Atlantis

Atlantis

"Solon havde imidlertid taget fat paa et stort Værk angaaende Fortællingen eller Sagnet om Atlantis, som han af de lærde i Sais havde hørt vedkom Athenerne, men opgav det, ikke af Mangel paa Tid, som Platon siger, men snarere paa Grund af sin høje Alder, af Frygt for Arbejdets Omfang. For at han havde Overflod af Fritid fremgaar af saadanne Ytringer som disse:

Og jeg ældes, imens stadig jeg lær noget nyt.

***

Nu Afrodites og Bakchos’ og Musernes Gaver jeg elsker,

de som Glæde og Fryd vækker i Mændenes Sind." 

Solon, kap. 31.

Plutark tager her Platons historie om Solons ophold i Ægypten og hans samtaler med præsterne i Saïs for gode varer. Ifølge fortælleren Kritias i dialogen Timaios, hørte hans oldefar (og Platons fjerne forfader), Dropides, historien fra sin beslægtede Solon, der fortalte at have fået fortællingen om Atlantis fortalt af præsterne, der kunne fortælle, at begivenhederne var hændt 9000 år tidligere, og 1000 år før deres tidligste optegnelser. Mens der var en del trafik mellem Grækenland og Ægypten i det 7.-6. århundrede, hvor Solon angives at have levet, og han derfor sagtens kan have talt med disse præster, er den historie, han angiveligt skulle have hørt, mere tvivlsom. Ikke kun på grund af den åbenlyst mytiske karakter og dens eksorbitante ælde, men også på grund af at Platons to dialoger Timaios og den fragmentariske Kritias er de eneste kilder til historien. Netop denne karakter af værkerne - den filosoferende fiktion, den næsten umuligt høje kvalitet af dialogerne, hvis de skulle have været ført som nedskrevet - synes Plutark at være sig fuldt bevidst, når han i det efterfølgende skriver:

"I Atlantis-Emnet fandt Platon ligesom en tom Grund paa en frugtbar Jord og paa en vis Maade tilhørende ham ifølge Slægtskabet, og han satte sig den Opgave at bebygge og forskønne den: ved Indgangen opførte han store Porthaller, Mure og Gaarde, saa skønne som de ikke findes i nogen anden Fortælling eller Sagn eller Digt; men da han først sent havde begyndt derpaa, blev hans Liv afsluttet før Værket, og jo mere man glæder sig over det han fik skrevet, des mere sørger man over det han ikke naaede. For ligesom Athenernes By i Olympieion [Templet for den olympiske Zeus, der først blev fuldendt af Kejser Hadrian], saaledes har Platons Visdom i hans Atlantikon faaet et ufuldendt Værk, det eneste blandt mange skønne." Solon, Kap.32.

At denne "tomme Grund paa en frugtbar Jord" stadig hjemsøger fantasien og forskerne, kan man forvisse sig om i diverse populærvidenskabelige skrifter, f.eks. Videnskab.dk's artikel fra 2011. De modige kan begive sig på udflugt i de mest bogstavelige læsninger, f.eks. denne danske side, hvorfra det ledsagende billede er lånt fra.