PLUTARK

Plutarch fødtes ca. 46. e. Kr. i Chaironeia i Boiotien af en anset og velhavende Familie. I Athen fik han den Tids sædvanlige retoriske Uddannelse, men kastede sig med større Iver over Filosofien og blev Elev af den akademiske Skoles Leder Ammonios; hans Begejstring for den store Mester Platon har tit fundet Udtryk i hans Skrifter. Han besøgte gentagne Gange Rom, første Gang under Kejser Vespasian som Repræsentant for sin By, og knyttede Venskabsforbindelser med ansete Romere, og han blev ogsaa vel anskreven ved Hoffet; Kejser Trajan hædrede ham med Titel af Konsular og gav Statholderne i Grækenland Anvisning paa at følge Plutarchs Raad i Bestyrelsen af Provinsen, og ogsaa Hadrian skal have givet ham en Udmærkelse. Hans varme nationale Følelse og hans Lokalpatriotisme fastholdt ham imidlertid i hans Fødeby, hvor han beklædte forskellige Tillidshverv; her døde han efter et smukt og lykkeligt Liv i en høj Alder omkring 120 e. Kr. Som sin boiotiske Landsmand, Digteren Pindar, havde han staaet i nøje Forbindelse med Oraklet i Delfi, og Athen havde hædret ham med Æresborgerskabet. 

Plutarchs omfattende Forfatterskab (ifølge en Katalog hans Søn skal have forfattet bestaaende af 210 Numre) falder i to Hovedafdelinger, de saakaldte Moralia, Afhandlinger af filosofisk-litterært Indhold, og de sammenlignende Levnedsskildringer. Til de vigtigste i den første Gruppe hører Skriftet »Om Herodots Ondskabsfuldhed«, hvori han som god Boioter angriber den store Historieskriver, fordi han har taget Parti for Athen mod Theben. 

Af Biografierne indtager — foruden nogle nu tabte (deriblandt af Epameinondas og de to store Scipioner) — 4 en Særstilling som isolerede (Artoxerxes, Aratos, Galba og Otho); de andre, 46 i Tallet, er grupperede i Par, bestaaende af en Græker og en Romer, f. Ex. Perikles og Fabius Maximus, Alexander den store og Cæsar, Demosthenes og Cicero, undertiden supplerede med en særlig Sammenstilling af Lighedspunkterne og Forskellighederne. Plutarch er i disse Skildringer ikke Historiker i egentlig Forstan; hans Formaal er at skildre den enkelte Personlighed med den bestemte Tendens, derigennem at moralisere og opdrage til praktisk Dygtighed. Samlingen er af stor Betydning, for det første derved at den hviler på Kildestof som nu for største Delen er tabt; ganske vist er det ofte benyttet temmelig ukritisk, og undertiden breder det anekdotmæssige sig for meget, men de mange personlige Træk giver os et værdifuldt Supplement til de mere tørre Beretninger hos de egentlige Historieskrivere, og næst efter Herodot og Thukydid bliver Plutarch vor Hovedkilde til Grækenlands Historie i dets vigtigste Tidsrum. For det andet har Plutarch i sin omfattende græsk-romerske Dannelse sin Forstaaelse og Beundring af det gamle Grækenlands Storhed og sin varme menneskelige Følelse haft udmærkede Forudsætninger til at skildre højst forskellige Personligheder (som advarende Exempler har han endda medtaget Demetrios Poliorketes og Triumviren Antonius), og fra disse Biografier har da ogsaa mange digtere hentet Stof (f. Ex. Shakespeare i »Julius Cæsar«, »Antonius og Kleopatra« og »Coriolan«), ligesom de har fundet talrige Efterlignere (i Danmark Holberg i Helte- og Heltindehistorierne). Det vil heller ikke være let i Verdenshistorien at finde noget tilsvarende til den mægtige Indflydelse, som de af Plutarch skildrede Skikkelser fik paa den store franske Revolutions Mænd, der i dem saa Idealer til Efterligning. 

(Karl Hude)