Ausonius
Epitafer for heltene, som var til stede ved den trojanske krig

Oversat af

Sebastian Maskell Andersen

Introduktion

Decimus Magnus Ausonius (310-395 e.Kr.) var en romersk underviser og digter fra det morderne Bordeaux (Burgdalia i Aquitania), der fungerede som underviser for den senere kejser, Gratian. Han er mest kendt for sit digt om floden Mosel, Mosella, men hans litterære produktion spænder meget bredere og dækker alt fra epigrammer til breve på vers. Ausonius tilhørte på mange måde den romerske elite. Hans tid som underviser for Gratian havde bragt i kontakt med berømte familier som Symmachus, og han havde æren af at være konsul i år 379. Også hans digte viser hans store viden, i det den er spækket med referencer til den klassiske litteratur og intertekstuelle referencer. Hans epitafer udgiver sig således for at være oversættelser fra græske originaler. Et ikke helt beskedent postulat i en tid, hvor kendskabet til græsk var vigende. Resumeerne af Iliaden og Odysseen er tilskrevet Ausonius, men der er enighed om, at det ikke er ham, der er ophavsmanden. De minder mere om den tradition, som Ilias Latina også er en del af, hvor man gengiver nok af det originale værk til, at modtageren kan genkende sammenhængen. Hvert resume begynder med en eller to linjer på græsk med latinske oversættelse, hvilket leder tankerne hen på de dobbelt sproget Heremenumata Pseudodositheana. Man kan derfor betragte de to tekster som udtryk et litterært publikum, der kan bruge resumeerne enten for at danne sig et overblik over indholdet af Iliaden og Odysseen, eller glædes ved at identificere og udfylde tekstens tommehuller. Epitaferne forudsætter derimod, at man ved, hvem de er indskrifter for, før man kan fange de hentydninger til deres liv, som de indeholder.

Epitafer for heltene, som var til stede ved den trojanske krig

Ausonius hilser sin læser

Jeg har fundet der relevant at både frikende og knytte dette lille intetsigende værk med et emne svarende til den lille bog, der nævner dem, som skønt fremmede fra udlandet har undervist i Bordeaux, med epitafer over heltene, som var tilstede ved den trojanske krig. Jeg har oversat de gamle epitafer, som jeg engang fandt hos en filolog, til latin, ikke sådan at jeg har fundet det nødvendigt at gøre det ordret, men sådan at de uhindret hang sammen og ikke for vild.

1 Til Agammenon

Kongernes konge Atride, hævner af den brødrene hustru,

Jeg har selv bødet for min kones hænder.

Hvad gavner det at have straffet det svigefulde rov af Helene,

Når Klytaimestra dræber strafferen af ægteskabsbrud.

2 Til Menelaos

Oh heldige Menelaos, du har gudernes indviet hjem

og Elysion bestemt til de pligtopfyldende sjæle.

Tyndaros’ og Tordnerens elsket svigersøn,

hustruens hævner, strafferen af ægteskabsbrud

evig stærk og evig ungdommelige

du har hverken følt dødens eller alderdommens dag.

3 Til Ajax

Jeg, Mod, dækkes ligesom Ajax af hans grav,

selv begræder jeg mit ligs gravsted,

med sønderrevet hår, fordi den onde Atride

tvang mig til at falde for hans instrueret baghold.

Nu fra det berømte blod frembyder jeg purpurblomsten,

med suk bevidnende den forbryderiske dom.

4 Til Achilleus

Ikke et stykke land ejer Aeaciden: benene bliver dækket

af den sigeiske strand, Larissa har brændt håret.

En del i graven <… > og flåden <…>

men på hele jorden <…>

5 Til Odysseus

Under denne grav ligger Laërtessønnen Odysseus:

Læs Odysseen, hvis de vil vide mere.

6 Til Diomedes

Her hviler Diomedes bedre end sin gode fader,

på grund af hustruens forbrydelse blev han fordrevet fra Argos, bryllupsgaven,

han grundlagde Argypria og Arpi berømmet for heltene,

mere berømt for fædrelandet nye by end for det gamle sæde.

7 Til Antilochos

God i rådet og krigen, hvilket er en sjælden kombination,

både vellidt af Atriden og Aeaciden,

jeg, Antilochus, har opnået båd modets og respektfølelsens præmie,

jeg er død efter at have reddet min far Nestor

Det var ikke meningen. Men det var mere retfærdigt, han overlevede,

uden hvem troløse Troja ikke kunne indtages.

8 Til Nestor

Jeg, Nestor, dækkes i denne grav, min fjerde livsalder er allerede ødslet bort,

berømt for rådgivning og veltalenhed.

Min søn, omkommen, ofrede sig selv for mig

og jeg, faderen, lever ved sønnens sår.

Ak! Hvorfor behagede det skæbnen at indrette livet sådan

lige så langt for mig, som kort for Antilochos?

9 Til Pyrrhus

Jeg dækkes i verdens midte, mere modig end min fader,

fordi jeg, Pyrrhus, som dreng vandt en konges rigdomme,

Med svig dræbte ugudelige Orestes mig foran alteret

nu i raseri over drabet på moderen – hvor mærkeligt?

10 Til Euryalos

Pleuronia fandt også mig værdig til en epitaf,

for hvem huset med Diomedes

og Sthenelos var fælles, Euryalos. Som den tredje besad jeg

dette rige, af hvilket en grav nu er nok.

11 Til Guneo

Havet holder Guneos, graven et navn uden krop.

Omdømmet er blandt menneskene, sjælen kræver himlen.

Alle elementer er i fællesskab en grav for denne store leder.

Hvilke? Himlen, jorden, havet og menneskemunde.

12 Til Protesilaos

Et skæbnesvanger navn er tilskrevet mig, Protesilaos.

For som den første af danaerne døde jeg i den frygiske krig,

med et vovet spring angreb jeg den sigeiske strand,

fanget af Laërtessønnens lokkende bedrag.

Han selv for ikke at betræde den trojanske jords kyst med foden

sprang ned oven på skjoldet.

Hvorfor klager jeg? Den død, skæbnen havde spået mig

da min far havde givet mig det navn.

13 Til Deiphobos

Forrådt til straf af den forbryderiske spartanerindes bedrage

og deforme krop, har jeg

Deiphobus ikke en grav, kun den både den pligtopfyldende Aeneas

og Maro har komponeret med stemmende stemme.

14 Til Hektor

Dette er graven til Hektor, med hvem hans Troja er begravet

Tilsammen er de begravet, som døde på samme tid.

15 Til Astyanax

Asias blomst, eneste overlevende fra

en så stor slægt,

lille dreng, men på grund af faderen frygtet af argiverne,

her ligger jeg, Astyanax, nedkastet fra det høje Skaios.

Oh ak! Iliske mure, Neptuns vold,

de har set noget grusommere end Hektors bortslæben.

16 Til Sarpedon

Sarpedon fra Lykien, af Jupiters æt, jeg håbede på himlen

med min faders kraft, men jeg dækkes af denne grav,

begrædt af blodige tåre. Hvilken jernskæbne!

Han, der kan afvende den, lider også sorgen.

17 Til Nastes og Amphimachos

Nastes og Amphimachos, Nomions berømte afkom,

vi var en gang ledere, nu er vi støv og skygge.

18 Til Troilos

Med Hektor udstrakt og hverken lig Aeaciden i guder eller styrke

angreb jeg, Troïlos, ham †med vildskab†,

fanget af mit tospand blev jeg trukket til min broders ære,

mod hans eksempel er min straf ikke alvorlig.

19 Til Polydoros

Gå langt væk, ukendte fremmed,^[1] og undgå denne myrte.

Spyddenes skov er vokset frem fra mit blod.

Fikseret af kastespyd og begravet af selve slagtningen

dækkes jeg, Polydoros, to gange i denne grav.

Pligtopfyldende Aeneas og du, bedragersike konge, ved,

at den trakiske straf knuste mig, og bekymringen for Troja begravede mig.

20 Til Euphemos

Det troiske land opbevarede Euphemos, kikonernes leder,

ved den spydbærende Mars’ billede.

Det er ikke nok gravens titel er indmejslet på stenen.

Ovenover tynger statuerne også fronten med vægten.

Hurtigere falder de ting, der er stablet og opstillet således.

Hvor der er meget pryd, er der stor ruin under.

21 Til Hippothoos og Pyleos [nedgravet i haven]

Den lave jord holder Hippothoos og Pyleos i favnen.

Ryggene blomstrer ovenpå med kål og katost,

og gartneren generer ikke den rolige aske

eftersom disse bløde urter dyrkes med skånsom hånd.

22 Til Ennomos og Chromios

Ennomos og Chromios ligger her, Mysia var deres kongerige,

Alkinoos var deres far og Okeanos deres bedstefader.

Hvad hjalp så stor adelighed? Jo mere berømt deres

slægt var, desto mere alvorlig var deres døds lod.

23 Til Priamos

Her er Priamos grav ikke, og jeg er ikke begravet i dette sæde.

Danaerne rev mit hoved bort.

Men jeg, da jeg havde en sønderrevet navnløs begravelse ,

flygtede til Hektors aske – hans fader.

Der fandt jeg mine sønner, Troja og Asia begravet, og overalt ligger alt vort.

24 Igen til Priamos

Han, det søger Priamos grav, skal først finde Hektor.

Denne er min, som jeg først selv gav min søn.

På engang er graven fælles for Hektor og hans far,

eftersom begges undergang forbandt dem.

25 Til Hekuba

Jeg, som har været dronning, som har været den Dymas’ datter,

som har været Priamos’ hustru, som har født Hektor,

Jeg, Hekuba, døde her overvældet af stenkast,

men min skarpe tunge hævnede mig dog først.

Stol ikke på kongeriger, afkom, eller fædrene ophav,

hvem som helst læs I dette vor Cynosema.^[2]

26 Til Polyxena

Jeg, Troiske Polyxena, forbundet til Achilleus i graven

ville hellere, at jeg død blev begravet uden tue.

Achivere, I gjorde ikke klogt i at blande fjendegrave:

^[1]      Hospes kan også betyde fjende.

^[2]      Hun blev forvandlet til en hund (κυνος).