oversat af
Sebastian Maskell Andersen

1. Først, kære brødre, skal I elske Gud og dernæst de nærmeste, fordi det er reglen givet til os først og fremmest.

2. Men hvordan vi bør bede eller synge salmer, beskriver vi her. Det vil sige: ved morgen synges tre salmer, nr. 62, 5 og 89. Ved terts siges første salme responsorialt, dernæst to antifoner, læsning og kompletorium. På samme måde ved sjette og niende time. Men ved lampetænding en responsorial salme, fire antifoner, igen en responsorial salme, læsning og kompletorium. Og på et belejligt tidspunkt efter lampetænding, når alle sidder ned, læses læsningerne. Men efter dem siges alle de sædvanlige salmer før sengetid. Men nattebønnerne er i november, december januar og februar tolv antifoner, fem salmer, tre læsninger, og i marts, april, september og oktober ti antifoner, fem salmer, tre læsninger, og i maj, juni, juli og august ti antifoner, fire salmer og to læsninger.

3. De skal arbejde fra morgen til sjette time, og fra sjette til niende er der ledigt til læsning, og ved niende timer giver de bøgerne tilbage, og efter de har sundet sig, skal de arbejde i haven, eller hvor det nu er nødvendigt, indtil lampetænding.

4 Ingen skal kræve noget som sit særeje hverken tøj eller noget andet. Vi ønsker nemlig at leve som apostlene.

5 Ingen skal gøre noget mumlende, sådan at de ikke går under en lignende dom som brokkehovedernes.

6 De skal adlyde trofast, ærer sin fader næst efter Gud, henvende sig til sin forsatte, som det sømmer sig for hellige mænd.

7 Siddende ved bordet skal de tie og høre læsningen. Men hvis det er nødvendigt, skal deres forsatte tage sig af det. Som det er besluttet, skal de, som ønsker det, få vin lørdag og søndag.

8 Hvis det er nødvendigt at sende nogen afsted efter en nødvendighed for klostret, skal to tage af sted. Ingen skal spise eller drikke uden for klostret uden tilladelse. Dette er nemlig ikke i overensstemmelse med klostrets disciplin. Hvis klostrets brødre sendes ud for at sælge varer, skal de være påpasselige med ikke at handle mod reglen vidende, at de, hans tjenere, tirrer Gud. Eller hvis de køber noget nødvendigt for klosteret, skal de handle påpasseligt og troskyldigt som Guds tjenere.

9 Der skal ikke være ubekymret snak blandt dem. Fra morgenstunden skal de være optaget af deres arbejde. Ligeledes skal de efter terts gå til deres arbejde. De skal ikke stå og digte historier, hvis ikke det tilfældigvis er til sjælens gavn. Siddende ved arbejdet skal de tie, hvis ikke det tilfældigvis er en nødvendighed ved dette arbejde, at man taler.

10 Hvis en ikke med al flid, og med hjælp fra Herrens barmhjertighed, forøger at leve op til reglerne men foragter dem med et trodsigt sind, og hvis en efter en eller to advarsler ikke har forbedret sig, skal han vide, at han er underlagt klostrets disciplin, som det bør sig. Men hvis hans alder tillader det, skal han piskes.

11 Men overholdende dem trofast og fromt i Kristi navn, vil I både have gavn, og det vil være jer en ikke liden glæde over jeres frelse. Amen.

Reglen

I

1 Følgende er det, vi anviser, at I overholder, når I er blevet optaget i klosteret.

2 Først og fremmest, fordi I er samlet som en, at I er enige i hjemmet, og at jeres hjerte og sjæl er forenet til Gud.

3 Og I skal ikke kalde noget jeres eget, men lad alt være fælles for jer, og lad jeres foresatte uddele mad og tøj til enhver af jer, ikke lige meget til alle fordi, I ikke alle har samme helbred, men snarere hvad der er nødvendigt for hver enkel. Således læser I nemlig i Apostlenes gerninger, at »de var fælles om alt, og gav til enhver det, han havde brug for.«

4 De, som ejede noget i verden, når de er trådt ind i klosteret, skal frivillig ønske, at det skal være fælles.

5 De, som ikke havde noget, skal ikke i klostret søge det, som de manglede udenfor. Men alligevel skal deres skavank have, hvad der er nødvendigt, selv hvis deres fattigdom, dengang de var udenfor, ikke havde kunne skaffe det nødvendige. Ikke så meget at de mener, at de er heldige, fordi de har skaffet mad og tøj, af en art de ikke kunne skaffe udenfor.

6 De skal ikke hæve næsen i sky, fordi de omgås dem, som de ikke vovede at nærme sig udenfor, men de skal have løftet hjerte og ikke stræbe efter tomme jordiske sager. Lad ikke klosterets tjenlige sager være for de rige og ikke de fattige, som hvis de rige der blev ydmyge, og de fattige der blev opblæst.

7 Men igen skal de, som synes at være noget i den verdslige verden, ikke anse deres brødre, der ankom til det hellige fællesskab fra fattigdom, for væmmelige. De skal hellere stræbe efter at være stolte af ikke status fra deres forældres rigdom men fra fællesskabet med de fattige brødre. De skal ikke berømmes for at have bidraget til fællesskabet med noget af deres forråd, og de skal ikke være mere hovmodige over deres rigdom, fordi de deler den med klostret, end hvis de nød den i den verdslige verden. Enhver anden last skaber nemlig onde handlinger, sådan at de sker, men overmod lægger en fælde for gode gerninger, sådan at de går til grunde, og hvad gavner det at give gavmildt til de fattige og selv blive fattig, skønt det stakkels sind bliver mere hovmodigt ved at foragte rigdomme end ved eje dem?

8 Lev altså alle i harmoni og enighed, og respekter Gud i hver af jer, I er blevet hans tempel.

II

1 Hold fast i bønnerne på de fastlagte timer og tidspunkter.

2 I oratoriet har ingen noget at gøre, hvis ikke det har at gøre med det, som stedet har fået navn efter. Som hvis en eller anden endog udover de fastsatte tidspunkter, hvis han har tid, ønsker at bede, skal en anden, som mener, han har noget at gøre der, ikke være en ulempe for ham.

3 Når I beder til Gud med salmer og hymner, skal det, som udtrykkes i stemmen, vendes i hjertet.

4 Syng ikke, hvis I ikke har læst det, der skal synges. Men det, der ikke er skrevet til at synges, skal ikke synges.

III

1 Tæm jeres kød gennem faste og afholdenhed fra føde og drikke, i det omfang helbredet tillader det. Men når en ikke kan faste, skal han dog ikke spise mellem måltiderne, hvis han ikke er syg.

2 Når I har sat jer til bords, og indtil I rejser jer, læses det, som er vanligt, lyt uden uro og tummel. Ikke alene jeres munde får næring, men også ørerne tørster efter Guds ord.

3 Hvis de, som er svagere på grund af deres gamle levevis, behandles anderledes i henseende til levemåde, bør det ikke være til ubehag eller synes uretfærdigt for de andre, som en anden levevis har gjort stærkere. De skal ikke anse dem for heldigere, fordi de får det, de ikke selv får, men hellere være sig selv taknemmelig, fordi de kan tåle, hvad de ikke kan.

4 Og hvis de, der er kommet til klostret fra en mere komfortabel levemåde, bliver givet noget mad, tøj, madrasser, eller tæpper, hvad ikke bliver givet til de mere stærke og i den grad heldigere, bør de, som ikke bliver givet noget, overveje, hvor meget de har ændret deres verdslige liv til dette liv, skønt de ikke kan nå til deres, som har en stærkere krops, retskaffenhed. Og alle bør ikke ønske, hvad de ser, de få modtage mere, ikke fordi de belønnes, men fordi de rummes, for at begrædelig uorden ikke indfinder sig, sådan at det er i klosteret, hvor, i det omfang det kan lade sig gøre, de rige bliver arbejdsomme, og de fattige sarte.

5 Sandelig, således som det er nødvendigt for syge at modtage mindre for ikke at få det værre, således også efter sygdommen bør de behandles således, at de hurtigere kommer sig, selvom de stammer fra den laveste verdslige fattigdom, skønt denne sygdom har givet dem det, som tidligere var de riges livsstil. Men når de har genvundet tidligere styrke, skal de vende tilbage til deres mere lykkelige livsstil, som er mere klædelig for Guds tjenere, så de behøver ganske lidt. Og der skal nydelse, gennem hvilken nødvendighed løfter deres sygdom, ikke holde dem rørig. De skal betragte sig rigere, som har været mere robuste til at udholde mangel. Der er nemlig bedre at mangle end at have mere.

IV

1 Jeres tøj skal ikke vare bemærkelsesværdig. Og søg ikke at behage ved jeres tøj men jeres handlinger.

2 Når i går ud, gå sammen. Når I er ankommet, bliv sammen.

3 Lad intet ske i jeres gang, positur eller bevægelser, som krænker nogen betragter, men det som klæder jeres hellighed.

4 Jeres øjne, også hvis de falder på en kvinde, skal ikke fokusere på nogen. Det er ikke forbudt for jer at se kvinder, når I er ude, men at opsøge dem eller selv ønske at blive opsøgt, det er forkert. Begær efter kvinder indtræffer ikke kun ved berøring og affekt men også synet. I skal ikke påstå at have et rent sind, hvis I har urene øjne, fordi et urent øje er det urene hjertes budbringer. Og når urene hjerter gensidigt meddeler sig til hinanden med tavse tunger men udveksling af blikke, finder de fornøjelse ved den andens attrå ifølge kødets begær, endog flyr selv sædelighed fra de handlinger selvom kroppen er urørt af beskidt krænkelse.

5 Han, som fæster øjet på en kvinde og selv skatter hendes opmærksomhed, bør ikke tro, han ikke bliver bemærket af andre, når han gør det. Han bliver bemærket også af dem, han ikke tror, bemærker ham. Men se, hvis han undgår opmærksomhed og ikke bliver opdaget af noget menneske, hvad vil han gøre over for opsynsmanden foroven, som ingen kan skjule sig for? Bør han anses for uopmærksom, fordi han betragter lige så tålmodigt som vist? Altså skal en hellig mand frygte at mishage Ham for ikke syndigt at ville behage en kvinde. Han skal betænke, at Han ser alt, for ikke syndigt at ville betragte en kvinde. For frygt for Ham er i denne henseende at anbefale, hvor det står skrevet: Et bundet øje er en vederstyggelighed for herren. Prov 27.20

6 Når I altså er i kirken og alle steder, hvor kvinder er til stede, vogt gensidigt jeres blufærdighed. For Gud, som bor hos jer, vil på denne måde beskytte jer fra jer selv.

7 Advar straks om den øjets kådhed, jeg taler om, hvis I opdager den hos en af jer, for at det udvikler sig, men rettes i begyndelsen.

8 Men hvis I ser han gøre det igen efter en advarsel eller på en anden dag, skal hvem end, der har opdaget det, overgive ham som en såret til helbredelse. Først skal det vises til en anden eller tredje person, sådan at han kan overbevises af to eller tre vidner og irettesættes med passende strenghed. I skal ikke tænke dårligt om jer selv, når I påpeger det. I vil nemlig ikke være uskyldige, hvis I tillod jeres brødre, som ikke kunne have irettesat ved påpege fejlen, at gå til i tavshed. Hvis din bror har et sår på kroppen, som han vil skjule, når han frygter en operation, vil det da ikke være ondt at fortie det, og barmhjertigt at udpege det? Hvor meget mere bør du afsløre ham, for at det mere skadelige ikke inficerer hjertet?

9 Men hvis han har nægtet, bør han først, før det bliver afsløret for andre, som skal overbevises, fremstilles for sin foresatte, hvis han efter at være blevet advaret har undladt at bedre sig, bliver han irettesat skjult, for at det ikke tilfældigvis kan blive opdaget af andre. Men hvis han har nægtet, så skal de andre tilkaldes uden hans vidende, sådan at han i alles påsyn kan blive anklaget af to eller tre og sigtet af et enkelt vidne. Men er han dømt, ifølge den forsattes eller endog præstens domsfælles, som forvalter det område, bør han udholde den idømte irettesættelse. Hvis han nægter at tåle den det, og hvis han ikke selv ønsker at forlade jeres fællesskab, skal han forstødes. De skal ikke ske ondskabsfuldt men barmhjertigt, for at han ikke inficerer flere med sin smitte.

10 Og det, jeg har sagt om, at øjnene ikke børe fokusere, bør overholdes omhyggeligt og trofast med kærlighed til menneskene og had til laster i opdagelsen, forhindringen, angivelsen, bevisførelsen og irettesættelsen af andre synder.

11 Men alle som er trådt lidt in på vildfarelsens vej, sådan at han skjult har modtaget breve eller andre små gaver fra en kvinde, hvis han indrømmer det, skal han skånes, der skal bedes for ham. Men hvis han bliver pågrebet og anklaget, skal han irettesættes meget alvorligt ifølge præstens eller den foresattes dom.

V

Hav jeres tøj på et sted under en opsynsmand eller to, eller hvad det er tilstrækkeligt til at lufte det, for at der ikke går møl i det. Og således som et forrådskammer giver jer mad, skal en garderobe give jer tøj. Og, hvis det kan lade sig gøre, skal det ikke vedkomme jer, hvad I for at klæde jer i, når det passer til årstiden, om enhver får det tøj, han lagde, eller noget en anden har haft. Så længe ingen bliver nægtet, det der er ham nødvendigt. Men hvis opstår utilfredshed og hvisken blandt jer, når en klager over at have modtaget ringere tøj end, han havde tidligere, og at han klædt ligesom, hans broder tidligere blev klædt, er blevet upassende behandlet, her viser I, hvor meget der står tilbage i henseende til hjertets indre hellige klæde, som I klædes i i stedet for fysisk tøj. Dog hvis I udholder jeres afmagt, sådan at I modtager, hvad I har lagt, skal I dog have det på et sted under fælles overvågning.

2 Sandelig, sådan at ingen arbejder for sig selv, men alt jeres arbejde sker i fællesskab, med større og iver og hyppigere fornøjelse, en hvis I hver udførte jeres eget. Hengivenhed, om hvilken det er skrevet, at »den søger ikke sit eget« 1 Cor 13:5, skal forstås således, at fællesskabet går for ud for det individuelle, og det individuelle går ikke for ud for fællesskabet. Og det i den grad, at I så meget mere I tager vare på det fælles end jeres eget, så meget mere vil I vide at have gavnet jer. Ligesom varig hengivenhed vil overgå flygtig nødvendighed i alle tilfælde, hvor den anvendes.

3 Konsekvens er altså, at selv hvis nogen af en eller anden nødvendighed har bragt sine sønner eller relationer, som bor i klostret, enten tøj eller andet, som regnes for en nødvendighed, skal han ikke modtage det i skjul, men det skal være i den foresattes varetægt, sådan at det, som en del af fællesskabet, bliver til budt ham, det var nødvendigt for.

4 Jeres tøj skal vaskes efter den foresattes vilje, enten af jer eller valkerne, for at ønsket om rent tøj ikke smudser sjælens indre.

5 Personlig hygiejne, som er nødvendig for jeres svaghed, skal ikke afvises, men lad det ske uden brok på lægens anvisning, sådan at selv han, som ikke vil, på sin foresattes ordre gør, hvad der skal gøres for hans velbefindende. Men hvis han ønsker noget, som måske kan være skadelig, skal han ikke følge sin indskydelse. Indimellem tror man nemlig, at det, man ønsker, gavner, selvom det skader.

6 Endelig, hvis en smerte skjuler sig i kroppen, skal man uden mistænksomhed tro på Guds tjener, som siger, han har smerter. Men hvis det ikke er sikkert, om det, han ønsker til at helbrede smerten, vil gavne eller skade, skal en læge konsulteres.

7 Og I skal ikke gå til badene, eller hvor det kan være nødvendigt at gå hen, mindre end to eller tre. I skal ikke gå med dem, I selv ønsker, men med dem som den foresatte har beordret.

8 Omsorgen for de syge, om de enten kommer sig oven på en sygdom eller en anden svaghed, selv uden feber, skal tilfalde en, sådan at han selv fra forrådet kan finde det, som han har erfaret, er nødvendigt.

9 Men hvis han, der bliver sat til at administrere forrådet, tøjet eller bøgerne, skal tjene brødrene uden brok.

10 Hver dag på fastsatte tidspunkter skal man søge til bøgerne. Han, søger dem uden for tidspunkterne, skal ikke modtage dem.

11 Men tøj og sko, når de har været nødvendige for den, der mangler, skal de, under hvis varetægt de er blevet placeret, ikke undlade at give, når de bliver efterspurgt.

VI

Enten skal I ikke have nogen stridigheder, eller I skal hurtigst muligt bilægge dem, for at vreden ikke vokser til had, og gør en stamme af en splint, og gør sjælen til en morder. I læser nemlig: »Han, der hader sin broder, er en morder.« 1 john 3:15 Alle som har krænket en anden med bebrejdelse, rygter eller en anklage om noget kriminelt, skal huske at rode bod så hurtigt, det kan ske, og han, der er blevet krænket, skal lade det fare uden diskussion. Men hvis de gensidigt har krænket hinanden, skal de gensidigt tilgive hinanden for jeres bønners skyld, som jo oftere I har dem, desto sundere bør I have dem. Men det er bedre, at han, som, skønt han ofte fristes af vrede, skal dog skynde sig at bede om tilgivelse, anerkende, at han har gjort en uret, end at han, som er sen til vrede, har sværere ved bede om tilgivelse. Men han, som aldrig vil bede om tilgivelse eller beder om det uden at mene det, er malplaceret i klostret, selv hvis han ikke bliver forstødt. Derfor spar jer selv fra brude hårde ord. Det sårende, som har forladt jeres mund, vil det ikke være skammeligt at finde et lægemiddel til fra selv samme mund, hvor fra såret stammede.

3 Men når det er nødvendigt at disciplinere, når de mindre skal irettesættes, er I tvunget til at sige hårde ord, selv hvis I føler, at I er gået for langt, er I ikke forpligtet til at bede om tilgivelse fra dem, for at ledelsesautoriteten over dem, som bør være jeres underordnede, ikke brydes, når ydmygheden bliver tjent for meget. Men tilgivelse bør søges fra Herren over alle, som ved med hvor stor velvilje I holder af dem, som I har skældt for hårdt ud. Men hengivenheden iblandt jer skal vare åndelig ikke kødelig.

VII

1 Man skal dog adlyde sin forsatte som en fader med passende respekt, for at Gud ikke stødes. Så meget desto mere præsten, som tager vare på jer alle.

2 Altså at holde opsyn med alt, og, hvis der ikke blev holdt opsyn med det, at det ikke skødesløst forbigås, men at sørge for at forbedre og irettesætte, det er den foresattes særlige ansvar. Han referer således til præsten, der har en større autoritet over jer, med de ting som overgår hans kompetence eller magt.

3 Men han, som har magten over jer, skal ikke se sig selv som dominerende med magt, men tjenende med hengivenhed. Han bør sættes over jer i ære i jeres nærvær, og han skal være under jeres fødder af frygt i Guds nærvær. Lad ham fremvise sig selv som et eksempel på gode gerninger, lad ham irettesætte de rastløse, lad ham løfte de modløse, lad ham støtte de svage, lad ham være tålmodig mod alle. Han skal frivillig have disciplin og indgyde respekt. Og skønt begge er en nødvendighed, skal han dog stræbe mere efter at blive elsket end frygtet af jer, han skal altid huske på, at han vil stå til regnskab over for Gud for jeres skyld.

4 Derfor ved at være lydige føler I mere medlidenhed ikke kun for jer selv men sandelig ham, fordi hos jer er en højere stilling mere risikofyldt.

VIII

Må Herren give, at I overholder alt dette med hengivenhed, som elskere af den åndelige skønhed og med Kristi vellugt flammende af godt samkvem, ikke som en slaver under en lov, men ligesom frie foranstaltet med gunst.

2 Men, for at I kan spejle jer i denne bog som et i et spejl, for at I ikke af forglemmelse negligerer noget, skal den læses for jer en gang om ugen. Og når I har opdaget, at I gør, som der står skrevet, tak Herren beskikker af alt godt. Men når I ser en eller anden fejle på et punkt, lad ham fortryde fortiden og tage vare på fremtiden, og bede om sine synders forladelse og ikke at blive ledt i fordærv.

Alle rettigheder: Sebastian Maskell Andersen