Plutarks Parallelle Liv 2

Plutarks Parallelle Liv andet bind ventes hjem fra trykkeriet den 6. november. Her er, hvad vi kan vente os:

Perikles & Fabius Maximus

Alkibiades & Coriolanus

Timoleon & Aemilius Paulus

Pelopidas & Marcellus

 

Igen er oversætterne S. Tetens (1800—11), V. Ullmann (1876—90) og K. Hude (1909—32), denne gang med en klar overvægt af Ullmanns fem oversættelser mod Hudes to og Tetens ene. Til gengæld er det kun Tetens, der har oversat sammenligningerne, der i dette tilfælde findes til alle 4 par.

Som det kan ses, spænder livene vidt: fire romere står over for hhv. to athenere, en thebaner og en korinthier. I første bind var der, foruden romerne, tre athenere og en spartaner; ligesom i det bind er livene i bind to tematisk arrangerede. Vi finder således de  aristokratiske forrædere Alkibiades og Coriolanus, der begge udmærker sig ved at være, ligesom de andre, af meget gode kår og i perioder har afgørende indflydelse på statens styring, før det hele vender, og de kommer til at fremstå som negativer af de andre romere og grækere, der trods fejl og ujævne livsforløb dog mestendels ender på den rette side af skellet mellem den gode og dårlige statsmand. Dette skyldes ikke mindst, at de kommer i uføre før deres afgørende bedrift; Themistokles kunne i bind et kritiseres nok så meget for at være perservenlig på sine gamle dage – det var stadig ham, der vandt slaget ved Salamis.

Historisk er det særligt den anden puniske krig (Fabius Maximus og Marcellus) og geografisk - ved et tilfælde da den oprindelige rækkefølge ikke kendes - Sicilien, der danner ramme om livene: Alkibiades skulle lige til at lede felttoget mod Syrakus, da han blev hjemkaldt, Timoleon førte krig mod tyrannerne og karthagerne på øen og Marcellus erobrede Syrakus trods Arkimedes’ forsvarsmaskiner. Pelopidas’ vigtigste bedrift var slaget ved Leuktra, hvor thebanerne hævdede sig på spartanernes bekostning; han førte senere krig mod Makedonerkongen Alexander II, som endte med at tage livet af ham. Alexanders meget senere efterfølger som konge af Makedonien, Perseus, blev slået i slaget ved Pydna af Aemilius Paulus, der således er den yngste af de portrætterede i bind to. Den næstældste er Perikles, og han behøver ikke nærmere introduktion.

 

Plutark skriver ikke historie her og den større kontekst og årstal fremgår derfor kun sporadisk. I stedet for at lægge os fast på et sæt hjælpemidler i hver bog forsøger vi at lette læsningen lidt ved at lægge forskellige hjælpemidler op på Atalante.dk, hvor vi også forsøger os med en tidslinje, der integrerer alle de portrætterede personer (under ’hjælpemidler’ – ’hjælpemidler til Plutark’). Der arbejdes stadig på den og andre tiltag.