Nibelungekvadet

Nibelungekvadet

Vi er ved at lægge sidste hånd på genudgivelsen af Chr. Fledelius’ oversættelse af Nibelungekvadet og dermed vores første ikke-antikke genudgivelse. Selvom der de seneste år har været en heftig oversættelsesaktivitet af nordiske sagatekster, er denne tekst, der dog beskæftiger sig en del med norden og har danskere med, ikke blevet nyoversat. Heldigvis er denne gamle og eneste oversættelse et charmerende bekendtskab; Fledelius’ oversættelse rimer lystigt men arkaisk (hvornår har man f.eks. sidst hørt ’Maag’ brugt om mandlige slægtninge?), hvilket i begyndelsen af læsningen måske kan falde lidt tungt, men egentlig klæder den lidt kantede genre, ridderromanen, ganske godt, som i dette uddrag fra Gunther og Brynhilds bryllupsnat:

 

Hvordan han plejed Fruen,     skal ikke siges her.

Hvorlunde Gunther hviled,     det høre I des mer,

ved Siden af Fru Brynhild.     Den saare ædle Drot

havde hos andre Fruer     hvilet nok saa godt.

 

I Særk, hvid som Saben,     hun hen til Sengen skred.

Den ædle Ridder tænkte:     ”Nu er mig velbered,

hvad jeg har lønligt ønsket     enhver min Levedag.”

Med fuld Føje vakte      hendes Skønhed hans Behag.

 

Bort gemte Lysene     den ædle Konges Hand.

Da gik den kække Kæmpe     til Fruen hen paa Stand.

Nær han sig lagde:     han glædte sig fuldtrøst:

da vilde Helten slutte     den skønne til sit Bryst.

 

Han stred om hendes Elskov     og krølled hendes Lin.

Da greb til sin Livgjord     den Jomfru fejr og fin:

det var et stærkt Bælte,     om Siderne hun bar.

Med den voldtes Kongen     Fortræd og Kvide svar.

 

Fødder saa vel som Hænder      hun ham tilsammen tvang,

hun bar ham til en Nagle     og paa en Væg ham hang.

Da hendes Søvn han trued,     hun Elskov ham forbød.

Da havde hendes Styrke     hartad voldt hans Død.

 

 

Nibelungekvadet er ikke et 1:1 forlæg for Wagners Nibelungens Ring, men en af inspirationskilderne til Siegfried og især Götterdämmerung. I Nibelungekvadets høviske univers er det ikke Valhalla, der står i flammer til sidst, men Attilas gildehal, ikke guderne, men burgunderne, der går endeligt til grunde sammen med en hoben andre folk. Brynhild er ikke Wotans datter men en lidt dunkel dronning fra Island:

 

 

Der sad en fager Dronning   over salten Vand:

som hun fandtes Ingen   i noget Verdens Land.

Saare dejlig var hun,   stor var hendes Kraft.

Hun svang med raske Helte   om Elskov Lanseskaft.

 

Fjernt slynged hun Stenen,   og vidt hun efter sprang.

Hvo hendes Gunst begærte,   han maatte først engang

i tre Kampe sejre   over den ædle Mø:

fejled han i een kun,   da maatte Helten dø.

 

Om hendes oprindelse og adkomst til styrkebæltet, der giver hende overmenneskelige kræfter og volder selv Sigfred problemer, hører vi intet – ligesom vi kun hører nødtørftigt og i resumé om Sigfreds bemægtigelse af Nibelungeskatten og kamp mod dragen. Nibelungeskatten har i kvadet en noget anden - men klart beslægtet -  historie end den, Wagner fortæller: hos Wagner stjæler dværgen Alberich guldet fra Rhindøtrene, skaber sig et underjordisk diktatur, mister guldet til aserne, der bruger det til at betale kæmperne, hvoraf den ene slår den anden ihjel, forvandler sig til en drage med Forvandlingshjelmen – som er Sigfreds ’dølgekappe’ i kvadet – og lurer på guldet, indtil Siegfried kommer forbi og napper hjelm og ring, men lader resten ligge. Det gør Sigfred også i kvadet: han kommer i besiddelse af guldet fra Albrig:

 

Stand kunde ej holde   mod ham den stærke Dverg.

De løb som vilde Løver   hen til det hule Bjerg,

dér tvang han Dølgekappen   af Dvergen Albrigs Hand.

Da blev Skattens Herre   Sigfred, den vilde Mand.

 

Sidenhen kommer dværgen til at tjene ham, og guldet bliver så liggende, indtil burgunderne sender bud efter det og derefter nedsænker det i Rhinen, hvor det bliver liggende resten af historien og til evig tid, da der efter de sidste handlinger i kvadet ikke længere er nogen i live, der ved, hvor det ligger. Meget er altså forskelligt, men den i kvadet uudtalte forbandelse over guldet hænger ved, ligesom f.eks. Sigfreds ubekymrede brutalitet og særegne eller måske manglende moral går igen hos Siegfried. Interessant er det, at det er Sigfreds Krimhild og ikke Siegfrieds Brünhilde, der bliver vektor for hævn og undergang, og Krimhilds hævntørst når da også helt andre tragiske og ufornsonlige proportioner, end Brünhildes forløsende opløsning af det bestående i Götterdämmerung.

 Chr. Fledelius har meget mere om kilderne i indledningen til Nibelungekvadet, og er man til mere, flyder nettet over. F.eks. hér.

Bogen forventes til salg først på efteråret.