THUKYDID
Thukydides [tu-, ogsaa -’ky’-]
(Thukydid), Oloros’ Søn, gr.
Historieskriver, fødtes i Athen c. 460 f. Kr. af en adelig Familie, der
var knyttet dels til Miltiades’ Slægt, dels til en thrakisk
Fyrsteslægt og havde Besiddelser paa Thrakiens Kyst. Aar 423 kommanderede
han under den peloponnesiske Krig en Flaadeafdeling ved Thrakien og
kom for sent til at hindre Spartaneren Brasidas i at besætte den
vigtige attiske Koloni Amfipolis; dette blev Aarsag til, at han,
sandsynligvis anklaget og dømt for »Landsforræderi«, maatte tilbringe 20
Aar i Landflygtighed, indtil han efter Krigens Slutn. (404) fik Lov
at vende tilbage til Athen; her døde han ikke ret mange Aar senere,
efter Sigende ved Snigmord. Sin Landflygtigheds Tid henlevede T. paa
forsk. Steder af Krigsskuepladsen, hvorved han fik rig Lejlighed til
at indhente Oplysninger fra alle Sider og samle Lokalkundskab til
Brug for sit Værk; en Tid synes han at have tilbragt hos Kong Archelaos
i Makedonien.
T.’s Historie er en Skildring af den peloponnesiske
Krig, der ifølge hans Opfattelse, som er trængt igennem, omfatter ikke
alene de to Krigsperioder 431—421 og 413—404, men ogsaa det
mellemliggende Tidsrum, hvori der vel ikke var aaben Krig mellem Athen og
Sparta, men overalt i den helleniske Verden Rivninger og Kampe, der
hang sammen med den stadig bestaaende Modsætning mellem
Hovedmagterne; kun hans tidlige Død er Skyld i, at Fremstillingen
ender med Aaret 411. Af Værkets 8 Bøger giver den 1. først en Redegørelse
for Forfatterens alm. Synspunkter og Metode, derpaa en Skildring af
Krigens Aarsager og Forudsætninger, hvori indflettes en summarisk
Oversigt over Begivenhederne fra 479, med hvilket Aar Herodots Værk
endte, ned til Tiden før Krigens Udbrud. 2., 3., 4. og noget af 5.
Bog behandler Krigen 431—421, Resten af 5. Bog Tidsrummet 421—416,
6.-7. Bog Athenernes Tog mod Syrakus 415—13 og Fornyelsen af Krigen
i Grækenland selv, 8. Begivenhederne til 411. Stoffet er fremstillet
efter Tidsfølgen; Digressioner forekommer kun undtagelsesvis. T.’s Hovedformaal
er at skildre Krigsbegivenhederne; men han medtager dog af den indre
Politik alt, hvad der har været af væsentlig Betydning. Han betragter
den Krig, han selv skildrer, som langt vigtigere og betydningsfuldere end
nogentidligere Begivenhed i den helleniske Verden, og han er opfyldt af
den varmeste Følelse for det attiske Riges Herlighed, som han saa
gaa til Grunde, og for Athens store Mænd, navnlig Perikles, for hvem
han har udtalt sin Beundring i usædvanlig stærke Udtryk.
Til at behandle et saa stort Emne
medbragte T. de bedste Betingelser. Han havde tidlig Øje for, hvor
betydningsfuldt Sammenstødet mellem Grækenlands to Hovedmagter var, og
begyndte straks at samle Stof til en Skildring deraf; desuden var han
ved sin Samfundsstilling og Livsvirksomhed ikke blot Tilskuer, men
aktiv Deltager i Begivenhederne, indtil hans Uheld i Thrakien satte
ham udenfor, og i Besiddelse af en usædvanlig Sagkundskab. Udrustet med
sin Tids højeste Dannelse behandlede han Stoffet med skarp
Dømmekraft, og han kan kaldes den hist. Kritiks Grundlægger; bl. a. ser vi
ham anvende den i den nyere Tid brugte Metode, af nedarvede, isolerede
Kulturfænomener (survivals) at rekonstruere ældre Tiders
Forhold. Medens hans Forgænger Herodot havde set Historien som
bestemt ved et guddommeligt Forsyns Indgriben, afviser T. som et ægte Barn
af sin Tid, den gr. »Oplysningsperiode«, Tanken om overnaturlige
Indflydelser og ser i de hist. Tildragelser en Kæde af rent
menneskelige Aarsager og Virkninger, især bestemt ved de ledende
Personligheder, og han tilstræber at gavne Eftertiden ved at belære om
Begivenhedernes Aarsagsforhold (pragmatisk Historieskrivning).
T.’s Sandhedskærlighed og Upartiskhed har kun sjælden været Genstand for
Angreb, og selv ved de Personligheder, som han særlig synes at være
stemt for eller imod, har han leveret tilstrækkeligt Materiale til at
muliggøre os en selvstændig Dom. Som Middel til at karakterisere
saavel de politiske Situationer som de hist. Personer har han i rigt Maal
anvendt indflettede Taler, i hvilke undertiden hans egen rige
Personlighed har givet sig et slaaende Udtryk. Ejendommelig for T. er for
øvrigt Fremstillingens store Objektivitet og levende Anskuelighed,
der enkelte Steder hæver sig til stor dramatisk Kraft, navnlig i
Skildringen af Athenernes Nederlag ved Syrakus, hvis Patos minder om
Tragedien. M. H. t. Stilen og Sproget er der en betydelig Forskel imellem
de rent fortællende Partier og Talerne: i de første falder Formen let
og glat, i de sidste er det rige Tankeindhold med en vis Anstrengelse
nedlagt i sammentrængte og betegnende Udtryk; man sporer Indflydelse
fra den samtidige Retorik (Gorgias) og mærker tillige, at T. som den første
virkelig attiske Prosaiker har haft Vanskeligheder at overvinde.
Fra Salmonsens Konversationsleksikon.
Gertz' er indtil videre den eneste fuldstændige oversættelse af Thukydids Historie. Lektor, Ph.D Adam Schwartz, Københavns Universitet, arbejder på en ny oversættelse, hvoraf bog I., III. og IV. er udgivet digitalt på det digitale tidskrift for klassiske studier, Aigis:
Der er skrevet meget om Thukydid. Et godt sted at starte er følgende sider og artikler på dansk:
http://klassisk.ribekatedralskole.dk/personer/thukydid/thukydidref.htm
Perikles’ gravtale og hans lovprisning af det athenske demokrati af Mogens Herman Hansen
Individet og historien: Thukydid om Nikias og Siciliensfelttoget af Ditte Schwartz
Koalitionskrigsførelse i det klassiske Grækenland af Thomas Heine Nielsen & Adam Schwartz