mellem to brødre blev der altid placeret et helt brød. Den samme tjener uddelte igen vand til brødrene på et givent tegn. Abbeden opmuntrede brødrene med følgende morsomme fortælling: »Drik nu kærligt med respekt og glæde for Herren fra den kilde, I ville stjæle jer til at drikke fra i dag. Fra den anden beskidte kilde, som I så, bliver brødrenes fødder vasket, fordi den altid er varm. Det brød, I ser, ved vi ikke, hvor kommer fra, eller hvem der bringer det ned i kælderen. Men vi ved dog, at det bliver givet til Herrens tjenere gennem et tjenende væsen med Hans store gavmildhed. Vi er 24 brødre. Hver dag har vi 12 brød at spise, et brød til to brødre. På festdage og om søndagen tildeler Gud hver enkelt broder et helt brød, sådan at de kan få rester til aftensmad. Nu ved din ankomst har vi fået en dobbelt portion. Således har Kristus næret os fra Sankt Patriks til Sankt Alibeis tid, vor fader gennem de sidste otte år. Dog er der hverken tegn på ælde eller træthed i vor lemmer. På denne ø har vi ikke behov for at spise noget, som er tilberedt over ild. Hverken kulde eller varme generer os nogensinde. Og når det er tid til messer og vigilier, tændes de lys, som vi ved et guddommeligt forsyn tog med os fra vores hjemland, i vor kirke. De brænder til, det bliver dag, og de tager aldrig af i styrke.« Efter de havde drukket tre gange, gav abbeden på vanlig vis tegn, og brødrene rejste sig fra bordet med stor tavshed og alvorlighed og gik foran de hellige fædre til kirken. Sankt Brendan og klostrets førnævnte fader gik bag dem. Men da de trådte ind i kirken, mødte de tolv brødre, som hurtigt gjorde knæfald for dem. Sankt Brendan spurgte, da han fik øje på dem: »Abbed, hvorfor spiste de ikke sammen med os?« Faderen svarede: »På grund af jer, vi kunne ikke alle side til bords samtidig. Snart vil de spise og ikke mangle noget. Men lad os træde ind i kirken og lad os synge vesper, sådan at de, der spiser nu, kan synge vesper efter os.« Da de havde afsluttet vesper, begyndte Sankt Brendan at overveje, hvordan kirken var bygget. Den var nemlig kvadratisk lige så lang som bred, havde syv lys, tre foran alteret, som stod i midten, og to foran de andre to altre. De var nemlig altre af kvadratiske krystaller, og deres glasvarer var af lignende krystaller, altså patens, kalke, vandkander, og andre vaser, som bruges i gudstjenesten, også fjorten sæder fordelt rundt i kirken var af krystal. Men stedet, hvor abbeden sad, var mellem to kor. Det ene begyndte og sluttede ved ham og det andet ligeledes. Ingen af de to grupper turde begynde uden den førnævnte fader. Ingen i klostret sagde noget eller lavede nogen larm. Hvis en af brødrene manglede noget, gik han hen foran abbeden, gjorde knæfald mod ham og sagde indvendigt, hvad han havde brug for. Straks tog den hellige fader en tavle og en stylus, skrev, som Gud havde åbenbaret det, og gav det til broderen, som havde brug for vejledning fra ham. Da Sankt Brendan overvejede alt dette, sagde abbeden til ham: »Fader, der er allerede tid til at vende tilbage til refektoriet, sådan at alt kan foregå i lyset.« De gjorde ligesom tidligere. Efter alt var afsluttet i henhold til dagsplanen, skyndte alle sig eftertrykkeligt til den sidste tidebøn. Da abbeden begyndte på verset »Gud, kom mig til hjælp« og sammen ærede treenigheden, begyndte de at synge dette vers »Vi har handlet forkert, vi har handlet uretfærdigt. Du vor retfærdige fader skån os, Herre. Jeg vil hvile og sove i fred, da du, Herre, på enestående vis har givet mig håb.« Efter dette sang de tidebønnen til den rette tid. Da salmerne var blevet sunget i rækkefølge, gik alle brødrene ud til deres celler og tog en gæst med dem. Abbeden og Sankt Brendan derimod blev siddende i kirken og betragtede lysets komme. Sankt Brendan spurgte den hellige fader om deres tavshed og samliv – på hvilken måde kunne det passe til det kødelige liv. Faderen svarede med stor ærbødighed og ydmyghed: »Abbed, i Kristi nærvær sværger jeg; det er 80 år siden vi kom til denne ø. Vi har kun hørt menneske stemmer, når vi synger salmer til Gud. Iblandt os 24 hæves stemmen kun ved håndtegn eller tegn med øjnene fra en ældre broder. Efter vi er ankommet til denne ø, har ingen af os haft en af de fysiske eller mentale sygdomme, som vandrer blandt menneskeslægten. Sankt Brendan sagde: »Må vi være her?« Abbeden svarede: »Det må ikke, fordi det ikke er Guds vilje. Hvorfor spørger du mig, fader? Har Gud ikke åbenbaret for dig, hvad du bør gøre, førend du kom til os? Du bør vende tilbage til dit eget sted med dine 12 brødre. Der har Gud forberedt plads til jeres grave. Men to mangler, en vil rejse til øen kaldet Anachorites, den anden er dømt til en skammelig død i helvede.« Medens de talte indbyrdes, se der kom for øjnene af dem en ildpil fra vinduet og antændte alle lysestagerne foran altrene. Pilen fløj straks udenfor igen. Det værdifulde lys blev dog i lysestagerne. Igen spurgte den lykkelige Brendan: »Hvem slukker lysene i morgen?« Den hellige fader svarede: »Kom og se hemmeligheden. Du ser lysene brænde i midten af krukkerne. Dog falder der ikke noget fra dem, sådan at de er eller bliver mindre, i morgen vil der heller ikke være nogen aske, fordi det er et åndeligt lys.« Sankt Brendan sagde: »Hvordan kan et lys skabt i det fysiske rum være åndeligt og brænde fysisk?« Den gamle svarede: »Har du ikke læst om den brændende busk på Sinaibjerget? Og dog forblev busken uskadt af ilden.« De vågede hele natten lige til morgenen, da Sankt Brendan søgte om tilladelse til at rejse videre på sin færd. Den gamle svarede ham: »Nej, fader. Du bør fejre Kristi fødsel med os indtil epifanifestens ottende time.« Den hellige fader blev altså med sit fællesskab med 24 fædre den udmålte tid på øen kaldet fællesskabet Ailbe.

13 Efter festlighederne, de hellige mænds velsignelser og proviantering sejlede den lykkelige Brendan og hans følgesvende hurtigt ud på havet, og enten de sejlede enten for sejlet eller ved årekræft og blev bragt mange forskellige steder hen lige indtil fastens begyndelse.

En dag så de en ø ikke langt fra dem. Da brødrene opdagede den, begyndte de at ro hurtigere, fordi de allerede var forstyrret af sult og tørst. De var nemlig løbet tør for mad og drikke tre dage tidligere. Men da den hellige fader havde velsignet havnen, og alle var gået fra borde, fandt de den klareste kilde, forskellige urter og rødder rundt om kilden, og forskellige fiskearter svømmede gennem floden ud i havet. Sankt Brendan sagde til sine brødre: »Her har Gud givet os trøst efter anstrengelsen. Tag så mange fisk, som er tilstrækkelig til aftensmaden, og steg dem på ilden. Saml de urter og rødder, Gud har forberedt til sine tjenere« Og således gjorde de. Men da de hentede vand at drikke, sagde Gudsmanden: »Brødre, pas på, brug ikke for meget vand, for at jeres kroppe ikke skal blive alvorligt syge.« Brødrene derimod forstod Gudsmandens råd forskelligt, og nogle drak en kop, nogle to og andre tre, de faldt i en søvn på tre dage og nætter, andre to dage og nætter, de sidste i en dag og nat. Men den hellige fader bad uden pause til Gud for sine brødre, fordi de i deres uvidenhed var kommet i sådan en fare. Da der var gået tre dage, sagde den hellige fader til sine følgesvende: »Brødre, lad os undgå denne død, sådan at den ikke berører os yderligere. Herren har givet os næring, og I gjorde det skadeligt. Vi forlader derfor denne ø, tag forsyninger fra disse fisk og forbered det nødvendige til tre dage lige indtil skærtorsdag. Tag lige mange kopper vand og urter til hver enkelt dag.« Da alle havde belæsset skibet, som Gudsmanden havde budt det, de satte sejl og begyndte at sejle mod den nordlige del af havet.

14 Tre dage og nætter senere faldt vinden, og havet begyndte at være ligesom frosset på grund af den store rolighed. Den hellige fader sagde: »Træk årene ind og løs sejlet. Lad gud styre det, hvor end Gud ønsker det.« Skibet blev således båret omkring i ca. 20 dage. Efter dette gav Gud dem igen en gunstig vind fra vest mod øst. De satte sejlet og sejlede. De spiste altid hver tredje dag.

15 En dag dukkede en ø, der lignede en sky, op ikke langt fra dem, og Sankt Brendan sagde: »Sønner, genkender i denne ø?« Men de svarede: »Overhovedet ikke.« Han sagde: »Jeg kender den. Det er den ø, hvor vi var sidste år ved skærtorsdag, hvor vor gode skaffer bor.« Brødrene begyndte nu af glæde at ro hurtigere, så hurtigt som deres styrke kunne bære. Da Gudsmanden opdagede det, sagde han: »Drenge, stop, træt ikke jeres lemmer. Er den almægtige Gud ikke vor skibs styrmand og sømand? Overlad det til ham. Han styrer vor rejse, som han vil.« Men da de nærmede sig den førnævnte øs kyst, kom skafferen imod dem i et lille fartøj og førte dem til den havn, hvor de var gået i land sidste år. Han priste Gud, kyssede hver enkeltes fødder begyndende med den hellige fader og med den yngste til sidst og sagde: »Gud er forunderlig i sin hellighed. Israels Gud vil selv give sit folk mod og styrke. Herren være lovet.« Efter salmen var slut, og alle gået fra borde, rejste han et telt og forberedte et bad – det var nemlig skærtorsdag – og klædte alle brødrene i nye klæder og tjente dem i tre dage. Brødrene fejrede også Herrens lidelse med stor omhu indtil den hellige søndag. Da søndagens tjenester var overstået, de sjælelige ofringer gjort, og middagen spist, sagde skafferen til Sankt Brendan og dem, som var med ham: »Vi rejser og går ombord på skibet, sådan at I fejrer Herrens genopstandelses hellige nat samme sted som sidste år, og dagen er ligesom sidst ind til den sjette time. Dernæst sejl da til øen, som kaldes Fuglenes Paradis, hvor I var sidste år fra påsken til ottende dag i pinsen, tag alt det nødvendige af mad og drikke med jer. Jeg vil besøge jer den anden søndag. Således gjorde de. Han belæssede skibet med brød, drikke, kød og andre lækkerier så meget, som det kunne bære. Sankt Brendan velsignede ham og gik ombord, og de begyndte at sejle mod den anden ø. Men da de nærmede sig det sted, hvor de burde gå fra borde, se da kom den keddel, som de havde smidt væk sidste år, til syne. Sankt Brendan gik da fra borde og sang med sine brødre de tre drenges hymne lige til enden. Efter den føromtalte hymne, advarede Gudsmanden sine brødre: »Sønner, våg og bed, sådan at I ikke falder i fristelsen. Overvej, hvordan Gud tæmmede de umådelig store dyr under os uden nogen hindringer.«

Brødrene vågede i grupper over hele øen indtil matutina. Senere gennemførte alle præsterne messen til Gud ved den tredje time. Salige Brendan ofrede det rene lam til Gud og sagde: »Sidste fejrede vi Herrens genopstandelse her. Lige sådan ønsker jeg det i år.« De sejlede nu til fuglenes ø. Som de nærmede sig den bestemte havn på denne ø, sang alle fuglene som med en stemme: »Frelsen er Guds, som sidder på tronen, og lammets.« Og dernæst: »Herre Gud gav os lys. Skab en fest dag med festgrene helt op til alterets horn.« Sådan sang og baskede de med vingerne længe – en hel time – lige indtil den hellige fader med hans hellige familie og alle de, der var til stede, var gået fra borde og havde sat sig i deres telte. Da han havde fejret påske der med sit følge, ankom den førnævnte skaffer, som han havde sagt, om søndagen den ottende dag efter påske. Han medbragte alt nødvendigt for at opretholde et menneskeligt liv. Da de vendte tilbage til middagen, se så satte den førnævnte fugl sig i skibets forstavn, strakte vingerne ud og larmede ligesom et stort orgel. Gudsmanden forstod da, at den ville vise ham noget. Den selvsamme fugl sagde nemlig: »Gud har vist jer fire steder på fire tidspunkter, indtil slutningen af de syvende år af din pilgrimsfærd, det vil sige til skærtorsdag sammen med jeres skaffer, som er til stede hele året. I vil fejre påske på dyrets ryg, pinsen sammen mod os lige indtil den ottende dag, og I vil fejre Herrens fødsel på Alibei. Men efter de syvende år efter mange og hårde prøvelser vil I finde det eftersøgte helgeners lovede land, og I vil være der i 40 dage, dernæst vil Gud fører jer tilbage til jeres hjemland. « Som han hørte dette, kastede den hellige fader sig til jorden sammen med sine brødre og takkede og priste sin skaber. Da den ærværdige gamle havde fuldendt dette, vendte fuglen tilbage på sin plads. Endvidere, da de var færdige med at spise, sagde skafferen: »Om Gud vil, vender jeg tilbage til jer dagen efter påskesøndag med jeres forråd.« Han modtog den hellige faders og hans følges velsignelse og vendte hjem. Den ærværdige fader blev der det nævnte antal dage. Da festdagene var ovre, bød Sankt Brendan sine brødre at forberede skibet og fylde krukkerne fra kilden. De førte skibet til havs, se den nævnte ven kom med mad til brødene i sit eget skib. Da han havde læsset alt dette over i den hellige mands skib, vendte han tilbage til der, hvor han kom fra, efter at have modtaget kys.

16 Den ærværdige fader sejlede sammen med sine følgesvende ud på havet, og båden drev omkring i 40 dage. Men en dag dukkede der et umådeligt stort dyr op et stykke bag dem. Det sprøjtede skum fra næsen og pløjede mod dem gennem bølgerne som for at æde dem. Da brødrene så dette, råbte de til Herren: »Fri os; Herre, fra at blive spist af dette uhyre.« Sankt Brendan beroligede dem ved at sige: »Frygt ikke, I uden tilstrækkelig tro. Gud, som altid er vor beskytter, vil selv frelse os fra dette uhyres gab og fra andre fare.« Men som dyret nærmede sig dem, stod der forunderlige høje bølger foran det helt op til båden, så brødrene blev mere og mere bange. Den ærværdige gamle strakte hænderne mod himlen og sagde: »Herre, fri dine tjenere, ligesom som du befriede David fra kæmpen Golias hånd, Herre, fri os, som du befriede Jonas fra hvalens mave.« Da disse sætninger var sagt, se så, straks svømmede et kæmpe uhyre fra vest forbi dem mod det andet uhyre. De angreb straks med flammer fra munden. Den gamle sagde til sine: »Se, kære sønner, vor frelsers store gerninger. Se uhyrets lydighed over for sin skaber. Forvent snart en afslutning. Denne kamp mellem onder har intet med os at gøre, men den vil rygtes til Guds ære.« Da han havde sagt det, blev det uhyre, som havde forfulgt Kristi tjenere, delt i tre dele tæt ved dem, og det andet vendte efter sejren tilbage til der, hvor den kom fra. Den næste dag så de på afstand en stor ø med mange træer. Da de var nået til dens kyst og var gået fra borde, så de den bagerste del af det uhyre, som var blevet dræbt. Sankt Brendan sagde: »Se, den, som ville æde os, vil I selv spise. I vil blive her på denne ø længe. Løft derfor jeres båd højt på land og find en lejrplads, hvor jeres telte kan stå, i den skov.« Den hellige fader forudsagde selv stedet, de skulle bo på. Da de havde opfyldt Gudsmandens anvisninger og lagt alt kogetøjet ind i teltet, sagde Sankt Brendan til sine brødre: »Tag så meget mad fra dette dyr, at det rækker til tre måneder. Denne nat vil kadaveret nemlig blive fortæret af dyr.« De bar kød væk ind til aftenstide lige så meget, som var nødvendigt i følge den hellige faders bud. Da brødrene havde fuldendt arbejdet, sagde de: »Abbed, hvordan kan vi leve uden vand?« Han svarede: »Er det sværere for Gud at give jer vand end mad? Gå derfor til øens sydlige del, der vil i finde en yderst klar kilde og mange forskellige urter og rødder. Bring mig derfra et passende forråd.« De fandt der alt, som Gudsmanden havde forudsagt det. Sankt Brendan blev der i tre måneder, fordi der var en storm på havet, en meget kraftig vind og skiftende vejr med hagl og regn. Brødrene gik ud for at se, hvad Gudsmanden havde sagt om dyret. Men da de nåede til det sted, hvor kadaveret havde været tidligere, fandt de nu kun knoglerne. De vendte tilbage til Gudsmanden og sagde: »Abbed, det er, som du sagde.« Han svarede: »Kære sønner, jeg forstår, at I ville efterprøve, om jeg sagde sandheden eller ej. Jeg vil fortælle jer et andet tegn: Denne nat ville der komme en del af en eller anden fisk der, og i morgen vil I spise derfra.« På den følgende dag gik brødrene tilbage til stedet og fandt, at det var, som Gudsmanden havde forudsagt. De tog så meget, som de kunne bære, med sig. Den ærværdige fader sagde til dem: »Konserver det omhyggeligt med salt, og I vil have det nødvendige derfra. Herren vil berolige vejret i dag, i morgen og i overmorgen. Havet og bølgerne vil falde. Senere vil vi forlade dette sted. Det nævnte antal dage gik, Sankt Brendan bød sine fæller at laste skibet, fylde sækkene og andre beholdere og samle urter og rødder til egen brug. Efter sin indvielse spiste den hellige fader intet, som havde livets ånd i sig eller af kød. Da alt var blevet lastet, hejste de sejlene og sejlede mod vest. 17 En dag så de en ø ikke langt fra dem. Sankt Brendan sagde: »Ser I denne ø?« De svarede: »Ja.« Han sagde: »Der er tre folk på den ø, et bestående af drenge, et af teenager og et af voksne. Endvidere vil en af jeres brødre rejse på pilgrimsfærd der.« Brødrene spurgte nu hvem af dem, det var. Da de blev ved med at undre sig, og han havde set, at de var triste, sagde Brendan: »Der er den broder, som vil forblive der.« Den nævnte broder var en af dem, som var fulgt efter Sankt Brendan fra hans kloster. Han havde talt om denne broder tidligere, da de gik ombord på skibet i deres hjemland. De nærmede sig den tidligere nævnte ø lige indtil, at skibet støtte på grund. Øen var forunderlig flad det i sådan en grad, at den synes at være plan med havoverfladen, uden træer eller andet som kunne bevæges i vinden. Den var meget rummelig og fyldt med hvide og lilla frugter. Der så de tre afdelinger, ligesom Gudsmanden havde forudsagt. Mellem to afdelinger var der ca. et kast med en sten fra en slynge. Og de gik hele tiden hid og did, en afdeling blev dog stående på et sted og sang: »De hellige vil gå fra styrke til styrke og se gudernes Gud i Sion.« Medens en afdeling færdiggjorde det vers, stoppede en anden afdeling op og begyndte at synge den nævnte sang, og således gjorde de uden ophør. Den først afdeling bestod af drenge i de hvideste klæder, den anden hyacinthfarvet klæder og den tredje i blå dalmatika. Det var den fjerde time, da de ankom til øens havn. Men i den sjette time begyndte de at synge: »Gud, forbarm dig« lige til slut samt salmen »Gud, til min hjælp.« På samme måde sang de også en tredje salme »Jeg troede« og samme bøn som tidligere. I den niende tre andre salmer: »Fra dybet«, »Se hvor god« og »Pris, Jerusalem, Herren.« De sang også vespers: »Hymnen ærer dig, Gud, i Sion«, »Velsign, min sjæl, Herre«, »Herre, min Gud« og en tredje salme »Drenge pris Herren« og i den femte sang de siddende gradualet. Da de havde afsluttet sangen, omgav utroligt klare skyer denne ø straks, men de kunne ikke se det, som tidligere havde set før det tykke skydække. Men de hørte stemmer synge de førnævnte sange uden pause lige ind til morgenens vigilier. Så begyndte afdelingerne at synge: »Pris Herren fra himlen.« dernæst »Syng til Herren« og som den tredje »Pris Herren i hans hellighed.« Efter dette sang de tolv salmer i rækkefølgen fra psalteret. Men som dagen kom, blev øen befriet for skyer, og de sang tre salmer: »Ynk mig, Gud,« »Gud, min gud, fra morgenstunden våger jeg for dig« og »Herre, min frelse.« Ved den tredje time tre andre: »Alle slægter«, »Gud, i dit navn« og under hallelulia »Jeg elskede engang.« Dernæst ofrede de et uplettet lam, og alle ankom til gudstjenesten og sagde: »Modtag Herrens hellige krop og frelserens blod, jer et evige liv.« Da ofringen var overstået, bar to fra de unges afdeling en kurv fuld af purpur frugt ned til båden og sagde: »Modtag frugter fra “De Stærke Mænds Ø”, vend tilbage til jer brødre og rejs med fred.« Så kaldte Sankt Brendan den førnævnte broder til sig og sagde: »Kys dine brødre og følg dem, som kalder på dig. Din moder fødte dig i en god stund, de fortjente derfor at bo i sådan en forsamling. Efter alle var blevet kysset også den hellige fader, sagde Sankt Brendan til ham: »Sønner, husk, hvor mange goder Gud har givet jer i dette århundrede. Gå og bed for os.« Dernæst fulgte de to unge ham til deres skole. Den ærværdige fader begyndte at sejle sammen med sine følgesvende. Men da den niende time var kommet, bød han dem at restituere deres kroppe med frugter fra de stærke mænds ø. Da han havde sagt dette, tog han en af frugterne. Da han så dens størrelse, og at den var fuld af juice, forundredes han og sagde: »Jeg har aldrig set eller læst om en så stor frugt.« De var alle lige så store som en bold. Dernæst bød Gudsmanden dem at bringe ham en beholder, og han pressede en af dem ud i den og fik et pund juice, som han delte i tolv, sådan at hver fik et mål. En frugt mættede en broder i tolv dage således, at han altid havde smagen af honning i munden.

18 Da de tolv dage var gået, bød den hellige fader, at der skulle være faste i tre dage. Efter fasten, se da kom der en utrolig stor fugl flyvende tæt på skibet, den holdt en gren fra et ukendt træ. Grenen havde yderst nogle forunderligt røde frugter. Den kastede grenen i den hellige mands skød. Sankt Brendan kaldte brødrene sammen og sagde: »Se og tag det måltid, Gud har sendt jer.« Frugterne var nemlig lige så store som æbler. Gudsmanden delte dem blandt brødrene, en frugt til hver, således havde de mad til tolv dage. Gudsmanden genoptog den førnævnte faste sammen med sine brødre. På tredje dagen så de en ø ikke langt fra dem. Den var fuldstændigt dækket med meget tykke træer, som havde de førnævnte grapefrugter, de var så utroligt frugtbare, at alle træerne var bøjet mod jorden, med samme frugt og farve. Der var ikke et ufrugtbart træ eller noget andet på denne ø. Brødrene lagde til. Gudsmanden gik fra borde og begyndte at gå omkring. Der var en duft som i huse fyldt med fønikiske æbler. Brødrene ventede endnu i skibet, indtil Gudsmanden vendte tilbage til dem. I mellemtiden kom en så utroligt sødt lugtende brise imod dem, at de overvejede at glemme fasten. Den ærværdige fader fandt seks yderst vandige kilder med grønne urter og forskellige rødder. Efter dette vendte han med nogle medbragte frugter fra øen tilbage til sine brødre og sagde: »Gå fra borde, rejs jeres telt og forfrisk jer med de bedste frugter, som Gud viser jer, fra dette land.« I fyrre dage levede de således af frugter og urter og rødder fra kilderne. Da de dage var gået, gik de om bord og tog alle de frugter med, som skibet kunne laste.

19 Efter at være gået ombord satte de sejl og sejlede derhen, hvor vinden styrede. Da de havde sejlet en tid, dukkede en fugl, som kaldes en grif, op ikke langt fra dem. Da brødrene så den sagde de til den hellige fader: »Dette uhyre kommer for at spise os.« Gudsmanden svarede dem: »Frygt ikke. Gud er vor hjælper og beskytter os med dette onde.« Den strakte kløerne for at gribe en af Guds tjenere. Og se pludselig kom den fugl, som havde båret grenen med frugterne, flyvende meget hurtigt mod griffen, som straks ville æde den. Men den førnævnte fugl forsvarede sig lige indtil, at den havde vundet og revet øjnene ud på griffen. Griffen fløj dernæst så højt op, at brødrene næsten ikke kunne se den. Men mordersken slap den ikke, førend hun havde dræbt den. Dens kadaver faldt i havet tæt ved brødrene ved siden af skibet. Den anden fugl vendte hjem.

20 Sankt Brendan og hans sømænd så ikke Ailbes Fælleskabs Ø i mange dage. Han fejrede jul der med sine brødre. Efter festdagene modtog den hellige fader abbedens og hans tjeneres velsignelse og rejste rundt på havet i lang tid, undtagen på de nævnte fest dage dvs. påske og jul. På de dage hvilede de på de nævnte steder.

21 På et tidspunkt, da Sankt Brendan fejrede Sankt Peter apostlens festdag på sit skib, fandt de havet så klart, at de kunne se alt, under dem. Men da de stirrede ned i dybet, så de forskellige former af dyr, som lå under sandet. De virkede som om, de kunne røre dem med hånden på grund af havets forunderlige klarhed. Det var som flokke, der lå på marken. Der var så mange, at de lignede cirkelbyer, da de lå med hovedet ved halen. Brødrene spurgte den hellige fader, om han fejrede messe i stilhed med dem, sådan at dyrene ikke hørte det og løftede sig for at forfølge dem. Den hellige fader grinte og sagde: »Jeg forundres over jeres dumhed. Hvorfor frygter I disse dyr, og hvorfor frygter I ikke alle havdyrenes rovdyr og læremester, på hvis ryg I sidder og synger salmer? I har både hugget brænde, tændt ild og kogt kødet. Altså, hvorfor frygter I dem? Er alle dyrenes gud ikke vores Jesus Kristus, som kan gøre alt levende tamt?« Da han havde sagt dette, begyndte han at synge så højt, han kunne. De andre af brødrene betragtede hele tiden dyrene. Men da dyrene hørte ham, løftede de sig fra bunden og svømmede i cirkler om båden, sådan at brødrene på grund af antallet af svømmende ikke kunne se yderligere i nogen retning. De nærmede sig dog ikke fartøjet, men svømmede langt og bredt, og de befandt sig her og der, indtil Gudsmanden havde afsluttet sin messe. Efter dette spredte alle dyrene sig af forskellige havstrømme væk fra Guds tjeners åsyn som var de på flugt. Sankt Brendan kunne sejle på det klare hav i otte dage for en gunstig vind og med sejlene helt udstrakt.

22 En dag, da de havde afholdt messen, dukkede en søjle op i havet, og den fremkom at være ikke langt fra dem, men de kunne ikke komme tættere på end tre dagsrejser. Da Gudsmanden nærmede sig, betragtede han dens top, så godt han kunne på grund af dens højde. Den var nemlig højere end luften. Den var indviklet i et bred masket net. Maskerne var så store, at båden kunne sejle igennem. De vidste ikke, hvad det var lavet af. Det var sølvfarvet, men forekom dem hårdere end marmor. Søjlen var af det reneste krystal. Brendan sagde til sine brødre: »Tag årene ind i båden sammen med masten og sejlet, andre af jer skal holde nettets tråde.« Det omtalte dække var nemlig stort hele vejen rundt om søjlen ca. en mil, og ligeledes strakte det sig mod bunden. Da de havde gjort det, sagde Gudsmanden til dem: »Send båden igennem en af maskerne, sådan at vi omhyggeligt kan betragte vores skabers vidunder.« Da de var kommet igennem, kiggede de her og der, havet forekom dem lige så klart som glas, så de kunne se alt i dybet. De kunne se søjlens fundament og nettets grænse ligge på bunden. Solens stråler var ikke mindre kraftige inde end ude. Sankt Brendan målte en åbning mellem fire net, fire kubit til alle sider. De sejlede derfor hele dagen ved siden af en af denne søjles sider, og i skygge for solen kunne føle de stadig føle dens varme. De sejlede ind til den niende time. Gudsmanden selv opmålte således en side. Målet var 40 000 kubit på alle søjlens fire sider. Den ærværdige fader brugte således fire dage på den nævnte søjles fire sider. På fjerdedagen fandt de en kalk af samme stof som nettet og et fad i samme farve som søjlen. De lå i et vindue på søjlen som vendte mod syd. Straks Sankt Brendan forstod de to beholdere, sagde han: »Vor herre Jesus Kristus viser os dette mirakel, og han har giver mig dette hverv, sådan at jeg kan vise dem frem og få mange til at tro.« Han bød nu brødrene at afholde gudstjeneste og hvile bagefter, for de havde ikke haft tid til mad og drikke efter, de havde set denne søjle. Da natten var gået, begyndte brødrene at sejle mod nord. da de var sejlet igennem et hul i nettet, hejste de masten og sejlet, og andre af brødrene holdt nettets masker indtil, alt var klart ombord på båden. Som sejlet spredte sig ud, begyndte en gunstig vind at blæse, sådan at de ikke havde behov for at ro, men kun holde roret og tovværket. Båden bar dem således mod nord i otte dage.

23 Efter de otte dage så de en ø ikke langt væk. Den var meget rå fuld af sten og slagger uden træer og planter men med mange smedjearner. Den ærværdige fader sagde til brødrene: »Jeg er sandelig bekymret for denne ø, brødre. Jeg ønsker ikke at komme dertil eller nærme mig den, men vinden blæser os i den retning.« Da de i en kort tid sejlede ved siden af øen, et stenkast fra den, hørte de lyden af en blæsebælg puste ligesom torden og hamre, der stødte sammen med jern og ambolte. Som de hørte dette, væbnede den ærværdige fader sig med herrens tegn til alle fire sider og sagde: »Herre, Jesus Kristus, fri os fra denne ø.« Efter denne bøn fra Gudsmanden, så trådte en af beboerne på øen ud som for at arbejde. Han var yderst behåret og fuld af ild og skygge. Men da han fik øje på Kristi tjenere bevæge sig mod øen, vendte han tilbage til sin smedje. Gudsmanden væbnede sig igen og sagde til brødrene: »Kære sønner, spænd sejlet fuldt ud og ro samtidig hurtigere, og lad os undgå denne ø.« Førend han havde talt færdig, løb denne barbar ned til kysten med en meget stor og rødglødende tang fyldt med brændende slagger i hånden. Han kastede straks massen over Kristi tjenere, men ramte dem ikke. Den fløj nemlig et stadium forbi. Der hvor den faldt i havet, begyndte det at syde, som var der en vulkan her, og der stod røg op fra havet som fra en ovn. Men da Gudsmanden var nået næsten en mil væk fra, hvor massen var landet, løb alle, som boede på øen, ned til kysten med hver sin masse. Nogle kastede dem efter Kristi tjenere, og nogle lagde en anden masse oven på de andre, og vendte hele tiden tilbage til deres smedje og antændte dem, og det så på engang ud som om, hele øen brændte ligesom en ovn, og havet kogte, som en gryde fyldt med kød koger, når den får mere brænde. Hele dagen igennem hørte de hyl inden fra øen. Selv da de ikke kunne se den længere, nåede indbyggernes skrig deres øre, og lugten af ild nåede deres næse. De hellige fader trøstede sine munke ved at sige: »Kristi soldater, styrk jeres sande tro og de åndelige våben, for vi er ved grænsen til helvede. Vær derfor årvågne og modige.«

24 Den næste dag dukkede der ikke langt fra dem et højt bjerg op i den nordlige del af havet, der forekom at være af lette skyer, men det var meget røgfyldt på toppen. Med det samme blæste en vind dem meget hurtigt mod kysten, og skibet satte sig ikke langt fra landjorden. Klippen var nemlig så utrolig høj, at de næsten ikke kunne få øje på toppen. Den lignede en forunderlig ret mur af kul. En af de brødre, som var tilovers blandt de tre, som var kommet senere til Sankt Brendan fra deres kloster, steg ud af båden og begyndte at gå omkring på klippens fundament. Han begyndte at råbe: »Ve mig, brødre, jeg bliver taget fra jer, og jeg har ikke kræfter til at komme tilbage til jer.« Brødrene førte straks skibet tilbage til landjorden og bad Herren: »Hav medlidenhed med os, Herre, hav medlidenhed med os.« Men den ærværdige fader betragtede sammen med sine følgesvende, hvordan den uheldige blev taget af en samling af dæmoner til tortur, på hvilken måde han brændte mellem dem og sagde: »Stakkels dig søn, du har fået en sådan død, som du fortjente i livet.« En gunstig vind sendte dem igen mod Sydhavet. Men da de igen så øen ikke langt fra dem, så de, at bjerget ikke længere var dækket af tåge men derimod sendte flammer mod himlen og åndede selvsamme flammer ind igen som om, hele bjerget fra top til havet lignede et bål.

25 Da Sankt Brendan havde sejlet mod syd i syv dage, så han pludselig en form som en menneskeskikkelse siddende på en sten og et klæde spændt ud ikke langt foran ham som et klæde, der hænger mellem to gaffeltænder, og han opførte sig ligesom, et skib plejer at gøre i bølgerne, når der er storm. Nogle af brødrene troede, at det var en fugl, andre at det var et skib. Da Gudsmanden hørte dem diskutere dette indbyrdes, sagde han: »Hold med at diskutere. Før skibet direkte derhen.« Men da Gudsmanden nærmede sig, stoppede bølgerne som om de frøs. De fandt manden siddende oven på en sten laset og deform, bølgerne bølgede alle steder fra mod ham og slog imod ham lige til issen, og som de trak sig tilbage, dukkede den nøgne sten, hvor den uheldige sad, op. Vinden ruskede også i klædet, som hang foran ham, nogle gange slog det ham i øjnene og på panden. Den salige Brendan begyndte at spørge ham, hvem han var, for hvilken synd han blev straffet, og om han havde fortjent at sone en sådan straf? Han svarede: Jeg er den meget uheldige Judas og den dårligste købmand. Det er ikke som forskyldt, at jeg straffes her, men af Jesu Kristi ufattelige medlidenhed. Dette sted er ikke en straf men Frelserens tilgivelse, en ære for den genopstanden herre.« Det var nemlig søndag »Det forekommer mig, når jeg sidder her, at jeg ligesom er i De Saliges Paradis af frygt for den tortur, som venter mig i aften. Da brænder jeg nemlig ligesom flydende masser af bly i et kar både dag og nat i midten af det bjerg, I har set. Der findes Leviathan med sine hjælpere. Jeg var der, da han slugte jeres broder, helvede var så glad, at det sendte store flammer ud, sådan gør det altid når det sluger de uretfærdiges sjæle. Men jeg har min afkøling her hele søndagen fra aften til aften, og i julen lige ind til teofanien, fra påske til pinsen og på festdagen for Guds moders renselse og antagelse. Før og efter straffes jeg i helvedes dyb med Herodes, Pilatus, Anna og Kaiphas. Derfor beder jeg jer ved verdens frelser, gå i forbøn for mig hos herren Jesus Kristus, sådan at jeg kan forblive her til i morgen, sådan at dæmonerne ved jeres ankomst ikke piner mig og fører mig til den straf, jeg har købt mig ved min dårlige handel.« Sankt Brendan svarede ham: »Lad Guds vilje ske. Denne nat lige til morgenstunden vil du ikke være føde for dæmonerne.« Gudsmanden udspurgte ham igen: »Hvad gør det klæde?« Han svarede ham: »Jeg gav dette klæde til en spedalsk, da jeg var Herrens discipel. Men det var ikke mit at give væk. Det var Herrens og hans brødres. Derfor har jeg ingen trøst fra det men snarere en byrde. De jerngafler, klædet hænger fra, gav jeg til tempelpræsterne til at holde liv i gryderne. Stenen, jeg sidder på, kastede jeg i et vandløb ved en offentlig vej under de forbigåendes fødder, førend jeg var Herrens discipel.«

Da aftenstid havde formørket havet, se så dækkede en utællelig mængde af dæmoner havets overflade, de råbte og skreg: »Gudsmand, gå væk fra os, vi kan ikke nærme os vores fælle så længe, du er der, vi tør ikke se vor leders ansigt, hvis ikke vi vender tilbage med vores ven. Men du gør os tandløse. Forsvar ham ikke denne nat.« Gudsmanden svarede dem: »Jeg forsvarer ham ikke, herren Jesus Kristus lader ham blive her indtil i morgen.« Dæmonerne svarede: »Hvordan kan du påkalde dig Herrens navn i nærvær af ham, som selv forrådte Herren?« Gudsmanden svarede: »Jeg byder jer i Herrens Jesu Kristi navn, at I gør ham noget ondt før end i morgen.« Da den nat var gået, og Gudsmanden ved første morgenlys begyndte at sejle, dækkede den uendelige mængde af dæmoner dybets overflade og udsendte truende skrig: »Gudsmand, din ankomst og din afrejse er forbandet, i aftes slog vor leder os utrolig hårdt, fordi vi ikke viste ham denne forbandede fange.« Gudsmanden svarede: »Jeres forbandelse rammer ikke mig men jer selv. Den, I forbander, er velsignet, og den, I velsigner, er forbandet. « Dæmonerne svarede ham: »Uheldige Judas vil blive straffet dobbelt i de næste seks dage fordi, I forsvarede ham denne nat.« Den ærværdige fader svarede dem: »I har ikke magt til det, heller ikke jeres leder har den, det er Guds magt.« Han tilføjede: »Jeg byder jer i Herren Jesu Kristi navn, at I og jeres leder ikke piner ham mere end tidligere.« De svarede: »Er du mon alles Herre sådan, at vi skal adlyde dine ordre?« Gudsmanden svarede dem: »Jer er Hans tjener, og alt jeg byder, byder jeg i Hans navn. Jeg har beføjelsen til det, Han har givet mig.« Og de fulgte ham indtil, de ikke kunne se Judas længere. Så vendte dæmonerne tilbage og løftede den stakkels sjæl op iblandt dem med stor kraft og råben.

26 Sankt Brendan og hans følgesvende sejlede mod det sydlige hav samtidig med, de priste Gud i alt. På tredje dagen dukkede en ø op ikke langt mod syd. Men da brødrene begyndte at ro hurtigere og nærme sig den førnævnte ø, sagde Sankt Brendan: »Brødre, hold op med at trætte jeres kroppe over måde. I har arbejdet nok. Det er syv år siden, vi sejlede ud fra vort hjemland, i denne påske vil der derfor komme en hurtig vind. I vil snart se Paulus den åndelige eneboer, som har boet på denne ø i 60 år uden nogen korporlig føde. De foregående 30 år fik han føde fra et dyr.« Da de nærmede sig kysten, kunne de slet ikke finde nogen landgang på den høje klippevæg. Men denne ø var lille og nærmest rundet ca. et stadium. Den havde ingen jord foroven, men den nøgne klippe lignede flint. Den var lige så bred som den var lang og lige så høj. Da de havde sejlet rundt om øen, fandt de en så smal havn, at skibets stævn næsten ikke kunne lande der, og det var næsten umuligt at gå fra borde ad landgangen. Sankt Brendan sagde til brødrene: »Vent her, indtil jeg vender tilbage til jer. Det er ikke tilladt for jer at gå i land her uden tilladelse fra den Gudsmand, som bor her.« Da den ærværdige fader var nået til øens top, så han i øens side mod morgensolen to grotter med indgang overfor hinanden, en lille kilde rund som en tallerken, den skød op uden for indgangen til den grotte, hvor Kristi soldat boede. Der hvor den førnævnte kilde sprang, opsugede klippen straks vandet. Men da Sankt Brendan nærmede sig en af grotternes indgang, trådte en gammel mand ud af den anden og hen imod ham og sagde: »Se, hvor stor et gode og hvor glædeligt det er at brødrene bor i et fællesskab.« Da han havde sagt det, bød han Sankt Brendan, at han skulle beordre alle brødrene at gå i land. Som de omfavnede ham og satte sig, kaldte han dem ved deres eget navn. Efter brødrene havde hørt ham, beundrede de ikke kun hans evne til at forudsige fremtiden men også hans klæder. Han var nemlig fuldstændigt dækket af sit hår, skæg og andre hår ned til fødderne, på grund af hans høje alderdom var de hvide som sne. Kun ansigtet og øjnene var synlige. Han havde ikke noget tøj andet end det hår, som voksede på hans krop. Men da Sankt Brendan så dette, blev han trist til mode og sagde: »Stakkels mig, som bærer munkeklæder, og som leder et munkefællesskab med denne ordens navn, når jeg ser et menneske med en engels fremtoning siddende helt uden kropslige fejl dog stadig et menneske i kødet.« Gudsmanden svarede ham: »Ærværdige fader, hvor store og hvilke mirakler, som ingen af de hellige fædre har set, viser Gud dig ikke. Og du siger i dit hjerte, at du ikke er værdig til at bære munkeklæder, du er mere end en munk. En munk bruger sine hænders arbejde til at klæde sig. Men Gud har i syv år sørget for og klædt dig og dit fællesskab fra sit hemmelige gemme. Jeg, stakkel, sidder på denne klippe som en fugl, nøgen undtagen for mit hår.« Sankt Brendan spurgte ham nu om hans ankomst, hvor han kom fra og hvordan han havde kunnet opretholde et sådan et liv der. Han svarede ham: »Jeg har boet i Sankt Patriks kloster i 50 år og passede kirkegården. Men en dag, da min dekan havde sat mig til at begrave en nylig død et bestemt sted på kirkegården, kom der en ældre, som jeg ikke kendte, og sagde: “Broder, grav ikke der, der er nemlig en anden grav.” Jeg svarede: “Fader, hvem er du?” Han sagde: “Hvorfor kender du mig ikke? Er jeg ikke din abbed?” Jeg svarede: “Sankt Patrik er min abbed.” Men han svarede: “Det er mig. I går forlod jeg den tidslige verden. Dette sted er min grav. Lav vor broders grav her og fortæl ingen, hvad jeg har fortalt dig. Men i morgen tag da til kysten, der vil du finde en båd, gå ombord, det vil føre dig til det sted, hvor du skal vente din død.« »Dagen efter rejste jeg i henhold til den hellige faders påbud til den førnævnte kyst og fandt den, som han havde forudsagt. Jeg trådte da ombord på fartøjet og begyndte at sejle i tre dage og tre nætter. Da de var gået, lod jeg båden fare derhen, hvor vinden kastede den. Syv dage senere dukkede denne ø op, jeg trådte straks op på den, jeg sendte båden bort og sparkede den, sådan at den tog derhen, hvor den kom fra. Jeg så straks, at den hurtigt brød midt imellem bølgerne for at vende tilbage til sit fædreland. Jeg forblev her. Omkring den niende time bragte en odder mig mad fra havet, dvs. en fisk i munden, og kviste til at lave bål med, disse bar den mellem forpoterne og gik på bagbenene. Da den havde placeret fisken og brændet foran mig, vendte den tilbage til der, hvor den kom fra. Jeg modtog jern, slog det mod flint og fik lavet ild i brændet. Jeg forberedte mit måltid af fisk på dette bål. Således gik der 30 år, på tredje dagen kom selvsamme tjener med den samme mad, en fisk, som varede tre dage. Jeg spiste en tredjedel hverdag. Takket være Guds nåde var jeg ikke tørstig, men om søndagen gik jeg ud og fandt en lille vandstråle fra denne klippe, hvorfra jeg kunne drikke samt samle lidt i min lille beholder til at vaske hænderne i. Efter 30 år fandt jeg disse to grotter og denne kilde. Jeg lever af den og har levet i 60 år uden nogen anden form for næring end denne kilde. Jeg har levet på denne ø i 90 år, 30 år med fisk og 60 år med føde fra denne kilde. Jeg var 50 år i mit hjemland. Alt i alt har jeg levet 140 år. Og her skal jeg, som jeg er blevet lovet det, vente dommens dag i dette kød. Rejs til jeres hjemland og tag en kop med vand fra kilden med jer. Der er nemlig nødvendigt for jer, fordi der mangler 40 dage af jeres rejse, det vil sige indtil påskelørdag. I vil fejre den hellige lørdag, påske og påskedag der, hvor I har fejret den i seks år, og i vil senere modtage jeres velgørers velsignelse. I vil rejse til De Saliges Land, og I vil blive der i 40 dage. Efter dette vil Gud fører jer uskadte og med godt helbred til jeres fædreland.

27 Sankt Brendan og hans brødre modtog Gudsmandens velsignelser og begyndte at sejle mod syd i hele fasten. Deres fartøj blev ført hid og did, og de havde kun så meget at spise og drikke, som de havde fået med fra Gudsmandens ø, hver tredje dag ernærede de sig fra den uden sult eller tørst, og de var alle glade. Ligesom Gudsmanden havde forudsagt, kom de nu til den førnævntes skaffers ø på den hellige lørdag. Og som de nåede til havnen, kom han løbende imod dem med stor glæde og tog alle i hånden på vej op ad båden. Efter denne hellige dags gudstjenester var overstået, fik de straks middag. Det blev aften, og de gik ombord på båden også skafferen. Da de havde sejlet lidt, fandt de uhyret på sin vante plads, og der sang de Guds pris hele natten og messen om morgenen. Efter messen begyndte Jasconius at gå sin gang, og alle brødrene, som fulgte Sankt Brendan, begyndte at påberåbe Herren: »Hør os Gud, vor frelser, håb for jorden og det vide havs grænse.« Sankt Brendan trøstede sine brødre: »Frygt ikke. Der vil ikke ske jer noget ondt, en hjælp til rejsen er nær.« Udyret styrede lige hen til kysten på fuglenes ø. Og der blev en lige til den ottende dag i Pinsen. Da højtiden var ovre, sagde skafferen, som var der, til Sankt Brendan: »Gå ombord i båden og fyld vandskindene fra denne kilde. Jeg vil følge jer på denne rejse og lede jer. Uden mig vil I ikke kunne finde De Saliges Øer.« De gik ombord, og alle fuglene på øen sagde som med en stemme: »Må Gud, vor frelser, gøre jeres rejse behagelig.«

28 Sankt Brendan og hans følgesvende sejlede sammen med skafferen til hans ø, og der provianterede de til 40 dage. Deres sejlads var mod øst i 40 dage. Skafferen var foran dem og styrede deres rute. Da 40 dag var gået, og aftenstid nærmede sig, dækkede en stor tåge dem, sådan at de knap nok kunne se hinanden. Skafferen sagde til Sankt Brendan: »Ved du, hvad denne tåge er?« Sankt Brendan svarede: »Hvad?« Han sagde: »Denne tåge er rundt om den ø, som I har søgt i syv år.« Efter en time oplyste et voldsomt lys dem igen, og båden stødte mod kysten. De gik fra borde og så et rummeligt land fyldt med træer, som bar frugter i efteråret Da de gik rundt på øen, kom natten ikke. De tog så mange frugter, som de ønskede, og de drak fra kilderne, således gik de omkring i 40 dage uden at kunne finde øens grænse. En dag fandt de en flod, som flød gennem midten af øen. Sankt Brendan sagde til sine brødre: »Denne flod kan vi ikke krydse, og vi kender ikke denne øs grænser.« Som de vendte dette indvendigt, kom en ung mand imod dem, han omfavnede dem med stor glæde, kaldte enhver ved sit navn og sagde: »Salig er de, som bor i dit hjem. I generation efter generation vil de prise dig.« Da han havde sagt dette, sagde han til Sankt Brendan: »Betragt det land, I har søgt i så lang tid. I fandt det ikke med det samme, fordi Gud ville vise jer forskellige hemmeligheder på det vældige hav. Vend tilbage til jeres hjemland, tag frugter fra denne ø med jer og så mange ædelsten, som jeres båd kan bære. Den sidste dag på din pilgrimsfærd nærmer sig, sådan at du kan sove med dine fædre. Efter flere tidscykler vil dette land blive kendt for dine efterkommere, når kristenheden har overkommet forfølgelsen. Denne flod, som du ser, deler denne ø. Ligesom denne ø forekommer frugtbar, således er den altid uden skyggens mørke. Det er nemlig Kristi lys.« Da de havde modtaget jordens frugter, alle former for ædelstene, og den unge mands og skafferens afskeds velsignelse, gik Sankt Brendan og hans brødre ombord på båden og begyndte at sejle midt ud i tågen. Da de var nået igennem, nåede de til Inis Cain. Der blev de i tre dage, og efter at have modtaget velsignelserne vendte han direkte hjem.

29 Brødrene modtog ham med de største lykønskninger og ærede Gud, som ikke frarøvede dem synet af en så elsket fader, som længe havde ladet dem være forældreløs. Den salige takkede for deres venlighed og fortalte alt, der var sket, og genkaldte sig alle de mirakler, som Gud havde fundet værdigt at vise ham på sin rejse. Til sidst nævnte han også sin nærtstående død, som helt sikkert ifølge den unge mands forudsigelse ville ske på De Saliges Ø. Hændelserne beviste dette, idet han kort tid efter at have forberedt alt og havde styrket sig med det hellige sakramente, rejste han fra sine disciples hænder til den ærværdige Herre, hvis æren og hæderen er i al evighed. Amen. Slut.