Sybota
Strædet mellem Korfus sydspids, Vola, på forbjerget Leukimme (også navnet på en lidt nordligere liggende by) og den lille havn Sybota kan med en vis ret siges at lægge ramme til udbruddet af den Peloponnesiske Krig. Hos Thukydid læser man, hvordan Korfu hævdede sin magt i Adriaterhavet på en måde, der provokerede Korinth, Korfus moderby, til at sende en flåde afsted for at straffe dem. Imidlertid tabte Korinth slaget ud for Leukimme, og mens de slikke sårene og udrustede en ny flåde, tog de kontakt til deres forbundsfæller i Det Peloponnesiske Forbund. Med den slags skyer i horisonten blev de allianceløse Korfioter for alvor bekymrede, og søgte hjælp det eneste sted, hvor de kunne vente at få hjælp mod det mægtige forbund, nemlig hos Athen og Søforbundet. Thukydid lader behændigt talerne fra hhv. Korfu og Korinth opridse den spændte situation, og giver selv en klar og usentimental analyse af magtforholdene. Sagen var, ifølge Thukydid, at alle ventede, at der ville komme en krig, men at man i Athen alligevel ikke havde lyst til at begynde den. På den anden side ville tabet af Korfus flådemagt til modstanderen være en seriøs udfordring for Athens søherredømme, så man bestemte sig for en ejendommelig konstruktion, hvor 10 Athenske skibe skulle yde Korfioterne beskyttelse mod angreb, men afholde sig fra selv at angribe hvis ikke i selvforsvar, for at det ikke skulle hedde sig, at de brød freden. Altså en form for FN-mandat. Det virkede i den forstand, at Athen og Korfu undgik et regulært nederlag i det efterfølgende slag ved Sybota, selvom Korinth med nogen ret påberåbte sig sejren, mens den tynde fernis af isoleret engagement på forsvarsvilkår blev hurtigt slidt af, og det hele eskalerede til regulær krig mellem Athens og Spartas forbundsfæller og undersåtter.
I dag er strædet, vel omkring 10 km, ganske roligt, og Korfus sydspids helt lukket ned udenfor feriesæsonen. Atalantes udsendte blev således mødt med nogen bekymring fra buschaufføren, da denne steg af i Kavos, for hvad skulle man dog dér? Svaret var selvfølgelig, at man skulle tage et billede til denne blog. I midten ses en af de små øer, der ligger helt tæt op til Sybota. Færgerne til fastlandet strejkede, så et bedre billede af skuepladsen for et af de større søslag i antikken kunne ikke fås.
Her gives Thukydids beskrivelse i uddrag. Når han nævner, at der blev kæmpet på gammeldags måde, henviser han til, at kampene primært stod mellem marinesoldater på dækkene, og ikke mellem skibe indbyrdes ved vædring, kapning af årer og deslignende. En trierer roedes af omkring 180 mand, bemandedes af omkring 10 matroser og havde typisk 10 marinesoldater med. Selvom det præcise tal ikke vides, kan man nok stole på, at der har været omkring 200 mand pr. skib. Korintherne havde 150 skibe med, dvs. omkring 30.000 mand, mens Korfioterne og Athenerne stillede med 120, dvs. 24000. Svømning var heller ikke i antikken udbredt hos middelhavsfolkene, så folkene må generelt have klamret sig til, hvad de nu kunne af vraggods og skibe, og håbet på at blive samlet op.
I. 47. Saasnart nu Kerkyraierne havde bragt i Erfaring, at de nærmede sig, bemandede de 110 Skibe, som anførtes af Mikiades i Forening med Aisimides og Eurybatos, og indrettede sig derefter en Lejr ved en af de Øer, der kaldes Sybota. Ogsaa de ti attiske Skibe vare dér til Stede. Ved Forbjærget Leukimme stod fremdeles deres egen Landhær og 1000 Sværtbevæbnede fra Zakynthierne, som vare rykkede herud til Undsætning. Ogsaa Korinthierne havde store Skarer af Barbarerne, som vare komne dem til Undsætning, staaende paa Fastlandets Kyst; Fastlandsbeboerne i denne Egn have nemlig stadigt været deres gode Venner.
48. Straks efter at Korinthierne vare blevne færdige med deres Forberedelser, tog de Levnedsmidler med om Bord for tre Dage og sejlede saa ved Nattetid ud fra Cheimerion i den Hensigt at levere et Søslag; og lige ved Morgengry, som de kom sejlende, fik de øje paa Kerkyraiernes Skibe, der laa ude i rum Sø og kom sejlende frem imod dem. Saasnart de nu havde faaet øje paa hverandre, begyndte de at lægge sig i Slagstilling over for hverandre. (…)
49. De gik løs paa hverandre, saasnart Kampsignalerne vare hejsede for hver Linie især, og sloges saa; begge Parter havde mange Sværtbevæbnede paa Skibenes Dæk, ligeledes mange Bueskytter og Spydkastere, idet deres Udrustning endnu stadigt var temmelig plump efter den gammeldags Maade. Derfor var ogsaa Søslaget drabeligt, ikke saa meget paa Grund af den Krigskunst, der udfoldedes deri, men mere fordi det lignede en Kamp til Lands. Hver Gang de nemlig vare komne hverandre ind paa Livet, kunde de ikke let komme løs fra hverandre igen, dels paa Grund af Skibenes Mængde og Trængsel, og dels fordi de fortrinsvis satte deres Haab om Sejr til de Sværtbevæbnede paa Dækket, som kæmpede fra fast Stade, medens Skibene laa roligt; om Gennemsejlingsmanøvrer var der derimod ikke Tale, men det var mere Mod og Styrke end Kunst, der bestemte Søslagets Gang. Overalt var der da stor Larm, og Kampen var højst forvirret. De attiske Skibe tog Del deri paa den Maade, at de vel kom Kerkyraierne til Hjælp, hver Gang disse paa noget Punkt vare i Knibe, og saaledes satte Fjenderne i Skræk; men derimod aabnede de ikke selv Kamp, da Anførerne vare bange for at overtræde den af Athenaierne givne Befaling. (...) da Kerkyraierne aabenlyst begyndte at give sig paa Flugt, og Korinthierne trængte heftigt ind paa dem, saa tog endelig enhver for Alvor Haand med i Kampen; og nu var der ikke længere nogen Forskel, men Nødvendigheden førte det saaledes med sig, at Korinthierne og Athenaierne lagde Haand paa hverandre.
50. Da Fjenderne nu havde begyndt at tage Flugten, tog Korinthierne ikke Skrogene af de Skibe, som de efterhaanden gjorde ukampdygtige, paa Slæbetov for at trække af Sted med dem, men vendte sig mod Folkene, mere for at slaa dem ihjel under Farten hen igennem Skibenes Række end for at fange dem levende; og her myrdede de endogsaa dem selv uafvidende deres egne Venner, da de ikke havde lagt Mærke til, at Folkene paa deres egen højre Fløj vare blevne besejrede. Saasom der nemlig var mange Skibe paa begge Sider, og de bredte sig over en stor Strækning af Havet, havde man, efter at de først vare komne i Kast med hverandre, ikke let ved at skelne, hvor de, der sejrede eller bukkede under paa de forskellige Steder, hørte hen. Dette er nemlig, naar man ser paa Skibenes Antal, det største Søslag af alle dem, som Hellenere indtil den Tid have leveret Hellenere. Men saasnart som Korinthierne havde jaget Kerkyraierne ind til Land, gav de sig i Lag med Vragene og deres egne Faldne; og de fik ogsaa fat paa de fleste af dem, saa at de kunde føre dem ind til Sybota, hvor deres Landhær af Barbarer var rykket hen for at hjælpe dem. (Dette Sybota er en øde Havneplads i Thesprotien.) (...)