Korfu

Korfus historie er ganske blodig. I klassisk tid løber partikampene som en understrøm under Thukydids og Xenofons beretninger, og midt i læsningen af diverse felttog må man nogle gange stoppe og og studse over, hvorfor netop Korfioterne havde så indædte partikampe. Thukydid bruger Korfu som et særligt grelt eksempel på de borgerkrige, der hærgede de græske stater oveni de uendelige kampe staterne imellem, og Korfus opgør bliver således et alment eksempel på det barbari, der under forskellige partinavne fandt sted også i det gamle Grækenland m. tilstødende egne. 
Den arkaisk-klassisk-hellenistiske by på Korfu blev sløjfet under folkevandringerne, og indbyggerne samlede sig 2 kilometer længere mod nord, hvor der både er en fin havn og en stærk fæstning. Det skal vistnok have været venetianerne, der pillede de sidste sten ned af den gamle by, og brugte dem til landfyldning og diverse i den nye. 
På billedet ses det sted, hvor Heratemplet (se citatet nedenfor) stod. I dag er der stort set intet tilbage ud over en fed stålorm, Atalantes udsendte mødte under research til denne blog. I forgrunden ses resterne af et lille Hermestempel og nogle hellenistiske stumper. Men træer til at hænge sig i er der stadig nok af.

Thukydid III, 81: Peloponnesierne begav sig da nu straks ved Nattetid hastigt paa Vejen hjemad langs med Kysten; de trak deres Skibe over Leukadiernes Landtange, for at man ikke skulde opdage dem, hvis de sejlede uden om Leukas, og slap saaledes bort. Men saa snart Kerkyraierne havde faaet Nys om, at de attiske Skibe nærmede sig, og at Fjendernes vare sejlede bort, førte de i al Stilhed Messenierne, som tidligere havde ligget uden for Byen, ind i denne og gav derhos Ordre til, at de Skibe, de havde bemandet, skulde sejle omkring Byen ind i den hyllaiske Havn; og medens denne Omkringsejling fandt Sted, dræbte de saa enhver af det fjendtlige Parti, som de fik fat paa. Fremdeles satte de alle dem, de havde overtalt til at gaa om Bord, i Land fra Skibene og gjorde det af med dem; endvidere gik de ind i Heratemplet, hvor de overtalte henved 50 Mænd blandt dem, der havde søgt Beskyttelse dér, til at indstille sig for en Domstol, og disse dømte de saa alle sammen til Døden. Da nu de af Flygtningene i Templet, der ikke havde ladet sig overtale til det samme (og det var Flertallet af dem), saa’, hvad der gik for sig, gav de sig til at ombringe hverandre indbyrdes derinde i Helligdommen; og nogle hang sig i Træerne, andre tog sig af Dage paa anden Maade, som enhver især kunde det. Syv Dage igennem, saa længe som Eurymedon efter sin Ankomst forblev liggende dér med sine 60 Skibe, myrdede Kerkyraierne saaledes dem af deres egne Medborgere, som de regnede for Fjender, idet de beskyldte dem for, at de vilde omstyrte den demokratiske Forfatning; men for Resten var der ogsaa adskillige, der faldt som Ofre for privat Fjendskab; og andre, som havde Penge til gode, bleve myrdede af deres Skyldnere. Myrderiet viste sig under alle mulige Former; og, som det plejer at gaa under slige Forhold, skete alt, hvad tænkeligt var, og mere endda. Thi saa vidt gik det, at Fader myrdede Søn, og man slæbte Folk bort fra Helligdommene eller dræbte dem ved disse; ja nogle bleve endog indemurede i Dionysostemplet og omkom dér af Sult.