Plutark om Guden, Viljen og Skæbnen

Ofte finder Plutark anledning til at bruge sine biografier som udgangspunkt for mere generelle diskussioner. Det er især i disse passager man fornemmer filosoffen bag forfatteren af de ellers nogenlunde nøgterne historisk-biografiske skildringer. Et vigtigt punkt i krydsfeltet mellem filosofi og religion – hvor især en platonist som Plutark ofte befinder sig – er spørgsmålet om forholdet mellem menneskets og Gudens/gudernes viljer og skæbnen. Er Guden underlagt skæbnen, er alle menneskets valg forudbestemte og findes der en egentlig fri vilje – og dermed autonom sjæl – er kernespørgsmål i (religions)filosofiens historie. Karakteristisk nok rækker Plutark helt tilbage til Homer i sin diskussion af emnet her, foranlediget af den håbløse situation, Romerne stod i, efter Coriolanus i vrede havde sluttet sig til deres fjender, Volscerne: 

Fra Coriolanus kap. 32:

Da nu Præsterne kom tilbage, tog man den Beslutning, modige at forsvare Byen og nu og da gjöre et Udfald paa den angribende Fiende, men i övrigt mest sætte sit Haab paa Tiden og uventede lykkelige Tilfælde, thi selv tiltroede de sig ikke at kunne gjöre Noget til Byens Frelse; Bestyrtelse, Skræk og bange Anelse herskede blant dem Alle, indtil der indtraf i Staten Noget, som ligner det, Homerus ofte anförer, og hvori saa Mange ikke ville troe ham. Thi naar han i sit Digt, hvor han taler om store og Overordentlige Begivenheder, udtrykker sig saaledes: Gudinden Pallas indgav ham i Sinde, og: En af de udödelige Guder vendte Tanken og indgav Folkets Sind dette Svar, og paa et andet Sted: Enten af egen Drift eller efter Gudens Indskydelse, saa dadle de ham, som den, der ved disse umulige Ting og utrolige Fabler söger at ophæve det fornuftige Menneskes fri Villie. Dog det gjör Homerus langt fra ikke, thi han overlader til egen Kraft Alt, hvad der rimeligen og ordentligvis kan Udföres ved Hjelp af den blotte Fomuft. Saaledes, for Exempel, siger han ofte: Jeg overlagde det hos mig selv i min höie Sjæl, og paa et andet Sted: Saaledes talte han; men Peleides fölte heftig Vrede, og Hjertet vaklede i det laadne Bryst, og igjen paa et andet Sted: hun overtalte ikke den kloge ædelt tænkende Bellerophontes.

Men derimod i overordentlige og farlige Foretagender, hvortil der udkræves en vis Entuiasme og Sjæls Henrykkelse, forestiller Homerus, at Guden sætter Menneskets Villie i Bevægelse, men langt fra ikke hæver den, ikke at Guden fremvirker Driften selv, men kun opvækker saadanne Forestillinger, hvorved denne ledes frem. Paa denne Maade kan en saadan Handling ikke ansees for tvungen eller Virkning af en uimodstaaelig Nödvendighed, da Guden kun ligesom lægger Begyndelsen til Villien og skjenker Mennesket Mod og Kraft til at udföre Handlingen. Thi hvis vi nægte Guddommens Indflydelse paa Aarsagen og Begyndelsen til vore Handlinger, hvilken anden Maade kunne vi da antage, at Guderne hjelpe os paa og virke med os? thi de give jo dog ikke vort Legeme dets umiddelbare Retning eller stille vore Hænder og Födder saaledes, som de skulle være, men de virke paa os ved visse Grundkræfter, Forestillinger og Tanker, hvorved de enten vække Sjælens virkekraft og Villie eller tvertimod afvende og standse dem.

(billedet viser resultatet af den guddommelige indskydelse: Coriolanus' familie i forbøn for Rom)