Plutark om dyr (og lidt om slaver)
Fra Cato den ældre (udkommer i Plutarks Parallelle Liv 3):
At
jage Slaver bort i deres høje Alder efter at have udnyttet dem, somom det var
Lastdyr, og sælge dem, synes jeg dog vidner om et altfor haardt Sind og røber en
Mand der mener, at det ene Menneske ikke har noget Fællesskab med det andet
udover Nytten. Vi ser jo dog at Godheden Spænder over et videre Virkefelt end
Retfærdigheden; Loven og Retfærdigheden er vi nemlig af Naturen bestemte til
kun at følge overfor Mennesker, men Mildheden, der er som en rig Kilde, giver
sig undertiden Udslag i Velgerninger og gode Handlinger der naar helt ned til
de umælende Dyr; f. Eks. er det den godes Pligt at underholde Heste der i
Tidens Løb er blevet udslidte og ikke blot at opdrætte Hvalpe, men ogsaa pleje
Hunde, der er blevet gamle. Da Athenernes Folk byggede Hekatompedos, lod det
alle de Muldyr som det havde set anstrænge sig mest under Arbejdet løbe omkring
ganske frie og græsse, og man fortæller at et af disse af sig selv gik med til
Arbejdet, løb ved Siden af de Lastdyr der trak Vognene op paa Borgen og gik
foran, medens det ligesom opmuntrede og ansporede dem, hvorfor Athenerne vedtog
at det endogsaa skulde underholdes paa offenlig Bekostning lige til sin Død.
Kimons Heste, med hvilke han sejrede tre Gange i de olympiske Lege, ligger
ogsaa begravede nærved hans eget Gravmæle. Hvad angaar Hunde der har levet
sammen med Mennesker, saa de har faaet dem kær, saa lod bl. a. den gamle
Xanthippos sin Hund, der var svømmet ved Siden af hans Skib over til Salamis,
dengang Athenerne rømmede deres By, begrave paa det Næs der endnu den Dag idag
kaldes Hundens Minde. Man bør nemlig ikke benytte Væsener der har en Sjæl,
somom det var Fodtøj eller Bohave, saaat man kaster dem bort, naar de er blevet
ødelagte eller opslidte ved Brugen, men om ikke af anden Grund, saa for at øve
sig i Menneskekærlighed bør man ved disse Væsener vænne sig til at være mild og
barmhjertig. Jeg vilde ialtfald heller ikke sælge en Arbejdsokse paa Grund af
Alderdom, end sige da et ældre Menneske, saaat han blev fjernet fra sit
Hjemsted og sine vante Forhold ligesom fra et Fædreland for nogle faa
Skillingers Skyld, tilmed da han vil blive ligesaa unyttig for Køberen som for
Sælgeren. Men Cato, der ligesom satte en Ære i den Slags Handlinger, fortæller
endogsaa, at han lod den Hest han som Konsul havde brugt i Felten blive i
Spanien, forat Staten ikke skulde betale Fragten for den. Om nu dette skal
regnes som Overlegenhed eller Smaalighed, maa enhvers eget Ræsonnement afgøre.