THUKYDID

Thukydides [tu-, ogsaa -’ky’-] (Thukydid), Oloros’ Søn, gr. Historieskriver, fødtes i Athen c. 460 f. Kr. af en adelig Familie, der var knyttet dels til Miltiades’ Slægt, dels til en thrakisk Fyrsteslægt og havde Besiddelser paa Thrakiens Kyst. Aar 423 kommanderede han under den peloponnesiske Krig en Flaadeafdeling ved Thrakien og kom for sent til at hindre Spartaneren Brasidas i at besætte den vigtige attiske Koloni Amfipolis; dette blev Aarsag til, at han, sandsynligvis anklaget og dømt for »Landsforræderi«, maatte tilbringe 20 Aar i Landflygtighed, indtil han efter Krigens Slutn. (404) fik Lov at vende tilbage til Athen; her døde han ikke ret mange Aar senere, efter Sigende ved Snigmord. Sin Landflygtigheds Tid henlevede T. paa forsk. Steder af Krigsskuepladsen, hvorved han fik rig Lejlighed til at indhente Oplysninger fra alle Sider og samle Lokalkundskab til Brug for sit Værk; en Tid synes han at have tilbragt hos Kong Archelaos i Makedonien.

T.’s Historie er en Skildring af den peloponnesiske Krig, der ifølge hans Opfattelse, som er trængt igennem, omfatter ikke alene de to Krigsperioder 431—421 og 413—404, men ogsaa det mellemliggende Tidsrum, hvori der vel ikke var aaben Krig mellem Athen og Sparta, men overalt i den helleniske Verden Rivninger og Kampe, der hang sammen med den stadig bestaaende Modsætning mellem Hovedmagterne; kun hans tidlige Død er Skyld i, at Fremstillingen ender med Aaret 411. Af Værkets 8 Bøger giver den 1. først en Redegørelse for Forfatterens alm. Synspunkter og Metode, derpaa en Skildring af Krigens Aarsager og Forudsætninger, hvori indflettes en summarisk Oversigt over Begivenhederne fra 479, med hvilket Aar Herodots Værk endte, ned til Tiden før Krigens Udbrud. 2., 3., 4. og noget af 5. Bog behandler Krigen 431—421, Resten af 5. Bog Tidsrummet 421—416, 6.-7. Bog Athenernes Tog mod Syrakus 415—13 og Fornyelsen af Krigen i Grækenland selv, 8. Begivenhederne til 411. Stoffet er fremstillet efter Tidsfølgen; Digressioner forekommer kun undtagelsesvis. T.’s Hovedformaal er at skildre Krigsbegivenhederne; men han medtager dog af den indre Politik alt, hvad der har været af væsentlig Betydning. Han betragter den Krig, han selv skildrer, som langt vigtigere og betydningsfuldere end nogentidligere Begivenhed i den helleniske Verden, og han er opfyldt af den varmeste Følelse for det attiske Riges Herlighed, som han saa gaa til Grunde, og for Athens store Mænd, navnlig Perikles, for hvem han har udtalt sin Beundring i usædvanlig stærke Udtryk.

Til at behandle et saa stort Emne medbragte T. de bedste Betingelser. Han havde tidlig Øje for, hvor betydningsfuldt Sammenstødet mellem Grækenlands to Hovedmagter var, og begyndte straks at samle Stof til en Skildring deraf; desuden var han ved sin Samfundsstilling og Livsvirksomhed ikke blot Tilskuer, men aktiv Deltager i Begivenhederne, indtil hans Uheld i Thrakien satte ham udenfor, og i Besiddelse af en usædvanlig Sagkundskab. Udrustet med sin Tids højeste Dannelse behandlede han Stoffet med skarp Dømmekraft, og han kan kaldes den hist. Kritiks Grundlægger; bl. a. ser vi ham anvende den i den nyere Tid brugte Metode, af nedarvede, isolerede Kulturfænomener (survivals) at rekonstruere ældre Tiders Forhold. Medens hans Forgænger Herodot havde set Historien som bestemt ved et guddommeligt Forsyns Indgriben, afviser T. som et ægte Barn af sin Tid, den gr. »Oplysningsperiode«, Tanken om overnaturlige Indflydelser og ser i de hist. Tildragelser en Kæde af rent menneskelige Aarsager og Virkninger, især bestemt ved de ledende Personligheder, og han tilstræber at gavne Eftertiden ved at belære om Begivenhedernes Aarsagsforhold (pragmatisk Historieskrivning). T.’s Sandhedskærlighed og Upartiskhed har kun sjælden været Genstand for Angreb, og selv ved de Personligheder, som han særlig synes at være stemt for eller imod, har han leveret tilstrækkeligt Materiale til at muliggøre os en selvstændig Dom. Som Middel til at karakterisere saavel de politiske Situationer som de hist. Personer har han i rigt Maal anvendt indflettede Taler, i hvilke undertiden hans egen rige Personlighed har givet sig et slaaende Udtryk. Ejendommelig for T. er for øvrigt Fremstillingens store Objektivitet og levende Anskuelighed, der enkelte Steder hæver sig til stor dramatisk Kraft, navnlig i Skildringen af Athenernes Nederlag ved Syrakus, hvis Patos minder om Tragedien. M. H. t. Stilen og Sproget er der en betydelig Forskel imellem de rent fortællende Partier og Talerne: i de første falder Formen let og glat, i de sidste er det rige Tankeindhold med en vis Anstrengelse nedlagt i sammentrængte og betegnende Udtryk; man sporer Indflydelse fra den samtidige Retorik (Gorgias) og mærker tillige, at T. som den første virkelig attiske Prosaiker har haft Vanskeligheder at overvinde.

Fra Salmonsens Konversationsleksikon.

 

Gertz' er indtil videre den eneste fuldstændige oversættelse af Thukydids Historie.  Lektor, Ph.D Adam Schwartz, Københavns Universitet, arbejder på en ny oversættelse, hvoraf bog I., III.  og IV. er udgivet digitalt på det digitale tidskrift for klassiske studier, Aigis:

Bog I
Bog III

Bog IV

Der er skrevet meget om Thukydid. Et godt sted at starte er følgende sider og artikler på dansk:


http://klassisk.ribekatedralskole.dk/personer/thukydid/thukydidref.htm 

Perikles’ gravtale og hans lovprisning af det athenske demokrati af Mogens Herman Hansen

Individet og historien: Thukydid om Nikias og Siciliensfelttoget af Ditte Schwartz

Koalitionskrigsførelse i det klassiske Grækenland af Thomas Heine Nielsen & Adam Schwartz