Minos’ blåskæg

Af Sebastian Maskell Andersen.

Der var en gang en mand, der havde smukke huse i byen og på landet, fade og tallerkener af guld og sølv, møbler med fint broderi og forgyldte kareter. Men uheldigvis var hans skæg blåt, og det gjorde ham så hæslig, og afskrækkende at se på, at alle kvinder både fruer og frøkener, flygte

 Dette er indledningen til folkeeventyret Blåskæg, folkeeventyret forstætter med, at naboens yngste datter bliver gift med Blåskæg og får alle nøglerne til huset under strenge formaninger om ikke at åbne ind til det lille værelse. Hun kan ikke modstå fristelsen, åbner ind til det lille værelse og opdager ligene af Blåskægs tidligere koner. Blodet besmitter nøglen og kan ikke gå væk. Blåskæg bliver rasende og kræver hendes død. Hun opnår dog udsættelse længe nok til at kunne blive reddet. 

Hvad har Blåskæg med Minos at gøre?

  Ideen er den, at myterne om Minos og folkeeventyret om Blåskæg har en lignende kombinationer af motiver, der gør, at vi kan identificere dem som “den samme historie”. Hvis fortællinger om Minos, som kendes fra Thukydid, kan sætte sig spor i Blåskæg, bedst kendt i Charles Perraults nedskrivning fra 1697, er det også sandsynligt, at myterne om Minos kan indeholde spor af fortællinger, der hører bronzealderen og den minoiske kultur til. Som hjælp til dette eksperiment vil jeg benytte mig af en strukturalistisk læsning af Apollodors, Ovids og Plutarks versioner af fortællingen om Minos. Håbet er at kunne finde lighedstræk mellem disse forfattere, og at evt. lighedstræk kan have rod i bronzealderens Kreta. Jeg vil derfor forsøge at lave en strukturalistisk læsning af forskellige antikke kilder til Minos for at afdække eventuelle lighedstræk og forskelle. Lighederne vil jeg betragte som de grundelementer, der er nødvendige for at kunne identificere fortællingen, forskellene som resultatet af en vertikal og horisontal overlevering, hvor forskelle i tid og sted er med til forme fortællingen.

Læs hele artiklen hér.