Pøbelmagten hælder til kamp og varsler krig. Ifølge fordums fordele fremsætter de: "I åben kamp har vi kunnet gennemtæve grisene vores ligemænd. Grundet deres beslutninger er det bevis, at grise er en krigerisk hob. Glamourøs magt afhænger af grisekraft. Skynd jer at dræbe generalerne. Grise små, hast med at slagte de fede, omstyrte generalerne. Disse evige generaler har magt grundet dovenskab.

Da de var lede og kede af magthaverne angreb den simple grisehob i hovedkulds hast. De var hurtigere i kampen og slog fædrene til jorden. De besluttede at indsætte forklædte grise som fortrop. Så gav de ordre til, at bagerens gris, flommefed, skulle bage brød. De bærer ham gennem bagdøren og gaderne.

Derfor skyndte guvernøren sig på sine knæ at bede den hastige hob om fædrenes fred: "Tøv en kende, herlig hob, jeg beder! Betænk den ringe gevinst af at gennemføre krigen. Anselige anklager, når fædrenes forrygende fordele forbydes. Grislinger går til grunde over det hele, før end flommefede grise dør. Derfor beder vi, bilæg seneste strid. Ved grisenes godhedstempel beder vi! Generalerne kan knapt gennemføre godgørende gerninger. Udskyd denne onde krig! Tålmodighed tilrådes fremfor at straffe generalerne."

Grislingehoben foreslog tilføjelser til grisegeneralerne gennem deres egen ambassadør.

Fredsartikler: Lad aktuelle artikler for grisearten og kommende grise gælde: "Begyndende beder vi om at tilsidesætte, at generalerne er evige grundet fædrene fordele. Ganske klart er det, at grislinger grundigt græsset gøres grisenes lig i vægt, grundet lungerne er grislinger bedre end grise også grundet gummerne. En del smågrise svides ofte på kullene og serveres for førsteklasses fyrster. Desuden forrådner det flommefede grisebryst og forkastes. Til dels anses de for en sygdom. Gå grislinger genvælt generalerne!"

Grisene genberedt på at kæmpe for fordelene springer frem. Nogle når engene, nogle når hurtigt sumpen. Magten marcherer overstadigt over det bemærkelsesværdige bifald. Grislingerne genner dygtigt de flommefede langt over markerne. Beredt på at bryde åbne porte begynder de at gennembore grisene. De slagter dem. Fedmen forhindrer flugten.

Derfor foreslog de fred. "Skån grisene, grislinger! Fred for evig fremover vil vi nyde." Da, en glansgris, gennempoleret diplomat, fornemmer fædrene forfaldne til at fortælle forbrydelsen, fornemmer dem henfalden til plyndring, henfalden til fare og forklarer forslaget: "Foretrække freden det kan I måske? Vent, generaler. Det er almindelig kendt, at fyrstens futile forslag ikke vare længe. De forbryder sig mod fuldkommen fred, straks den er slået!"

Læg pant for freden. Overdrag fyrsterne for fredens fuldbyrdelse. Grislinger foretrækker fakta. De bringer pant. Fastslået fred vil behage os."

Grisefyrsten knæler for fodsoldaterne forvirret, næsten, grundet den pestbefængte pøbels slag. Han lover en glansgave: æblesnask, krummer fra et støvet brød, en skive af gårsdagens kage, rige drikke af bundløs bærme. Han tilbyder en grande gris som pant og bekendtgør: "Med fuldejerskab skal grislinger generhverve generalstillingen fremover." Grislingerne genskrev fredens forord med egne tilføjelser: "Lad for evigt freden vare!"

Grisenes generaler gennemførte en fred for evig med en overkommelig overenskomst.

• Fremover foretrækkes fine grislinger fremfor flommefede grise

• Fremover findes det korrekt for smågrise at slås om æblesnask og bagdørens rige rester

• De skal få glinsende gader

• De skal få foretræde for frugthaverne

• De skal dele byttet og gennemvandre den åbne mark

Grislingerne skulle til at applaudere af fuld hals, da de blev afbrudt af rekrutter, da de opdagede, de blev fanget ved bagbenene.

Klap grislinger, skattet slægt! For evig fred er slået, forbered forrygende festligheder fremdeles: enestående optog, kompetetative konkurrencer til folket, glinsende gevandter! Vis bedårende billeder beskrivende grisenes gamle stamtræ! Lad platan og pinje fritages frugter! Lad haverne åbnes for grislingerne! Lad palmetræerne plyndres helt! Palmeblade bæres frem som symbol på fredsaftalen. En smuk stikling fra grisefreden skal skyde frem og gennemtrænge fædrelandet og gennemvandre gaderne. Blomsterblade skal kastes for fødderne skridt for skridt. Lad fredsgennemføreren, den abeskønne ambassadør, bæres af de udpeget. Lad ham offentlig fremføre fredsbudskaber. Lad ham ligge tilbagelænet med bøjet knæ. Lad ham anerkende grislinger som fædrelandets fædre.

Endvidere lad oppasseren gå foran, skænke bæger fuld med drikkevand og falbyde rådden frugtsnask det gavnlige for ganen. For ambassadøren forberedte en mægtig portion avner, rengøring af beskidt beklædning, en portion opkast fra en dranker med rigeligt fedt opsamlet bid for bid i et bæger, pandens rester, kylling, agerhøne, påfugl, pebergris. Dernæst skal han gå forrest af fædrelandets gader og overbevise folket om grisenes oprigtighed. Grislinger skal klappe og bærer deres velgører rundt i en vogn. I hele landet skal han ses i pompøs procession. Byernes grise skal straffes evigt nær bageriet, udstillet nær udgangen. Drengene skal sparke grisene, pæne piger skal piske grisene med spunden tråd, de kan massere grislingerne med fingerspidserne. De ligger ned, kammene strigler deres hår. Klap grislinger! Bagerens grise klag! Bagerne kan fodre grisene med avnefoder, dels fordi de blev sparket for deres utællelige ugerninger, dels fordi de blev stenet, slået og sparket. Hyrderne skal fodre grisene med en særlig overflod, strejfe frit på mark og eng.

Dagen efter grislingerne havde fået freden, foruroligede fædrene alle vegne og fortæller folket førnævnte krigs kampe. Grisene snu planlægningsudvalg påtænkte flere forslag og foreslog først: "Problematisere den pestbefængte pøbels prissætning af sejren skridt for skridt." Foreslog følgende: "Efter evne at leje lejesoldater, vildsvinsvejpirater, til med trynen at tryne kvæget på mark og eng." Rygtet rygtedes, og hoben haster hovedkulds afsted. Derfor sættes en særlig skarp skriver til strategien. På papir placerer han kampgrise og hoben. de sætter foden ned og lover generalerne at skynde sig med skriverens strategi, kolossalt kampklar adlyder de fyrsterne og skriverne.

Så skaffes sold til flertallet. Fyrsterne løber forrest og snupper størstedelen af solden. Suk, de beroliger de svage soldater med løfter. Løgnen lover dem bedre bytte end deres sold. De foreslår folket en gældssanering og kampen kan fortsættes.

Humanistgrisen, børnenes underviser, forfremmet af pariserne, engens hyrde og markens pastor, perfekt prøvet i Peter- og Paulusrecitation, protesterer: "Ak! Fortabte, fyldt med svigagtige hjerter. I burde skamme jer over at snuppe solden fra folkets bytte – en syndig synd! I Synder! Forbruget vil afsløre, afsløre, afsløre jer forbrydere, når soldaterne skal betales sold for slaget og farerne."

Pastoren råbte op og fortsatte med at afsløre flere eksempler op troløshed. Fyrster og soldater skreg: "Den pestbefængte pastor skal dø!" og foreslog: "kast den pseudoevangelist i havet," videre, "Pastorens tale har frembragt flere fare, flere end høje portes stenarbejde, flere end gadestøv." De protesterede: "Piskes skal han på en offentlig pæl. Placeres skal han nær gløderne og med alle lemmer brændt kastes med hoved først ned i en bundløs brønd.

Soldaterne straffer som sagt offentligt, og folket finder det fint at slagte humanistgrisen. Fyrsterne foreslår fællesbønner, og folket sværger beredt at adlyde med fromme fællesbønner, og soldaterne sætter gang i festen og fuldender forbrydelsen.

Få forhindrer forbrydelsens fuldbyrdelse. På soldaternes befaling menes mange at skulle straffes for at fremvise fodsoldaternes forbrydelse.

Da grislingerne gennemskuede, at soldaterne snuppede solden, skyndte de sig at overveje offentlig forslag og forberede udbetaling af kampsold til landgrisene. Til udbetaling trådte en mægtig embedsmand frem. Flere grise stormer frem, og han forhindrer dem i at fange mere med en pind. Efter grisesoldaterne var vundet af solden tilbød de beskyttelse i kampen. Grisene genantændt en ny kamp.

De smækfede stormede frem fra den ene side, fra den anden de flommefede i vogne, og fra en tredje side soldaterne. Grislingerne forberedte fodsoldaterne på at stige på vogne og fælde de flommefede og binde dem til en offentlig piskepost.

Derfor skred soldaterne sikkert frem, forstyrrede og fældede fuld af kraft grisenes vogn og snuppede solden mægtig, de trak udmærket grise gennem gaderne. Så, da grisenes fyrste først blev opdaget, svor den mægtige talsmand folket: "Han skal slagtes, piskes og hænges på en offentlig piskepost." Fyrsten forsøgte at frembyde få førend folket, frigav, fuldendte talsmandens forslag, og det tillader en tilståelse kort. Han tiltaler dem:

"Grislinger, skån mig! Jeg anses for at være forfædrenes ægte afkom. De gamle fædre kunne klare flere kampe for fædrelandet, flere fare for folket, loyalt, beredt på at lide straf og fattigdom for folket. Fædrenes offentlige altre og pyramider kan bevidne hengivenheden. Smukt bevidnes deres gode gerninger gennem beundringsværdige billeder. Derfor betænk, beder jeg, betænk bekymringerne! Skån mig for slagtning og vis jeres godhed." Da fyrsten fuldendte fremsagte, sukkede han lidt og slog sig for sit beundringsværdige bryst, og den poleret talsmand sagde: "Grundet slægtstavler bør den sukkende skånes, grundet de stærke forfædres fine fordele," og bekendte han, "et afkom af min slægt." Dernæst bliver fyrsten og talsmanden enig, mens folket holder godt øje. Generaler skal både dele og uddele solden på lige fod. Derfor udbrød de i fælles flok: "Lad forbandet fordele gå til."

Efter de fine forrådskamre frembød solden, fuldendte de freden på lige fod, og folket billigede. Efter solden, stjålet fra folket, kom for en dag, slog fyrsternes sind en privatfred. De straffer meneder og løgnere. Derfor forbød, grise, grislinger, hob og folk fyrsterne at frembringe kamp for eftertiden.

Efterskrift af Placentius efter en druktur

Til den mægtigste, klogeste og fremmeste fyrste, purpurpræst, præsens pontifex, beder Placentius om fremmest fremgang. Fortsæt, fædrelandets fader, fuldend fædrelandsfreden. Fredelige fyrste, du fortjener åbenlyst sejrspalmen for den indfundne fred. Fremvis forfædrenes fornemme fromhed ved de viseste aftaler. Eftertiden vil fortsat frembringe forherligelser fine for en from pontifex. Folket, ungdommen og landets adel hylder fredshyrden med smuk applaus, fromme følelser bifalder. Rygtet rygtes, rygtet rygtes gennem himlens hjem. Desuden, dine mange efterkommere, fædrelandets fremtid, fædre og smådrenge, viser dig som en bedre pontifex end forfædrene, en som hersker med fin frihed. Rygtet rygtes gennem, rygtet rygtes gennem den persiske golf. Fønixen formår at frembringe den evige fredsaftale, forberedt ved pavelig forsvar. Senere vil freden penetrere paradis. Den fremmede hob vil billige en lignende evighedsaftale forudset at slagne nationer. Folket fremstiller dig som fredens forsvarer, hjemlige hjerter som far, med en evig accept. Pontifex' vise hjerte hyldes i flere digteres digte! Lad dem frembringe flere digte. Lad flere fremstille forfædrenes fordele i prosa og videre i vidunderlig poesi. Må fredens fyrste og fromhedens fyrste fortsætte!

Afsluttende bemærkning

Forrygende fyrste betænk digternes fattigdom.

Forespørgsel fra Gregers Gris Digter

Jeg beder, behandl denne fjollet pamflet pænt. Behandl denne skammelige slagparabel pænt. Behandl den uskønne og kluntet poesi pænt, den blev til med et glas vin. Phoebus tilsidesat, var det behageligt hovedkulds at frembringe flere linjer og digte et digt. Efter skænken, skænkede jeg pointerne min opmærksomhed og skænkede mere op. Under udskænkning behagede det barnlige digt meget, og på fleres opfordringer offentliggjorde jeg en del til vurdering, billigelsesværdig med en drink. Det var skammeligt at miste beskyttelsen og papir, og det var skammeligt, at digtet blev til. Endvidere drankere driver på for at udgive det, og de tiggede nonstop, hvad en fyrste kan ved at lytte til en ydmyg sides bøn. Griseflokken og grislingehoben tigger i fællesskab om, at Placentius snart sender sit sluttet "slag" til den trygge trykker.

Pasquillus fremsagde efter pavens middag denne tilføjelse

Generalkritiker, udråber og elsket digter, længe yndet blandt fyrster og pontifex, lider den peliginske digters straf, proskription, efter fortjeneste får han straffen, fordi han forklarer fædrene, at fædre fremstår små, når forrygende fremgang fremskyndes.

Slutning

Min kære centurion har set til, at censoren har hæmmet siderne og overladt det i trykkerens varetægt.

Jacob Deschamps til læseren

Vor gris sang om grise, du om frøer, således betaler han en brav belønning til dig, Homer.

Til samme

Maeoniden sang om frøer, men Gris efter ham om grise. Klap af begge, jeg beder.

Til samme

Mens du drikker, dranker, læs Grisekrigen. Gris har givet gaver til drankeren, og grisenes kampe fordriver sorg. Digtet overtaler til at læse op. Kortfattet, fortalte den fortrinlige digter om grisenes kamp. Efter læsning klap af Gris!

Mennesker er nogle svin

Eller de er i hvert fald ofte blevet sammenlignet med dem. Den litterære forbindelse mellem mennesker og grise går helt tilbage til Odysseen, hvor Odysseus mandskab må lide den tort at blive forvandlet til svin, da de ikke er blevet hjulpet af Hermes' magi. Den græske forfatter Plutark udvider scenen hos Kirke. Odysseus har overtalt Kirke til af forvandle sine mænd tilbage i menneskeskikkelse, men han skal spørge dem først, om de er interesseret i at blive forvandlet til mennesker igen. Odysseus indleder en samtale med grisen Gryllus. Dialogen stiller spørgsmålstegn ved Odysseus' fordom om, at det at være menneske er at foretrække for det at være dyr. Dyr er ikke korrumperet af kultur og lever derfor af natur på den rigtige måde og har ikke behov for kulturelle bestemmelse for at regulere sig. Dialogen slutter med et spørgsmål om dyrs evne til at være i besiddelse af fornuft:

Odysseus: Men overvej, Gryllus. Er det ikke et overgreb at give fornuft til dyr, der ikke har nogen medfødt viden om Gud?

Gryllus: Skal vi så nægte, Odysseus, at en så bemærkelsesværdig og klog mand som dig er i familie med Sisyfos?

Kan Odysseus, der er i familie med ateisten Sisyfos, ikke have fornuft? Gryllus er dog ikke den eneste gris i antikken til at kommentere på menneskenes verden. Måske samtidig med Plutark skrev en ukendt forfatter et testamente for en gris på 999,5 år. Grisen vælter køkkenet og lige inden, den som straf bliver slagtet af kokken, får den lov til at udfærdige et testamente. I dette testamenterer den sine kropsdele til forskellige erhverv som en form for vittighed; børsterne går således til skomagerne, ørene til de døve og testiklerne til kvinderne. I antikke kan man altså bruge grisen til at spejle menneskenes verden.

I 1530 bliver første udgaven af Grisekrigen udgivet i Antwerpen forfatteren er efter alt at dømme Jan Leo Struyven (stuif er hollandsk for bagværk, plakous er græsk for kage, der på latin blev til placenta. Placentius er dermed sandsynligvis en latinisering af Struyven). Placentius' værk virker i til at være en kommentar til en intern hollandsk strid måske mellem nogle på samme kollegium (jf. fodnote 3). Men da hovedpersonerne er grise, er det let at se det som en kommentar til almenmenneskelige problemer. Værket går derfor fra at være en kommentar til stridigheder om, hvem der skal have forrang på kollegiet de nye eller de gamle, til at være en kommentar om uligheden i samfundet. Tiden taget i betragtning er det ikke overraskende, at humanismen, religiøsiteten og pacifisme spiller hovedrollen. At værket skal læses med et glimt i øjet, fremgår af henvisninger til alkohol og dens indvirken på digterens evne, samt det at digtet består af 248 daktyliske heksameter linjer, hvor alle ordene starter med P. Allerede få år efter dets udgivelse kom man i tvivl om, hvem forfatteren var. Det blev tilskrevet en reformations hovedmænd Philip Melanchton, der selv mente forfatterne var Vincent Obsopoeus. I antologien Nugae venales (Vittigheder til salg) bliver forfatteren portrætteret som en gris. Digtet bliver dermed fjernet fra sin oprindelige placering i Holland og reaktualiseret i en almengyldig kontekst. Igennem tiden blev Grisekrigen med jævne mellemrum genoptrykt i forskellige satiriske antologier især i engelske og franske tidsskrifter. I 1947 tager den engelske forfatter ideen op og skriver sin berømte og berygtede Animal farm (Kammerat Napoleon), hvor han med satirikerens skarpe pen udstiller totalitære regimer. Han skriver selv i forordet at inspirationen kom til ham efter hans deltagelse i Den spanske Borgerkrig, men når man læser om Orwells grises forkærlighed for processioner og skriftlige proklamationer, er det svært ikke at finde en parallel hos grisene i Grisekrigen. Sammenhængen mellem mennesker og svin er tydelig i værkets sidste linjer.

Nu var det ikke længere noget spørgsmål, hvad der var sket med svinenes ansigter. Dyrene udenfor så fra svin til menneske og fra menneske til svin, og fra svin til menneske igen; men det var allerede umuligt at sige, hvad der var hvad.

I 2019 bliver ideen taget op af Oscar Coop-Phane i Le Procès du cochon (Processen mod grisen), hvor en gris efter at være blevet mishandlet og forstødt af menneskene begår mord og som konsekvens bliver retsforfulgt og dømt til døden. Grisen bruges her som redskab til, at vi som mennesker på godt og ondt kan erkende vores eget indre svin. Her er det dog ikke menneskenes verden, der bliver projiceret over på grisene, men grisen der bliver trukket i menneskenes verden.

I litteraturen er der altså en lang tradition for at sammenstille mennesker og grise i forhåbning om, at vi kan spejle os i dette dyr og blive klogere på os selv.

Bemærkninger til Grisekrigen

Grisekrigen er skrevet på daktyliske heksameter og alle ord begynder med P. Det har været umuligt for mig at gøre det efter i den danske oversættelse, jeg har derfor valgt at skabe så mange allitterationer som muligt og at oversætte til prosa. Det skaber et til tider lidt pudsigt sprog, men det er ikke anderledes i originalen, hvor man også er tvunget til læse ud over den bogstavelige mening for at få sætningerne til at give mening.

Det daktyliske heksameter bliver normalt brugt i vægtige epos som Iliaden, Odysseen, Aeneiden etc. Men allerede i antikken blev det brugt i parodier som Batrachomyomachia (Frømusekrigen). Det er derfor, at der til sidst i Grisekrigen laves sammenligninger mellem Placentius og Homer. Værket henter således en berettigelse ved at henvise til, at den store digter Homer digtede et lignende værk.

Navnet, Publius Porcius Poeta, kan forstås som en henvisning til den romerske forfatter Marcus Porcius Cato (234-149 f.Kr.). Cato havde tilnavnet Censor og var kendt som en reaktioner og meget traditionsbunden mand. Nu er han mest kendt for at have afsluttet sine taler i senatet med ordene: Ceterum censeo Carthaginem esse delendam ("Desuden mener jeg, Karthago bør ødelægges"). Blandt hans skrifter er det kun De re rustica (Om landbrug), der er overleveret frem til i dag. Det er en håndbog i, hvordan man driver et landbrug. Navnet Cato blev fra senantikken og frem synonym med en række moralske sentenser, der i det store hele repræsenterer Catos holdninger, men som ikke er skrevet af ham. Værket var umådeligt populært og en del af skolecurriculum. At kende sin "Cato" betød, at man var et dannet menneske. Marcus Porcius Cato er det oplagte forbillede for Publius Porcius Poeta af flere grunde: 1. han skrev om landbrug og dermed kendte til grise. 2. Hans "filosofi" passer til det konservative verdenssyn hos grisene. 3. "Cato" var kendt blandt de uddannede for sine moralske sentenser.

Hvad handler Grisekrigen egentlig om? Som udgangspunkt handler den om en krig mellem nogle konservative grise, der vil holde på deres rettigheder og privilegier, og nogle grislinger, der søger at få lignende rettigheder og privilegier. Konflikten skyldes altså, at grislingerne gør et forhastet avancement af den sociale rangstige. Man kan gætte på, at Jan Leo Struyven først har tiltænkt værket som en kommentar i en konflikt ved universitet i Leuven, hvor han var tilknyttet porcianum gymnasium. Det kan være svært at sige, hvad konflikten bestod i, men i Grisekrigen er stridens æble det, at grisene ikke vil dele deres gamle privilegier og deres forrang med grislingerne, og at grisene tillader sig at overfuse grislingerne. Dette spejler måske en konflikt mellem gamle adelsfamilier og nyrige ved universitet. Pasquillus' tilføjelse åbner for en læsning af digtet som en kritik af den ulighed, der findes i et samfund, hvor magthaverne ikke er villige til at dele deres privilegier med almuen. På samme tid fremstår krigen som en nyttesløs handling, der ikke bidrager konstruktivt til løsningen. Den ønskede løsningen kommer gennem diplomati samt en aftale. På den baggrund er det oplagt at læse digtet som en opfordring til konstruktiv dialog fremfor væbnet konflikt. Et budskab der går fint i tråd med de humanistiske tanker, der gennemstrømmede Europa i 1500-tallet.

At bruge grisen til at udstille mennesket lader til at være et gammelkendt og virkningsfuldt redskab. Jeg vil her slutte med et citat fra Storm P, der på fineste vis opsummerer pointen.

Jeg gaar ind paa Jernbanestationen. Hæslige skikkelser færdes der, Vanskabninger – mennesker, fantastiske dyreskikkelser – mennesker som de ser ud – Dagligdags Mennesker som man træffer alle vegne – hæslige- prægede af et liv i samfundet. Samfundet har gjort dem til hæslige griselignende dyr.

Figur 2 (https://books.google.dk/books/content?id=K98pAAAAYAAJ&hl=da&pg=PA240&img=1&zoom=3&am...)

Alle rettigheder: Sebastian Maskell Andersen